skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

december 2009
M T O T F L S
« nov   feb »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Bye bye nullere

21. december 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NEDTÆLLINGEN TIL 2010 ER NÅET til de sidste ti dage: ti… ni… osv. Så jeg vil gerne være den første til at sige farvel til 09. Og farvel til et årti – som jo bærer det noget taberagtige navn ’nullerne’. For mit vedkommende er nullerne også et farvel til at være i tyverne. Nu begynder 10’erne, og jeg træder ind i 30’erne. (Som jeg har læst, er de nye 20’ere, fordi 40’erne er de nye 30’ere, og det vil altså sige, at 20’erne er de nye teenagere, og at man er et blebarn, til man bliver 13 eller hvad?)Det generer mig ikke at blive ældre. Det har aldrig irriteret mig, at tiden går. Måske synes jeg – af alle ting, man kan rase over – at tidens gang er temmelig tåbelig at slås med. For hver eneste sekund, man bruger på at ærgre sig over, at tiden går, spilder man den jo virkelig.

DESVÆRRE HAR VI UNGE tit lidt for travlt med at ærgre os over missede chancer. Som om de ting, vi ikke allerede har opnået ved nytårsskiftet, aldrig vil ske for os. I stedet for at berolige os selv med, at vi statistisk set har ret mange år tilbage at nå dem i. Man behøver ikke at være gift og forfremmet og forælder som 35-årig. Der skal jo også være noget tilbage at opleve i de næste 35 år.

MÅSKE ER DET NEMT for mig at sige, fordi jeg endnu er rimelig ung og derfor tror på, at næste år og næste årti vil byde på de muligheder, der ikke bød sig i de forgangne. Hvem ved, om jeg vi se anderledes bittert på tiden, når jeg er i 60’erne (som til den tid sikkert er de nye 40’ere, fordi vi har overbevist os selv om, at så opdager cancer og hjertestoppene os nok ikke).Men jeg tror det ikke. Alder og tid er nemlig ret mentale tilstande. Det lærte jeg allerede som barn af min mor, der altid har sagt: ’Man er ikke gammel, før man bliver 90 år’.Og beviset var lige om hjørnet, for min oldemor – der nåede at sige farvel til 104 år, 11 årtier, to århundreder og et årtusinde (hun blev født i 1898) – boede i sit eget hus og var frisk til det sidste.Så lad os sige ordentligt farvel til nullerne og sammen med dem følelsen af at være et nul.

OG FARVEL HERFRA TIL ALLE LÆSERE. Dette er nemlig min sidste Urbanklumme. Ja, ja intet godt varer ved, og vi har jo haft en fantastisk tid sammen; vi har grædt, vi har grinet… Okay, måske er det mest mig selv, der har gjort det. Men stadig: Tak for denne gang. Og godt nytårti.

I familiens skød

14. december 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I JULEN BLIVER VI alle som børn igen, siger man. Og det er rigtigt. Det er bare sjældent, at det er på den positive julestjerner-i-øjnene-måde.

DET ER KUN I JULEN, at en helt voksen, midaldrende mand kan skændes med sin endnu mere voksne mor om, hvem der skal bære ud efter maden. ’Det er altid mig,’ jamrer han: ’Jørgen skal aldrig hjælpe til!’ For mit eget vedkommende bliver min krop overtaget af en ond teenager, der konstant bitcher af min stakkels mor. ’Ej, helt ærligt, hvorfor har du købt ulækre glaskartofler? De smager herreklamt. Ku’ du ikke ligesom ha’ købt nogle økologiske. De der gider jeg så meget ikke at æde!’

FOR HVILKEN FAMILIE slæber ikke rundt på en julesæk af gamle følelser? Søskendejalousi og bitterhed over noget fra barndommen dukker frem, så snart mandlen ender på brormands tallerken. Sidste år havde jeg to veninder på skift i røret i juledagene. Drama og vredesudbrud i begge familier. Veninderne erklærede, at det nu var slut med det. De gider ikke familie mere til jul. Og i år rejser de udenlands med kæresterne, så det var ikke bare noget, de sagde i kampens hede.

MEN JEG SYNES, det er ærgerligt, at det kan blive nødvendigt at træffe det valg. Jul burde være familiens fest. Hvor man er sammen, fordi man endelig har tid til at være det rigtigt. Desværre er der alt for meget ’bør’ og ’skal’ i juletiden. Man føler, at man bør besøge det og det familie, at man skal give dem gaver, at man bør stå og bage pebernødder og gøre huset hovedrent for at imponere dem (som nok elsker én, uanset hvor støvet der er).

MEN HVIS HELE JULEN består af frustrerende følelsesmæssige forpligtelser, så bliver den ophobning af træthed, surhed og had. Og så skal der kun en enkelt dråbe sherry til, før det hele eksploderer. Den eneste måde at forhindre det er at bruge sin energi på hinanden i stedet for på de fysiske rammer. Min personlige juleplan for i år er derfor, at jeg ikke hidser mig op på min mor. Uanset hvilken slags kartofler hun serverer.

Ah, at være tilbage i sit normale liv! Sidde på arbejde igen, have almindelig hverdagsrutine og frem for alt være fri for familiejuleforpligtelser. Nu har vi et helt år til at glemme, hvordan julen i virkeligheden er, inden vi skal til det igen.

En smal smag

7. december 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

ET GODT BUD på en temasang for min ungdom ville være Det Brune Punktums ’Jeg vil i seng med de fleste’. Altså ikke forstået som, at jeg personligt ville i seng med de fleste, da jeg var yngre – især ikke med heste, grise, køer og får. (Det kan godt være, jeg er midtjyde, men dér sætter jeg alligevel grænsen.)

MEN FORSTÅET SÅDAN, at fra engang midt i 90’erne – hvor jeg ramte den buksemodne alder – gik der pludselig trend i, at alle unge (dvs. alle os mellem 15 og 65 år) fjollede rundt og dyrkede sex med alt og alle. Scor.dk blev oprettet, så man kunne gå online og score uforpligtende sex, og landet over af holdt swingerklubber stiftende generalforsamlinger. (Okay, jeg ved ikke, om man faktisk holder generalforsamlinger i en swingerklub. Men man ser det for sig: ’Så er vi kommet til punkt to: valg af dirigent. Og Karsten kan du så få den buttplug væk fra dagsordenen!’)

SÅLEDES GIK DER et årti med at vaske lagner oftere, end man vasker hænder. (Medmindre man da er virkelig klam.) Fint nok. Men er vi ikke kommet videre nu? For på mange måder lever vi jo i en tid med fokus på kvalitet? Med gourmetrestauranter og delikattessebutikker til fødevarerne, med modenørdeunika-tøj og hyperdesignede boheme-hjem – alt sammen specialfremstillet for at dække vores helt unikke behov. Metervarer og buffeter hørte ligesom til, dengang det gjaldt om at fylde skabe og maver op bare for at gøre det. Men nu er vi klogere forbrugere. Vi ved godt, at MacD-menuen, blusen fra H&M og Ikea-reolen kun er en midlertidig tilfredsstillelse. En pseudo-glæde, som man heller ikke har det helt godt med at indrømme, at man har ladet sig nøje med.

HVORFOR ER DET IKKE ligesådan med lørdagsknaldet? For når man virkelig tænker efter, er der så ikke ret mange af de uforpligtende onenightere, der har været af dårligere kvalitet end et Happy Meal? Og hvor man havde fået større tilfredsstillelse ud af at samle en Anika-reol.

NU TÆNKER DU måske, at dette alt sammen handler om, at jeg ikke har fået sex længe. Og det har jeg ganske rigtigt ikke. Men det er, fordi jeg har erkendt, at når det kommer til mænd og sex, så har jeg bare udviklet en smal smag. For jeg har jo afprøvet metervarerne – (som retligt bør kaldes ’centimeter-varer’ – bare så ingen mandlige læsere får smadret selvværdet). Og jeg har indset, at seksualpartnere bør betragtes ligesom gourmetmad: Det er noget, jeg nyder, når det skal være ekstravagant luksus. Ellers kan jeg jo lige så godt lave maden selv. (Regn selv ud, hvad det er en metafor for.)