skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

august 2009
M T O T F L S
« jun   sep »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Meningsløse mennesker

10. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NOGET, DER ALDRIG har givet mening for mig, er meningsløse mennesker. Og her mener jeg ikke mennesker, hvis tilstedeværelse er meningsløs (hvem sagde Sidney Lee?); jeg mener de mennesker, der vælger at gå gennem livet uden at danne sig meninger. Standpunkts-vaklende og interesse-ignorante personer, som man – hvis man trækker en af dem i bordherretombolaen – får vanskeligt ved at føre en samtale med: »Næ, jeg interesserer mig ikke for politik. Jeg ser meget sjældent film. Bøger? Aldrig! Nej, samfundet? Det ved jeg ikke så meget om. Må jeg bede om brødet?«

EN SJÆLDEN GANG har de meningsløse enkelte meninger. Måske har de faktisk en lillebitte mening om dyrevelfærdspolitik (a la »det er også for galt med de grisetransporter«), men kultur, mad, rejser, økonomi, arbejde og andre mennesker interesserer dem ikke. Eller også har de kun meninger om computerspil og så intet andet (ofte fordi denne type meningsløse slet ikke har opdaget, at der eksisterer en verden uden for Warcraft.)

JEG HAR SÅ MANGE meninger om disse mennesker, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde: De er som nævnt irriterende for os meningsdannere at tale med. Men de er også farlige. Hvis man ikke har en mening – et standpunkt – er der så nogen grænser for, hvad man finder sig i? Hvis man ikke har besluttet endeligt, om man kan lide David Lynch-film, racisme og surkål – hvad skal så forhindre, at man får serveret den form for ondskab igen og igen? Og jeg mener ikke mindst, at de meningsløse må leve sølle, triste liv uden store passioner og følelsesudsving. Fordi det ene jo kan være lige så godt som det andet: Shakespeare er for disse mennesker ikke smukkere end Snakes on a plane, Metallica er det samme som Me and my, og den store kærlighed er ikke bedre end den, der tilfældigvis svarer først på dating.dk Jeg forsår ikke, at de kan leve uden stillingtagen. For jeg har så mange meninger selv. Meninger om alt – alting simpelthen. Jeg kan ikke se en reklame, en medpassager i bussen eller en sky på himlen uden automatisk at frembringe et standpunkt. Jeg gør mig så mange meninger, at mit sociale netværk ikke er stort nok til, at jeg kan nå at dele dem alle (og er derfor begyndt at fremlægge mine synspunkter for min stueplante (som altid er forbavsende enig – blot ikke i min mening om, hvor meget vand, den skal have.) Der flyver så mange meninger igennem mit hoved i løbet af en dag. Og sammenlignet med det sparer de meningsløse selvfølgelig noget hjerneaktivitet. Men jeg vil nu mene, at meninger aldrig kan være anstrengende for andre end dem, der ikke selv har nogle.