Kære dumme dagbog

Klumme oprindeligt bragt i Chili.

Chilis Sanne Søndergaard undrer sig over, at folk har brug for at notere alle deres pinligheder ned. Blot for senere at blive mindet om, at deres liv stinker – og de ikke engang vil indrømme det til en dagbog.

Kære dagbog. I dag havde vi sløjd. Jeg brændte mit navn i en bordskåner. Sofie rendte efter Anders i det store frikvarter. Vi fik kartoffelmos til aftensmad. Sådan lyder en af de få udfyldte sider, der findes i min lyserøde dagbog med lås fra dengang, jeg var en ni-ti år. Larmende uinteressant. Selv hvis jeg, med voksenlivets forståelse for hvad der faktisk er væsentligt, tilføjer, at jeg elskede kartoffelmos, sløjd og Anders – men hadede Sofie – så er det stadig ikke lyrik på et højere plan. Det er slet og ret kedeligt. Men hvorfor er det også lige, at folk (som oftest piger) tager sig tid til at lommefilosofere over dagens oplevelser, inden hovedet rammer puden?

Ydmygende cyklus
Hvad er det, der er så meget værd at skrive ned, men som du ikke regner med at kunne huske? Er det ikke en rimelig god indikator på, at en oplevelse er uinteressant, hvis du glemmer den? Hvem har brug for et stroll down memory lane med minder om dårlige eksamener, flirts, der viste sig at være slimede som vandrotter, og erindringen om dengang man stod med numsen bar på en strand i Nice, fordi den chikke bikinitrusse, der skulle bindes i siden, havde en uforudsigelig adfærd?
Og hvad er det, du dagbogsafhængige tror, du kommer til at skulle bruge den her levnedsbeskrivelse til? Duer jo ikke just Anne Frank, vel? Skriver vi for, at vi kan kigge i dagbogen om 20 år og konstatere: Ja, jeg var også teenager engang? Det er jo ikke sådan, at du sidder og bladrer igennem års kedsommelige optegnelser og pludselig “smask”, så har du forstået dit eget følelsesliv, “Jeg er usikker over for nye omgivelser, fordi isdamen talte grimt til mig i sommerferien mellem 5. og 6. klasse. Nu kan jeg endelig blive et helt menneske.” Tværtimod! Det eneste, du opnår ved at have dit liv på skrift, er en trist erkendelse af, at alting gentager sig. Igen ulykkelig forelsket. Endnu engang følelsen af at være helt alene. Ingen forstår mig. Bumser på ny …

Løgn og latrin
Desuden – så meget erfaring nåede jeg nemlig at gøre med den daglige logbog – er der ingen garantier for, at det, du skriver, er sandt. Jeg så da klart min dagbog som en mulighed for at pynte lidt på sandheden. “Så legede jeg med alle de andre frikvarteret, og der var ingen, som skød papirkugler efter mig eller hældte maling i min taske… Jeg er faktisk en af de populære”.
Ironisk nok er det præcist de ting, jeg løj om, som jeg husker bedst, Altså, kan jeg præcis erindre de nederlag, der var så store, at jeg allerede som barn erkendte, at jeg blev nødt til at fake minder for at have lidt godt at se tilbage på. Måske skulle jeg sætte mig ned og fabrikere en hel dagbog over de sidste 27 år – og så håbe på en mindre hjerneblødning. Måske er det netop det, vi dagbogsafhængige forventer. En sygdom, der vil frarøve os langtidshukornmelsen, så vi kan slå op i de snedigt udvalgte minder og leve videre, lykkeligt uvidende om, at vi glemte at leve livet, fordi vi havde travlt med at skrive det ned.