skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2007
M T O T F L S
« maj   jul »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Dødssynd: Hovmod

25. juni 2007   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Hovmod: stor selvforherligelse, samt at føle sig vigtigere eller mere attraktiv end andre, som forhindrer en i at komplimentere og rose.

Ha! Så fik jeg igen tiltusket mig klummeplads. Fordi jeg har noget at byde på, fordi jeg er genial og har udviklet et fedt koncept. Fordi jeg er sjov og kan noget, som ingen andre kan (arbejde for mindsteløn i sommerferien bl.a.).
Jeg er de fleste mennesker overlegen inden for de fleste områder det meste af tiden. Jeg er god til alle de ting, jeg gør – især fordi jeg vælger ikke at gøre de ting, jeg er dårlig til. Ikke at der er så mange af dem. Lige nu kan jeg faktisk ikke komme i tanke om en eneste (overholdelse af deadlines og brug af stavekontrol, red.) Selv når jeg har en dårlig dag (som falder præcist hver 28. dag), er jeg faktisk både klogere, sjovere og kønnere end så mange andre kvinder.
Jeg er hende, man gerne vil være på hold med i et spil TP (altså hvis man selv kan de blå). Det er mig, folk ringer til, når de skal have feedback på noget, de har skrevet, fordi både de og jeg ved, at jeg kunne have skrevet det meget bedre, hvilket jeg da heller ikke undlader at påpege. Så må det virkelig være deres egen hovedpine, at de vælger ikke at bruge de guldkorn, jeg kommer med.
Jeg er en gevinst for enhver social begivenhed (medmindre den falder på føromtalte 28. dag) og samtidig er jeg ret lækker. Det har jeg konstateret ved flere lejligheder foran mit spejl og foreviget på mit webcam (men der er åbenbart noget galt med de tekniske indstillinger).
Jeg er også et rigtigt godt menneske, der er imødekommende og venlig over for folk, selv om de ikke er nær så interessante, som jeg selv er. Det kan de jo ikke gøre for, så derfor er man nødt til at være storsindet og tilgivende over for andres fejl, når man selv er næsten fejlfri. Man er også nødt til at give sig tid til at lytte til andres problemer og prøve at minde dem om deres sejre, hvis de ellers har haft nogle, ellers kan man bare bruge en af sine egne succeshistorier som eksempel. Det sætter folk helt sikkert pris på.

Rygklapper
Min egen indsats er i øvrigt altid bedre end andres. For jeg ved jo, hvor mange forhindringer, jeg har måtte overkomme, for at nå mine mål.
I et gruppeprojekt løser jeg mere end halvdelen af opgaven – derfor er jeg også berettiget til det meste af rosen, det må folk da kunne forstå. I individuelle præsen- tationer er det nemt at se, at jeg klarer mig bedre end mine konkurrenter – når man lige korrigerer for force majoure. Jeg kan jo ikke forventes at arbejde, når det regner.
Og skal vi lige blive enige om, at mine historier er de mest underholdende? Så du skal ikke komme her med dit ’og så besteg jeg lige Mont Blanc uden ilt,’ når jeg prøver at fortælle om at håndtere egyptiske gadesælgere, der ikke taler engelsk. Det bliver bare pinligt for dig. Jeg er nemlig sådan en, man lytter til (også fordi jeg taler så højt, at det er svært at undgå.)

Folk er så smålige
Det er dog sjældent i orden her på Sandemoses hjemmebane, at man selv hiver sine succeser frem i lyset. Det skal man vente på, at andre gør. Men så risikerer man jo at vente for evigt!? Det virker mere fornuftigt selv at gøre det. Selvros er velros, og det praktiserer jeg altså bedre end de fleste.
Jeg tør faktisk godt sige, at jeg er den allerbedste til at rose mig (skarpt forfulgt af min mor, men det er hun på en eller anden måde også forpligtet til.) For jeg vil have ros for de ting, jeg gør. Alle de ting, jeg gør. Og hvis andre er for langsomme i optrækket til at rose af egen fri vilje, skal jeg også nok hjælpe dem på vej.
Men det er utroligt så smålige folk er i deres små verdner og sko, at de ikke kan unde at stoppe op et øjeblik og erkende mit geni. Allerværst i min hjemstavn Midtjylland, hvor glæden over at berette om sin succes ofte bliver fulgt af den værste følelse i verden, når fortællingen bliver modtaget med et vrissent: »kan du nå dig selv på ryggen?« Men jeg har besluttet, at jeg skal til at undgå Midtjylland. Jeg er vist også ved at være for kendt til den landsdel.