skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

februar 2009
M T O T F L S
« jan   mar »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
232425262728  

Før jeg fik bil

23. februar 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NØJ, HVOR GIK JEG ind for kollektiv trafik og større bøder til fartsynder engang. Altså før jeg selv fik bil. Men nu, hvor min toptunede skattebasse holder ude ved fortovskanten, mærker jeg alle de gode meninger accelerere væk.Det er nemt at være et åh-så-godt-menneske, når man er ung og ikke har andre penge, end dem staten forærer en, så man kan få sig en uddannelse (selv om det selvfølgelig ikke forhindrer brok over, hvor lille det beløb er). Det er straks sværere at holde fast i de samme principper, når der skal betales vægtafgift og topskat og afdrag og AM (hvad fanden det så end er).

JEG BEHØVER BARE at flytte blikket et hak op i generationskløften og se på min far. Han har været selvstændig stort set altid, så jeg er opfostret med bekymringer over momsregnskab og ordrebøger. Med dertilhørende mishagsytringer mod diverse regeringer og deres planer om at snuppe endnu flere procent af hver tjente krone – det er i hvert fald sådan, min far udlægger det.Vi ender tit i store diskussioner, ham og jeg. Han begynder på foredraget om, at en mand ikke kan få lov til at yde (dvs. tjene) ekstra i det her samfund, og jeg prøver at forsvare systemet – sygehusvæsnet, uddannelsessystemet, vejene – alt det, skattepengene går til.

NATURLIGVIS KAN MIN FAR og jeg ikke blive enige, og det hjælper heller ikke ligefrem mine argumenter, at man hver uge hører om ventelister, faldefærdige skoler, og politikere, der tager på svireture for vores penge. Men min frygt er, at min far og jeg en dag kan enes. Ikke fordi han indser, at det trods alt er bedre med samfundets sikkerhedsnet. Det vil ikke ske: Folk over 50 skifter ikke politisk overbevisning. Det løb er kørt! Men fordi jeg selv kommer til at nærme mig hans meninger. Det er jo ingen hemmelighed, at man bliver mere borgerlig med alderen. Det sniger sig allerede ind på mig nu. Kun på grund af min bil.

FRYDEN OVER ALDRIG mere at skulle tilbringe tid med at fryse og vente på et tog, der bliver mere og mere forsinket, har fået mig til at blive et dårligere menneske. Jeg kan ikke udlægge det på andre måder.Jeg vil have flere og bedre veje, billigere benzin og ret til at køre stærkere – alt det, jeg dundertalte imod, før jeg fik min skattebasse indregistreret.Så hvad sker der mon, hvis jeg køber bolig eller stifter familie? Kommer jeg til at brokke mig over rentefradrag og institutionsgebyrer? Er jeg forudbestemt til at blive som min far? For så er det måske bedst straks at sætte et styk bil til salg og købe mig en Christianiacykel.

Positivt spin på finanskrisen

16. februar 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NU HAR ALLE de negative konsekvenser af finanskrisen vist efterhånden fået den sendetid, de skal have. Er det ikke på tide at begynde at kigge lidt på de positive konsekvenser?Jamen, hvordan tør jeg dog foreslå det, når statsministerfruen danser direkte ind i mediestormen, fordi hun efterlyser proportionssans i krisesnakken!? Fordi krisen ikke er så skidt, at den ikke er godt for noget. Trods alt. Så jeg vil gerne påtage mig jobbet som finanskrisens spindoktor for en dag.

VI HAR JO HAFT det godt – supergodt – de seneste ti år. Det er ikke nødvendigt for samtlige 14-årige i dette land at eje et Burberry-halstørklæde. Vi behøver teknisk set heller ikke alle sammen være medlem af golf klubben. Det er stadig gratis og dejligt at gå tur i skoven. Og lad os så for himlens skyld få ryddet ud på hylderne med kostelige dameblade og andre livsstilsmagasiner, der i tusindvis i børnehøjde forkynder, at netop de ligger inde med hemmeligheden om, hvad mænd tænder på. (Og da den ’hemmelighed’ for samtlige heteroseksuelle mænd er ’kvinder’, burde det virkelig ikke kunne fylde så mange spalter.). Ekstrabonusen falder, når metroseksualitetsbegrebet definitivt går i sig selv. Vi bør aldrig være så rige, at mænd (eller kvinder for den sags skyld) i den grad bliver overfladiske og forfængelige.

DE SENESTE ÅR HAR nemlig budt på en hel række ubehagelige bivirkninger af overflod. Det er, som om, der har været lidt for meget at bruge alle de dejlige penge på – og vupti så er produkterne dukket op til at fylde det ekstra behov.Tag for eksempel alle de accessories, man kan få til sin Weber kuglegrill. Har vi strengt taget brug for namedroppende køkkengrej, der kan nøjagtig det samme, som den billige slags? Nej, en spatel bør aldrig koste 400 kr. Og hvad i alverden skulle vi lige med de der udekøkkener? I et land, hvor det er koldt 362 dage om året? Det er skønt, hvis noget af det her får en ende. Der behøver jo ikke stå Jamie Oliver-hvidtrøffelolief lasker i samtlige husstande, koteletterne er sikkert også okay med rapsolie.

FOR JEG ER VEL ikke den eneste, der stadig kan huske fattigfirserne? Vi spiste pasta fra Aldi fire dage om ugen med tomatsovs af purerede tomater og salt, hvis der var råd til det. Vi gik i hinandens aflagte tøj, som var fedt, hvis man som jeg var den ældste, og surt, hvis man var min lillebror. Men vi kom igennem med skindet på næsen, og de færreste var dybt ulykkelige under vejs. Så vi skal også nok klare denne krise – selv om vi må undvære de nyeste chokoladesmeltere og navlefnul-pillere fra Kop & Kande.

Uden for det gode tv-selskab

9. februar 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I SIDSTE UGE tilstod jeg, at jeg ikke har haft tv i årevis. Den afsløring vækker en del undring i min branche. (Min branche, som vist bedst kan betegnes som samfundskommenterende underholdning i den lette afdeling). Har jeg ikke brug for at holde mig ajour med, hvad der sker? Jo, men det er utroligt nok intet problem. For det første er det umuligt at undgå at blive revet med nyhedsstrømmen, selv om man ikke sidder klokken 18.30, 19.00, 21.30 og 22.00 og ser nyheder og også lige fanger Deadline.Der er jo nyheder over alt efterhånden. Man kan ikke engang gå ned ad en gade – helt offline og uden headset – uden at blikket fanger enten lys- eller gratisaviser.

OG ALT DET ANDET, tv sender? Ja, det er jeg også foruroligende godt hjemme i. Foruroligende, fordi jeg burde være sat af. Men det sker ikke. Jeg er på fornavn med Line og Remee og på efternavn med Blachman. Jeg er med på det, hvis der er nogen, der danser om fredagen eller får gennemgået deres økonomi om tirsdagen. Jeg kan diskutere tv-programmer med folk – selv om jeg aldrig har set programmerne. For jeg behøver kun at se tre ord på en avisspiseseddel, så ved jeg, hvad der er sket i tv. Der skrives så meget om tv i aviser og blade, at man begynder at få indtryk af, at de skrevne medier ikke kunne eksistere uden (og siden det meste af det, tv-nyheder består af, er noget, der har stået i avisen, så begynder det efterhånden at ligne en kat, der spiser sig selv).

NU VIRKER DET MÅSKE, som om jeg bare skinhelligt sidder og har meninger om noget, jeg egentlig ikke ved en bjælde om. Men selvfølgelig tjekker jeg da op på det en gang imellem (jeg kalder det at tage et tv-fix).For eksempel når jeg besøger mine forældre. Så klikker jeg igennem deres store kabelpakke – bare for at se, om jeg går glip af noget. Det føler jeg bare ikke rigtigt, jeg gør.Tværtimod virker det som om, der i de tre år, jeg har været tv-afvænnet, er kommet endnu flere og fuldstændigt identiske reklameblokke, som en sjælden gang af brydes af et program, hvor ukendte gør noget, de er gode til, eller kendte gør noget, de er dårlige til.

OG DET ER PROBLEMET for tv-kanalerne. Jeg skulle jo være som en nybleven ikke-ryger, der kommer til at suge på en Prince, eller en afvænnet chokoholic, der bider i en Yankeebar. Jeg burde blive mindet om, hvor fedt tv er. Og blive suget tilbage i afhængigheden.I stedet sidder jeg der med en fjernbetjening og en flad fornemmelse og savner det virkelige liv.

Fri for fjernsyn

2. februar 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR IKKE NOGET FJERNSYN. Jeg lyver ikke. Der står godt nok et apparat, der har en mistænkelig lighed med et tv, men det er kun forbundet til dvd-afspilleren. Der er ikke noget fjernsyn i mit fjernsyn. For jeg ser aldrig tv. Det begyndte med en kold tyrker for snart tre år siden. Mit daværende fjernsyn satte ud lige midt i første afsnit af ’Forbrydelsen’. Henover skærmen sprang en gnist, hvorefter den gik i sort, og tyk røg steg op fra dets bagside. Jeg blev straks irriteret, men dengang kunne jeg jo heller ikke vide, at det var mere action, end ’Forbrydelsen’ ville byde på.

SÅ FIK JEG IKKE lige købt et nyt tv med det samme. Og heri ligger fejlen, som tv-stationer og ditto sælgere straks bør notere sig og finde en løsning på. For hvis man først finder ud af, at man kan leve uden, ja, så er man sat fri.Selvfølgelig havde jeg da abstinenser i den første tid. Jeg krammede remoten med rystende hænder: Hvad skal jeg nu lave, når jeg kommer hjem og er smadret oveni hovedet? Hvordan skal jeg kunne slappe af?

DET VISTE SIG at være fuldstændigt ukompliceret. I stedet for to timer og 47 minutters ligegyldige amerikanske serier og en tilfældig søndagsfilm blev min (i forvejen sparsomme) tid fordelt mellem at arbejde mere koncentreret hjemmefra og så bevidst at beslutte, når jeg havde brug for en pause. Det vil sige, at når jeg vil slappe af med flimmer for øjnene, så går jeg ned i videobiksen, vælger et par titler og en pose Kims de grønne. Eller også ser jeg gode tv-serier, som jeg har købt på dvd.Pengemæssigt er det nok det samme som at betale for den store pakke (jeg betaler jo stadig licens, fordi jeg sådan set kunne se tv på min nul komma to tommer mobilskærm), men forskellen er alligevel mærkbar.

MINE DAGE ER BLEVET lige det nummer mere indholdsrige – siger jeg som en vaskeægte hellig afvænnet. For det er jo det, der sker med os tidligere misbrugere. Vi bliver klæge og missionerende. Som Jehovas Vidner kratter vi på dørene og forsøger at overbevise alle om, at vi har set lyset. Men det har vi jo ikke nødvendigvis. Der er masser af godt ved tvkigning; oplevelser, viden og afslapning. Kun et klik væk. Forskellen for mig er udelukkende, at nu er den tid, jeg bruger foran skærmen, mit aktive valg. Jeg sidder der kun, når jeg virkelig vil. Det er ikke længere en ubevidst griben af remoten og klik, så har jeg set tv i timevis. For lad mig bare sige det lige ud: My name is Sanne, and I’m a tv-holic.