skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2006
M T O T F L S
« jun   aug »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Jeg er bange for lyserød

19. juli 2006   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Småpigers tyl-indhyllede barndom skræmmer feministen i mig. Og gør min indre prinsesse dødmisundelig.

Egentlig skulle jeg bare have nogle tomater, men jeg træder lige ind i et feministisk fastelavnsmareridt. Alle pigerne i lyserødt, alle drengene med kapper: prinsesser og superhelte. Forvirrede forældre og løsørevoksne, der forsøger at håndtere så meget royalt blandet med så mange superkræfter. Tønder, kattekroner og indkøbscentrets ansatte til at styre løjerne. Et helt igennem børnevenligt initiativ – arrangeret af ren godhed fra centerledelsens side for at bidrage til tættere sammenhold i lokalsamfundet, med kun en lille række bagvedliggende, økonomiske motiver. Jeg kan slet ikke holde det ud. Alle de småpiger indhyllet i et lyserødt flæsehelvede. Feminist-forargelsen banker op i det røde felt. Det er jo totalt kønsklich: Drengene i kategorien af dem, der gør noget heroisk for at skabe en identitet, og pigerne, hvis hele identitet lægger i, hvor kønne de kan komme til at se ud. Spiderman og Snehvide – sikke nogle rollemodeller. Jeg ser mig forgæves om efter bare en enkelt Pippi Lang-strømpe. Prinsesserne i centret er i det store fastelavnsskrud, men til dagligt er de ikke mindre kongelige. I børnetøjsbutikkerne – strengt inddelt efter køn – har flæserne, glimmeret og den lyserøde modefarve sneget sig ind i selv de mest hverdagsagtige beklædningsgenstande. Pigerne er fra fødslen svøbt i den vandskabning af en farve. Lyserødt tøj, lyserø-de værelser og lyserødt legetøj. Og drengene har blå værelser med Edderkoppens spind på sengetøjet. Børneforkælelse Der er penge i budgettet til børneforkælelse – i en imitation af en blockbuster-kommerciel virkelighed, hvor piger er smukke og drenge er seje. Formentlig grundet en kombination af, at mor og far husker en barndom i 70’erne og 80’erne med grydefrisurer til begge køn, brunt fløjl og neutralt legetøj (herunder så afgjort ingen attrapvåben), og at vi efterhånden har ligestillet kønnene så meget, at de få forskelle, der faktisk er tilladt, bliver overdrevet i en sådan grad, at det nærmer sig en parodi. Hvis voksne mænd kan gå til manicure og iføre sig lyserøde skjorter, og kvinderne kan blive jagerpiloter og partiformænd, må den kønslige vægt balanceres af med blondebh’er og B.S. Christiansen i bedste sendetid – og ikke mindst hos næste generation, der allerede som to-årige er fuldvoksne, krævende forbrugerdjævle og som selvfølgelig skal lege, at de er Batman eller Belle fra Skønheden og udyret. Jeg raser – og kigger misundeligt efter miniaturekopierne af kjolerne fra Disneys klassikere.

Fattigfirsernes fine kjole
Flashback til 1980’erne: Jeg er seks år gammel og ejer verdens allerflotteste, blå kjole (som min mormor har syet -det er jo fattigfirserne). Når jeg har den kjole på, er jeg En Rigtig Prinsesse. Og når man er seks år gammel og får læst eventyr hver aften og i øvrigt lige har set Jul på slottet og forelsket sig dødeligt i Prins Valentin, ja så vil man gerne være En Rigtig Prinsesse.
Den blå kjole er godt nok lidt laset og plettet, for det bliver kjoler, når man er en prinsesse, der godt kan lide at kravle i træer, som tørrer sine fedtede isfingre af i stoffet, og som dagligt kommer i slåskamp med Prins Møgirriterende alias min lillebror. På grund af kjolens forhutlede tilstand, og fordi jeg er prinsesse i et meget koldt land, synes min mor ikke, at den skal frem ved ret mange lejligheder – og slet ikke i skolen, hvor egenrådige prinsesser faktisk helst vil have deres kjoler på. Så mit royale liv foregår mest i fritiden. Derfor er den officielle feminist-version af min barndom – ‘dengang jeg var barn’ – at dengang var der raske piger og drenge til, og vi gik alle sammen i samme slags tøj og blev ikke spoleret af kønnet beklædning og legetøj. Men det gjorde vi jo. I høj grad.

Prinsessedrømme
Bare se os i dag. Vi vil stadig gerne være prinsesser. Hvor mange blondebh’er ejer du? Jeg tæller otte. Det kan da godt være, jeg er feminist, men derfor læg-ger jeg stadig under for skønhedsidealer, dameblade og ikke mindst lysten til at få opmærksomhed af det modsatte køn (der i øvrigt ligger lige så meget under for – knap så synliggjorte – mandeidealer). Psykologien bag mine prinsessedrømme er heller ikke svær at greje. Når man er højrøstet, armsvingende, hidsig og mere ligner en Pippi end en Miamaja, kunne man indimellem bare godt tænke sig at være yndig. Så måske er alle de små, lyserøde prinsesser, jeg møder, også blot i gang med at kompensere for en voldsom personlighed. Og så får drengene da virkelig brug for superkræfter, for ellers bliver de tværet ud, når prinsesserne bliver voksne. Og måske er det slet ikke så farligt, som feministen i mig føler. Bare fordi man selv er af en årgang, der hovedsagligt voksede op i brune smækbukser, er man så nødvendigvis mere emanciperet end sine tylindhyllede lillesøstre? Måske bliver de lyserødstrømper.