skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2007
M T O T F L S
« jun   aug »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Dødssynd: Vrede

16. juli 2007   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Vrede: ubeherskede og ukontrollerede følelser af had og raseri både over for andre og i form af selvfornægtelse, utålmodighed, samt generelt et ønske om at gøre andre ondt.

Hvad i hede hule helvede er der nu galt med at hidse sig op? Så er det ikke okay i den konsen- susforelskede andedam, at man siger sin mening ind i mellem. Måske har folk faktisk brug for at få læst skriften med et par bandeord, hvis det skal sive ordentligt ind.
Diplomati mig i røven. Hvornår har: »Jeg føler mig ligesom lidt tilsidesat, når du ligesom ikke taler med mig en hel aften«, nogensinde gjort en skid for et forhold? Meget mere effektivt at råbe: »Så giv mig dog opmærksomhed for helvede!«
Råb er i det hele taget en undervurderet kommunikationsform. »Hov hov, der er da ingen grund til at hæve stemmen.«
Jo, det er der faktisk. Lige nu er du decideret ubehagelig. Jeg bryder mig ikke om, at du står så tæt på mig, og hvis du også gider fjerne din paraply fra min endetarm, så tror jeg, den her bustur bliver en langt mere behagelig oplevelse for os begge to.
Men temperament er slet og ret en dårlig ting. Det lærte jeg tidligt. Hvis en af de store drenge med vilje skubber til dig i skolegården, er det ikke i orden at skrige »din store klamme røvbanan« efter ham. Så skal man sige: »Uff og næh, vil du være sød ikke at skubbe til mig,« med rottehale- stemme og et lille overlegent smil.

Den hidsige taber
Det kan jeg stadig ikke finde ud af. Men jeg er med tiden blevet bedre til at lade være med at råbe »narrøv«, når nogen springer over mig i køen. I stedet siger jeg med den ondeste høflighed: »Undskyld, det var vist min tur nu… narrøv!« For den slags gør mig pissevred, og det skal folk bare ikke slippe af sted med.
Men det er mig, der bliver set skævt til. At hæve stemmen er meget sjældent i orden – kun i tilfælde af, at man er i fare for at blive overfaldet (Og faktisk heller ikke rigtigt der. Hvornår har man sidst vendt sig om efter en mand, der synes, det er ‘superunderholdende’ at gå i kapgang syv meter bag en enlig kvinde halvanden kilometer ned ad en halvtom gade, og brølet »Har du mest lyst til at skifte fortov eller fortænder?«)
Reglen er: Hvis man hidser sig op, går i falset og lader sine følelser skinne igennem tårerne i øjenkrogen, så har man tabt en hvilken som helst meningsudveksling. Og så er det faktisk lige meget, hvor meget ret man har. Hvis man ikke er i stand til at argumentere på et ‘sagligt’ plan, så er det tydeligt, at man bare er i sine følelsers vold og ikke skal tages seriøs.
Derfor har jeg heller ikke tal på de gange, jeg er blevet kaldt nærtagende. For det værste, man kan være i ironiens hjemland, er jo en person, der lader sig provokere følelsesmæssigt af fornærmelser og fordomme. Så hedder det:
»Kan du ikke tage en joke?« Jo, hvis den er sjov. Ikke hvis min umiddelbare reaktion er, at dine ædlere dele skal i nærkontakt med min støvlesnude.
Det engelske ord, wrath, beskriver i virkeligheden følelsen meget bedre. Man kan næsten mærke på ordet, hvordan dampen bare står ud af porerne. Hvordan man pludselig bliver tung i kroppen, fordi fysikken er nødt til at skabe modvægt til hovedet, der er på vej op under loftet eksorcisten-style.
»Det løser bare ingen konflikter at hidse sig op!«
Nej, nej, nej, det ved jeg da godt. Jeg har da ikke været rødhåret i 27 år for ingenting. Men hvis konflikten alligevel er gået i hårdknude, så bliver min nattesøvn klart bedre af, at nogle får et par verbale tæv, for ellers er det min hovedpude, der skal tage rigtige slag, og den bliver så pokkers knoklet af det. Og hvis jeg har sovet dårligt… Så er der eddermane nogen, der skal undgælde.