Frygten for at festfejle

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INVITATIONEN HÆNGER PÅ OPSLAGSTAVLEN: Fest på lørdag. Kom glad klokken 19 og medbring selv drikkevarer. Jeg tager vodka med. Og et reb, jeg kan hænge mig i, når resten af festen opdager, at jeg er ude af stand til at deltage i en fest.Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, men jeg kan aldrig ramme den stemning, alle andre festdeltagere er i. Det starter allerede derhjemme ved garderoben. Skal det være kjole eller jeans? Uanset hvad jeg vælger, vil det helt sikkert være forkert i forhold til de andre gæster (ja, de mænd, jeg kender, går tit til fest i kjoler. Jeg kan ikke gøre for, at der ikke er andet end skotter og bøsser i min omgangskreds.)

SÅ STÅR JEG DER TIL FESTEN, overdressed eller underdressed, og forsøger at kamuflere mit idiotiske tøjvalg ved at spilde rødvin på det, hvilket typisk har den modsatte effekt. Så nu er jeg forkert påklædt med en violet plamage på maven, mens værtinden ligger på knæ foran mig og desperat forsøger at redde sit ubehandlede trægulv fra resterne af den vin, jeg ikke nåede at få på mit tøj.Herefter går det virkelig galt: Navneleg! Alle skal rejse sig og sige, hvem de er, og hvorfra de kender værtsparret. Jeg kaster mig ud i en længere udredning og laver en indforstået joke med værtinden om, at vi en gang har haft et stormfuldt lesbisk forhold. Værtinden griner. Som den eneste. Alle andre ser chokeret på hende, og en eller anden hoster højt.

SÅ BEGYNDER TANKERNE at melde sig: Fylder jeg for meget i selskabet? Griner jeg for længe? Taler jeg for meget og for højt? Er de anstrengte smil et udtryk for det?Har jeg sagt noget forkert? Er pædofili-jokes ikke god stil blandt disse mennesker? En kvinde, der tidligere har præsenteret sig som pædagog, piller ved sit tørklæde og møder ikke mit blik. Jeg flygter ud på toilettet. Her sidder jeg så ude med bar røv og har glemt at låse døren.

TILBAGE VED FESTEN fortæller jeg højlydt (og begyndende beruset) om værtens forsøg på at snige sig ind på mig på toilettet. Han griner. Som den eneste. Jeg hælder mere op i glasset og fortæller flere pinlige toilethistorier, som jeg er den eneste, der griner af. Jeg slår for meget ud med armene og vælter noget – det plejer at være noget, værtsparret holder meget af som en arvevase eller et fladskærms-tv.Ikke længe efter tager jeg min afsked. Jeg siger »tak for i aften,« og værterne siger »i lige måde,« men jeg har dem mistænkt for at slette mig fra listen over venner i det sekund, jeg har vendt mig om og er faldet ned af trappen.