Den kønnede automatpilot

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Det allerbedste ved kvinde/mand-kategorierne er, at vi slipper for at bruge bunker af tid på at skulle forstå vores med-mennesker. For vi ved jo allerede, at Louise bare er mere følsom end Kenneth.

»Hej skat. Skulle vi mødes inde i byen, eller vil du gerne hænge ud med Søren alene?« »Det ved jeg ikke rigtigt. Vi er stadig hos Søren…« »Ok, så tager jeg bare hjemad.« »Jamen, det er fordi, det er så længe siden, jeg har set ham…« »Ja, selvfølgelig, Jeg tager bare hjem og stener tøse-film.« »Jeg vil jo gerne være lidt alene sammen med ham…« »Ja, det forstår jeg da godt.« »Mig og Søren ser jo ikke hinanden så tit.« »Nej, nej. Det er altså helt fint med mig.« »Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sammen med dig eller noget.« »Nej da. Vi ses bare senere.« »Det bliver ikke ret sent, det lover jeg!« »Det gør ikke noget, hvis det bliver sent. Du kan jo bare vække mig, hæ hæ.« »Er du sur nu så?« Rekonstruktionen af en telefonsamtale mellem min daværende kæreste og mig – ført kort tid inden han skiftede status til daværende. Bagefter stod jeg målløs og gloede på mobilen. Hvad i alverden skete der lige der? Var han tæskestiv? Troede han, han talte med en helt anden pige? Sad han sammen med sin kammerat og ville give et indtryk af, at han virkelig skulle ofre noget for at være der? Under alle omstændigheder blev jeg i den grad bondefanget af den kønnede automatpilot. Klik. Og verden er sort-hvid, kvinde-mand, ond-god. Altså vil harpe-hun-kæresten ikke have, at han-tøffelkæresten føjter rundt alene i byen. Den samme kønsrutinerefleks ramte min musiker-veninde, da hendes – i øvrigt også daværende – kæreste ikke kunne overbevises om andet, end, at hun hadede hans nye, store højtalere. »Jeg elsker god lyd. Jeg er musiker for pokker!« Alligevel blev hun ved med at få det skeptiske jeg-hører-hvad-du-siger-nik, der altid følges af et men-inderst-inde-ved-vi-begge-at-du-lyver-nik forenet med det angstfyldte lige-om-lidt-siger-du-hvad-du-virkelig-tænker-og-så-er-jeg-på-den-blik.
Konfronteret med den slags tunge fordomme om sit køn – fordomme, man godt nok ikke lever op til – fluf så er man sat i en position, man ikke kan argumentere sig rationelt ud af. Han har sat sig selv på damehåndterings-cruise-control: Kvinder bliver sure, når man vil hænge ud med vennerne. Kvinder kan ikke lide store højtalere. Faktum.

Bolde til drenge
Nu kan man påstå, at både veninden og jeg har usædvanlig dårlig smag i mænd – eller at vi bare har mødt uheldige eksemplarer af racen (det er selvfølgelig delvist korrekt – de er jo daværende!), men den kønnede automatpilot klikker til i andet end afslutningsparate parforhold. Vi slæber dem med os, hver gang vi møder en ny m/k. Værs’go: 30 kilos køns-bagage – pakket med gode og dårlige erfaringer, naive forestillinger og damebladsgeneraliseringer. For vi har brug for den slags fordomme – fordomme som vi ynder at sælge under betegnelsen ‘kønsforskelle’. Vi har brug for dem for at lette interaktionen med vores medmennesker. Forsøg med babyer – kendt som Baby X-forsøg – viser, at både mænd og kvinder bliver mildt sagt paniske, når de ikke kender børns køn – og ender med at behandle dem, som det køn, de tror, barnet tilhører. Dukker til ‘pigerne’, fodbolde til ‘drengene’. Det pudsige ved Baby X-forsøgene er dog, at mens meget få mænd giver sig til at spille bold med en ‘pige’ og stort set ingen kvinder giver ‘drengene’ en dukke, så har mænd færre problemer med at give dukker til ‘drenge-børn’, og kvinderne spiller gerne bold med en ‘pige’. Mænd ved godt, at drenge også er omsorgsgivende, og kvinder kender pigernes vilde side. Fordi vi ved godt selv, at vi ikke kun er vores køn. Alligevel tror vi, at det modsatte køn er det.

Damebladsftmdamentalist
Og listen med ‘kønsforskelle’ er lang og fyldig, så vi krydser af på den dagligt. På arbejdspladsen får mændene konstruktiv feed-back på deres rapporter og projektfremlæggelser. Kvin-erne får et klap på skulderen og »det var da fint«. Hvorfor? Fordi cheferne/kollegerne er bange for, at hun bliver ked af det, hvis de kritiserer. Måske begynder hun – gulp – ligefrem at tude! Kvinder er jo mere følsomme end mænd. Damebladene lukrerer på det mere end noget andet og kan i hvert andet nummer ‘afsløre: »Det tænder mænd på!« Og bladene gør jo virkelig en stor dyd ud af at baggrundsresearche og finder hele tre enormt repræsentative cases at hænge sandheden om mænds seksualitet op på… Næ! For de tager i den grad fejl. Den universelle mandefantasi eksisterer ét eneste sted: I hovedet på damebladsforskruede kvinder. Og det er så den slags kvinder, Kenneth skal prøve at forklare sine helt unikke lyster. Held og lykke med at sige nej til sygeplejerskeuniformen. Fordommene – kønsforskellene – er selvfølgelig ikke grebet ud af ingenting. Der er ganske givet millioner af fyre, der tænder på pigesex med blonder ud over det hele. Og der er sikkert mange kvinder, der er nogle besidderiske klisterkærester, som hader store højtalere og er overbevist om, at fyren vil plastre lejligheden til med smagløs hi-fi, hvis hun kigger væk i bare fem minutter. Men jeg har lyst til at skrige til de mænd, jeg møder: Sådan er jeg ikke! Hold op med at sætte mig i bås med de damebladsfundamentalister. Men det nytter ingenting. Det er umuligt at slukke for den kønnede automatpilot, når den først er tændt. Mænd har brug for at dele verden op i kvinder og mænd. Og mænd generaliserer bare altid!