skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

maj 2007
M T O T F L S
« jan   jun »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Burka! Nu ekstra voldtægtssikker

25. maj 2007   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Voldtægt. Ligestillingsministeren udstiller sin manglende viden om voldtægter, men det forhindrer hende ikke i at mene, at det er en forbrydelse, der hænger sammen med det forældede kvindesyn, som især muslimer repræsenterer.

Kvinder skal ikke gå i burka for at undgå voldtægt.« Sådan så min dørmåtte ud lørdag morgen, da Søndagsavisen som vanligt havde indfundet sig i nattens løb (at netop denne pinlige bastard mellem reklame og avis ikke føler sig for fin til at ignorere både reklame nej tak og gratisavis-gå-til-helvede-mærkater på min dør, er en anden sag). I stedet for at gøre det fornuftige og blot tørre fødderne af i dette stykke lekture, valgte jeg vanen utro at bladre ind til artiklen, som citatet på forsiden var hentet fra, og suk, det skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen kørte løs over fire spalter om, at nu måtte det forældede kvindesyn snart høre op. Kvinder må klæde sig, som de vil, og et nej er nu engang et nej. At ligestillingsministerens viden om et så seriøst emne begrænser sig til, hvad man kan læse i en skolebog fra Far til fire-æra
en, er i sig selv foruroligende.
Men når ministeren ligefrem vælger at trække Krarup-agtige paralleller til vores i forvejen plagede muslimske minoritet og insinuere, at det især er muslimske mænd, der repræsenterer dette »forældede kvindesyn«, fordi de åbenbart er ude af stand til at styre deres ødelæggende seksualitet, når de ser et stykke blottet, blegfedt, dansk dameben, samt at det er forklaringen på, at indvandrere er overrepræsenteret i voldtægtsstatistikkerne, burde hun måske nok bruge en halv dag på at sætte sig ind i emnet i stedet for at kaste om sig med floskler og fordomme.

Seksuel sikkerhedssele
I artiklen indtager Eva Kjer Hansen nemlig det i øvrigt indiskutable synspunkt, at kvinder må klæde sig som de vil – samtidig med, at hun understreger, at det ikke kan være rigtigt, at kvinder skal iklæde sig en burka for at gå i fred. Lad os lige tage den bagfra (og undskyld det uheldige ordvalg): Forhindrer en burka voldtægt, fru ligestillingsminister? Hvis det er tilfældet, burde alle kvinder så ikke iføre sig denne seksuelle sikkerhedssele i stedet for at vimse rundt i sexede regnjakker og andre fristende, danske beklædningsgenstande?
Er der ligefrem nogen grund til at friste skæbnen og mændene, når visse muslimske kvinder lader til at have fundet den perfekte løsning under metervis af stoftelte?
Den kedelige sandhed, som vor regerings førstedame på området ikke har ulejliget sig med at sætte sig ind i, er jo, at beklædning har præcis ingenting med voldtægter at gøre (ikke hermed sagt, at det ikke har noget med voldtægtsdomme at gøre!) Burkaklædte kvinder i Afghanistan bliver udsat for voldtægter, 85-årige danske kvinder med hårnet bliver udsat for voldtægter, kvinder med pms i rengøringsjoggingsættet på vej ned i vaskekælderen bliver, og ja småbørn i flyverdragter gør også. For beklædningen er aldrig hverken den udløsende eller blot en medvirkende faktor.
Kvinder (og børn og nogle gange også mænd) bliver voldtaget, fordi gerningsmanden har brug for at udøve den magt, overgrebet giver ham. Fordi han socioøkonomisk og/eller mentalt er et underklassemenneske, der føler sig trampet på, og er nødt til at hævde sig på et andet menneskes bekostning.
Det er voldtægtsmandens profil renset for nuancer (som rusmiddelpåvirkning, psykopatiske tendenser og seksuel afvigelse), og det er den profil, vi – ikke mindst landets ligestillingsminister – burde fokusere på, når emnet seksuel vold kommer på bane. Ikke påklædning. Ikke hvor meget, hun fik at drikke. Og ikke, at mænd må forstå, at et nej er et nej – når det væsentlige jo er, at mænd overhovedet ikke bør bringe sig i situationer, hvor der er brug for det nej?

For burkaen virker hver gang
Så længe man insisterer på at bringe klicheer som »kvinder må klæde sig som de vil«, og »et nej er et nej«, italesætter man ideen om, at det har noget med sagen at gøre. At kvinden i en eller anden grad alligevel selv har et ansvar for at forhindre voldtægt.
Hvad med om man begyndte at fokusere lidt på problemets rod: voldtægtsmanden.
Ikke, at jeg forventer det af vores nuværende ligestillingsminister, for så skulle hun også til at forholde sig til ubehagelige spørgsmål som, hvorfor indvandrermænd egentlig er overrepræsenteret i voldtægtsstatistikken, og at svaret måske skal findes i voldtægtsmandens profil, som kan føres tilbage på kedelige ting som stigmatisering, racisme, fattigdom, manglende uddannelse og arbejdsløshed. Hvilket lægger op til kritik af store dele af den politik, der føres, og ikke mindst af et vist støtteparti. Nej, så hellere bare skyde skylden på burkaen. Det virker jo i alle andre sammenhænge.