skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

december 2008
M T O T F L S
« nov   jan »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Fortsætter forsætterne?

15. december 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NYTÅRSFORSÆTTER: Katastrofalt koncept! Hvem er det, der i ramme alvor står klokken 23.42 natten til den første og overbeviser sig selv om, at det nye, sunde løbetursdedikerede, af holdenhedsliv bør begynde næste dag? Altså den 1. januar – dagen, hvor hovedet hamrer, maven kræver pizza, og hele verden ligner og lugter som et af brændt askebæger.

HVAD ER DER MED datoen 1/1, der får os til at ønske at ændre vore liv? Ja, det er et nyt år, der lukker op. Men ikke rigtigt alligevel, vel? Det er jo ikke sådan, at 2008 ligger sig ned og dør i samme nu, vi sætter ind med ’Vær velkommen, herrens år.’ Jo, der kommer da et nyt tal i datoen, men man står alligevel dumt nede på posthuset og kvitterer med et »nå nej, det er jo ikke 08 mere« til en postekspedient, der hører det fra hver eneste kunde indtil maj.

FOR MIG PERSONLIGT er det heller ikke rigtigt et nyt år. Mit nye år begynder i april, når jeg runder 29 år i denne verden. Hvis jeg skal ændre noget radikalt, bør det vel være den dag. Og der skal det også være, hvis det skal være, for næste gang er det 30. Og når man kommer dertil, så ved man godt, at de kedelige vaner er der for at blive.Men jeg planlægger ingen fødselsdagsforsætter. For jeg tror simpelthen ikke på, at man med et døgns varsel kan ændre sig fra småfesen, normal, slap, gennemsnitsvægtig dansker til det modsatte.

FORBEDRINGER ER ALTID GODT. Men de kræver tid og disciplin. Det tog mig år at stoppe med at bide negle. Men jeg klarede den til sidst – uden plastre og tyggegummi! Det er kedeligt og slidsomt at bryde en vane. Jeg var (og er) konstant nødt til at minde mig selv om ikke at gnaske løs på fingerspidserne. Hvis man gennemfører, er det lønnen i sig selv. Men hvis man ikke gør… Ja, så får man det bare endnu dårligere med sine mindre perfekte sider. Alene derfor bør man ikke stå med en cigar i den ene hånd, champagne i den anden og et kanonslag i munden og love sig selv at blive et bedre menneske fra i morgen af. Giv det tid. Du har et helt liv til at forbedre dig. En dag ad gangen.

Nej, jeg er ikke på Facebook

8. december 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ FIK JEG IGEN TILBUDDET: ’Vil du adde mig som ven på Facebook?’ Og jeg må besvare med den åbenbart helt utrolige, utroværdige sandhed: ’Jeg er slet ikke på Facebook’. Facebook er en trend, jeg ikke tog til mig, da den kom frem, og så er man bagud allerede. Men jeg savner det ikke. Jeg har ikke brug for at have kontakt med alle de mennesker, jeg gik i folkeskole/gymnasium/til spejder med. Havde jeg det, var jeg nok ikke flyttet fra Midtjylland i første omgang. De mennesker, jeg gerne vil beholde i mit liv, har jeg allerede kodet ind i div. andre kontaktoplysningssamlere: Telefonbøger, mail-adresse-kataloger og en old school-Mayland-kalender.

HVORFOR VI BLIVER VED med at opfinde nye kommunikationsformer (læs: tidsrøvere)? Først var der mailen: Vi lærte at sende breve, billeder og dokumenter frem og tilbage med lysets hastighed. Så fik vi mobilen og kunne være tilgængelig alle steder til alle tider – til direkte samtale og endog uformel sms-chat. Og oveni er der messenger. Der er Skype. Der er brevduer og røgsignaler. Får en af mine bekendte noget nyt – barn, job, rejselegat – burde hun vel kunne overkomme at formulere det i en mail/sms/telefonsamtale eller endog på et postkort, der er hele 24 timer om at nå frem. Kan hun ikke det, er det tvivlsomt, om jeg har brug for at vide det. Og endnu mere tvivlsomt, om hun har brug for, at jeg ved det.

MIN HJERNE BESTÅR desuden af en form for grød, der omformer den slags oplysninger til luft, så snart jeg har fået dem. Jeg ville aldrig kunne stå foran en af mine Facebook-venner in real life og sige: »Jeg læste, at du skal til Kina og lave en undersøgelse af rotters forplantningsmønstre. Spændende.« Selv hvis jeg kunne huske alle de (til tider alt for) intime detaljer, der lægges ud på fjæsbogen, hvad skulle jeg så tale med disse mennesker om? Pointen er jo, at Facebook-oplysninger er gode emner, man kan spørge ind til, når man står over for en bekendt, man ellers ikke ved, hvad man skal sige til.

MEN MÅSKE ER HELE IDEEN, som jeg Facebook-ignorante ikke har fanget: At den skal erstatte de sociale sammenhænge, hvor vi normalt bruger den slags småsnak!? Måske er det snart slut med receptioner, genforeningsfester og at løbe tilfældigt ind i bekendte på gaden? Måske vil vi i fremtiden udelukkende kommunikere gennem walls og youtube-klip? Og jeg kommer til at sidde helt off-line på en øde café, hvor jeg selv må tilberede min latte og drømme om at møde andre, der stadig kommunikerer på den altmodische, analoge kanal, som en face to facesamtale efterhånden er.

Igen og igen og…

1. december 2008   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR EN TEORI OM, at hvis der er forskel på mænd og kvinder, så er det ikke, at nogle af os kan lide sko, og de andre hellere vil sparke på bildæk. Nej, forskellen afsløres i iTunes. Nærmere bestemt i hvor mange gange vi har afspillet et enkelt nummer. Herrerne har et jævnt antal afspilninger af alle deres downloads. Kvinderne derimod… lad os bare sige, at der er en forskel på 155 afspilninger mellem min mest spillede og min mindst spillede sang.

REPEAT-FUNKTIONEN BLIVER TILSYNELADENDE ALDRIG BRUGT i mænds verden, mens den er første knap til at miste belægningen på en kvindes fjernbetjening.For eksempel: Jeg har sat ’I Don’t Feel Like Dancing’ med Scissor Sisters på 159 (!) gange det seneste år. Og jeg har ikke spillet den én gang hver anden dag – nej, nogle gange har jeg hørt den op til fem gange på en dag. Så jeg har altså virkelig ikke haft lyst til at danse!

JEG HAR TALT MED MÆND om repeat-fænomenet, og de synes, at det er ret irriterende med kvinders tendens til at gentage musik. (Måske er det, fordi mænd generelt føler, at kvinder gentager sig selv!?).

DE MÆND, jeg kender, har en lidt mere prof. tilgang til musik, end jeg selv har. De sætter det på og lytter kræsent til akkorder og tekst – og så hører de hele albummet igennem.

FOR MIG ER MUSIK snarere en slags underlægning på mit humør. Hvis jeg er trist, sætter jeg rock på, så jeg kan skrige højt med på numrene, og når jeg er i godt humør, så er det pop, jeg sætter på, så jeg kan danse rundt – og skrige højt med på numrene. Det betyder, at jeg sagtens kan høre det samme nummer mange gange i streg. For måske er det lige Volbeat, der er bedst i stand til at lægge lyd til nogle følelser (om hofteholdere åbenbart).

I NOGLE TILFÆLDE ER DET RART at trække oplevelsen længere ud end de tre-fire minutter, et normalt musikstykke typisk varer. (Igen er mænd måske bare trætte af, at kvinder har en vis evne til at trække nogle ting i langdrag – især følelsesting.) For det tager tid, når man står der foran spejlet med hårbørsten som mikrofon og er ved at fortælle om sine følelser til en mand, der ikke er til stede – hverken i det øjeblik eller generelt.

JEG VED IKKE, hvad mænd bruger musik til, hvis det ikke er at lade det tale for følelserne!? Men måske kan de bare nøjes med at sige det én gang!?