skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

november 2009
M T O T F L S
« okt   dec »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  

Klimakludder

30. november 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DER ER GÅET SERIØST KLUDDER i de miljørigtige, klimakærlige tiltag. For hvordan kan det være, at det er mere bøvlet at være god ved kloden, end det er at smadre den? Nu lyder jeg muligvis som verdens største, politisk ukorrekte egoist, men der skal altså være et indbygget pay off for mig, hvis jeg skal vælge den klimaneutrale løsning.Vi opfordres for eksempel til at undgå at flyve og forurene himlen. Men hvad er alternativet? At tage toget?Selv hvis drivhuseffekten engang får temperaturerne i Thy højere op, vil jeg stadig foretrække Thailand og mennesker, der siger ’howar yuu todayw’ frem for ’æ tøws do sku se å taw tibaws tæ tjøwenhawnstrup.’

ET ANDET EKSEMPEL: Jeg tager altid cyklen i stedet for bilen, når jeg har under ti km transport. Men som cyklist føler man sig bare alt for ofte bollet i en i forvejen øm bag, når man knokler for miljøet og sundheden på sin aluminiumshest.For det første er det jo tydeligvis bilerne, der er taget mest hensyn til i trafikken. Men derudover har man rigtig mange steder – som i DR Byen, DGI-byen og den slags nyere, klimaoptimerede byggerier (der åbenbart er fedet så meget op på statsstøtte, at de skal have deres helt egen by) – arrangeret det sådan, at cykelparkeringen er længere væk end bilparkeringen. Det er da bare superskønt i regn og kulde at få den ekstra udendørs oplevelse, som det er at trave forbi kilometervis af parkerede biler i overhængende fare for at blive væltet omkuld af paniske bilister, der skal løbe hele fire meter fra deres CO2-opvarmede kabine til indgangspartiet, så de kan nå at tænde de cigaretter, hvis røg jeg skal tvinges til at indånde, inden jeg endelig kan komme indenfor i varmen.

OG PÅ FØDEVAREOMRÅDET har klimatosserne helt tabt øko-spelt-småkagen. Hvad sker der for den klimakorrekte opfordring til, at man hovedsageligt spiser madvarer, der er dyrket i nærområdet, så de ikke skal transporteres halvdelen af jorden rundt? Så vi danskere bør altså leve af majroer og kålrabi? Nej, tak! Må jeg så bede om en mango.De samme klimakegler påpeger også, at det er dårligere for miljøet at spise kød, end det er at spise grønt, fordi en pruttende ko producerer langt mere CO2, end gulerødder gør. Så jeg skal altså tvangskonverteres til klima-veganer for jordklodens skyld? Hold dog op! I øvrigt; hvis man udelukkende lever af kål og bønner, ender man så ikke med at prutte lige så meget som køerne? Er det virkelig sådan, vi får en bedre jord?

Mere stilladslir, tak

23. november 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INTET KAN REDDE en dårlig selvtillidsdag mere end at gå forbi en håndfuld stilladsarbejdere. De burde ansættes til at stå foran hver eneste kontorbygning mandag morgen og booste kvinders selvværd. Leasy skulle leje stilladsarbejdere ud! ’Ring til Peter fra Leasy, så får han dig til at føle dig smuk og sexy.’

DER ER NOGET GALT med kvinder, som brokker sig over den form for mandlig opmærksomhed. Seriøst hvem går hjemmefra efter at have brugt bare et halvt minut foran spejlet, og tænker: ’Jeg håber sandelig ikke, nogen bemærker mig i dag. Og hvis en fyr fløjter efter mig, så smadrer jeg ham. Mandschauvinistiske svin!’

HVOR KOMMER MANDSCHAUVINISMEN præcist ind? Det er når mænd (og forbavsende ofte også kvinder) mener, at de er en højerestående race. Men mænd, der kigger anerkendende på kvinder, pifter og råber komplimenter, er tydeligvis ikke af den opfattelse.Forståeligt nok bliver man irriteret, hvis man får et forslag om at få noget op i nummi. Men hvor ofte sker det reelt? Danske mænd råber rimelig sjældent. De pifter måske. Men oftest kigger de bare. Ikke på en klam sydeuropæisk smukke-danske-pige-mærkmin-hånd-på-din-balle-måde. Men på en måde, der siger: ’Jeg ser din krop, den kan jeg godt lide. Og nu vil jeg gerne se dine øjne og dit smil.’ Lige til at blive i godt humør.

MEN NOGLE DAMER BLIVER altså mopsede – og ødelægger fornøjelsen for os andre. For hvor mange komplimenter gider mænd dele ud, hvis de får et pms-peberspray-svar? De mopsede falder i to kategorier: Type et er de hardcore skovmandslebber, som af gode grunde ikke gider mandlig interesse – og som nok heller ikke får overdrevent meget af det, så hvad er de sure over?

DEN ANDEN TYPE ER VÆRRE. Det er dem, der faktisk klæder sig for at få mænds opmærksomhed – nedringet og opslidset med 12 centimeter hæle og glidecreme i håret – men som bliver vrisne, når de får den: ’Ej, helt ærlig så glor de på mine bryster ligesom hele tiden ik’gårs.’ Måske er det, fordi de ikke stræber efter stilladsarbejder-opmærksomhed. Jeg formoder fordomsfuldt, at de snarere er dullet op for at opnå den opmærksomhed, der gives i form af guldsmykker og Gucci-tasker. Eller også er de bare uintelligente. (Sandsynligvis begge dele). Ærgerligt for dem, at de har næsen så langt oppe i strandvejskokainen, at de ikke kan se, hvad der er godt. Så er der heldigvis flere stilladsarbejderpift til os andre.

Med 38 i feber

16. november 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG ER SYG. Jeg er omgivet af snotklude og tomme pulver-suppe-kopper og iført dyne, som var den et ekstra lag hud. Det kan kun være Influenza A. Den som omkring 300.000 børn lige nu er ramt af. At mit immunforsvar åbenbart tror, jeg er syv år, må jeg (som knap 30-årig) så bare tage som en kompliment.Jeg er imidlertid virkelig dårlig til at være syg. Ikke fordi det er særligt svært at putte på sofaen, se amerikanske serier og drikke te – det gør jeg også indimellem uden at være syg. Men jeg bliver simpelthen den største klynker, når det sker. Selvom jeg kun har antydningen af en forkølelse, begynder jeg straks at pibe. Alene det at skulle sænke mine overophedede lår ned på toilet-isbrættet kan få mig til tude af smerte. (Og med smerte mener jeg selvmedlidenhed). Pudsigt nok bliver mænd jævnligt beskyldt for at være utrolig ynkelige, når de er syge. Men helt ærlig, er vi kvinder meget bedre? Jeg har i hvert fald aldrig mødt mænd, der var så elendige, som jeg er, når jeg har det skidt. Jeg har faktisk aldrig mødt nogen, der har så ondt af sig selv, som jeg har. Ej heller – og det er næsten værre – har jeg mødt nogen, der har lige så ondt af mig, som jeg selv har, når mit termometer viser 38,1.

MEN HAR JEG SÅ benyttet den lange, raske periode, siden jeg sidst var nærmest døende til at udskifte mit numsetermometer med et mund- eller øretermometer? Nej nej, naivt har jeg bildt mig selv ind, at jeg aldrig ville blive syg igen, og nu straffes jeg så dobbelt – med både ond, ond sygdom og vaselineindsmurt issyl lige op i… Blot for at konstatere, at temperaturen stadig er for lav til rigtig at kunne kaldes feber. Med det resultat, at retten til selvmedlidenhed taber voldsomt meget terræn.

DEN JYSKE ARBEJDSMORAKKER i mig vil nemlig ikke rigtigt anerkende diverse nyse- og hosteundskyldninger for ikke at passe pligterne. Men hvis ikke influenza er tidspunktet, hvor man må være pibet og selvoptaget, hvornår er så? Jeg er ikke altid supergod til at give mig selv pusterum i hverdagen, fordi der hele tiden er noget, jeg kan ordne. Men når jeg er syg, er det klart, at jeg mangler overskuddet. Så kan jeg ikke stille så mange krav til mig selv.Og jeg tror, det er derfor, jeg piber så meget. Simpelthen for at overbevise mig selv (og alle dem, der besvarer mine klynkeopringninger) om, at jeg virkelig har ret til at ligge der på sofaen. Også selvom nogle opgaver endnu ikke er klaret. Opgaver som for eksempel at købe et nyt termometer.

Brænd de brands

9. november 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET 21. ÅRHUNDREDES store idé; at alting skal have en historie – et såkaldt brand – er på få år blevet overkvalmende og invaderende. For et brand kan ikke bare hænge i luften som et prisskilt over flåede tomater. Et brand er noget, jeg skal tage med mig, forholde mig til – hver evig eneste gang, jeg møder et produkt, en virksomhed, en politiker, en kunstner osv.

JEG BLIVER BEGRAMSET på min sjæl, bare jeg skal købe ind. Ikke engang noget så simpelt som en karton æblejuice kan jeg købe uden at kende dens livshistorie – og uden at den begynder at definere mig som person: Hvis æblejuicen er Irmas den fineste – økologisk, koldpresset (som åbenbart er godt) og ufiltreret (så den ligner mosevand). Ja, så er jeg en klimavenlig og deklarationsneurotisk flippertype – formentlig venstreorienteret. Er ’juicen’ derimod discount og muligvis aldrig har været i nærheden af rigtige æbler, er jeg mor til tre og pisseligeglad med resten af verdenen, fordi jeg bare skal spise møgungerne af, inden der kommer Aftenshowet – og formentlig sofavælger. Hvilken juice, man drikker, hvis man stemmer borgerligt, ved jeg ikke. Man drikker vel letmælk, mens man onanerer til kursindekset og tørrer op med kulturkanonen (eller omvendt).

JAMEN ER DET IKKE BARE det, brands er? Fordomme og stereotyper? På trods af 3. generations-generationsoprør (fra 68’ere til x’ere og nu y’ere), trods kvindefrigørelse og globalisering, er vi lykkeligere end nogensinde for at stoppe os selv og hinanden i kasser og kategorier. Bokse som er mere stive og rigide, end de var, før tv og internet skabte muligheden for indsigt i mennesker på den anden side af kloden – eller bare på den anden side af hækken. Det var nemlig ikke indsigt, vi fik. Vi fik reklamer. Massevis af brandede historier om alt fra hygiejnebind til motorolie – så vi kunne defineres som Always-piger eller Castrol-fyre. Og vi fik reality-tv fyldt med mennesker, der bliver udvalgt til programmerne alene på deres evne til at være præcis så stereotype, at historien om dem kan fortælles på 30 sekunder.

ALT IMENS DEN RIGTIGE historie om os alle ties ihjel: Nemlig den, at vi grundlæggende har de samme tanker, følelser og drømme – som på vidunderlig vis fører os til millioner af forskellige valg – og til at blive forskellige mennesker. Det er derfor, vi ikke er vores bil, sofa eller sodavandsmærke. For måske drikker jeg ikke økologisk formueruinerende juice, fordi den smager af et dårligt barndomsminde. Måske snupper jeg bare den billige fra Fakta og undgår at lade mit fødevareindtag afgøre, hvem jeg er. Når det kommer til stykket, er discountjuicen sikkert også mest miljøvenlig. Den har jo ikke har kostet millioner i tv-tid og reklametryk.

Overlevesesguide til sort skærm

2. november 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

GIK DIT TV I FLIMMER I GÅR, fordi du ikke havde fået det opgraderet til det nye digitale signal, fordi du ikke havde set advarslerne om, at signalet ville skifte? I så fald må du enten a: Være hjemkommet fra et år i den sibiriske ødemark, b: Netop være udskrevet fra et år i koma eller c: Være så ulidelig forelsket, at du har glemt, at der findes noget, der hedder tv.
Men bare tag det roligt. Her følger nu den komplette guide til, hvad du gør, hvis intet dukker frem på skærmen, når du tænder for apparatet:

1: Tryk hårdere på fjernbetjeningen.
2: Gå i panik.
3: Slå oven på tv’et.
4: Gå yderligere i panik.
5: Band og skældud. 6: Sæt dig tungt ned i sofaen og græd over tvtabet.
7: Tør snot af i pyntepuden.
8: Stir længe på skærm-sneen og forsøg at få den til at give mening. (Du har allerede træningen, hvis du har set et af følgende programmer; ’2900 Happiness’, ’Singleliv’ eller ’Temalørdag’)
9: Luk øjnene og fantaser om at se tv (Det er nemt nok: Du forestiller dig bare nogle kendte, der gør noget, de er dårlige til, og så kårer du en vinder – alternativt gør nogle ukendte noget, som de heller ikke kan finde ud af, og så kårer du dem som tabere.)
10: Rejs dig fra sofaen.
11: Rul gardinet op.
12: Puds eventuelt ruden.
13: Opdag at der er en verden udenfor.
14: Gå i panik.
15: Rul straks gardinet ned igen.
16: Kontakt tv-udlejningsmontør.
17. Gem dig under pyntepuder til han dukker op.
18: Betal, hvad han forlanger. (Det kan aldrig blive for dyrt!)
19: Sæt dig i sofaen.
20: Anret pyntepuden under lænden. 21: Skær tigerrouladen ud. 22: Skænk kaffe op.
23: Tryk på fjernbetjeningen.
24: Ahhhhh.
25: Stem på Lisa Lents
26: Glem, at der er en verden udenfor.