skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

marts 2013
M T O T F L S
« feb   apr »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Følelsesfejl, -fnidder og -fumlerier

24. marts 2013   

I dag sprang en dame mig over i kundeservice-køen i Føtex. Jeg blev rasende, og sagde ret hårdt: “Det var vist min tur.” Og så møvede jeg ind foran hende og gav jeg den lidt befippede Føtex-medarbejder min bon, så hun give mig de seks kroner tilbage, jeg havde betalt for meget for to mangoer.
Mens Føtesx-medarbejderen slog min bon retur, betjente hun den anden kvinde med den anden hånd, for det viste sig, at den anden kvinde bare skulle have guldmærker (et amerikansk kuponagtigt tiltag for at lokke folk til at komme tilbage og bruge endnu flere penge i butikken (ja, folk i den her sammenhæng inkluderer altså også mig selv, jeg har allerede erhvervet mig helt unødvendigt flere guldmærkede knive og gryder.))
Jeg følte mig så ussel, da jeg gik ud af butikken med mine to poser og seks kroner, og den ene side af mine hjerne prøvede at berolige mig selv; hey, hun sprang faktisk over dig i køen, hvorfra skulle du vide, at hendes ærinde kunne ordnes på to sekunder? Du har vel lov at sige fra.
Men så blandede den anden side af hjernen sig: jamen selvom hun var virkelig uhøflig, så kunne du jo stadig have talt pænt, der er vel ingen grund til at overreagere. Selv Føtexmedarbejderen blev forskrækket, og Føtexmedarbejdere må have oplevet de værste typer mennesker reagere på den værste tænkelige måde, for der er jo altid fucking fejl på deres priser. Nu er jeg faktisk også sur over det. Så skulle jeg stå der i fem minutter og vente, bare fordi jeg havde lyst til mangoer.
Og så tilbage til den første side af hjernen: Slap nu af med de seks kroner, det var jo stadig et godt tilbud, og du fik dine penge tilbage og solen skinner. Fuck, jeg glemte at købe køkkenrulle. Lortesøndag.

Den ukrænkelige regl om tys
Jeg bruger rigtigt meget tankevirksomhed på at analysere mine følelser og reaktioner. Fordi jeg ved, at de er fulde af fejl. Eller fejl er måske ikke det bedste ord, et bedre ord ville være bias, som kommer fra den akademiske verden, og som betyder “skævhed, hældning eller fordom”. Mine følelser er fulde af bias, og mine reaktioner kan derfor tit blive helt forkerte.
Nu kan du selvfølgelig mene, at der er for meget at lægge i en lille reaktion på en i øvrigt helt uacceptabel adfærd; at man holder sin plads i køen er jo en af de små uskrevne regler, der holder Danmark sammen.
Der er en del af de her regler, som udover den åbenlyse fordel af at gøre os alle sammen til politibetjente over for regelbrydere – eksempelvis giver de os retten til at hvæse af folk, der kommer til at tale i stillekupeer, i en grad så jeg er sikker på, at den instinktive reaktion på ordene “jeg bliver kvalt” vil være “shhhh, det er faktisk en stillekupe det her… hør hvorfor er du blå i hovedet?”
Nå, ja, og så gør de små regler det jo også pinligt klart for alle, hvem der er ordenligt integreret i den danske kultur, og hvem der er udlænding/socialt handicappet/psykopat. Mange ikke-danskfødte, dvs. tilflyttere og turister synes for eksempel, det er svært at forstå, at vi kan være så emsige med, at alle skal holde deres pladser i køen, lige indtil der bliver åbnet en ny kasse, for så er det alle mand for sig selv! Og skulle man komme til at vælte en gammel dame omkuld i kapløbet om det tomme kassebånd, så tager alle det med, sådan er reglerne nu engang i supermarked. Det ved vi alle sammen.

Regulative regnestykker
Men grunden til, at den stakkels dame i køen i Føtex fik mit pis i kog var bare ikke, at hun forbrød sig mod de uskrevne regler for køkultur. Det var faktisk på grund af min fryser.
Jeg brugte nemlig i går på at afrime dette monstrum, hvilket egentlig ikke indebærer så meget andet end at tømme frostvarerne ned i fryseboks og slukke på kontakten og så vente på, at alt isen er blevet til vand og kan tørres op. En egentlig ret enkel opgave, som min fryser dog utaknemmeligt valgte at belønne ved at gå i baglås i temperaturmekanismen, så den gik i gang med at bippe gennemtrængende for hvert kvarter natten igennem for ligesom at fortælle, at den altså stadig ikke var nået ned på minus 12. Og da jeg så for ottende gang måtte stå op for at slukke for bipperiet, besluttede jeg, at de frostvarer, jeg nu engang havde, måtte lade livet til fordel for min nattesøvn, så jeg slukkede fryseren helt. Men det var for sent, jeg fik ikke sovet ordentligt igennem og vågnede sur og tvær.
Normalt når jeg har de her underskudsdage, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har sovet ordentligt, så ved jeg godt, at jeg skal regulere for det i min øvrige adfærd. Så laver jeg nærmest et lille regnestykke, hver gang jeg kommer i kontakt med et andet menneske: manglende nattesøvn + ondt i nakken + irriterende mand i bus + det er vinter = ingen reaktion.
Eller: pms + livet + irriterende mand i fjernsynet = gå i seng, indtil det er ovre.
Eller måske en gang imellem: solskin + hundehvalpe + et klamt svin, der tager mig på røven = råb ukvemsord meget højt.

Så var du alligevel fra Jorden
Pointen er, at jeg normalt er bevidst om mit følelsesmæssige bias, når det kommer til manglende søvn. Jeg er også som regel godt klar over det, når det skyldes lavt blodsukker. Og de formentlig 800 andre kropslige funktioner, der regulerer mit humør, er jeg godt nok ikke bevidste om, men forsøger dog alligevel at mærke efter i mavsen, om jeg svinger over eller under mit “normale” humør, så jeg kan regulere ind efter det.
Jeg glemte det bare i dag. Og sådan er det jo indimellem. Ligegyldig hvor god jeg bliver til at lave regnestykkerne og regulere for mine humørudsving, så har jeg bare dage, hvor der ikke er styr på det. Dage, hvor jeg overreagerer. Måske ligefrem dage, hvor jeg underreagerer (det tvivler jeg dog på.) Og sådan er det jo med alle mennesker indimellem, så igen i dag har jeg konstateret, at jeg er helt igennem menneskelig, og det er jo sådan set meget rart at vide, for der er da dage, hvor jeg tænker, at de burde sende rumskibet tilbage efter mig – jeg passer tydeligvis ikke ind.
Er der så mere at sige om den sag, mit lille følelsesmæssige snap i Føtex? Ja, for det er så langt fra alle, der tænker sådan her. Jeg læste engang i en psykologibog, at de fleste faktisk aldrig tænker over, at de selv svinger i humør. De går bare altid ud fra, at det er andres skyld, at de har det, som de har det.
Et godt eksempel på det her er en historie en af mine mandlige bekendte fortalte. Han brokkede sig en dag over, at hans kæreste gennem 10 år hver 21. dag, helt punktligt, ville blive rasende over et eller andet, han havde gjort, selvom han gjorde præcis det samme de resterende dage om måneden.

PMS og andre kliché-fortællinger
Ja, det var en rigtig “women; can’t live with them, can’t ovulate on my own”-historie. Kvinder er præmenstruelle og bliver sindssyge, og det kan mænd så mødes og bygge fællesskab op på at grine af. Og oftest bliver jeg bare irriteret på mænd, der fortæller den slags historier, fordi jeg synes, det er så fucking kliché at snakke om – ligesom du kun vil se det hvide i mine øjne, hvis du begynder med “hun har mange sko”, “han ser ligesom ikke, at der er støv” og selvfølgelig den altid vindende favorit: “han slår ikke brættet ned.”
Men lige den her gang ramte historien mig faktisk fra en anden side, fordi jeg havde læst den der psykologibog. Pludselig syntes jeg ikke længere, at historien var hverken “ha-ha-kvinder-er-umulige”-sjov eller, at den var banal og irriterende. Nej, nu synes jeg faktisk, at den er dybt foruroligende, faktisk ret skræmmende.
Tænk lige over det her engang: Der er altså tale om en kvinde, der igennem 10 år har reageret på samme måde hver evig eneste måned, vi snakker altså rask væk +120 gange den samme reaktion her. Og hun har på intet tidspunkt overvejet at koble hormoner og reaktioner sammen!?
Nu skal det siges, at jeg selvfølgelig ikke ved, om hendes kæreste bare finder på – eller det kan ligefrem være, at hun rent faktisk forsøger at regulere ind, så godt som muligt, men at han bare er en kæmpeidiot alle månedens dage, og hun kun giver efter for det én enkelt dag om måneden.
Men han lod jo heller ikke til at tænke mere over det. Jovist, han havde luret, hvad der var den virkelige årsag til hendes vredesudbrud, men han havde ikke skænket det en tanke, at den slags faktisk kan reguleres.
Tilsyneladende i disse menneskers parforhold og i deres verden, er følelser noget, der opstår, som man naturligvis må reagere på – og det helt proportionelt med hvor store følelserne er.

Så tror jeg lige, at jeg så meget bedre
Jeg bliver bare altid nærmest helt bange for menneskehedens udviklingsmuligheder – hvor skal det hele dog ende? – når jeg hører den slags historier, når jeg møder den slags mennesker.
Jeg selv og de mennesker, jeg har valgt at have i min private omgangskreds, er nemlig ikke sådan, og det er selvfølgelig en farlig og naiv lille sæbeboble at leve i; at gå rundt at tro, at alle mennesker arbejder dybt med dem selv, bare fordi vi gør det.
Men det tror jeg bare nogle gange.
Fordi jeg har så svært ved at forestille mig, at man kan have lyst til at leve et andet liv. Jeg har så svært ved at forestille mig mennesker, der ikke har brug for at vide, hvorfor de gør, som de gør.
Men ak ja, jeg ved selvfølgelig godt, at de findes – i hobetal, desværre. De mennesker, som jo også gerne ynder at fortælle mig, at jeg tænker for meget over tingene. Og så bliver jeg temmelig bekymret, for hvis vi ikke engang kan finde ud af at lære af os selv… kan vi så nogensinde lære af hinanden, af historien? Er vi så ikke bare dømt til at gentage alle fejltagelser? Og der er det jo ikke mindst de følelsesmæssige fejl, der er farlige. Det er eksempelvis krænkede og sårede følelser, der fører til mord og krig.
Og måske startede de følelser bare med en dårlig nats søvn. Eller måske startede de i køen i Føtex, men uanset hvad er det da værd at tænke over, om de følelser reelt har noget med resten af verden at gøre. Og ikke mindst om resten af verden også behøver bøde for dem.
Men ja, det her er jo bare sådan, jeg føler, og måske er det at skrive den her blog så bare en overreaktion på min overreaktion i Føtex-køen. Men jeg føler mig i hvert fald bedre tilpas nu… og den følelse, hvad er den mon så?