skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2006
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Mand version 5.0

26. juli 2006   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Vi skifter mandetyper som vi skifter software, og den seneste version når kun lige at blive installeret, inden der er en ny på markedet.

Tit når der tales om Den Nye Mand, lyder det mere som en beskrivelse af en computer. En computer med et begrænset antal RAM, der konstant skal opgraderes for at passe til nutidens krav. ‘Den moderne mand skal være omstil-lingsparat.’ Og vupti, så er Mand version 4.0 ikke længere kompatibel med samfundet og kvinderne. Vi skal bruge en version 5.0. Så danner maskulinitets-forskere og reklamefolk et fællesskab, hvor de opfinder smarte mærkater at sætte på den nye version, så det bliver helt tydeligt, hvorfor Hr. Jensen er håbløst umoderne som mand. Vi fik den metroseksuelle mand banket op i medierne. Jo, jo det var fremtidens mand. Inspireret af bøsser, forfængelig, selvoptaget, følsom. Men hans hårløse boller kunne ikke stå distancen. Nogen må have følt, at den metroseksuelle mand alligevel var for gay, for opdateringen fulgte kort efter: den über-seksuelle mand.
Den überseksuelle mand, ja han er en rigtig mand. Han har samme grundform som den metroseksuelle, idet også han er stilet og sensitiv, men han repræsenterer også traditionelle maskuline værdier som selvsikkerhed, styrke og ansvarsfølelse. Ud med den selvfede David Beckham, ind med verdensfrelseren Bono. Vi har ham selv: Den tidligere metroseksuelle drengerøv, kronprinsen, der er vokset op til at være et rigtigt überseksuelt ikon, som er uddannet til at slå folk ihjel på 47 forskellige måder, men alligevel kniber en tåre i kirken. Der går vel heller ikke længe, før fjernsyn er med på den og laver programmer, hvor en velmanicureret eks-soldat iført en pastelfarvet netundertrøje koster rundt med en tidligere børneunderholdningsvært i Ikea. »Nej, nej Bubber, hylderne skal matche med gulvtæppet. Lad nu mig bære dem.«

Kaosmanden
Men hvordan fungerer det egentlig? Det med at få Den Nye Mand frem. Tager man sin udslidte, køns(hår)løse kæreste, Version 4.0, ned til forhandleren og får opgraderingen installeret? Eller skal man simpelthen bare kasserere den gamle, melde sig ind i Greenpeace og finde en ny? Det giver dem, der laver mærkaterne, aldrig noget svar på. Tilsyneladende mener de, at Den Nye Mand opstår spontant som et resultat af tidsånd og idoldyrkelse. Så må vi håbe, at mændene indretter sig efter, at deres identitet er flydende og afhænger af, hvad der nu lige er på mode. ‘Ansvarlighed er in, bukser med svaj er yt. Tjek.’ På sigt holder den über-seksuelle mand selvfølgelig heller ikke. Alt for belastende med al den snak om sultende børn. Og slap nu afmed de læderbukser. Måske skal den næste opdatering indeholde lidt mindre frelserbehov, lidt mindre forfængelighed og lidt flere traditionelle maskuline værdier. Men hov, så er vi ved at være tilbage, hvor vi begyndte. Patriark version 1.0. Og Statsministeren sikrer sig endnu et genvalg. Eller også går Den Nye Mand i den modsatte retning. Måske bliver det ligesom på kvindefronten, hvor Kaos-kvinden (ja, der er også mærkater til frøknerne – dog knap så udbredte) har sat sig på alt. Og her menes ALT med versaler. Den Moderne Kvinde skal både kunne jonglere karriere, skønhed, børn og sexliv, mens hun for øvrigt finder tid til at powershoppe og sladre med veninderne. Hvilket – som benævnelsen `kaos’ understreger – ikke er helt let. Lad os få en mand, der kan det også: Den nærværende familiefar, sexgud med en fremadstormende karriere, romantisk, dødlækker og veltrimmet i de nedre regioner, en hengiven ven, sportslig og shoppende. Så kan Kaoskvinden og Kaosmanden forene sig i den hellige ægtestand og følge tøj- og identitetsmoden, indtil de dratter om af stress som 45-årige uden at nå at erfare, hvad Den Moderne Pensionist er for en størrelse. Man kunne selvfølgelig også være frygtelig frelst feministkedelig og argumentere for, at det er noget pjat at tvinge mænd ind i alle de mandetyper, og at fremtidens mand bare skal indeholde de samme gode egenskaber og værdier som fremtidens kvinder burde: noget med at være god ved andre og naturen, være glad og tage ansvar for sig selv. Men med det budskab sælger man selvfølgelig ikke ret mange gentlemans- og ladyshavere.