At være eller ikke være sig selv

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG KAN GODT LI’ MIG det meste af tiden. Især når jeg bare tuller rundt derhjemme eller rødvinshygger med veninderne. Men så kommer jeg ud blandt andre mennesker. Ud til andre omgangsformer, anderledes måder at tale på, jokes, jeg ikke forstår, sociale koder, jeg ikke kender. Så bliver den ’mig’, jeg godt kan li’ derhjemme, pludselig en form for kropslig budding, der blopper rundt og siger mærkelige – og højst sandsynligt upassende – ting.

OG JEG KAN IKKE finde ud af, hvad løsningen er. Skal jeg forsøge at tilpasse mig den ’fremmede’ omgangstone? Eller skal jeg insistere på at være en mærkelig buddingeblop, der snakker om, hvad der nu ligger mig på sinde af sære emner? Der er selvfølgelig en tredje mulighed, den gyldne – og røvkedelige – middelvej: at være den tavse ovre i hjørnet, der bare nikker og ikke siger noget (af betydning). Men det ville være ensbetydende med at lægge bånd på mig selv: at spille en anden person. Og det strider imod alt, hvad jeg tror på. Nemlig at man så vidt muligt altid skal stræbe efter at være sig selv.

JEG ER STOR MODSTANDER af, at man ændrer sig efter, hvilke mennesker man er i nærheden af. Og jeg bliver skræmt af folk, der zapper personlighed med et fingerknips alt efter, om de er sammen med deres chef, kæreste eller mor.Selvfølgelig flekser alle deres personlighed en smule alt efter omstændighederne – det er jo almindelig situationsfornemmelse (og de mennesker, der ikke gør det, er virkelig sociopater; altså dem, der fortæller skrækhistorier om paryk-udslæt, når nogen lige har sagt, at de skal i kemo.) Men de mennesker, jeg tænker på her, er ham, der zapper fra selvstændig, initiativrig mand på jobbet til mors dengse derhjemme og pludselig ikke kan kende forskel på en bordkniv og en havegrill. Eller hende som zapper fra at være en gnaven bitch, når hun taler med en kvinde, til at være primadonna-darling med stort smil og ’hey skaat’, så snart en fyr træder ind i rummet.

ELLER DE MENNESKER, man tror, man kender godt, indtil den dag man møder dem sammen med deres kæreste, og det lige så godt kunne være deres dydige tvilling, man står over for. Der, hvor en indforstået spøg om børnesange og tissemænd forvandles til pinlig tavshed og en undrende kæreste.Skal man så være – eller ikke være – sig selv? For når der først er én, der ikke er sig selv, så er det utroligt vanskeligt for dem omkring vedkommende at være det. Så krakelerer de sociale spilleregler, og tilbage står jeg og råber ’hej hej pikkemand’, som den upassende buddingeblop jeg er.