skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

marts 2008
M T O T F L S
« feb   apr »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Tilbage til 902010

31. marts 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

VEDVARENDE RYGTER SIGER, at BRANDON og BRENDA vender tilbage til vores tv-skærme – nu uden hiphopbukser, spencerkjoler og urimelig brug af solbadning. Beverly Hills 90210 skal genindspilles. Med nye skuespillere, moderne tøj, samt en sandsyn-ligvis sundere hudkræft-bevidst indstilling til solskin – især den kunstige slags.Men har vi virkelig brug for det? Findes der overhovedet nogen under 85, der ikke har set den oprinde-lige omgang Blever på evigt rerun? Er det strengt nødvendigt for nutidens teenagepiger at få nye Dylan-panderynker at sukke over? Skal vores små søstre nu have samme dilemma, som alle piger i halvfemserne havde: ’Hvem ville du helst kysse med? Brandon eller DYLAN?’ Det er da alligevel sørgeligt nostalgisk, at vi allerede går i gang med at iscenesætte vores tid-lige ungdom, mens vi stadig er forholdsvis unge. Skulle vi ikke vente med Beverly Hills – the new generation, til vi faktisk har sat en ny generation i verden? For hvad er det, man vil opnå ved at gentage DONNAS første beruselse på promnight? Penge selvfølgelig, det er klart. Men det er næsten for dollardesperat at genforene kliken i Peach Pit blot for at lade dem gennemgå samme kvaler på ny. Hollywood bugner med kreative mennesker, der kunne skrive en helt ny ungdomsserie. Komplet med masser af førstegangs-sex, førstegangs-alkohol – og indbygget amerikansk morallære, om at man skal holde sig fra begge dele.

HILLS 90210 var 1990’ernes underlægningsmusik – dii didi did dii tish tish. Det var dengang, Vesten havde vundet den kolde krig og retten til at sælge BigMacs og Levis 501’er over hele planeten. Men verden har ændret sig siden, og ungdommen anno 2008 lever i en helt anden virkelighed. Den livsglæde og kådhed som den stræbsomme elevrådsformand Bran-don udstrålede, og ikke mindst den vildskab, Dylans surferattitude stod for, er i dag erstat-tet af 9/11-terrorfrygt, global opvarmning og happy slapping. En moderne version af Beverly må nødvendigvis se helt anderledes ud for at fungere. Til at begynde med må der vendes fuldstændigt om på de medvirkendes status. Den oprindelige nørdede Andrea med sin miljø- og menneske-retsbevidsthed ville i dag være lækkertjekket på den AL GORE-agtige måde. Og Davids mu-sikkarriere, der i 90’erne langsomt blev stablet på benene, ville i nutiden sætte af sted med crash-and-burn-raketfart i Idols. Den mest realistiske indledning til Beverly Hills 2008-210 ville være den altid ulykkeligt forelskede STEVE, der går amok i skolens kan-tine med en halvautomatisk riffel, Brandon, der melder sig til krigen i Irak og DONNA MARTIN, der snerpet insisterer på en popsmart halvreligiøs ret til at forblive jomfru… nå, ja, nogle ting ændrer sig vist aldrig i frihedens land. Men for pokker; det er Beverly Hills, hvem har nogen-sinde sagt, at det skal være realistisk?

Stop så det sms-gækkeri

17. marts 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

PRIK, PRIK, PRIK. Tre punktummer. Den ondeste tegnsætning i verden, når de står i slutningen af en sms-besked. I hvert fald hvis beskeden er fra den fyr, man har kastet sin lidenskab på (læs: er liderlig efter.) Jeg har ikke tal på de sms-beskeder, jeg eller mine kvindelige bekendte har fået fra mænd, som ender med de tre ubehagelige prikker: »Det kan vi måske finde ud af…« Prik, prik, prik. »Måske engang i næste uge…« Tripleprik. »Du virker supersød…« Igen, igen, igen.

ER DET GÆKKEBREV i sms- form, eller hvad sker der? Skal vi indsætte et ord på tre bogstaver og finde det skjulte budskab? Og hvad er ordet i så fald? Not!? Ses, sex, sæk? Er det krampe i tommelfingeren, der spasser ud på punk- tum-tasten? Eller er det en skjult kode, som man må bryde, hvis man vil forstå mænd, offside- reglen, og hvad der er fedt ved jazz? Måske er det, fordi Hr. Sms-flirt er en rigtig player, der leger ’åben for fortolkning’. Som ikke vil sige ligeud: »Jo, lad os da ses. På tirs- dag. PS: Du er dejlig.« For av for søren, så er det pludselig forpligtende. Det er faktisk en skrift- lig aftale, og skriftlige aftaler kan ikke brydes, det ved alle.

ELLER OGSÅ ER DET LIGE OMVENDT. Måske er de prik, prik, prik-af hængige i virkeligheden dø- deligt usikre. Måske tør de ikke sætte et 100 procent punktum: »Jeg vil gerne se dig igen.« Ét punktum. De er så bange for en 100 pro- cents afvisning, at de tripleprikker sig til en nødudgang, som stoltheden kan smutte ud af. Uanset hvad forklaringen på sms-prikkeriet er, så er det dybt frustrerende; hovedbrudsska- bende og selvtillidsnedbrydende. Det er kort sagt: røvbelastende! Samtlige mobilindehaven- de kvinder i dette land har siddet omgivet af veninder og forsøgt at af kode prik, prik, prik. Og kvinder har i forvejen travlt nok med at fortolke alt, hvad mænd gør og siger. Der er absolut ingen grund til at opfinde nye tortur- metoder. DE TRE PUNKTUMMER ender altid i en tegn- sætnings-katten-efter-musen, som man ikke kan formulere sig ud af. For spørger man, hvad han egentlig mener, kommer der bare en ny besked – med tre nye prikker, man er tvunget til at læse et budskab ud af …

SÅ MAN GÆTTER, man tager chancer, man tø- ver, man gambler. Resultatet er, at man selv bliver usikker, vag og playeragtig. Man ender med at skrive en sms med en smiley, der blin- ker: Den kvindelige udgave af de tre prikker. »SKAL VI SÅ SES? Blinkesmiley.« Sender bolden tilbage på hans banehalvdel. Og efter uende- lig lang tid (det er alt fra to minutter til seks timer) kommer svaret: »Lyder hyggeligt…« Prik, prik, prik. Og så forfra en gang til.

Hævn er en lunken ret

12. marts 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG ER SÅ TÆT PÅ at være Uma Thurman i Kill Bill. Jeg mangler bare udseendet, evnen til at bære en køredragt, en hel del combat-skills og en acceptabel grund til at hævne mig. Ok, jeg er ikke i nærheden af at være Uma Thurman. For nøj, hvor har jeg udtænkt mange detalje- rede planer for hævn. Men nøj, hvor har det aldrig været på sin plads at udføre dem. Man kan mene nok så meget, at H&M-tøsebarnet på 49 kilo, der fortæller en, at »nej, den er udsolgt i large« fortjener et syrebad, men venner med realitetssans kan som regel nå at stoppe mig, inden jeg går shopamok i svovl-, salt- og citronsyre. Jeg er misundelig på folk, der har haft en god grund til at hævne sig – og som har gjort det. Der var f.eks. en af mine venner. Nej, hun var mere bare en bekendt. Eller det vil sige, jeg kender hende næsten.

OK, JEG LÆSTE OM HENDE i et dameblad. Anyway; den her pige fyldte sin ’jeg-er-bare-ikke- parat-til-at-binde-mig’-ekskærestes gardin- stænger op med rejer, så lejligheden kom til at stinke som en fiskekutter. Det er hævn i sin fineste form. For fyren fandt aldrig frem til, hvad stanken skyldtes og blev til sidst nødt til at flytte – og tog sine gardiner med. På en måde ville jeg ønske, det var mig. Jeg ville næsten gå med til at blive droppet med verdens lammeste begrundelse, bare for at kunne få lov til at hævne mig på en, der faktisk havde fortjent det i stedet for blot at stå og ønsketænke min stilethæl langt op i bagen på den tandtekniker, der altid skal kommentere min manglende brug af tandtråd. Men skulle den situation – med den skodagtige ekskære- ste – nogensinde opstå, så ville min indre Uma Thurman på to sekunder forvandles til en slat- ten, udstemt Paradise Hotel-deltager. Bitter og forrådt – men uden evne til at handle.

FOR SÅDAN ER DET. Når man endelig har den helt rigtige grund til hævn: Den utro kære- ste, kollegaen, der tager æren for ens arbejde, veninden, der har fortalt alle til festen, at man mangler den afsluttende del af opera- tionen for at blive hundrede procent kvinde, fordi hun vil snuppe en fyr for næsen af mig, som om hun behøvede den slags løgne, så nedringet, som hun altid er… host… altså si- tuationer alle kender! Så er det ikke hævn, man tørster efter. Men trøst. FOR SÅ STÅR MAN DER og er rigtig såret. Og lige meget hvor berettiget hævnen er, så har man fuldstændigt mistet kampgejsten og vil bare hjem for at ligge i fosterstilling under dynen. Hvor jeg kan være tryg og i fred for hele verden. Hvis bare jeg kunne finde ud af, hvor den satans lugt kommer fra.