skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2006
M T O T F L S
    jul »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  

Presset fra den lilla ble

28. juni 2006   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Som ung feminist må man til enhver tid være parat til at forsvare 1970’er-feministiske idealer – uanset, hvor forvrængede de er blevet i mellemtiden

»Nå, du er sådan en feminist« Wruuuum. Lyden af titusinde fordomme, der vælter ned over mine skuldre. Igen har jeg ytret en mening, der kan spores tilbage til kvindekamp og Femølejr. Pludselig finder jeg mig selv i en situation, hvor mine holdninger hos dem, jeg taler med, erstattes af halve sandheder og ideer om mandehad og umotiveret kønsbehåring. Ups og pokkers også. En usynlig lilla ble presser på mit hoved. Igen skal jeg forsvare en sag, der ikke er min. »Nej, jeg synes ikke, mænd er nogle svin. Nej, jeg mener bestemt ikke kvinder kan undvære dem. Og gud har jeg da ej brændt min bh. Den er fra Dolce & Gabbana. Er du klar over, hvad den har kostet?« Jeg er ung og materialistisk, påvirket af reklameæstetik, musikvideoer og konsumkultur, jeg er postmoderne; ironisk og kynisk. Jeg kender ingen fællessange, og jeg ligner ikke min mors søstersolidariske generation – medmindre moden siger sundhedssandaler og lilla bandanaer. Men det er ikke godt nok. Inden jeg når at udtale ordet nyfeminisme, hænger jeg på den. Så forvandles min selskabelige bemærkning om chauvinistiske fodboldreklamer til en feministisk brand-tale for womantopia; hvor alle forskelle mellem kønnene udviskes, og hvor der så afgjort ikke er plads til humor. Ikke at jeg forsøger at lægge afstand til 1970’er-feministernes idealer, men de er sjældent det reelle indhold i de diskussioner, jeg altid synes at ende i. I løbet af 30 år er forestillingen om, hvad feminisme står for, skævvredet så meget, at det minder om retorikken mod suffragetterne i 1900-tallet. Den nogle-og-tyve-årige feminist skal passe sådan på. For harmen over ikke at kunne kæmpe mod kvindebevægelsen, dengang den bevægede sig, ligger og ulmer. Venter på ungt kød.

Forkælede
Og diskussionen begynder hurtigt at ligne en anklage. »Er I unge feminister ikke lidt forkælede? I har jo opnået, det I ville? Burde I ikke kæmpe for jeres medsøstre i Den Tredje Verden i stedet? Og hvad med indvandrerkvinderne. Kæmper I for dem?« Jeg bliver helt forpustet. Orker jeg overhovedet at tage til genmæle? Jeg har ikke engang sagt noget om at kæmpe. Jeg vil jo ikke ud at demonstrere eller samle underskrifter. Jeg gider ikke engang engagere mig mere kønspolitisk end det, det kræver at sætte mit kryds ud for en kvinde på valgdagen. Jeg vil bare sidde med min rødvin og mine meninger. Men med ét er jeg legal skydeskive for feminisme-frustrationer fra højre og venstre. Om det så er midaldrende mænd, der føler, at de hele deres liv er blevet gjort til skurk i en kønskamp, de ikke har bedt om, eller om det er unge kvinder – mine jævnaldrende – der tror, at feminisme kræver en ukvindelighed fjernt fra den dameblads-skabte retrokvinde, der – indgroede hår og kunstigt smil til trods – får en kæreste. Feminisme er et moderne fyord. Derfor er feminist en bekvem betegnelse at putte på sådan en som mig. Så behøver man nemlig ikke rigtigt lytte til mine holdninger. Så kan jeg ellers sidde og slå i en dyne af lilla bleer, og ingen hører alligevel, hvad jeg siger. Efter tre glas rødvin giver jeg fanden i det. Vil de have feminisme, så skal de få det. Lige ud af posen: »Jeg er feminist og ond i sulet: kønskvotering, ja tak, prostitution nej. Og hvis du kommer med en blondinevittighed mere, strangulerer jeg dig med en lilla ble.«