skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

august 2009
M T O T F L S
« jun   sep »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Flirtende fupperi

31. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

MIN KAMMERAT ANDERS gav sig til at brokke sig over en pige, han flirtede med i byen: ’Så stod vi der og snakkede et par timer, og hun blev mere og mere beruset og nærgående. Så til sidst blev jeg altså nødt til at sige til hende, at jeg har en kæreste’. Til sidst!? Er jeg den eneste, der bliver forarget over det brokkeri? Kunne Anders måske have nævnt detaljen med kæresten et par drinks tidligere? For så var hun sandsynligvis ikke blevet særligt nærgående – sandsynligvis havde hun fundet en anden fyr at belejre. Men det er selvfølgelig derfor, Anders ikke siger noget. For det er da dejligt, at nogen viser interesse for ham – også selv om han allerede er afsat. Det er bare pisse unfair!

MÅSKE ER DET, fordi jeg selv har været i pigens stiletter lidt for tit. Engang stod jeg en hel nat og rå-liderbuks-flirtede med en fyr, men da vi kom ud til vores cykler, bemærkede jeg en barnestol bag på hans. Stadig i et flirtende skaldu-med-hjem-og-lege-tonefald spurgte jeg: ’Nu følger der vel ikke en mor med!? ’ ’Nå, ja, for resten,’ mumlede han så. Hvorefter han smilede undskyldende, takkede for en hyggelig aften og cyklede hjem til ammebh’er og fjernbetjeningsdiskussioner. Én bekræftelse rigere. Naturligvis kan Anders og barnestolsfyren (og alle de tøser, der laver den samme finte over for drinksbetalende mænd) sige til sig selv, at de ikke gør noget forkert. De har jo ikke lovet noget, og teknisk set kan vi bare spørge, om de ’har kæreste på’. Men vi er nok mange, der er så naive at tro, at man kun indlader sig på et større flirteri, hvis man er fri til, at det kan føre til mere.

JEG SNAKKER JO IKKE om en enkelt flirtende bemærkning eller et blik henover en bar. Heller ikke om de situationer, hvor folk har meldt ud, at de har en kæreste, og man derefter har en flirt, som begge ved aldrig bliver til mere.Jeg mener der, hvor det kun er den ene, der ved, hvordan det må ende – men absolut intet gør for at indvie den anden i det. Også fordi jeg ikke forstår, at man behøver at narre nogen for at føle sig bekræftet.

ER DET IKKE NOK, at man får et par frække blikke og interesserede kommentarer, og derefter siger de tre beklagende ord: ’Har en kæreste’. Så kan man jo give sig selv et high five og tænke: ’Nøj, hvor kunne jeg havde scoret der!? ’ I stedet har man kun opnået at spilde en anden persons tid – en person, der efterfølgende vil synes, at man er en kæmpe nar. Og hvor meget er den bekræftelse så reelt værd?

Min burkantede mening

24. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NEJ, JEG HAR IKKE tænkt mig at gå ind i diskussionen for eller imod den alt for omtalte burka. Jeg har tænkt mig at brokke mig over, at den overhovedet kan blive genstand for en diskussion af disse dimensioner. For hvad er det præcis, vi taler om her? Vi taler om en beklædningsgenstand, der maks benyttes af 30 mennesker i Danmark. Der er på alle tider af året flere lagenspøgelser på vej til udklædningsfest, end der er kvinder med burka på gaden.Der er flere elever i hvert enkelt klasseværelse i Danmark, end det samlede antal af burkaindhyllede. Der blev hevet fire gange så mange mennesker ud af Brorsonkirken, som der er kvinder, der bruger dette tøjstykke – og der var ikke engang nogen af dem i kirken, der havde burka på! (Det var kun politiet, der var tildækket.)

DET ER JO IKKE NOGET NYT, at politikere elsker at beskæftige sig med såkaldte værdidebatter, hvor de tager stilling til spørgsmål, der aldrig er blevet stillet – frem for at besvare dem, der bliver. Uanset hvor meget vi almindelige danskere ønsker at diskutere de store linjer; hvad har de egentlig gang i med vores skattepenge? Hvad med de syge, de gamle, de arbejdsløse og børnefamilierne? Så bliver vi gang på gang overlistet af disse X Factor-forslag. Jeg kalder dem X Factor-forslag, fordi det er forslag, som får ekstrem eksponering i to uger, hvorefter de dør ud i glemsel, fordi et nyt forslag overtager forsiderne.Typisk går forslagene ud på at forbyde noget; det kan være burkaer, skudsikre veste eller kamphunde. (Mens ingen ser mulighederne i at forene dem: Hvad med en kevlar-burka-heldragt til beskyttelse mod kamphunde! Se dér er salgspotentiale. Jeg tror nok lige, at jeg er på vej til at løse finanskrisen.)

MEN NÅR NU POLITIKERNE får så meget opmærksomhed på forslag, der vedrører cirka 0,05 promille af befolkningen, så har jeg også et forslag: Hvad med at vi forbød facere? Altså dem fra UNICEF og Amnesty, der står på Strøget og giver mig dårlig samvittighed, hver gang jeg er ude for at bruge penge på mig selv i stedet for på fattige børn. Eller bare et påbud om at facere skal bære en form for fullsize-dragt i en fluorescerende farve – en neon-burka – så man har en chance for at opdage dem tids nok til at kunne dreje ned ad en sidegade. Min pointe er, at facere er noget, der irriterer mig ind imellem, men som jeg bare må acceptere, at jeg bliver nødt til at leve med. Fordi jeg er en del af denne verden – og fordi jeg ikke ønsker at isolere mig ude i en skov kun omgivet af mit eget snæversyn. Træk selv parallellen.

Rør ved mig

17. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG VIL GERNE VÆRE BEDRE til at røre ved folk.Altså ikke på sådan en klam stodder-i-busmåde – du ved, ham, der laver håndsnigeren opad dine baller, når der er tætpakket myldretid.(Står du i en bus lige nu, kan du sikkert mærkeden lunkne ånde i nakken.)
Nej, jeg vil bare gerne kunne røre ved de mennesker, jeg holder af – venner og familie – på ennaturlig måde. For når jeg rører dem nu, bliver det altid kunstigt og stift.

HVAD DER SKULLE VÆRE ET MEDFØLENDE klem på skulderen, ender med et klap som påen varm stegepande.Som om jeg ikke kan vente med at få min hånd væk. Ikkedet mest medfølende signal atsende: ’Jeg er ked af, din kæreste har slået op. I øvrigt er du så klam, at jeg ikke vil røre ved dig…’

VÆRST ER DET NÆSTEN, når jeg har en kæreste. Selvfølgelig kan jeg godt røre ved ham, når man…du ved, og kysse og den slags. Men almindelig hverdagsnus – det kan jeg ikke.Og rører han ved mig, tror jeg altid, det er, fordihan vil fange min opmærksomhed: ’Hvad? Vil duhave saltet? Agurkesalaten? Hvad er der? ’
Det er, fordi jeg er vokset op blandt mennesker,der kun rører hinanden, når vi tackler i fodbold.Og som panikker hver jul over at berøre hinandens hænder, mens der danses om juletræet (af samme årsag synges kun første og sidste vers, ogder er indlagt angst- og håndsvedsaftørring mellem hver salme.)

DET VAR ET MARERIDT FOR MIG at flytte til storbyen og blive krammet på daglig basis af folk, man kun havde været adskilt fra i 21 timer – ogkendt i 24.Først forsøgte jeg at undvige. At smide min hånd frem foran mig, så jeg kunne signalere, at jeg er jysk kropsforskrækket og foretrækker håndtryk, men efter at have ramt de første tre kolleger i skridtet, begyndte jeg at gengælde knus.Nu har jeg efterhånden vænnet mig til at mødefangstarme, hvor end jeg går hen, og jeg maser næsten velvilligt folk ind mod dele af min krop,der ellers kun berøres af min dyne.

SÅ JEG VED, at jeg kan lære at blive mere kropslig. Det er bare et spørgsmål om at blive ved med atprøve, indtil det ikke virker kunstigt mere. Mendet skræmmer mig at gå i gang. Hele den fase, hvor jeg pludselig begynder at gramse på mine veninders skuldre og hænder – som jeg aldrig harrørt ved på den måde før. Jeg er virkelig nervøs for, at de trækker sig forskrækket væk og siger sætninger som: ’Nej, jeg vil ikke have sex med dig!’

Meningsløse mennesker

10. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NOGET, DER ALDRIG har givet mening for mig, er meningsløse mennesker. Og her mener jeg ikke mennesker, hvis tilstedeværelse er meningsløs (hvem sagde Sidney Lee?); jeg mener de mennesker, der vælger at gå gennem livet uden at danne sig meninger. Standpunkts-vaklende og interesse-ignorante personer, som man – hvis man trækker en af dem i bordherretombolaen – får vanskeligt ved at føre en samtale med: »Næ, jeg interesserer mig ikke for politik. Jeg ser meget sjældent film. Bøger? Aldrig! Nej, samfundet? Det ved jeg ikke så meget om. Må jeg bede om brødet?«

EN SJÆLDEN GANG har de meningsløse enkelte meninger. Måske har de faktisk en lillebitte mening om dyrevelfærdspolitik (a la »det er også for galt med de grisetransporter«), men kultur, mad, rejser, økonomi, arbejde og andre mennesker interesserer dem ikke. Eller også har de kun meninger om computerspil og så intet andet (ofte fordi denne type meningsløse slet ikke har opdaget, at der eksisterer en verden uden for Warcraft.)

JEG HAR SÅ MANGE meninger om disse mennesker, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde: De er som nævnt irriterende for os meningsdannere at tale med. Men de er også farlige. Hvis man ikke har en mening – et standpunkt – er der så nogen grænser for, hvad man finder sig i? Hvis man ikke har besluttet endeligt, om man kan lide David Lynch-film, racisme og surkål – hvad skal så forhindre, at man får serveret den form for ondskab igen og igen? Og jeg mener ikke mindst, at de meningsløse må leve sølle, triste liv uden store passioner og følelsesudsving. Fordi det ene jo kan være lige så godt som det andet: Shakespeare er for disse mennesker ikke smukkere end Snakes on a plane, Metallica er det samme som Me and my, og den store kærlighed er ikke bedre end den, der tilfældigvis svarer først på dating.dk Jeg forsår ikke, at de kan leve uden stillingtagen. For jeg har så mange meninger selv. Meninger om alt – alting simpelthen. Jeg kan ikke se en reklame, en medpassager i bussen eller en sky på himlen uden automatisk at frembringe et standpunkt. Jeg gør mig så mange meninger, at mit sociale netværk ikke er stort nok til, at jeg kan nå at dele dem alle (og er derfor begyndt at fremlægge mine synspunkter for min stueplante (som altid er forbavsende enig – blot ikke i min mening om, hvor meget vand, den skal have.) Der flyver så mange meninger igennem mit hoved i løbet af en dag. Og sammenlignet med det sparer de meningsløse selvfølgelig noget hjerneaktivitet. Men jeg vil nu mene, at meninger aldrig kan være anstrengende for andre end dem, der ikke selv har nogle.

Statistisk angst

3. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

FLERE I MIN FAMILIE er så angste for terror, at de næsten ikke tør forlade deres hjem – men de er også skræmt ved tanken om hjemmerøverier, så heller ikke derhjemme føler de sig trygge.Men de har nu besluttet, at det trods alt er bedre at holde sig hjemme, for så bliver man i hvert fald ikke smittet med influenza A, SARS eller rejsefeber.

SELVFØLGELIG ER TERROR, hjemmerøverier og diverse inf luenzaepidemier forfærdelige for dem, der udsættes for det. Men hvor mange er det reelt? På verdensplan må det dreje sig om promiller. Og i Danmark endnu færre. Jeg er – i modsætning til min familie – kun statistisk bange. Statistisk er det nemlig ikke videre sandsynligt, at jeg eller mine nærmeste bliver udsat for noget af det ovenstående. Statistisk set er der faktisk langt større risiko for, at en af os begår selvmord. Vi skal med andre ord frygte os selv mere, end vi frygter andre!

OG DET GÆLDER KUN desto mere, når man ser på de virkelig farlige dræbere i Danmark: bilerne og livsstilssygdomme. For ironisk nok er det jo de samme mennesker – der kan bruge hele sommerfrokosten på at fortælle, at de i hvert fald aldrig vil rejse længere væk end Harzen på grund af bomber og tsunamier og falskguld-gadesælgere – der efterfølgende tømmer den ottende snaps, skodder cigaretten og sætter sig ud i Asconaen (uden sele) og kører langt over fartgrænsen hjem til Kibæk. Bare for at sidde på terrassen og vente på at dø af kedsomhed og passiv røg fra kuglegrillen.

OG DET ER ALTSÅ IKKE, fordi jeg vil lade som om, jeg er bedre end min angste familie. Jeg har da også irrationel angst – for edderkopper og børn (de små, behårede kryb kan jeg bare slet ikke klare! Og edderkopper er også klamme). Samtidig er jeg heller ikke vildt begejstret for højder. Men jeg ved, at det netop er irrationelt. Der er jo virkeligt intet at være bange for. (Selv om den måde, edderkopper ser på mig på, godt kunne tyde på, at de er ude på noget!) Så derfor overvinder jeg det: Jeg har hoppet i elastik, jeg har rørt ved edderkopper, og jeg snakker også jævnligt med børn.

DET KAN ALTSÅ ANBEFALES at kigge lidt på tabstallene og erkende, at det ikke ligefrem redder ens liv at barrikadere sig derhjemme med et baseballbat og frygte resten af verden. Det kan være langt mere sikkert bare at spise et par gulerødder og bestille den Mexico-rejse. Tage sig sammen og erkende, at frygten skal frygtes mere end alt andet. (Selv om vi nok er mange, der vil mene, at ’nothing to fear but fear itself’ -slagordet glemmer at tage højde for edderkopper!)