skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

august 2008
M T O T F L S
« jul   sep »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Optimistisk drøm om optimisme

25. august 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HADER OPTIMISTER. Folk, der er i stand til at se det positive i alting: »Hvor dejligt, det regner! Så får træerne vand.« »Jubi, jeg blev fyret! Så får jeg mulighed for at prøve noget nyt.« »Min kæreste har bollet udenom, hurra! Så var det alligevel ikke på det klamme autobahn-toilet, jeg blev smittet med klamydia.« Min begrundelse for at hade optimister er desværre, at jeg ville ønske, jeg selv var en af dem. Jeg ville gerne være i stand til at se de lyse sider af tilværelsen i stedet for at sidde nede i mørket med en lommelygte, der ikke virker.

JEG HAR JO LÆST ALLE SELVHJÆLPSBØGERNE og køleskabsmagneterne: Det gælder om at smile til verden, så smiler den tilbage, pessimister er tåber, de tror på det modsatte af, hvad de håber, det, du gi’r, får du tilbage (og ja, det sidste er fra en sang af LARS LILHOLT. Jeg er midtjyde: Der står i reglerne, at vi skal kunne hans sange!)Det er en selvopfyldende profeti: Jo mere glæde, man selv udstråler, jo bedre bliver de ting, der sker for en, og la la la. Så der sidder de optimistiske karmacowboys og rider af sted på lykken, mens jeg ikke kan lade være med at ærgre mig over en tilfældig detalje, som er ligegyldig i det større perspektiv.

JEG LÆSTE ENGANG en undersøgelse – den var sikkert amerikansk (det er sådan nogle undersøgelser altid, for amerikanere har åbenbart uanede ressourcer til at forske i de mest obskure ting), som konkluderede, at optimister er lykkeligere mennesker.Det kom ikke rigtigt bag på mig (det er der sjældent nogle af konklusionerne i den slags undersøgelser, der gør). Men det interessante var, at når der skete noget dårligt, så blev pessimisterne, der jo altid frygter det værste på forhånd, alligevel mere skuffede end optimisterne. For at formulere det bedre: Det er virkelig spild af energi at være negativ (altså det, vi pessimister kalder, ’at være realistisk’).

DEN ENESTE FORDEL, man har som pessimist, er, at når noget går galt, kan man sige: »Ha, hvad sagde jeg!« Og græde indvendigt. Mens optimisten tager på nye eventyr, der sikkert vil lykkes for ham. Som så vil gøre en selv endnu mere pessimistisk og potentiel nøglehærværksmand mod hans bil. Optimismens hemmelighed er i virkeligheden helt enkel: Man skal vælge at se lyst på tingene og fravælge de negative tanker; glemme det, der går en på.

MEN DET ER JO PRÆCIS DET, jeg ikke kan finde ud af. Pissefrustrerende! Det er lige så råddent som ustoppeligt regnvejr og den gigaskatteregning, jeg nok får næste år, og det, at jeg sikkert ikke får sex inden da… Og så kører den onde pessimist-cirkel igen.

Forbandede tjit tjat

18. august 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

FINDES DER NOGEN, der kan finde ud af at smalltalke for alvor? Altså chit chatte uformelt og ufarligt med hvem som helst; taxichauffører og kærestens moster? Jeg er personligt fuldstændigt smalltalk-hæmmet.Jeg indleder altid samtaler med folk med det udgangspunkt, at de selvfølgelig har noget at byde på, noget man kan tale om. Det har de heldigvis som regel. Men så er der lige de situationer – ofte der, hvor man er tvunget til at opholde sig i nærheden af personen i længere tid – ved middagsselskaber, kurser osv. – at personen sidder tavst med et forsigtigt smil og overlader det til mig at hale uendeligt ligegyldige svar ud af ham/hende:»

HVAD LAVER DU SÅ? Ekspedient, javel. I en tøjbutik? En skobutik, interessant? Er det så en kæde eller noget? Nej, bare en lille en. Hvad laver du så, når du ikke arbejder? Ikke noget? Nå, du går til fransk på aftenskole. Rejser du meget i Frankrig da? Du har aldrig været der. Nå. Er det så fordi du kender nogle franskmænd? Nej, du synes bare, det var spændende. Jamen, det er det da også… Er du gift? Nej. En kæreste? Nej. Det kommer helt bag på mig … Har du Børn? Nej. Dyr? En kat. Hvad hedder den så? Mis, javel ja … Gider du lige række mig rødvinen?«

PÅ INTET TIDSPUNKT gør personen noget for at hjælpe samtalen på gled ved for eksempel selv at stille spørgsmål eller bringe et emne, man kan tale om, på bane.Og jeg er fortabt. Fordi jeg ikke kender opskriften til effektiv chit chat. Hvad er de magiske emner, når man ikke naturligt falder ind i en spørge-lytte-grine-rytme? Politik, børneopdragelse og kulturelle præferencer er jo no go – der er for stor fare for voldsom uenighed. Selvfølgelig kan man bare tale om vejret, men det er for mig den største samtale-falliterklæring, og så vil jeg næsten hellere sige ligeud til personen: »Du er så dybt uinteressant, at jeg i stedet for at påpege, at det er dejligt med solskin, nu vil gå min vej og aldrig henvende mig til dig igen.«

I DE SITUATIONER er der kun to muligheder for mig: Enten kigger jeg dybt i posen med spørgsmål for at finde nogle, jeg ikke har stillet. Eller også kigger jeg dybt i vinglasset. Som oftest falder valget på en kombination af de to.Så ender jeg endnu engang som den pinligt berusede borddame, der fortæller kiksede og alt for intime historier fra sit eget liv. I situationen virker det som et glimrende alternativ til stilhed, men ikke meget senere sidder man med en opskræmt bordherre m/k, der med garanti vil være endnu vanskeligere for den næste at smalltalke med.

Så sjovt er tortur heller ikke

11. august 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG SAD OG SÅ åbningsceremonien fra OL med et par bekendte, da en af de utroligt mange dansende kinesere kommer en smule ud af sync i den stramme koreografi. Jeg ler og siger:»Uhh, så bliver han nok skudt bagefter.«Den ene af mine bekendte griner, men den anden kigger chokeret på mig: »Det er da ikke sjovt,« siger hun forarget og piller et løst hennafarvet hår af sin biodynamiske, fair trade-poncho: »Kinas overtrædelser af menneskerettighederne er dybt alvorlig.«

NETOP. IT’S funny ’cause it’s true, som Homer Simpson ville formulere det. Humor er fedest, når den er allermest sand. Og satire om fanger i orange kedeldragter med strømførende kabler på de ædlere dele er bare sjovt. Desværre er der efterhånden en tendens til, at den politiske korrekthed overtager retten til at bestemme, hvad der må være sjovt. Negere, homo’er og spassere har længe været fredede. Nu går det hellige humorpoliti efter ironien og satiren. Problemet er bare. at det, der er sjovt, sjældent er det, der er pænt. I USA har de en hel del komikere, der laver såkaldt clean material. Altså jokes, der ikke kan fornærme nogle amerikanere – og har man hørt fuck-bibbet i amerikansk tv, ved man, at der ikke skal meget til at fornærme amerikanere. Men pudsigt nok er disse komikere også larmende ukendte udenfor de religiøse, midtvestlige stater. For hvis den eneste form for komik, man kan få, er en gut, der laver kristen, næstekærlig stand-up, så ville de fleste nok vælge at tage ind på en skole og skyde på folk i stedet.

DANSKERNE ER HELDIGVIS en nation af galgenhumorister, der kan klare grove jokes. Og det skal vi værne om. Vi må ikke lade de politisk korrekte veganer-moralister få overtaget. For deres løsning på problemet er tilsyneladende, at alle skal melde sig ind i Amnesty og sende mail på mail rundt med ulyksaligheder, som vi andre så skal forholde os til midt i frokostpausen, og hvis vi vælger at gå ud og spise frokost, så står der nok en anden Amnesty-hellig midt på Strøget parat til at genere alle med sine budskaber og sit clipboard… Pointen er, at når man joker med tortur, krig, racisme og andre former for had, så er det ikke, fordi man ikke tager det seriøst. Tværtimod. Nogle gange er man bare nødt til at gøre grin med de alvorlige ting, for ellers er det ikke til at holde ud. Alternativet er at sætte sig ned og tude.

Frygten for at festfejle

4. august 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INVITATIONEN HÆNGER PÅ OPSLAGSTAVLEN: Fest på lørdag. Kom glad klokken 19 og medbring selv drikkevarer. Jeg tager vodka med. Og et reb, jeg kan hænge mig i, når resten af festen opdager, at jeg er ude af stand til at deltage i en fest.Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, men jeg kan aldrig ramme den stemning, alle andre festdeltagere er i. Det starter allerede derhjemme ved garderoben. Skal det være kjole eller jeans? Uanset hvad jeg vælger, vil det helt sikkert være forkert i forhold til de andre gæster (ja, de mænd, jeg kender, går tit til fest i kjoler. Jeg kan ikke gøre for, at der ikke er andet end skotter og bøsser i min omgangskreds.)

SÅ STÅR JEG DER TIL FESTEN, overdressed eller underdressed, og forsøger at kamuflere mit idiotiske tøjvalg ved at spilde rødvin på det, hvilket typisk har den modsatte effekt. Så nu er jeg forkert påklædt med en violet plamage på maven, mens værtinden ligger på knæ foran mig og desperat forsøger at redde sit ubehandlede trægulv fra resterne af den vin, jeg ikke nåede at få på mit tøj.Herefter går det virkelig galt: Navneleg! Alle skal rejse sig og sige, hvem de er, og hvorfra de kender værtsparret. Jeg kaster mig ud i en længere udredning og laver en indforstået joke med værtinden om, at vi en gang har haft et stormfuldt lesbisk forhold. Værtinden griner. Som den eneste. Alle andre ser chokeret på hende, og en eller anden hoster højt.

SÅ BEGYNDER TANKERNE at melde sig: Fylder jeg for meget i selskabet? Griner jeg for længe? Taler jeg for meget og for højt? Er de anstrengte smil et udtryk for det?Har jeg sagt noget forkert? Er pædofili-jokes ikke god stil blandt disse mennesker? En kvinde, der tidligere har præsenteret sig som pædagog, piller ved sit tørklæde og møder ikke mit blik. Jeg flygter ud på toilettet. Her sidder jeg så ude med bar røv og har glemt at låse døren.

TILBAGE VED FESTEN fortæller jeg højlydt (og begyndende beruset) om værtens forsøg på at snige sig ind på mig på toilettet. Han griner. Som den eneste. Jeg hælder mere op i glasset og fortæller flere pinlige toilethistorier, som jeg er den eneste, der griner af. Jeg slår for meget ud med armene og vælter noget – det plejer at være noget, værtsparret holder meget af som en arvevase eller et fladskærms-tv.Ikke længe efter tager jeg min afsked. Jeg siger »tak for i aften,« og værterne siger »i lige måde,« men jeg har dem mistænkt for at slette mig fra listen over venner i det sekund, jeg har vendt mig om og er faldet ned af trappen.