skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2009
M T O T F L S
« maj   aug »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

You are not alone

29. juni 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG GRÆD I FREDAGS. Jeg tændte for radioen, der spillede ’We are the World’, og så begyndte jeg bare at tude. Jeg har aldrig været decideret Michael Jackson-fan, og alligevel blev jeg utrolig sorgfyldt ved meddelelsen om hans død – også selv om jeg prøvede at være kynisk komiker og lave jokes om det platte i at lade sig påvirke af den slags Se og Hørfølelser.Men musik kan om noget give mig et personligt forhold til en komplet fremmed – fordi sangerens følelser kan føles som mine egne. Musik har det jo med at trænge direkte ind bag panseret af overskudsfacade og hverdagskynisme. Så selv når man bilder sig ind, at man har styr på alt, kan den rigtige – eller forkerte – sang krakelere facaden mere effektivt end noget andet.

PÅ DEN MÅDE HAR MICHAEL JACKSONS musik fyldt mere end de fleste andres: Min bedste veninde og jeg moonwalkede os som tosser gennem 80’erne (hun kunne bare gøre det, og jeg lignede en bjørn, der vralter baglæns og bærberuset henover et honningklistret underlag). Senere a cappella-sang vi Billie Jean, hver gang vi – 14 år gamle og selvindbildt voksne – fjollede rundt i en rus grundlagt på brandbiler (Jägermeister og rød sodavand) og Pisang Ambon. Og i 9. klasse fremlagde vi et afslutningsprojekt om klodens miljø med ’Earth Song’ som baggrundsmusik. Siden har jeg ikke været til en fest eller en fredagsbar, hvor der ikke er blevet danset til mindst en af hans sange – også når der ikke var et dansegulv, men man bare stod hoftevrikkende i baren og erklærede, at man var ’bad, really, really bad’.

OG NU KAN JEG IKKE LADE VÆRE med at tænke, at det måtte ende sådan. Michael Jackson var soundtrack til min ungdom, på samme måde som Elvis var det for min mors generation. Den slags ikoner har det med at dø. Det er en slags indbygget, poetisk logik. Måske er det også derfor, at vi mellem 25 og 40 bliver så påvirkede af det. Hans død markerer på en måde afslutningen på den uskyldige ungdom, som vi må til at indse, at vi er ude over. Vi er stadig forholdsvis unge, men nu har vi også job og ansvar, familier og andre voksenpligter.

VI KAN NOK SÅ MEGET TRO, at vi er lige så livskåde som dem, der i disse dage kaster deres studenterhuer i vejret og har hele livet og verdenen foran dem. Men vi ved jo godt indeni, at sådan er det ikke for os. Vi må nøjes med at hæve vores SP-penge og have livserfaring. Men det er faktisk også okay. Det er ikke et dårligt sted at være i livet. Og fra nu af er vi ikke alene om det.

Mit livs ironi

22. juni 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET ER MENS, jeg sidder i gårdhaven og tænker, at jeg vil være bedre til at se positivt på tilværelsen, jeg bliver klar over, at jeg sidder med bare fødder i en myreture. Jep, tissemyrer op af begge ben. Jeg børster myrerne af, ler for mig selv og anerkender ironien. Hvad andet kan man gøre? Og solen skinner, så det skal ikke slå mig ud. Da jeg kommer indenfor, opdager jeg, at jeg har fået soleksem. Hvad er det, verden prøver at bevise?

ISN’T IT IRONIC, sang Alanis Morissette engang. Måske burde jeg have den som temasang. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en drilsk norne og trækker i trådene i mit liv. Især når jeg prøver at se lysere på tilværelsen, for så er det, som om tilværelsen gør sig gevaldigt umage for at vise sine mørkere sider.

FOR EKSEMPEL: Jeg er ude at gå, og det pisregner. Men jeg beslutter, at jeg er i godt humør, og intet – end ikke skybrud – skal få mig ned med nakken. Jeg ranker ryggen og smiler op til de mørke skyer. Og jokker i verdens største hundelort! Den er så stor, at der kommer lort op på begge sidder af min støvle. Og senere ligger jeg så – regn-gennemblødt – på knæ i min brusekabine og skrubber bæ af med en kasseret opvaskebørste. Jeg vil virkeligt gerne grine af ironien, men det tager en halv time at få alt puha’en ud af rillerne under støvlebunden, og lugten er… ja, som man kunne forvente. Der er jeg nødt til at spørge: ’Må jeg bare ikke få lov til at være i godt humør, skodskæbne? ’

RETFÆRDIGVIS SKAL DET SIGES, at jeg det meste af tiden er glad for ironien i mit liv (undtagen når det involverer lort. Fækalier bør aldrig medvirke i livets lærestrege!) Så længe der er ironi, er der ikke plads til at være selvhøjtidelig, selvretfærdig eller bare almindeligt selvglad. Ironi er den lille nål, der prikker hul i boblen af selvfedhed, man har pustet op omkring sig selv.

JEG HAR ONDT AF MENNESKER, der ikke har ironi i deres liv. Fuldstændigt humorforladte personer, der ikke kan grine af hverken en god joke eller et YouTube-klip af en mand, der får et hårdt slag i nødderne (evigsjovt!) Det er jo fordi, de aldrig har oplevet situationer, hvor man bare må overgive sig og le af livets små ironier. Som i søndags, hvor jeg lå på sofaen og tænkte, at jeg burde lette røven og gå ud for at nyde det gode vejr. Da jeg endelig fik taget mig sammen, glemte jeg nøglen og smækkede mig ude – naturligvis i samme sekund som det begyndte at regne.

Nul cosmo-karisma

15. juni 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INGEN I MIN VENINDEKREDS læser dameblade. Ingen af os kan lide ’Sex and The City’. Vi går ikke specielt meget op i sko, shopper sjældent, og vi bestiller aldrig cosmopolitans, når vi er i byen.(Men det er ikke, fordi vi ikke drikker – det er udelukkende, fordi hovedparten af bartenderne i det her land ikke gider bruge sødet tranebærsaft i drinken, men i stedet bruger den usødede saft, der – undskyld mit sprog – smager af sur skede! Og så kan det godt være, at tranebærsaft forhindrer blærebetændelse, men med den smag er blærebetændelse faktisk at foretrække.)

MINE VENINDER OG JEG mangler med andre ord fuldstændigt den cosmo-karisma, der er så populær blandt kvinder i disse år, og som man – hvis man lige var landet fra en anden galakse og skulle danne sig et indtryk af jordens befolkning ved at skimme hylderne med dameblade – skulle tro, var den almindeligt herskende kvindetype. ’De 100 lækreste kjoler i denne sæson’, ’Sådan kan han lide det i sengen’, ’Brazilian, hvor ondt gør det? ’ Og andre cosmo-cliffhangere sender det budskab fra bladhylden, at kvinder er forfængelige (men pivede) og i øvrigt kun interesserer sig for (at tilfredsstille) mænd.

OG DEM FRA DEN ANDEN GALAKSE tror måske på det, og desværre gør nogle mænd det også. Men det værste er, at kvinderne selv køber præmissen sammen med bladet. Det er uheldigt. Meget uheldigt. For hvis man er kvinde, som dameblade fremstiller kvinder, er man lige så blank og overfladisk som siderne i bladet.Men det er der da heller ingen kvinder, der er i virkeligheden! Jeg har aldrig i mit liv mødt en kvinde, som ikke har indeholdt millioner gange mere, end de kvindeklicheer der nærmest udelukkende optræder i blade, film og på tv. Hele cosmo-karismaen er en fiktion. Et glitret og designertøjs-beklædt eventyr, som man kan bruge til at drømme sig væk fra virkelighedens rigtige problemer med. Men farlig ad helveren til, fordi den samtidig prædiker sandheden om, hvordan man bør være kvinde – ligesom Rødhætte er et eventyr, der skal lære små piger at lade være med at lytte til grimme, behårede mænd i dametøj.

DERFOR HADER MINE VENINDER og jeg cosmo-karismastræberiet, og derfor har vi meldt os ud. Ingen skal få os til at føle os utilpasse med at være dem, vi er, bare fordi vi ikke går i modesko og flår hår af forneden.For det, vi er, er nu engang så meget sjovere: I min venindekreds elsker vi politisk ukorrekt humor og filosofiske diskussioner og bacon og kage, vi tæver hinanden i TP og blærer os med vores arbejde. Vi griner meget af os selv – og indimellem tisser vi også lidt i bukserne (tusind tak, tranebærsaft!).

Sjov hærværk

8. juni 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Der er ingen tvivl om, at hærværk i almindelighed og graffiti i særdeleshed er den lammeste form for forbrydelse. Det har ikke andet formål end at ødelægge andre menneskers ting og humør. Men når det er sagt, så findes der et sted, hvor graffiti er decideret underholdende. Nemlig på valgplakater. At male overskæg og djævlehorn på kandidater med en medbragt sprittusch er enhver valgkamps absolutte højdepunkt.

Alligevel har Dansk Folkeparti følt sig så chikaneret af valgplakatgraffiti under dette EU-valg, at partiet har meldt det til politiet. Tænk sig. Der er slyngler, som har forsynet spidskandidat MORTEN MESSERSCHMIDTs oversize valgplakater med et velfriseret Hitleroverskæg. Og det er da også en forbrydelse så alvorlig, at det bør have politiets førsteprioritet i en tid, hvor politiet ikke har andet at give sig til. For den type hærværk er jo virkelig noget, der ødelægger mennesker. Det er faktisk så slemt, at der sikkert sidder folk i Brorsonskirken på Nørrebro og tænker: »Det kan godt være, at vi er blevet smidt ud af landet til en usikker fremtid i Irak, men det der! Det er jo direkte nedværdigende. Man kan ikke være bekendt at gøre grin med overskæg på den måde!«

Selvfølgelig har DF loven på sin side. Det er hærværk. Men det er jo sjov hærværk. Hvem lider helt ærligt skade af, at nogen leger med sprittusch på en plakat, der alligevel skal pilles ned inden for en uge? Jeg mener faktisk, det burde være fuldt lovligt at give sin mening til kende på plakater, der hænger i det offentlige rum. Plakaterne hænger der jo netop selv med det formål at ytre en mening om et bestemt parti eller et produkt. Når jeg ikke kan gå ned ad en gade uden at blive mødt af de første 50 plakater, der vil sælge mig alt fra EU til McD, hvorfor må jeg så ikke pynte lidt på salgsargumenterne?

Jeg så engang en af Cult Shakers debile nøgen-dulleplakater, der var blevet forsynet med en ganske nydelig graffiti-bikini. Er det ikke en dejlig konstruktiv måde at forholde sig til reklamebudskaber?

For helt ærligt, hvordan skal vi – vælgere og forbrugere – ellers håndtere denne propaganda? Skal vi selv alle sammen ud og samle underskrifter og stille op til et valg for at få lov til at have en mening? For ellers er den eneste anden mulighed jo at tæppebombe aviserne med ytringsfrihedens mest ufarlige våben; læserbreve. Medmindre man da vælger at gå den kommercielle vej og leje reklamepladsen ved siden af Morten Messerschmidt, tegne en pil og skrive: »I’m with stupid.«

PS: Hvis Morten Messerschmidt eller andre føler sig generet af mine meninger, er man velkommen til at tegne djævlehorn og fipskæg på mit kontrafej.