skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2007
M T O T F L S
« jun   aug »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Dødssynd: Grådighed

23. juli 2007   

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Grådighed: unødvendigt og umådeholdent forbrug, der især indebærer frådseri med mad og drikke.

Klassisk situation: Jeg er egentlig mæt. Men så vælger en veninde at købe en portion nachos/stille slik frem/åbne en æske chokolade, mens hun ytrer ordene: »Du tager bare.«
Det gør jeg så, og jeg stopper ikke før fadet er tømt. Hvis veninden er heldig, når hun selv at smage, men så skal hun heller ikke forlade lokalet.
Jeg spiser sjældent slik, og køber det aldrig. Men hvis andre tilbyder mig snacks, så tømmer jeg en pose Matadormix på under fire minutter.
Jeg betragter i forundring folk, der er i stand til at levne halvdelen af deres flødekage til en kaffeslabberas og ser på min egen teskerengjorte tallerknen, mens jeg bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må holde på formene og lade være med at rense de sidste flødeskumsstreger af med tungen. Hvorfor tager sådan nogle mennesker et helt stykke op på tallerkenen? Kunne de ikke have skåret det over, så jeg kunne have fået en halv kage mere? Jamen seriøst, hvordan kan man ikke lige få plads til fire bidder napoleonshat?
Min snackappetit er sæsonbetonet. Om sommeren kan jordbær og kirsebær ikke få fred for min glubske appetit – og vinteren er det clementiner.
Og vi snakker altså ikke om at spise et par stykke. Vi taler om at konsumere en hel pakke under de indledende reklamer til ’søndagsfilm uden afbrydelser’ på TV 2 (enormt irriterende koncept, hvor man altid løber tør for snacks og bliver nødt satse på, at det ikke er nøglescenen, man misser, når man sponser ud efter nye forsyninger).

En mundfuld mundguld
Jeg duer ikke til gourmetmad. Konceptet med, at der på tallerknen ligger en portion på størrelse med en muslingeskal, der skal nydes helt absurd meget.
Jamen, det er jo bare én mundfuld. Jeg ved godt, at den smager bedre end så mange andre mundfulde. Men selv om jeg deler den op i to bittesmå mundhapse, så skal jeg stadig sidde og se ned på miniatureportionen, mens jeg forsøger at udsætte glæden længst muligt ved at tømme brødkurven eller vinglasset.
Jeg er udmærket klar over, at kokken har afstemt størrelserne på retterne med hinanden, så man faktisk bliver mæt, når man er nået igennem alle ni, og at den tømte brødkurv betyder, at jeg sandsynligvis får svært ved at spise desserten (ikke, at det stopper mig), men derfor går der alligevel jyde i mig, når jeg får tre fjordrejer med basilikumskum præsenteret som min forret. Hvor er resten?
Samme problem med sushi. Alle menuer til en person består af under 12 stykker. Seriøst, hvem bliver mæt af 12 mundfylde mad – også selvom det er ris det meste? Jeg bestiller altid til to (og sushidamen smiler og putter to gange pinde og soja i posen, som om jeg skulle hjem og have romantisk date med min ikke- eksisterende kæreste i stedet for at grovæde alene foran fjerneren.
Jeg ser ingen grund til rette på den antagelse). Så siger jeg til mig selv, at den sidste håndfuld maki kan stå i køleskabet til i snack i morgen, men det er endnu ikke sket, at jeg har levnet.
Derfor elsker jeg at lave sushi selv. Det tager en hel dag, og det sviner mere end en kinesisk børnehave i riskrig, men bagefter er der sushi nok. Der er så meget, at man bliver nødt til at levne – levne nok til, at man også kan storsmovse dagen efter. Medmindre man altså har glubske gæster, der insisterer på at spise alt, der bliver sat på bordet. Helt ærligt, er det ikke en anelse uhøfligt?