Den biologiske spændetrøje

Dette indlæg er i virkeligheden en meget lang fodnote til et andet indlæg, men du kan sagtens læse dette uafhængigt af det andet. I det tidligere indlæg bitchede jeg blot over det idiotiske i at blive ved at med at snakke om drenges ”biologiske” manglende evne til at sidde stille, som gør, at der ikke (længere) er plads til dem i folkeskolen, og som også skulle være forklaringen på, at de nu bliver tabt i uddannelsessystemet.
Men der er bare ikke én enkel forklaring på, hvorfor det pludselig er piger, der får uddannelserne, og drengene der ikke gør.
Og når det er sagt, er det jo i øvrigt ikke sådan, at ingen drenge klarer sig igennem. Der er bare en højere procentdel af piger i forhold til drenge – og jeg har ikke undersøgt det her, men da der jo samlet set er flere unge, der får en udannelse i dag, kunne det så ikke tænkes, at stigningen hos piger bare er højere end hos drenge…? Gider nogen researche på de tal, please!? Bare inden næste gang en eller anden plaprer løs om, at pigerne møver sig frem på drengenes bekostning.
Men okay, uanset set hvordan tallene ser ud, er det naturligvis stadig et problem, at vi taber nogle af drengene. Men hvorfor gør vi det?
Ikke på grund af ”kvindelige værdier”, men tværtimod på grund af ”mandlige”. Fordi forestillingen om, hvordan man er rigtig dreng modarbejder drengene.

Wauw, var der også kvinder i gamle dage!?
Drenge skal for det første være vilde og uregerlige, når de er små. Det kan vi se i alle daginstitutioner. Og når de voksne – dem, der skulle forestille at være klogere – tager hånd om dette, gør de det ikke ved at give drengene mere støtte og bedre redskaber til at lære at sidde stille og klare sig videre i skolen. Nej, tværtimod taler man konstant om, at der skal flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne til at være rollemodeller for drengene.
At drenge stort set altid gennem historien er vokset op kun omgivet af kvinder, er noget vi i nutidens historieløse samfund har glemt alt om. Der mumles bare noget om, at drenge skam havde maskuline rollemodeller i gamle dage i form af mændene, der gik ude i marken. Mmm, ja, for hvis der var noget, man helt sikkert virkeligt dyrkede i de gamle landbrugssamfund, så var det at lade småbørn rende uledsaget rundt og se på voksne mænd, der arbejdede!
For resten arbejdede kvinderne også tit i markerne i gamle dage, tit med småbørn på ryggen eller ved siden af sig (ja, børnene arbejdede også dengang, hvor er det vildt) så forskellen på maskuline og feminine rollemodeller har sgu nok allerede dengang været defineret ud fra andre ting.
Dengang landbrugssamfundet så brød op, og folk flyttede ind til byerne blev det her jo endnu tydeligere, for da tog farmand af sted til fabrikken hver morgen klokken meget tidligt og kom hjem meget sent, og alle børnene voksede op i baggårde kun omgivet af kvinder, gårdsangere og tosser.
Kan du ikke huske den scene i Barndommens Gade, hvor de leger far, mor og børn? Hvor drengen får at vide, at han – faren – skal stå i hjørnet og vente, indtil hun – moren – er færdig med al husarbejdet og børneopdragelsen (alt det sjove!) Ingen af dem ved, hvad faren laver, de ved bare, at han er totalt fraværende. Alligevel, trods den totale mangel på maskuline rollemodeller, lykkedes det stadig nogle drenge at få en uddannelse dengang. Men det var selvfølgelig kun de privilegerede drenge, der fik det. Arbejderklassens drenge skulle jo bare ud og være arbejdere og fraværende fædre, ingen brød sig dengang om, hvad de lærte i skolen. Lidt ligesom med pigerne, der jo bare skulle føde børn og skrubbe gulv eller være til pynt som Maude fra Matador.

Drenge skal lære at være drenge…
Så tilbage til problemet med de mandlige rollemodeller i daginstitutionerne. Jeg er ikke uenig i, at drenge har brug for mænd i deres opvækst. Men sgu da ikke ud fra den tåbelige logik, som man i dag bruger som argumenter for det. I dag snakker man om, at man skal have mandlige pædagoger, fordi de kan spille fodbold og slås med drengene. De kvindelige pædagoger er åbenbart alt for stillesiddende. Kan du se ironien!?
Man snakker konstant om drenges ”biologi”, om drenges naturlige behov for at boltre sig, men dette ”naturlige behov” bliver åbenbart undertrykt, hvis der kun er kvinder til stede. Hvordan biologi og natur så let kan undertrykkes, er der aldrig nogen, der svarer på. Desværre.
Folk har gennemgående meget travlt med at fastholde, at mænd skal have lov til at være mænd og kvinder skal være kvinder, og feministerne skal holde op med at undertrykke folks naturlige behov med forslag om øremærket barsel og den slags. Og det undrer mig altså meget; hvis de her behov virkelig var så naturlige, så ville det vel også være ret svært at undertrykke dem, ikke!? Lidt ligesom Freud var inde på med vores naturlige seksualitet, der på trods af overdreven undertrykkelse gennem historien altid er sluppet fri og/eller skabt voldsomme neuroser.
Men måske mener disse mennesker, at det vil skabe neuroser hos det mandlige køn pludselig at få mulighed for at være sammen med deres børn, ligesom kvinder måske vil blive neurotiske over at få den samme løn for det samme arbejde. (At mange af kvinders tidligere psykiske lidelser – blandt andet hysteri – måske snarere kan forklares med deres følelse af manglende værd, og at mange af mænds problemer – vi kalder dem ikke psykiske problemer, for dem har mænd jo ikke – måske snarere skyldes de rigide rammer, maskulinitet holdes i, og som ikke giver plads til omsorg og kærlighed, det snakker vi ikke om!)

Løsningen er en del af problemet
Men de mandlige pædagoger i daginstitutionerne – for at vende tilbage til dem – skal altså spille fodbold og slås med drengene for at opfylde drengenes naturlige behov for denne adfærd. Burde det ikke være omvendt?
Hvis vi virkelig ønsker at give drengene en chance i skolen, skulle de maskuline rollemodeller, så ikke netop lære drengene, at det også er mandligt at lære noget? At man skam er rigtig dreng stadig, selvom man sidder stille og læser bøger. Og skulle de kvindelige pædagoger måske så ikke også lære pigerne, at det også er okay at kaste det pæne stillesiddende pigede over styr og møfle rundt i mudder engang imellem!?
Problemet er jo indbygget i ”løsningen”. Jo mere, vi fortæller drenge (og piger) at drenge og mænd ikke kan sidde stille, jo mindre kan de jo sidde stille fremover. Og omvendt for piger.
Og det er så, det de hører, mens de stadig er helt små. Hvad så når de bliver ældre og begynder i skolen og faktisk skulle til at bruge nogle af de redskaber, som de ikke har fået? Ja, så venter der endnu en omgang maskulin værdimodarbejdelse af deres chancer for at klare sig.
Det er jo ikke sejt for drenge at klare sig godt i skolen i dag. Det er knapt nok sejt for pigerne. Man er generelt en stræber, hvis man har styr på sine lektier og følger med i timerne. Det her må være en kulturel rest fra dengang, hvor alle de normale børn hadede på de to drenge, der var lærernes kæledægger og fik alt opmærksomheden og alle chancerne for videre uddannelse. I dag er det bare en underlig mobbeadfærd – hvis vi da ikke skal gå ind i en længere udredning om, at vi som samfund har det en smule problematisk med folk, der klarer sig godt – aka Janteloven.

Stræber-bøsserøv
Piger finder dog i dag mere identitet i at klare sig godt i skolen end drenge gør. Derfor er stræber-mærkatet ikke så slemt for piger som for drenge. Piger forbryder sig jo ikke mod deres ”natur”, når de sidder stille og passer deres ting. Drenge er nærmest bøsser, hvis de gør det.
Den er svær at løbe fra, og der er ingen hjælp at hente fra de voksne – det er jo de voksne, der har fundet på, hvordan man er rigtig dreng. Og børn er ikke så dumme, at de fortsætter med en adfærd, de voksne ikke værdsætter. Det er faktisk nærmest det, opdragelse går ud på – at pille uønsket adfærd ud af børn.
Problemet er jo selvklart, at når man indirekte – og faktisk også temmelig direkte – siger til drenge, at det er uønsket adfærd, at de opfører sig som pigerne gør, så vil de selvfølgelig ret hurtigt lure at gøre noget andet.
Drengene har altså ingen rygdækning; de har stort ingen mandlige rollemodeller, der viser dem, at det er okay at lære noget, og de har ingen opbakning fra kammeraterne (eller fra de voksne), hvis de forsøger sig med det alligevel.
De drenge, der klarer sig bedst i skolen, har antageligt den rygdækning. Uden at have noget statistisk belæg for det her – andet end at børn af veluddannede mennesker har det med selv at blive veluddannede, den såkaldte sociale arv – så gætter jeg på, at drenge fra hjem, hvor faren tager stor del i at lære sønnen at lære, der får drengene de redskaber, der skal bruges til at klare sig gennem et uddannelsessystem.

Få dig en uddannelse, tøs!
Jeg er selv fra en ufaglært arbejderfamilie, der var ingen bøger i mit hjem, da jeg voksede op. Min far læste aldrig nogensinde lektier med min bror, men min mor læste tit med mig – og hun læste selvfølgelig også med min bror, men det var, som om hans opmærksomhed var noget sværere at fange. Indtil min far endelig kom hjem fra arbejde og tog ham med ud at spille fodbold. (Han tog også mig med, for modsat min bror gik jeg faktisk til fodbold, men den åbenlyse biologiske fejlkodning lader vi lige være for nu.)
Jeg er også vokset op til lyden af begge mine forældre, der i kor siger: ”Sanne, du skal have en uddannelse, du skal have en uddannelse.” Jeg husker aldrig, at de sagde det til min bror. Under alle omstændigheder har jeg i dag en lang videregående uddannelse (som jeg ikke bruger) og min bror har ”kun” en håndværkeruddannelse (som han heller ikke bruger.) Vores uddannelsesniveau siger selvfølgelig intet om kvaliteten af vores respektive tilværelser, men pointen er blot, at min bror er en af de unge mænd, der ikke har fået en ungdomsuddannelse, og jeg er en af de piger, der har.
Selvfølgelig kan min anekdotiske opvækst ikke bruges som forklaring på noget som helst. Det er meget vigtigt at huske på i en debat om køn, at bare fordi vi alle sammen har et køn, så er det ikke statistisk grundlag for en skid. Men det er alligevel meget sigende, at min generation af piger – os, hvis mødre oplevede rødstrømpebevægelsen – er blevet tudet ørerne fulde med, at vi skulle få os en uddannelse, mens drengene… ja, hvad med dem?

Lektor Blomme var stærkt motiverende
Mit bud er, at vi glemte dem. At vi på en eller anden måde regnede med, at drengene nok skulle klare sig. Fordi vi så på det samfund, der var dengang og konstaterede, at der var mænd alle vegne, så de havde nok et ”naturligt” drive for at klare sig. Så derfor var det kun pigerne, der manglede ekstra motivation (mod vores åbenbart naturlige behov for at fede den.)
Og så glemte alle, at det ikke har været spor naturligt for drengene at klare sig i skolen, det har bare altid tidligere kun været drengene, der er blevet motiveret til det. Både gennem direkte opfordringer fra deres fædre og lærere, men også indirekte af først og fremmest at vokse op i et samfund, hvor kun mænd kunne sidde (stille) på betydningsfulde stillinger, så drenge allerede tidligt forstod, at de var mere ”egnede” til dette end pigerne – samt dog ikke mindst en forestilling om, at hvis man som mand ville frem i denne verden, måtte man altså sidde stille og svede over sin latin. (Det er faktisk præcis handlingen i Det forsømte forår.)
Så når drenge i dag ikke kan sidde stille, er der absolut intet naturligt og biologisk i det. Tværtimod er det snarere et resultat af en idiotisk stirren sig blind på en naturlig biologisk forklaring, der koster dem mulighederne for at vise, hvor dygtige de – fra naturens side – kan være.

Fuck, Einstein må have kedet sig
Medmindre selvfølgelig at drenge og mænd igennem hele historien har gjort vold på deres biologi for at skabe store teoretiske tanker og fantastiske opdagelser. Og hvis Nietzche og Einstein virkelig har gjort det, så forstår jeg ikke nutidens problemer. Jeg mener, hvis mænd virkelig hader så meget at sidde stille og lære noget, hvorfor skal vi så tvinge dem til det fremover? Så lad dog pigerne – der tydeligvis elsker det stillesiddende – overtage den sure tjans.
Eller er hele den her debat i virkeligheden et udtryk for, at man bare er pissebange for, hvilke store teorier og opdagelser det kvindelige køn vil komme frem til? Feminisme for eksempel, fy for pokker! Hele ideen om, at kønnet ikke er en biologisk spændetrøje, men at vi alle sammen er forskellige og har forskellige egenskaber – og ikke mindst forskellige ting at tilbyde verden – den idé er jo ganske forskrækkelig, for så… øh, ja hvad så egentlig?
Hvad vil være det værste, der kunne ske, hvis vi slækkede lidt på den forestilling om, at vi er medfødt det ene eller det andet? Vil samfundet bryde fuldstændig sammen uden rigide forestilling om, hvordan man er rigtig dreng og rigtig pige? Eller vil vi rent faktisk udvikle os som civilisation? Som vi i øvrigt har gjort det hver eneste gang, nye teorier og opdagelser endelig har fået lov til at grundfæste sig.