skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

april 2013
M T O T F L S
« mar   maj »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

Det var jo bare for sjov…

26. april 2013   

Den hårdeste lektie, jeg har skulle lære som komiker, er, at hvis publikum misforstår intentionen med en joke, så er det bare ikke sjovt længere. Og det uanset om folk griner eller ej…
De fleste almindelige mennesker har formentlig prøvet at sige noget i sjov, men som er kommet helt forkert ud. Det kan skabe en virkelig akavet stemning.
En af mine venner oplevede for eksempel engang til et bryllup at komme til at sidde midt i sådan en dårlig stemning. Min vens borddame havde nemlig netop gennemgået en hård kemobehandling, og det fortalte hun meget detaljeret om. Ligesom hun også indviede hele bordet i, at hun derfor havde paryk på.
Hvorfor hun lige følte, at det var et passende festsamtaleemne, kan jo undre. Men hun var sikkert stadig så psykisk belastet af sygdomsforløbet, at hun ikke kunne lade være med at snakke om det. I hvert fald blev stemningen ved bordet hurtigt meget tung, og en af de andre, der sad der, led desværre af den frygtelige komikerforbandelse (den som alle komikere har, og som har fået os til at blive komikere til at starte med) nemlig behovet for at lette stemningen med en lille joke. Hvilket får ham til at udbryde: ”Nå, men så er du da i det mindste fri for at barbere fissen!”
Du kan sikkert gætte dig til resten. Pigen med parykken brød grædende sammen, og resten af middagen var en pine af akavet stemning for alle ved bordet. Også selvom den uheldige ”komiker” forsøgte at undskylde.

Man kan da altid lige lave en bøssejoke…
Alle professionelle komikere har prøvet noget tilsvarende. Vi forsøger selvfølgelig at undgå at jokke uhensigtmæssigt på folks følelser, men alligevel sker det indimellem, fordi vi ikke altid har tænkt over alle de niveauer, som vores jokes kan blive opfattet på. Og andre gange jokker vi på folk med vilje! (Og det kan ganske givet være svært at se forskel på de to situationer.)
Da jeg havde optrådt i et par år, skulle jeg lave et show for min gamle arbejdsplads, avisen Information. Jeg havde på det tidspunkt et par jokes om homoseksuelle stereotyper med i mit repertoire – det var dengang, De Fantastiske Fem kørte på tv, og jeg lavede jokes om, hvordan det ville have set ud med lesbiske i stedet. Flere af mine tidligere kolleger var homoseksuelle, så jeg tænkte, at de nok ville syntes, at mine jokes var sjove. Stor fejl!
Jeg troede nemlig, at mine jokes handlede om at udstille tv-programmer og deres stereotyper, og ikke mindst de medvirkende, der insisterer på at opføre sig så stereotypt, at det er en hån mod deres køn, etniske gruppe eller seksuelle minoritet.
Problemet var bare, at det ikke var sådan, mine jokes blev modtaget lige denne aften. I salen sad nemlig en nyansat lesbisk, jeg ikke kendte, og tog mine pointer om stereotype homoseksuelle helt bogstaveligt, personligt og meget nært.
Hendes reaktion blev registreret af alle de andre kolleger, og da der jo netop var flere homoseksuelle til stede, var resten af de tilstedeværende meget bevidste, om at jeg tilsyneladende kørte på dem som minoritet. Stemningen i salen blev hurtigt så dårlig, at ingen grinede af resten af mine jokes – også selvom jeg skiftede emne med det samme. Det var lange, stille 15 minutter.

Hvem var egentlig til grin?
Stilhed er selvsagt, det værste, man kan komme ud for som komiker. Men jeg følte det som et ekstra hårdt slag, fordi det var mine tidligere kolleger, som jo kendte mig og mine holdninger. Så jeg var mildt sagt pissesur over, at de ikke kunne regne ud, at jeg selvfølgelig ikke mente noget med det. Selvfølgelig ville jeg da ikke stå og hade på homoseksuelle – det ville jo ikke være comedy, bare dårlig DF-stil. Sikke en latterlig overreaktion, tænkte jeg.
Men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at lave de jokes igen. Først skød jeg skylden på den tyndhudede lesbiske: Hun havde ødelagt mine jokes og fået mig til at tvivle på dem. Hun havde ødelagt mit show med sin overdrevne sarthed.
Og ja, hun fik mig til at tvivle, men tvivlen skyldtes nok snarere, at jeg godt selv kunne se det. Jeg begyndte at indse, at måske sagde jeg faktisk ikke det, jeg troede, jeg sagde. Måske udstillede jeg slet ikke tv-stereotyper, måske udstillede jeg i stedet mine egne fordomme. Måske overreagerede mine tidligere kolleger slet ikke, måske reagerede de faktisk helt rimeligt.
Og den eneste grund til, at folk hidtil havde grinet af mine jokes om homoseksuelle var, fordi de havde grinet af de homoseksuelle og ikke af min selvindbildte udstilling af fordommene om dem!
Føj, en grim smag i munden. Her gik jeg lige og troede, at jeg var fri for fordomme. Og at jeg som komiker havde et frikort til at latterliggøre alt, så længe jeg bare var fri for fordomme. Her gik jeg lige og troede, at jeg prikkede til andres fordomme – og så gjorde jeg dem bare værre. Så var jeg jo lige så slem som de tv-tilrettelæggere, der insisterer på kun at caste og skamklippe folk, så de fremstår som de værste stereotyper.
Det var ikke nogen særlig fed selverkendelse. Derfor tog det mig også tid at tage den ordentligt til mig. Dumstædigt holdt jeg fast på komikeres carte blanche-rettigheder; komikere må gøre grin med alt til alle tider og på alle steder. Dét er komikerens opgave!

Den er på min kappe, ba-da-dum-tiss
Det mener jeg for så vidt stadig, jeg har bare lavet en tilføjelse: Det er komikerens opgave at gøre grin med alt til alle tider og på alle steder – men komikeren har bare også et ansvar for det, høn siger.
At få ansvar smidt ind i den sætning gør en kæmpeforskel. Det betyder, at jeg er nødt til at tænke over mange flere niveauer i mine jokes, inden jeg leverer dem på scenen. Det betyder også, at jeg er nødt til at arbejde så meget med mig selv, at jeg ikke har en masse ondskabsfuldheder og bitre sidebemærkninger gemt mellem ribbenene, der kan slippe ud mod en sagesløs publikummer, når jeg improviserer på scenen.
Lykkes det her ansvarsprojekt så? Nej da, bestemt ikke. Jeg kan ikke – selvom jeg tænker rigtigt, rigtigt meget over det – kende alle eventuelle fortolkninger af mine jokes. Jeg kan heller ikke hvile så meget i mig selv, at der ikke er en eneste lille ubehagelig følelse, der kan slippe ud i et uovervåget øjeblik. (For så var jeg sgu nok ikke komiker længere, men var flyttet ud i et eller andet mediterende hippiekollektiv. (Undskyld, hvis jeg fornærmede hippier og mediterende mennesker der – det var bare for at lave et billede af, at jeg ikke er så velafbalanceret.))

Ej, er der mere end ét dørtrin i et hus!?
Men selvom det ikke lykkes for mig hele tiden, så er det stadig en vigtig del af min arbejdsproces, for jeg ønsker at tage ansvar for det, jeg siger på scenen. Og så er jeg nødt til at have styr på, hvad det er.
Hvorfor er det her så vigtigt for mig? Det er jo ikke ligefrem en opfattelse, jeg deler med alle komikere. En del komikere vil formentlig mene, at vores job ikke indebærer den form for refleksion. Og det er jo så bare to forskellige opfattelser af vores rolle – hvoraf jeg skal skynde mig at sige, at min opfattelse jo ikke nødvendigvis er den rigtige for andre end mig. (Bare så jeg ikke fornærmer nogen. (Det kan godt blive til en frygtelig masse parantesiske forbehold, jeg er nødt til at tage i det her indlæg. (Bare så du ikke bliver fornærmet over alle parentes-forbeholdene…)))
Men grunden til, at det er vigtigt for mig at (forsøge at) tage ansvar for mine handlinger – on stage såvel som off stage – er, fordi jeg synes, at hvis jeg ikke gør det, så bliver mine handlinger reelt meningsløse.
Forstået på den måde, at hvis jeg ikke tænker over de eventuelle konsekvenser af det, jeg foretager mig, og træffer mine valg mere velovervejet, så vil jeg jo bare være som en trial-and-error-robotstøvsuger. En person, der tøffer rundt og støder på dørtrin og andre menneskers følelser uden at lære andet end ikke at køre ind i det specifikke dørtrin/menneske én gang til. (Og når det er sagt, så er der mange, der ikke engang lærer dét! (Undskyld, hvis jeg fornærmede jer, der bliver ved med at støde ind i de samme problemer igen og igen. Men I har vel ikke engang reflekteret nok over det til at forstå ironien i, at jeg nu undskylder for det – og så lige om lidt fornærmer jer igen.))

Det, jeg hører dig sige, er noget svineri! Uanset hvad du sagde!
Så altså; hvis jeg gerne vil have, at mit publikum skal forstå og grine af mine indsigter, så er jeg også nødt til at have nogen. Jeg er nødt til at have tænkt over, hvad jeg rent faktisk siger. Og det prøver jeg så at vise, at jeg har gjort.
Blandt andet ved ikke at sige ”mænd gør sådan og sådan,” men i stedet sige ”nogle mænd gør sådan og sådan.” Det bette ”nogle” er et lille ubetydeligt ord, men et ekstremt stort forbehold.
Og når det er sagt er ordet faktisk så lille, at mange slet ikke hører det. Mange vælger jo desværre at høre det, de gerne vil høre. Så hvis de gerne vil høre en generalisering af mænd, så er det også det, de hører. Enten fordi de synes generaliseringen er sjov, eller fordi de gerne vil have noget at blive fornærmede over.
De fleste komikere kæmper med det her problem. At trods alverdens forbehold sidder der stadig en portion publikummer og insisterer på at høre noget helt andet, end det, der rent faktisk bliver sagt.
Og nu fornærmer jeg lige en gruppe mennesker – men det er en gruppe, jeg selv tilhører, og så er det allerede mere okay. For feministiske, venstreorienterede, politisk korrekte mennesker har nemlig en tendens til at vælge at høre fornærmelser meget hurtigere end alle andre. Jeg kender for eksempel mange feminister, der virkeligt hader stand-up, fordi de synes, genren generelt er sexistisk og fordomsfuldt. Hvorimod det er jo ikke spor fordomsfuldt at hade en hel genre på baggrund af nogle få repræsentanter for den…

Et hareskår, der ville få Carl Mars til at blegne
Når det er sagt, så har de politisk korrekte og andre, der bliver fornærmede over jokes, alligevel til enhver tid ret til at udtrykke deres mening om det, vi komikere laver. Faktisk er jeg nået dertil nu, at jeg synes, det er fedt, når folk fortæller mig, hvad de hører mig sige. For igen, det er jo den eneste måde, at jeg som komiker kan få udvidet min forståelse af konsekvenserne af mine ord. Og lægge det til mine fremtidige overvejelser, som jeg måske – eller måske ikke – vil rette mig efter.
For jeg siger ikke, at det er min hensigt at undgå at fornærme folk – blot, at jeg gerne vil være bevidst om det, når jeg gør det. Eksempelvis fik jeg i sidste uge en mail fra en person, der havde følt sig stødt over en joke, jeg laver om hareskår. (Du kan se den her.) Personen, der selv har læbe-ganespalte – som han påpegede, at det jo faktisk hedder i dag – følte, at jeg mobbede ham og hans ligesindede med min joke. Og da jeg jo selv er totalt mobbemodstander mente han, at jeg nok burde tænke lidt mere over, hvad jeg går og siger.
Det har han selvfølgelig helt ret i. Men jeg har bare tænkt rigtigt meget over den joke. Jeg er tilmed tidligere blevet gjort opmærksom på, at den kan virke stødende. En ældre kvinde sagde på et tidspunkt til mig efter et show: ”Synes du virkelig, at sådan en sød, pæn pige som dig må gøre grin med andre på den måde?”
Og ja, det synes jeg!
For det første, fordi den joke netop har til hensigt at vise, at jeg tydeligvis ikke er en sød og pæn pige. Jeg kunne da ikke forestille mig noget værre end at være en totalt tuttenuttet, tandløs tøs af en komiker, som kun kunne være sød og pæn på scenen: ”Kender I det, at man bare ikke kan få nok af blå himmel og cupcakes? Ti hi.”
(Og undskyld til tøser og cupcakes for den.)

Joaquin Phonenix, mums, jeg ku’ godt! Jeg siger det bare.
Men en anden og mere vigtig pointe ved præcis denne hareskår-joke er, at jeg faktisk tager mere end ét forbehold undervejs. Jeg vælger nemlig ikke at gøre grin med alle, der har læbe-ganespalte. Jeg bruger beskrivelsen til at sige noget om én specifik person, en kikset date. Jeg tager oven i købet det forbehold på scenen, at jeg siger, at ikke er alle personer med denne lidelser er utiltalende – faktisk kan det være ganske sexet. (Det er et forbehold, jeg ikke tager over for folk med vigende hager, som jeg også gør grin med. Og det er, fordi jeg virkelig under ingen omstændigheder synes, at vigende hager er sexede. (Og dermed undskyld til alle hageløse, der nu føler sig stødte over det.))
Når det er sagt, så er det formentlig navngivelsen af en bestemt person, der falder nogen for brystet, nemlig Carl Mar Møller, hvis talefejl jeg udstiller i joken. Og jeg udstiller ham, fordi jeg synes, hans meninger er vanvittigt irriterende.
Er det grund nok til at gøre grin med hans læbe-gane-spalte? Tja, der har vi så lige en typisk komikerovervejelser; kan man tillade sig at latterliggøre noget andet ved en person, end det som personen faktisk fortjener at blive latterliggjort for!?
Ingen tvivl om, at jeg personligt aldrig havde valgt at gøre det, hvis Carl Mar havde været en uskyldig person, der tilfældigvis var landskendt for noget andet end sine vanvittigt irriterende meninger – selvom der allerede i det, at man er kendt, ligger et vis frirum for komikere til at lave sjov med en.

Selv Shakespeare svinede selvfede samfundsborgere
Er det fair?
Nej, men det er altså narrens rolle helt tilbage fra enevældens tid at gøre grin med magthaverne. Og lad os være ærlige; kendisser er i høj grad nutidens magthavere. Desuden er Carl Mar i mine øjne meget langt fra en uskyldig kendis; hans syn på mænd og kvinder har i høj grad været med til at få kønsdebatten til at blive så polariseret, som den er i dag. Derfor er det vigtigt, at noget af hans autoritet bliver pillet fra ham ved at udstille og latterliggøre ham – det er som sagt min rolle som ”hofnar.” (Selvom du retteligt kan mene, at det i hans tilfælde ikke er nødvendigt, fordi han klarer det så fint selv.)
I øvrigt kalder Carl Mar sig nu for stand-up-komiker (og det forklarer jo unægteligt hans absurde meninger bedre!) Så han er selvfølgelig mere end velkommen til at slå tilbage med jokes på mig, min feministfisse og mine fregner. Hvis han da er parat til at stå til ansvar for dem, selvfølgelig.
Pointen her er blot den, at jeg meget bevidst om, at der stadig kan sidde mennesker og føle sig stødte over hareskårs-joken, såvel som alt det andet, jeg siger på scenen (og andre steder). Men det er konsekvensen ved comedy. Du kan som komiker ikke tage alle forbehold, for så er der ikke meget albuerum tilbage at grine i.

Hvad laver du med den lampejoke!?
Men som sagt kan – og skal – det albuerum altid diskuteres. For hvis jeg som komiker ikke kan forklare dig, hvad min hensigt med en joke er, så er det netop, at det hele begynder at blive mustent.
For så ville jeg enten have alle mulige skjulte hensigter – som eksemplevis at svine anderledes udseende mennesker til, bare for at føle mig lidt bedre selv. Eller også ville jeg slet ikke have en hensigt overhovedet. Så ville mine jokes bare være random ord, jeg slet ikke havde noget forhold til – så der reelt ikke var nogen grund til, at jeg sagde lige dette frem for noget andet.
I princippet kunne jeg jo lige så godt have valgt at sige, at manden, jeg beskriver i joken, i stedet for hareskår havde noget, ingen mennesker har i virkeligheden, så ingen virkelige mennesker kunne blive stødte – jeg kunne have sagt, at han havde otte arme. (Undskyld, hvis du har otte arme, og jeg nu ikke alene har fornærmet dig ved at antyde, at du er utiltrækkende, men også ved ikke at anerkende, at du eksisterer. Send mig en klage, det skulle ikke tage dig længe at skrive en…)
Men konsekvensen af dette ville også være, at publikum muligvis godt nok ville grine, fordi de ville blive overraskede over min ekstreme beskrivelse, men de ville ikke få et billede af en virkelig person og situation. De ville heller ikke få et billede af mig som en mindre pæn pige, og Carl Mars autoritet ville være uimodsagt (af mig i hvert fald).
Og konsekvensen ville være, at min joke ville blive til fuldstændig ligegyldig underholdning. Der ville ikke være en pointe, selvom folk måske ville grine af punchlinen.
Hvilket beklageligvis er nok for nogle komikere, men ikke for mig. Jeg har altid en bagvedliggende hensigt med mine jokes. (Og undskyld til dem, der laver den slags ligegyldig comedy, men hold kæft, hvor er I uinteressante! (Og undskyld til uinteressante mennesker for den sammenligning.))

Rundstykke med ekstra bodsgang på
Så altså; som komiker bevæger man sig hele tiden på kanten af, hvad man kan tillade sig. Hvis man går for langt væk fra den kant, er man ikke rigtig sjov, hvis man går for tæt på, risikerer man at fornærme nogen. Og nogle gange har man ikke tænkt sig ordentligt om, og så ryger man helt ud over.
Og det er i disse tilfælde, at det ikke er nok med ”det var jo bare en joke.” Der må rigtige undskyldninger på banen. Så undskyld til den lesbiske fra Information: Du havde ret, det var over kanten, det var noget fordomsfuldt lort!
Og til dig med læbe-gane-spalten, vil jeg sige, at jeg er ked af, at du føler dig stødt, men det var altså ikke over kanten. Det er virkelig bare for sjov.
Og til jer, der synes, at jeg ikke er sjov overhovedet…. Fuck jer!
(Og det gider jeg sgu ikke undskylde for at sige.)