Mit livs ironi

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET ER MENS, jeg sidder i gårdhaven og tænker, at jeg vil være bedre til at se positivt på tilværelsen, jeg bliver klar over, at jeg sidder med bare fødder i en myreture. Jep, tissemyrer op af begge ben. Jeg børster myrerne af, ler for mig selv og anerkender ironien. Hvad andet kan man gøre? Og solen skinner, så det skal ikke slå mig ud. Da jeg kommer indenfor, opdager jeg, at jeg har fået soleksem. Hvad er det, verden prøver at bevise?

ISN’T IT IRONIC, sang Alanis Morissette engang. Måske burde jeg have den som temasang. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en drilsk norne og trækker i trådene i mit liv. Især når jeg prøver at se lysere på tilværelsen, for så er det, som om tilværelsen gør sig gevaldigt umage for at vise sine mørkere sider.

FOR EKSEMPEL: Jeg er ude at gå, og det pisregner. Men jeg beslutter, at jeg er i godt humør, og intet – end ikke skybrud – skal få mig ned med nakken. Jeg ranker ryggen og smiler op til de mørke skyer. Og jokker i verdens største hundelort! Den er så stor, at der kommer lort op på begge sidder af min støvle. Og senere ligger jeg så – regn-gennemblødt – på knæ i min brusekabine og skrubber bæ af med en kasseret opvaskebørste. Jeg vil virkeligt gerne grine af ironien, men det tager en halv time at få alt puha’en ud af rillerne under støvlebunden, og lugten er… ja, som man kunne forvente. Der er jeg nødt til at spørge: ’Må jeg bare ikke få lov til at være i godt humør, skodskæbne? ’

RETFÆRDIGVIS SKAL DET SIGES, at jeg det meste af tiden er glad for ironien i mit liv (undtagen når det involverer lort. Fækalier bør aldrig medvirke i livets lærestrege!) Så længe der er ironi, er der ikke plads til at være selvhøjtidelig, selvretfærdig eller bare almindeligt selvglad. Ironi er den lille nål, der prikker hul i boblen af selvfedhed, man har pustet op omkring sig selv.

JEG HAR ONDT AF MENNESKER, der ikke har ironi i deres liv. Fuldstændigt humorforladte personer, der ikke kan grine af hverken en god joke eller et YouTube-klip af en mand, der får et hårdt slag i nødderne (evigsjovt!) Det er jo fordi, de aldrig har oplevet situationer, hvor man bare må overgive sig og le af livets små ironier. Som i søndags, hvor jeg lå på sofaen og tænkte, at jeg burde lette røven og gå ud for at nyde det gode vejr. Da jeg endelig fik taget mig sammen, glemte jeg nøglen og smækkede mig ude – naturligvis i samme sekund som det begyndte at regne.