skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

oktober 2008
M T O T F L S
« sep   nov »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

Babyerne truer

13. oktober 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ STARTER DET! Babymareridtet. En af mine veninder ringede i går og fortalte, at hun er gravid. Om seks måneder beriger hun omgangskredsen med det første spædbarn. Pludselig kan jeg se mig selv sidde og drikke rødvin for fire som kompensation for det manglende alkohol-indtag ved selskaberne. Jeg kan høre den skrattende lyd af baby-walkietalkien som konstant underlægning under samtalen. Efterfulgt af synet af mig selv i gang med at skrubbe babymos af mit børnefjendtlige inventar.

JEG DRØMMER IKKE selv om at få børn; jeg synes ikke, de er kære, jeg tænder ikke på lugten af baby, og jeg har dem seriøst mistænkt for at være en del af en større konspiration mod min uaf hængighed. Men jeg har forståelse for, at andre gerne vil have dem – bare de holder de kropsvæske-udspydende gespenster nogenlunde væk fra mig. Indtil nu har det fungeret fint. Ingen i min omgangskreds har fået børn, og jeg troede, at jeg var nogenlunde sikker flere år ud i fremtiden – fordi jeg så snedigt har valgt udelukkende at have veninder, der er yngre end mig selv. Nu kan jeg så ikke finde ud af, om jeg bare skal leve med tingenes tilstand (forfaldende, babybelortede tilstand), eller om jeg skal score mig nogle endnu yngre veninder – med risiko for at blive en slags kvindelig udgave af Peter Asschenfeldt.

MEN SAGEN ER JO, at jeg desværre ret godt kan lide de veninder, jeg har. De er fornuftige, selvindsigtsfulde mennesker og dejlige at tale med. På nuværende tidspunkt. Men jeg har set, hvad babyer kan gøre ved ellers helt normale folks hjerneceller. Der går totalt gygygy i den.Deres stemmeføring stiger fire oktaver, så snart der er en unge under seks år til stede. Ord, der aldrig før har været at finde i deres ordforråd, bliver hverdagssprog: dikkedikkedik, brystpumpe, revnet mellemkød. Og, værst af alt, så stopper de med at omtale sig selv som ’jeg’. Pludselig eksisterer jeg’et ikke længere – nu er det kun MOR: »Skal mor hente en bold til dig, ja? Skal mor putte skattemusen ned under dynen, hva’ ? Kan mor drikke en cosmopolitan, ja, men det må mor ikke nikke nej, for mor ammer stadig, ja.«

JEG HAR DA OVERVEJET at skadesbegrænse og ekskludere den ene gravide veninde. Men resten af veninderne har været i deres seriøse parforhold nærmest altid, så det biologiske ur er alligevel en tidsindstillet bombe under vores venskab. En af de andre har tilmed lige købt en lejlighed, der er citat ’stor nok til småbørn’. Jeg er bange for, at jeg må tage mig voksensammen og acceptere, at det er babyer – og altså ikke mig – der vil få al opmærksomheden fra nu af.