skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Lykken er at overspringshandle

26. maj 2008

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVIS JEG BRUGTE DEN TID på at arbejde, som jeg bruger på at overspringshandle, ville jeg være rig. For det er helt utroligt så mange udflugter, jeg kan gøre mig, når det egentlig er meningen, at jeg skal præstere et stykke arbejde. Nu er jeg eksempelvis kaffetrængende… Det må jeg lige gøre noget ved, inden jeg kan skrive videre.

HVOR VAR JEG? Nå, ja overspringshandlinger. Efter år med dårlig samvittighed på grund af mine mange overspringshandlinger er jeg kommet frem til, at det ikke altid er dårligt at slukke sin hjerne og gøre andre ting. For eksempel er jeg vild med at gøre noget praktisk, hvis jeg har svært ved at koncentrere mig foran computeren. Ja, der må seriøst være noget galt med mig, når jeg vælger at pjække fra arbejde for at vaske tøj og gøre badeværelse rent. Apropos. Jeg skal egentlig tisse.

SÅ NU SER BADEVÆRELSET lækkert ud igen. Altså ikke fordi jeg tissede… men da jeg skulle vaske hænder, lagde jeg mærke til, hvor snavset spejlet var, så jeg tog lige runden med Ajax. Ja ok, jeg pudsede også vinduer. Det er irriterende, når solen ikke kan få lov at komme ordentlig ind i mit kontor. Men nu skal jeg også have skrevet den her klumme… Selvom det egentlig er synd at sidde inde, når det er så godt vejr. Hvem ved, hvornår det begynder at regne igen!? Jeg bliver altså lige nødt til at gå ud og købe en is og få sol på næsen.

AH, SOMMER. FANTASTISK! Men klokken er godt nok ved at være mange. Må hellere blive færdig med det her, inden jeg skal til at lave aftensmad. Har jeg overhovedet husket at tage noget op af fryseren? Ja, der ligger noget hakket okse på køkkenbordet. Skal det være lasagne igen? Måske kan jeg finde en spændende opskrift på nettet. Det er også hele ti minutter siden, jeg tjekkede min mail. Hvad kan jeg ikke være gået glip af?

ET TILBUD PÅ VIAGRA og et nyhedsbrev, jeg aldrig får taget mig sammen til at afmelde. Ikke ligefrem interessante kontakter til det virkelige liv. Hov, er det ikke snart længe siden, jeg har snakket med min mor? Det er i hvert fald to dage siden… Må hellere ringe til hende.

HUN HAVDE INTET NYT AT FORTÆLLE, så vi snakkede kun i en time. Og nu er jeg virkelig ved at være sulten. Jeg må skynde mig at blive færdig med skriveriet. Men der er så meget at sige om overspringshandlinger: Alle de psykologiske og sociale aspekter. Og hvad med de økonomiske konsekvenser? Jeg må hellere researche lidt på nettet. Det gør jeg… lige bagefter jeg har testet min viden om rejseforsikringer.