skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

april 2009
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

Teknologiske undskyldninger

20. april 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET VIRKER TIT SOM om, alle de fantastiske teknologiske fremskridt, vi gør, mest af alt bliver brugt som undskyldninger. Undskyldninger for ikke at få gjort de ting, som de nye opfindelser faktisk burde hjælpe os med at gøre – hurtigere og bedre.Tag for eksempel GPS’en. Den er pludselig allemandseje, men det er langt fra alle, der af den grund kommer frem – til tiden. Før skød man altid skylden på konens retningshenvisninger – og i sjældnere tilfælde på mandens. Nu hedder det i stedet: »GPS’en ledte mig ind i et vejarbejde.«

EN FORSINKELSE bliver da ikke mere acceptabel, fordi man har en dingenot at kaste skylden på: »Døh, sorry forsinkelsen, men jeg stod og ventede på elevatoren.«Nej, det er heller ikke i orden, for der er absolut ingen grund til overhovedet at tage elevatoren! Der er max fem etager i de fleste bygninger i det her land, og dem bør man være i stand til at klare på trapperne. For hjertets skyld.

OG SÅ ER DER klassikeren: »Printeren var i udu.« Ja, for det er sjovt nok sådan printere fungerer. De er indstillet til at crashe det sekund, hvor man ikke har været forudseende nok til at printe i god tid. Jeg husker alle dem på min tidligere uddannelsesinstitution, der blokerede printeren for sig selv og hinanden med garanti ti minutter i hver eneste eksamensaflevering. Men hey, jeg gik også på en uddannelse, hvor man ikke gik så meget op i deadlines – jeg gik på Journalisthøjskolen.Hvis man regner med, at man kan nå at indsende den elektroniske blanket to minutter før udløbstidspunktet, så går computeren eller internettet ned. Det er indbygget i systemet.

MURPHY HAR EN LOV: ’Alt, der kan gå galt, vil gå galt’. Den er sandsynligvis opfundet udelukkende med sigte på elektronisk udstyr. Det har vi alle indset for længst. Hvorfor er det så, at vi bliver ved med at tro, at de kan bruges som gangbar undskyldning?Reelt er den eneste valide undskyldning for at komme eller aflevere for sent – eller på anden måde fucke noget op – selv at erkende sit ansvar; simpelthen at stå ved, at man burde have handlet anderledes: »Ja, det var utroligt dumt af mig ikke at forudse, at mobilen ville løbe tør for strøm, inden guvernøren ringede med benådningen til den dødsdømte fange. Rundstykke mange gange. Jeg tager den på mine skuldre, og giver kvajebajer til alle – lige så snart han er færdigstegt.«