skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Meningen med livet og andre navlepillerier

21. februar 2013

Var det det!?
Var det din reaktion ovenpå mit første indlæg på denne blog? Næppe, for så ville du vel ikke læse dette indlæg også…
Og dog; jeg har det i hvert fald sådan med nettet, at jeg altid ender med at have brugt en hulens masse dyrebar tid på scrolle og læse lort, jeg aldrig havde brugt 10 sekunder på, hvis det havde stået i en avis. Det eneste andet tidspunkt, jeg er så ukritisk med læsestof, er når jeg er på toilettet. (Ja, det mentale billede havde du sikkert ikke brug for.)
Men var det din reaktion!? At mit første indlæg var ligegyldigt; at det bare handlede om mig selv og mine små(med understregning af små)filosofiske tanker om livet. Ja, så har du i hvert fald ikke taget helt fejl. Reelt set – i det store samfundsmæssige perspektiv – så er der ikke ret meget, jeg siger her (eller andre steder) som er andet og mere end temmeligt ligegyldige betragtninger af menneskeheden i mit private frøperspektiv.

Så svært som muligt
Velmenende mennesker har opfordret mig til at lave min blog med et overordnet tema; eller som minimum sådan at alle indlæg ligesom trak tråde til en bestemt filosofi eller tankegang. “For, du er jo en meget sådan eksistentialistisk/humoristisk/feministisk/kulturrelativistisk/istiitsisk person, Sanne.” (Istiismen er filosofi, jeg har opfundet, og som handler om alle andre filosofier, der slutter på -isme.)
Og med den opfordring mener de, at hvis jeg nu pejlede min blog her i en bestemt retning, at så ville det være nemmere for dig som læser at forholde dig til den. Men beklager; det er altså ikke min ambition at gøre livet lettere for dig.
Tag endelig ikke fejl, jeg har stor respekt for blogs med et enkelt overordnet tema, blogs der kan give mig som læser en overskuelig gennemgang af ét emne. Der er bare ikke kun ét – og slet ikke noget overskueligt – tema i mit liv. I hvert fald ikke andet end forsøget på at få det, livet, til at give bare marginalt mere mening.
Så det er nok mest det, den her blog handler om, hvis den overhovedet handler om noget; meningen med livet og andet navlefnul.
Kan du så bruge den til noget? Tja, det kommer vel an på, om du også forsøger at få livet til at give mening, og om mine tanker om det på nogen måde supplerer dine egne.

Læs, lær, blær
Jeg ved ikke med dig, men jeg har selv kun to bevæggrunde til nogensinde at læse noget: Enten skal jeg lære noget af det, jeg læser, og/eller det skal være underholdende. (Toiletlæsning er typisk kun det sidste).
Og når jeg siger “lære noget” så mener jeg ikke ting som differentialregning, som jeg lærte engang, og som jeg lykkeligvis har glemt alt om, fordi jeg aldrig fandt ud af at få det til at give mit liv mere mening (ikke dermed sagt, at differentialregning ikke giver mening for nogen, hvis de er ingeniører eller kedelige at have som bordherrer).
Nej, når jeg siger “lære noget”, så mener jeg; at lære noget om mig selv, om verden og om min interaktion med denne verden. Og det må stadig gerne være underholdende imens.
Så når jeg scroller mig igennem statusopdateringer på facebook, blogs, netmedie-historier og andet på nettet, er det ud fra en grundlæggende målsætning om at lære noget mere. Beklageligvis er nettets struktur (med links, der fører til nye links, der fører til en sjov video, der fører til et nyt link, der fører til en pornoside) sådan, at det som regel ender med kun at være underholdende læsning – på den kaloriefattige overspringshandlingsagtige måde.
Derfor læser jeg også rigtigt mange bøger. Problemet med bøger er bare, at de er så pokkers in-interaktive. Jeg kan læse den fedeste bog om hjerneforskning og gennem den læsning udbygge min hjerne og min forståelse af livet – men samtidig ikke være i stand til at forbinde min nye viden med andre mennesker, fordi de ikke har læst den samme bog. (Og sikkert heller ikke har tænkt sig at gøre det, selvom jeg rask væk sender links til, hvor man kan købe den).
Og et eller andet sted derude i den store “hvad er meningen med livet”-pulje er jeg ret sikker på, at “interaktion med andre mennesker” indgår som en pæn stor procentdel. Så ironisk nok: jo mere jeg forsøger at forstå meningen med min eksistens, jo mindre interaktion med andre eksistenser opnår jeg!
Til gengæld hvis jeg bare nøjes med underholdningen; lol-katte og klip med folk, der danser gangnamstyle på endnu en original kopimåde, så har jeg masser af muligheder for interaktion.

Åh gud, hvem tror du, du er? Gud!?
Er det en eksistentiel problemstilling, jeg har tegnet op med navlefnuller her?
Det ved jeg ikke, men det er en beskrivelse af formatet på denne blog; mit forsøg på at omsætte min jagt på mening med tilværelsen til en form for interaktion med andre eksistenser.
Ikke dermed sagt, at du skal bruge din kostbare tid på at kommentere på det, jeg skriver, på facebook eller andre steder – for at vi derefter kan lave pseudointeraktion i et alenlangt kommentatorfelt, indtil nogen afsporer debatten med at fortælle en historie fra deres eget liv, der på ingen måde relaterer til den oprindelige diskussion, men så fik vedkommende lige afløb for sit had til en specifik befolkningsgruppe/fortalt om sin afdøde hund/spildt alle andres tid.
Nej, her mener jeg egentlig bare “interaktion” som i, at mine tanker måske kan vække eksistentielle genklange i dit hoved; og at det så måske inspirerer dig til at formulere tanker om meningen med livet – tanker, der igen kan vække genklang hos andre.
Ja, det er sikkert en alt for højpandet og selvfed målsætning at have med sit navlepilleri, så hvis du ikke kan bruge den her blog til en skid, helt fint.
Men måske du så kan bruge den til at skide til.