skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

august 2009
M T O T F L S
« jun   sep »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Flirtende fupperi

31. august 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

MIN KAMMERAT ANDERS gav sig til at brokke sig over en pige, han flirtede med i byen: ’Så stod vi der og snakkede et par timer, og hun blev mere og mere beruset og nærgående. Så til sidst blev jeg altså nødt til at sige til hende, at jeg har en kæreste’. Til sidst!? Er jeg den eneste, der bliver forarget over det brokkeri? Kunne Anders måske have nævnt detaljen med kæresten et par drinks tidligere? For så var hun sandsynligvis ikke blevet særligt nærgående – sandsynligvis havde hun fundet en anden fyr at belejre. Men det er selvfølgelig derfor, Anders ikke siger noget. For det er da dejligt, at nogen viser interesse for ham – også selv om han allerede er afsat. Det er bare pisse unfair!

MÅSKE ER DET, fordi jeg selv har været i pigens stiletter lidt for tit. Engang stod jeg en hel nat og rå-liderbuks-flirtede med en fyr, men da vi kom ud til vores cykler, bemærkede jeg en barnestol bag på hans. Stadig i et flirtende skaldu-med-hjem-og-lege-tonefald spurgte jeg: ’Nu følger der vel ikke en mor med!? ’ ’Nå, ja, for resten,’ mumlede han så. Hvorefter han smilede undskyldende, takkede for en hyggelig aften og cyklede hjem til ammebh’er og fjernbetjeningsdiskussioner. Én bekræftelse rigere. Naturligvis kan Anders og barnestolsfyren (og alle de tøser, der laver den samme finte over for drinksbetalende mænd) sige til sig selv, at de ikke gør noget forkert. De har jo ikke lovet noget, og teknisk set kan vi bare spørge, om de ’har kæreste på’. Men vi er nok mange, der er så naive at tro, at man kun indlader sig på et større flirteri, hvis man er fri til, at det kan føre til mere.

JEG SNAKKER JO IKKE om en enkelt flirtende bemærkning eller et blik henover en bar. Heller ikke om de situationer, hvor folk har meldt ud, at de har en kæreste, og man derefter har en flirt, som begge ved aldrig bliver til mere.Jeg mener der, hvor det kun er den ene, der ved, hvordan det må ende – men absolut intet gør for at indvie den anden i det. Også fordi jeg ikke forstår, at man behøver at narre nogen for at føle sig bekræftet.

ER DET IKKE NOK, at man får et par frække blikke og interesserede kommentarer, og derefter siger de tre beklagende ord: ’Har en kæreste’. Så kan man jo give sig selv et high five og tænke: ’Nøj, hvor kunne jeg havde scoret der!? ’ I stedet har man kun opnået at spilde en anden persons tid – en person, der efterfølgende vil synes, at man er en kæmpe nar. Og hvor meget er den bekræftelse så reelt værd?