Rør ved mig
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG VIL GERNE VÆRE BEDRE til at røre ved folk.Altså ikke på sådan en klam stodder-i-busmåde – du ved, ham, der laver håndsnigeren opad dine baller, når der er tætpakket myldretid.(Står du i en bus lige nu, kan du sikkert mærkeden lunkne ånde i nakken.)
Nej, jeg vil bare gerne kunne røre ved de mennesker, jeg holder af – venner og familie – på ennaturlig måde. For når jeg rører dem nu, bliver det altid kunstigt og stift.
HVAD DER SKULLE VÆRE ET MEDFØLENDE klem på skulderen, ender med et klap som påen varm stegepande.Som om jeg ikke kan vente med at få min hånd væk. Ikkedet mest medfølende signal atsende: ’Jeg er ked af, din kæreste har slået op. I øvrigt er du så klam, at jeg ikke vil røre ved dig…’
VÆRST ER DET NÆSTEN, når jeg har en kæreste. Selvfølgelig kan jeg godt røre ved ham, når man…du ved, og kysse og den slags. Men almindelig hverdagsnus – det kan jeg ikke.Og rører han ved mig, tror jeg altid, det er, fordihan vil fange min opmærksomhed: ’Hvad? Vil duhave saltet? Agurkesalaten? Hvad er der? ’
Det er, fordi jeg er vokset op blandt mennesker,der kun rører hinanden, når vi tackler i fodbold.Og som panikker hver jul over at berøre hinandens hænder, mens der danses om juletræet (af samme årsag synges kun første og sidste vers, ogder er indlagt angst- og håndsvedsaftørring mellem hver salme.)
DET VAR ET MARERIDT FOR MIG at flytte til storbyen og blive krammet på daglig basis af folk, man kun havde været adskilt fra i 21 timer – ogkendt i 24.Først forsøgte jeg at undvige. At smide min hånd frem foran mig, så jeg kunne signalere, at jeg er jysk kropsforskrækket og foretrækker håndtryk, men efter at have ramt de første tre kolleger i skridtet, begyndte jeg at gengælde knus.Nu har jeg efterhånden vænnet mig til at mødefangstarme, hvor end jeg går hen, og jeg maser næsten velvilligt folk ind mod dele af min krop,der ellers kun berøres af min dyne.
SÅ JEG VED, at jeg kan lære at blive mere kropslig. Det er bare et spørgsmål om at blive ved med atprøve, indtil det ikke virker kunstigt mere. Mendet skræmmer mig at gå i gang. Hele den fase, hvor jeg pludselig begynder at gramse på mine veninders skuldre og hænder – som jeg aldrig harrørt ved på den måde før. Jeg er virkelig nervøs for, at de trækker sig forskrækket væk og siger sætninger som: ’Nej, jeg vil ikke have sex med dig!’