SoloSannes genkomst

I går blev jeg spurgt, hvorfor min blog hedder SoloSanne, og jeg måtte lige have et par sekunders betænkningstid, inden jeg svarede. Igennem mit hoved fløj spørgsmålet: Har jeg egentlig lyst til at fortælle hvorfor? Og nej, det havde jeg faktisk ikke, men jeg gjorde det alligevel: “Det var mit øgenavn i skolen.”
Min manglende lyst til at fortælle det kom helt bag på mig selv. Nu har jeg i årevis holdt foredrag om mobning og i mange sammenhænge fortalt om, hvordan jeg blev mobbet som barn og teenager. Jeg troede, at det var et emne, jeg nu kunne forholde mig helt neutralt til, men alligevel vendte den følelsesmæssige knude i maven tilbage det sekund, jeg blev bedt om at forholde mig til navnet SoloSanne.
Altså jeg har jo selv valgt at det skulle være navnet på denne blog – og jeg købte faktisk webadressen for mange år siden, for jeg har altid vidst, at jeg ville bruge mit gamle øgenavn til noget sjovt en dag – så jeg synes virkelig selv, at jeg burde være kommet videre.
Men sådan er det bare aldrig med fortidens knuder i maven. De ligger altid et eller andet sted derinde og venter på at genopstå i et uopmærksomt øjeblik.

Offer – fy for foffer
Jeg hader virkelig at skulle fortælle, om at jeg er blevet mobbet. På trods af at jeg fortæller om det rimelig tit – for det synes jeg, at det er vigtigt, at jeg gør. Fordi så mange unge (og voksne) oplever mobning og har brug for at høre nogen fortælle om, hvad det egentlig er, der foregår. Og den opgave har jeg så taget på mig, og jeg er glad for, at mange får noget ud af mine bøger og foredrag.
Men derfor hader jeg det stadig, hver gang jeg begynder på den der AA-agtige sætning: “Mit navn er Sanne, og jeg er mobbeoffer…”
For jeg gider ikke være et offer. At være et offer er det værste i hele verden! Hvis man er et offer, så er man nærmest ikke et rigtigt menneske længere, for man har fået frataget sin evne til at handle – sin autonomi. Og om noget er det vel det, vi definerer os selv ud fra. Det kan godt være, at Descartes sagde; “jeg tænker, altså er jeg.” Men jeg tror, de fleste mere føler det som “jeg handler, altså er jeg.”
Så når man ikke længere kan handle – når det er “de andres” handlinger, der bestemmer over ens situation, så føles det, som om man bliver trukket ned i den snurrende spiral, der opstår, når man lukker vandet ud af et badekar. Man oplever det som, at man er ved at drukne, men de kræfter, der holder en fast, er bare så store, at man ikke kan kæmpe sig fri.

Selvfølgelig er det da din skyld, at tyven stjal din Iphone
Og dén følelse vender tilbage hver gang, jeg bliver konfronteret med min tidligere status som mobbeoffer. Samtidig spædes den op med frygten og usikkerheden. Hvad nu, hvis dem, jeg fortæller det her til, bare sidder og tænker: “Klart, at du blev mobbet. Har du set dig selv!?”
For det værste ved mobning er jo, at det skaber en permanent angst hos offeret, om at man på en eller anden måde selv var ansvarlig for at blive behandlet på den måde. Og der hjælper det da bestemt ikke, at vi lever i et samfund, der i høj grad ønsker at placere ansvar hos ofrene:
Voldtægtsofre har selv været ude om det, hvis de var for letpåklædte. Voldsofre er selv ude om det, hvis de har blandet sig i andres sager. Da jeg havde indbrud, var mit forsikringsselskab meget interesseret i, om jeg nu også havde lukket vinduerne ordentligt. For et åbent vindue er jo det samme som at sige: “Hvis du tager mine ting nu, så er det faktisk lige så meget min skyld, som det er din.”
Jeg ved ikke, hvorfor vi gør det her. Hvorfor vi har så svært ved at placere ansvaret alene hos en gerningsmand – selv i den slags sager, hvor det er så åbenlyst, hvem der har gjort noget forkert.
Men jeg ved, at det bliver virkeligt svært for folk, når billedet bliver mere mudret – som med mobning. For mobning er utroligt svært at gennemskue. Og det er aldrig sort-hvidt, hvis skyld det er. Derfor ender det tit med en “der går jo ikke røg af en brand…”
Og så sidder man som offer og tænker; jamen, så var det jo nok min egen skyld, at jeg skulle svines til hver evig eneste dag i min skoletid.

Du kunne jo bare have ladet være med… at være dig
Nej!
Det er aldrig offerets egen skyld, at andre overskrider grænserne for, hvordan man kan tillade sig at behandle en. Om ikke andet, så har jeg da lært det af at være blevet mobbet i så mange år.
Lad mig give et eksempel: Vi kender alle sammen ham mongolen, der står nede ved busstoppestedet og spiser sine egne bussemænd. Og man frygter hver morgen, at han sætter sig ved siden af en i bussen, og en dag gør han det. Og så ser han på en og siger “aaaøøøhiiiiaaøøø” – med tungen helt ude, fuld af bussemænd.
Har man så ret til at skubbe ham på gulvet? Har man ret til at råbe: “Fuck nu af, dit klamme svin?”
Nej, for selvom hans adfærd er supergrænseoverskridende for mig, så har han faktisk ikke overskredet mine grænser. Han er der bare og gør det, han nu engang gør.
Hvis han nu havde rørt ved mig, eller sat en bussemand fast i panden på mig – så var det en anden sag, for så havde han invaderet mit private rum, så måtte jeg selvfølgelig sige fra (på en nogenlunde anstændig måde.)
Men det gør han ikke, ligesom de fleste af dem, der dagligt bliver mobbet på skoler (og på arbejdspladser) ikke gør andet end bare at være der – og gå nogen på nerverne ved deres blotte tilstedeværelse.

Hvor er fortidens viskelæder, når man har brug for det?
Dét ved jeg nu. Og det er den erfaring, jeg prøver at give videre, når jeg fortæller om mobning. Men trods det, kan jeg alligevel ikke slippe for knuden i maven. For hvad nu, hvis jeg alligevel er så stor en freak, som de sagde dengang!?
Derfor vil jeg helst fortælle en anden historie. Jeg vil helst fortælle en historie om mig selv som en vinder – som den, der handlede og var den seje. Og ganske vist bliver det også lidt den historie, jeg kommer til at fortælle – underdog-historien – om et mobbeoffer, der kæmpede mod uretfærdighederne og “vandt” og sidenhen blev komiker og forfatter.
Men uanset at det så – indtil videre – er blevet udfaldet af min historie, så vil jeg stadig gerne have et viskelæder, der kunne slette min offerfortid, og i stedet give mig muligheden for at fortælle en anden historie; en historie, hvor jeg var den populære, hende alle de andre børn så op til.
Hvorfor betyder det stadig så meget så mange år efter? Aner det ikke, men det gør det altså. De der knuder i maven, de forfølger virkelig en.
Så du skal bare vide, at jeg overhovedet ikke har lyst til at fortælle dig det her. Men nu gør jeg det altså alligevel.

Mobning er et kompliceret spil, og du er bare en brik
For måske er du nysgerrig efter at vide, hvorfor jeg lige fik øgenavnet SoloSanne. Og det er en lang historie – som det jo altid er, når det handler om de mudrede ting som mobning. For der har selvfølgelig været et langt forspil og en masse sociale dynamikker, som gjorde, at lige netop jeg på dette tid og sted blev udvalgt som skolens største mobbeoffer.
For eksempel gik det først for nylig op for mig, at der var en faktor, der må have haft en større indflydelse på, at lige netop min årgang på Ikast Østre Skole gik sådan amok, som den gjorde i start-90‘erne. (Det gik faktisk så meget amok på min årgang – med mig i front som hardcore mobbeoffer – at skolen efterfølgende omlagde hele sin struktur for de ældste klasser.) Nemlig den faktor, at hele byen på det tidspunkt var i dyb krise, fordi tekstilindustrien – som byen var grundlagt på – var ved at lukke ned.
Mange af de voksne mistede deres arbejde (inklusiv min mor). Så der må altså have været kæmpekrise og mange usikkerheder hos de voksne, og det har formentlig påvirket os børn og fået os til at opføre os endnu værre, end vi måske ellers ville have gjort. (Jeg siger det bare med den nuværende krise in mente – børn mærker meget mere, end voksne tror.)
Så jeg kunne godt bruge en masse tid på at fortælle om alt det, jeg nu ved – altså om alle de bagvedliggende faktorer, som jeg har læst mig frem til for at have noget fagligt viden om mobning som socialt fænomen.
Men det ville nok også være lidt en måde at undgå at fortælle om det, der virkelig gør ondt; det der giver knuden i maven. (Jeg kommer i øvrigt nok til at skrive flere blogs om mobning, så på et tidspunkt når jeg sikkert mere rundt om emnet.)
Så i stedet bør jeg vel fortælle den her historie fra barnets synspunkt. Fra den 12-årige Sanne, der rent faktisk oplevede det her.

Det stof drømme – og mobning – er gjort af
Så vi er altså tilbage i 1992. Jeg er i høj grad allerede etableret som mobbeoffer: De andre holder mig udenfor, pigerne fniser af mig bag min ryg, drengene stikker mig en lammer, når de kan slippe af sted med det, uden at lærerne ser det.
Men indtil det her tidspunkt har jeg ikke taget det ret meget til mig. Jeg elsker at gå i skole og lære noget; jeg har en fest med at skrive alenlange stile – også i de fag, hvor man normalt slet ikke skal skrive stil – og jeg har hidtil haft nogle lærere, der også har ladet mig udfolde mig kreativt. Så jeg lytter ikke voldsomt meget til fnisene bag min ryg – og lammerne er ikke værre, end at jeg kan slå lige så hårdt igen.
Men så kommer vi i 6. klasse og skal lave skolemusical. Vi skal spille Oliver Twist, og jeg er helt høj over det. For jeg er vild med at stå på en scene, og jeg ved, at alle de andre år har der ikke været nogen drenge, der har gidet spille de store roller (og alligevel vælger lærerne hvert år en musical, hvor hovedrollen er af hankøn…) Det vil sige, at de store drengeroller på alle tidligere årgange har været besat af piger, og da der heller ikke er nogen drenge – eller piger for den sags skyld – på min årgang, der udtrykker ønske om at spille store roller, tænker jeg, at hovedrollen som Oliver måske kan blive min.
Det siger jeg så til min musiklærer, der står for projektet. Hun nikker venligt og smiler og siger, at hun vil tænke over det. Og jeg tænker, at det er godt, at jeg har lært hjemmefra, at man altid skal gøre opmærksom på, hvad man gerne vil. “For man har jo et nej, indtil man har spurgt,” som min altid siger.
Men måske skulle min mor i stedet have lært mig en anden lektie, en af de vigtigste sociale koder; mobbe-overlevningsregel nr. 1: Hvis du gør opmærksom på, at der er noget, du meget gerne vil, er du alt for nem at ramme. Dine drømme gør dig sårbar!

Den gode, gamle lærerstil: Del og hersk
For min musiklærer tager mine drømme med direkte ind i den klasse, hun er klasselærer for – min parallelklasse – og fortæller om dem, højt for hele klassen. Jeg fik det genfortalt af min veninde, så jeg kan ikke være sikker på, hvad min lærer rent faktisk sagde derinde, men i den genfortalte version lød det nogenlunde sådan her: “Så må en af jer drenge hellere se at få meldt jer til at spille Oliver, for Sanne inde B-klassen tror, at hun skal spille den rolle, og det skal hun ikke, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Hun er forfærdelig, og hun kan slet ikke synge!”
Mit voksne jeg vil virkelig gerne tilgive den lærer. Hun vidste jo ikke rigtigt, hvad hun gjorde. Hun stod formentlig midt i sit livs krise som lærer med en årgang af elever, der var fuldstændigt ustyrlige – for det var vi – og hun var godt oppe i årerne, ikke langt fra pensionen, og havde sikkert ingen ideer om, hvordan hun med sin vaklende autoritet skulle klare at møde de her præpubertære bøller dag efter dag et helt skoleår mere. Så hun valgte diktator-metoden; find en syndebuk.
Men mit 12-årige jeg – det livsbegejstrede barn, der virkelig gerne ville lære, skrive, synge, spille skuespil og leve mine drømme ud, og som just var på vej ind i den hormon-tsunami af usikkerheder og identitetskrise, der rammer i teenageårerne – dét 12-årige barn har meget svært ved at se andet end en dum so af en lærer, der sanktionerede alt det lort, jeg blev udsat for de efterfølgende tre år af min skoletid.

De voksne kan også være… nogle store møgsvin, faktisk
Rygtet spredte sig hurtigt til de andre klasser, til hele skolen: Sanne fra 6.B tror, hun er den næste Sanne Salomonsen. Sanne Solonumsen. SoloSanne. Og det hed jeg så resten af min tid på Østre Skole.
Så det var altså sådan SoloSanne blev født. Og nej, jeg fik aldrig hovedrollen i den musical. Faktisk fik jeg slet ikke nogen rolle i musicalen overhovedet. I stedet skulle jeg sidde bagerst i festsalen og se resten af min årgang øve – indtil jeg på andendagen blev smidt ud fra prøverne af selvsamme lærer, fordi jeg “forstyrrede” (eller mere sandsynligt, tænker mit voksne jeg, fordi min tilstedeværelse mindede hende om, hvor råddent hun havde opført sig.)
Mine to veninder blev i øvrigt smidt ud sammen med mig, og det betød, at vi tre piger som de eneste på hele 6. årgang skulle have normal undervisning. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at ingen af de andre lærere eller skoleledelsen reagerede på det. Det var da fuldstændig absurd, at skolen var nødt til at opretholde undervisningstimer i to uger for kun tre elever.
Men det viser måske meget godt, hvor konfliktsky voksne – selv voksne med pædagogiske uddannelser – kan være, når det kommer til at gøre noget ved mobning.

Årh, nu er du vist også lidt for nærtagende
Nu ved jeg ikke, om du, som læser det her, overhovedet kan fornemme bare lidt af den smerte, der ligger i navnet SoloSanne for mig. For det er jo så utroligt svært at forklare alle de følelser – den store knude i maven – der følger med sådan noget. For de fleste udenforstående er det jo bare et fjollet øgenavn. Mange voksne sagde allerede til mig dengang: “Hold dog op med at tage det så alvorligt, det er jo bare et tilnavn. De kunne have kaldt dig så meget, der var værre.”
Ja, det kunne de – og det gjorde de i øvrigt også – men navnet SoloSanne repræsenterede bare den punkteren af alt, hvad jeg troede, jeg var og skulle være. Lige præcis det navn viste mig, at andre kunne tage alt fra mig – mine drømme, min barnetro, mit inderste væsen.
Og godt nok tog de ikke det endegyldigt fra mig, for jeg lykkedes jo med at finde tilbage til det og komme op på en stand-up-scene og skrive romaner. Så den 12-årige Sanne “vandt” alligevel til sidst – selvom jeg “spildte” pænt mange år på en uddannelse, jeg slet ikke havde lyst til, fordi jeg havde ladet dem lukke ned for den, jeg i virkeligheden gerne ville være.
I øvrigt er den eneste grund til, at jeg fandt ind til den 12-årige Sannes drømme igen, at jeg havde/har uovertruffen opbakning hjemmefra og fra mine venner. Dem, der virkelig knækker under mobning, er dem, der ikke har det. Jeg er ikke stærkere end alle andre, jeg er bare heldig.

Godt set i krystalkuglen, små mobbere
Hvorfor vil jeg så minde mig selv om alt det her og om min tid som offer ved at kalde min blog for SoloSanne? Jeg kunne bare have ladet det navn gå i glemmebogen. I stedet har jeg nu sat mig selv i en position, hvor folk igen omtaler mig som SoloSanne.
Det har jeg selvfølgelig valgt til dels fordi det er en handling at bruge navnet; jeg tager det øgenavn aktivt til mig, og så er jeg allerede lidt mindre et offer.
Men også fordi jeg trods alt har humor nok til at more mig over, hvor meget mine skole”kammerater” allerede dengang havde indset om mig. Af alle de øgenavne, de kunne have valgt til mig (jeg er jo også rødhåret og har fregner og et navn, der rimer på “vandekande”) så valgte de ét, der signalerer, at hende Sanne er en, der går solo.
SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal stå på en scene og blive klappet af. SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal sidde hjemme i sin stue og skrive ting, som andre folk gider at sidde i deres stuer og læse. SoloSanne er sådan en, der går imod strømmen og ikke retter sig ind efter, hvad andre synes, hun skal gøre. SoloSanne er sådan en, der ikke spiller efter reglerne. SoloSanne er ikke bange for at skille sig ud.
SoloSanne er nok tæt på at være den bedste beskrivelse af mig, nogen nogensinde har lavet. Det er da topsjovt!
Og en eller anden dag skal jeg også nok få grinet knuden i maven væk over det.