skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2009
M T O T F L S
« maj   aug »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

Nul cosmo-karisma

15. juni 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INGEN I MIN VENINDEKREDS læser dameblade. Ingen af os kan lide ’Sex and The City’. Vi går ikke specielt meget op i sko, shopper sjældent, og vi bestiller aldrig cosmopolitans, når vi er i byen.(Men det er ikke, fordi vi ikke drikker – det er udelukkende, fordi hovedparten af bartenderne i det her land ikke gider bruge sødet tranebærsaft i drinken, men i stedet bruger den usødede saft, der – undskyld mit sprog – smager af sur skede! Og så kan det godt være, at tranebærsaft forhindrer blærebetændelse, men med den smag er blærebetændelse faktisk at foretrække.)

MINE VENINDER OG JEG mangler med andre ord fuldstændigt den cosmo-karisma, der er så populær blandt kvinder i disse år, og som man – hvis man lige var landet fra en anden galakse og skulle danne sig et indtryk af jordens befolkning ved at skimme hylderne med dameblade – skulle tro, var den almindeligt herskende kvindetype. ’De 100 lækreste kjoler i denne sæson’, ’Sådan kan han lide det i sengen’, ’Brazilian, hvor ondt gør det? ’ Og andre cosmo-cliffhangere sender det budskab fra bladhylden, at kvinder er forfængelige (men pivede) og i øvrigt kun interesserer sig for (at tilfredsstille) mænd.

OG DEM FRA DEN ANDEN GALAKSE tror måske på det, og desværre gør nogle mænd det også. Men det værste er, at kvinderne selv køber præmissen sammen med bladet. Det er uheldigt. Meget uheldigt. For hvis man er kvinde, som dameblade fremstiller kvinder, er man lige så blank og overfladisk som siderne i bladet.Men det er der da heller ingen kvinder, der er i virkeligheden! Jeg har aldrig i mit liv mødt en kvinde, som ikke har indeholdt millioner gange mere, end de kvindeklicheer der nærmest udelukkende optræder i blade, film og på tv. Hele cosmo-karismaen er en fiktion. Et glitret og designertøjs-beklædt eventyr, som man kan bruge til at drømme sig væk fra virkelighedens rigtige problemer med. Men farlig ad helveren til, fordi den samtidig prædiker sandheden om, hvordan man bør være kvinde – ligesom Rødhætte er et eventyr, der skal lære små piger at lade være med at lytte til grimme, behårede mænd i dametøj.

DERFOR HADER MINE VENINDER og jeg cosmo-karismastræberiet, og derfor har vi meldt os ud. Ingen skal få os til at føle os utilpasse med at være dem, vi er, bare fordi vi ikke går i modesko og flår hår af forneden.For det, vi er, er nu engang så meget sjovere: I min venindekreds elsker vi politisk ukorrekt humor og filosofiske diskussioner og bacon og kage, vi tæver hinanden i TP og blærer os med vores arbejde. Vi griner meget af os selv – og indimellem tisser vi også lidt i bukserne (tusind tak, tranebærsaft!).