skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

maj 2013
M T O T F L S
« apr   jun »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

We do not talk about sexism in Denmark

28. maj 2013   

For anden gang på en uge har jeg en britisk journalist i røret. Hun har hørt, at jeg har udtalt mig kritisk om programmet Blachman og vil gerne have mig til at gentage kritikken i BBC World.
Her indlægger vi lige et hyperventilations-break, hvor jeg prøver at berolige min præstationsangst ved tanken om at skulle lave et live-indslag, hvori jeg ville være nødt til at formulere sætninger som: “the danes are not that political correct and therefore culturel biased towards sexism. We simply don’t seem to get why objectifying female bodies is so wrong…”
Men det er sagens kerne og derfor er det nødvendigt at få det sagt, selvom jeg er hundeangst for at komme til lyde som Villy Søvndal i en blender. (Og hvad nu jeg fucker så meget op i mine formuleringer, at jeg kommer til at svine mit elskede folkefærd uretmæssigt til!? Så bliver jeg landsforvist. Og hvor skulle jeg flytte hen, når jeg er så dårlig til mit eneste andet sprog!?)

Frittænkende fjollerier
De britiske journalister forstår det ikke rigtigt. De forstår godt, at vi danskere er et “liberal and free thinking people.” Men de kan ikke forstå, hvordan det kan betyde, at vi kan lave sexistiske tv-programmer. I deres optik burde de to ting udelukke hinanden.
Jeg prøver at forklare, at det på sin vis ligger i hele den afslappede, antiautoritære adfærd, som vi er vokset op med. Vi er på fornavne med lærere og læger og politikere – ja, selv med dronningen. (Jeg mødte engang kronprinseparret og havde sagt “du” til dem begge de første mange gange, inden det gik op for mig, at der vist egentlig findes et andet ord for “du”, som jeg reelt burde bruge i netop denne kontekst.)
Når alle danskere på den måde er i øjenhøjde; når ingen bliver betragtet som mere betydningsfulde end andre, så er det desværre også nemt at komme til at overskride de andres grænser.
Tag endelig ikke fejl. Den her frie, lige omgangstone er en af grundene til, at jeg elsker Danmark og danskere så meget. Og at jeg virkelig føler, at “hjemme er bedst”, når jeg har været ude at rejse. I andre lande er jeg konstant urolig for at komme til at sige noget forkert. I Thailand kan man eksempelvis blive fængslet for at kritisere kongefamilien, og jeg kan formentlig takke mine dårlige sprogkundskaber for, at jeg endnu er gået fri. For jeg lider virkelig under den frygtelige dansker- og komikerforbandelse, der giver mig en kompulsiv trang til netop at lave sjov med det forbudte. (Jeg er i øvrigt også arveligt belastet, idet mit fædrende ophav er en af de mange midaldrende, danske mænd, der er ude af stand til at gå gennem en lufthavn uden at sige ordet “bombe”.)

Du er grim og klam – og nærtagende!
I Danmark laver alle sjov med alle, og det er skønt. Det er virkelig frihed. Til gengæld er bagsiden af medaljen jo, at man aldrig kan tillade sig at blive fornærmet. Der var ikke mange danske muslimer, der brokkede sig over Muhammed-tegningerne – slet ikke sammenlignet med, hvor meget de tegninger satte resten af verden i brand.
Jeg spekulerer ofte på, om det skyldtes, at de danske muslimer også har vænnet sig til, at alting må latterliggøres her i landet – eller om de bare ved, at det ikke vil nytte noget at brokke sig. At de så ville blive beskyldt for at være for sarte og udanske.
Som tidligere mobbeoffer har jeg selv så tit prøvet at få kastet den i hovedet, når jeg forsøgte at forklare, hvorfor jeg følte mig mobbet: “Årh, kan du ikke tage en joke!? Slap nu af med at være så nærtagende.”
Og nu er jeg så sprunget ud som feminist. Nu oplever jeg igen og igen den – ofte lettere nedladende – måde, danskere håndterer kritik af deres adfærd: “Hvis ikke du kan tåle mosten og lugten i bageriet og frikadellerne og julesnapsen, må du hellere flytte til Forbuds-Femi-Sverige/Swazi-islami-land/bunden af havet.”

They do talk about it in Britain
Jeg har allerede sagt det meste af, hvad jeg har at sige om Blachman, og hvad jeg mener om den måde feministisk kritik altid bliver affærdiget. Men nu skal jeg så forklare alt det her til briterne. Det er straks sværere.
For briterne har bestemt ikke mindre sexisme, end vi har. Det er så vidt, jeg kan vurdere udefra, en på mange punkter mere sexistisk kultur end den danske. Men der er det mest den skjulte hverdagssexisme, der kommer til udtryk. Blandt lads på strip bars og i FHM Magazine og den slags. De dyrker det ikke så direkte på nationalt tv – og slet ikke på BBC.
Og når det er sagt, så gør de selvfølgelig også det, for sexisme er jo netop i høj grad en skjult mekanisme, der operer under overfladen. Det er sexisme, der gør, at vi taler om mænd og kvinder på en bestemt måde. At vi vælger mænd til én ting og kvinder til noget andet. At vi generelt betragter verden gennem et par briller, hvor vi igennem det lyserøde glas ser nogle helt andre mennesker, end vi gør igennem det lyseblå.
Men briterne lader alligevel til at være mere bevidste om den åbenlyse sexisme, og det er derfor Blachman chokerer dem sådan. I dag kunne de aldrig forestille sig at lave noget, der er så utvetydigt sexistisk og derefter sende det på en statsfinanseret kanal. At de så i den grad har gjort det tidligere med eksempelvis Benny Hill understreger blot, at sexisme netop er noget, der kræver bevidsthed, før man kan ændre på det.

Nøgne kvinder er bare frigørende – altid!
Og det er her jeg er nødt til at forklare, at vi bare ikke ser sexisme i Danmark. Selv ikke når det er så tydeligt, som det faktisk er i et program som Blachman. Og at den danske reaktion på, at nogen påpeger, at det vitterligt er sexisme, er at affærdige kritikken, at kalde det feministisk hysteri.
Folkene bag Blachman spinner det også i en helt anden retning over for de udenlandske medier. De forsøger at tale det ind i det berømte danske frisind og kalder det for et frigørende program, der er ude på at vise mange forskellige udgaver af kvinden – og ikke bare den silikonepumpede udgave.
Og straks er der danskere, der mener, at det så er et godt tv-koncept – at det faktisk er det samme som min feministiske aktion med at vise mine kønshår; mere diversitet i mediefremstillingerne af kvindekroppen, hurra!
Okay… altså lige bortset fra, at jeg hverken var nøgen eller tavs i den aktion – jeg stod der ikke som en stum rekvisit for mænd, der havde frit spil til at kommentere på min krop – som mænd har kommenteret på kvindekroppen, siden den første gang knopskød bryster. (At der så har været rigeligt med mænd, der har valgt at kommentere alligevel, siger jo alt om, at vi netop lever i en verden, hvor det er kvindekroppens lod…)

DF’ere har også pli, tro det eller ej
At Blachman og resten af DR-holdet ikke kan se dette, er foruroligende, men det er langt mere bekymrende at så mange andre danskere heller ikke kan. Og det gør mig virkelig ked af det, at jeg mit bedste forsvar for den kultur, jeg elsker så meget, er, at vi bare ikke kan finde ud af det med empati.
At vi danskere fuldstændig mangler kulturel intelligens, og at vi bare har så stort behov for at udleve den kompulsive trang til at jokke i spinaten – for derefter at trampe med skoene på henover alle bedetæpper, efterladende et grønt, slimet spor af pinlighed.
Ingen danskere, jeg har mødt, er sådan her på tomandshånd. Jeg mener det sgu seriøst; sidste sommer delte jeg både sove- og bruserum med Maria Krarup – som jo har fornærmet hele Maori-kulturen med sine klodsede kommentarer om deres traditioner – og hun var da både sød og omgængelig som person. Hun stod altså ikke og pegede på min behårede fisse og skreg: “Det er klamt, at din kusse er i nationalfarven!”
Men vi har åbenbart, som samlet folk, en kulturel manglende evne til at tage andres følelser alvorligt. Noget i den danske muld gør, at vi har svært ved sætte os i andres sted og forstå, hvorfor de bliver fornærmede eller kede af det, når vi siger og gør noget dumt. Hvadenten det så er dumt, fordi det fornærmer andres religioner eller kulturelle baggrund eller, fordi det som i Blachmans tilfælde stadsfæster en stereotyp forestilling om kvinder som tavse objekter og mænd som handlende subjekter.
Og så er vi også bare alt, alt for vikinge-stolte til at sige undskyld.
Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal få forklaret briterne. “Vikings never admit when we’re wrong. By the way we find it so funny, that we once robbed and raped our way through your country. Cheers.”

Fri til at vælge, hvad alle andre vælger

15. maj 2013   

Det er ikke, fordi det kom bag på mig, at den debat, jeg startede for et par uger siden om kønsbehåring, endte med at komme til at handle om folks eget frie valg. Alle debatter – især alle kønsdebatter – ender der i de her år.
Hvilket irriterer og frustrerer mig grænseløst, for så kan vi faktisk lige så godt lade være med at debattere overhovedet: Hvis alt i sidste ende kan koges ned til, at vi alle er rationelle individer, der træffer de valg, der er bedst for os, så har vi sådan set ikke mere at snakke om. Lad os afskaffe politikere & politi, aviser & Clement Kjersgaard!
Vi må som minimum, hvis vi skal kunne tale sammen om noget være enige om at “frit valg” er i bedste fald en tvivlsom størrelse – og i værste fald en total illusion.
Personligt bryder jeg mig ikke om de teorier, der siger, at vi er totalt i hænderne på samfundsstrukturer og suggestioner fra andre. Jeg vil tro på, at vi træffer frie valg. Min hele tilværelse er baseret på den tro.

Jeg føler, at det er fornuftigt… eller!?
Når det er sagt så har jeg også læst nok om hjernens mekanismer til at vide, at jeg ikke styrer hele det gode skib Sanne Søndergaard. At hun i høj grad også er styret af dominerende tendenser i tiden og af sine følelser i forbindelse med det – om de så er positive eller negative.
En af grundene til, at jeg tænker så meget over alting og taler så varmt for udbredelsen af mere refleksion, er netop fordi jeg kender til mine egne bias på det her område. Jeg ved, at jeg ikke træffer frie valg hele tiden – og jeg ved også, at mine valg – frie eller ej – er langt fra rationelle.
I debatten om kønsbehåring bliver det netop tydeligt, at vi træffer følelsesmæssige valg. Der er ikke noget rationelt argument for at fjerne kønsbehåring! Jovist, vil mange da gerne argumentere for, at der er; hygiejne eksempelvis. Et argument, der mange gange er blevet tilbagevist, fordi glatbarbering ikke er mere rent, men for nogen føles det sådan, og derfor bliver alverdens sundhedsvidenskabelige beviser bare ikke hørt.
Gennemgående træffer de fleste af os konstant følelsesmæssige “frie” valg uafhængigt af fornuft og rationelle argumenter udefra (og indefra).

Pas din egen fisse
Personligt vil jeg faktisk helst foretrække at være ligeglad med, om andre fjerner eller ikke fjerner deres hår – eller hvad de i øvrigt render og foretager sig i deres liv. Så længe de bare ikke generer mig, selvfølgelig. Det ville være den ultimative “frit valgs”-livsstil, og jeg ville ønske, at den var tilgængelig.
Sådan spiller musikken bare ikke. For andre generer mig hele tiden med deres valg – direkte og indirekte. Ligesom jeg i øvrigt også generer andre med mine valg.
For at blive nede i skridtregionen, så ville fissefrisurer jo virkeligt være det bedste sted at udøve det totale frie valg, for det er reelt et område, vi ikke behøver vise frem for andre (end lige de allernærmeste), og vi behøver i princippet heller ikke diskutere det offentligt.
Hvis det var sådan, kunne vi alle uafhængigt af hinanden træffe vores frie valg i trussen. Men det er jo ikke sådan. For det første flashes der konstant fisser i det offentlige rum – og med min dusk som den store undtagelse er det så godt som alle helt glatte. Ergo bliver vi hele tiden indirekte mindet om, at der er den her bestemte tendens gældende, og vi bliver tvunget til at skulle træffe et valg for eller imod den tendens.
Interessant i denne sammenhæng er, at når det kommer til skønhedsidealer er det svære valg – altså at vælge ikke at følge tendensen – ofte lig med bare ikke at gøre noget. Hvis man træffer “det nemme” valg og følger tendensen, indebærer det som regel en hulens masse ekstraarbejde. Jeg synes bare, det er sjovt, fordi de svære valg altid kræver mere hjernearbejde, mens de nemme valg i den her sammenhæng faktisk kræver mere kropsarbejde.

Fissen er ikke i et kulturelt vakuum
Sagde jeg lige, at alle, der fjerner kønsbehåring er dumme. Nej! Jeg ved godt, at der er mange, der bare går og venter på, at jeg sviner de glatbarberede til, men det er altså ikke min hensigt. Jeg kan ikke vide, hvilke overvejelser alle dem, der svinger barberbladet omkring dusken, har gjort sig, så jeg vil ikke generalisere.
Men nogle af dem har helt sikkert ikke overvejet andet, end at “nu er det altså sådan, man gør”. (Og FYI var det den gruppe, jeg gerne ville give et bebusket alternativ ved at vise min fisse frem. Alle dem, der glatbarberer ovenpå seriøse overvejelser, skal da bare fortsætte med det og med indgroede hår, så længe de gider.)
Så fordi vi bliver udsat for så mange indirekte påvirkninger hele tiden, synes jeg, det er vigtigt også at vise alternativerne til de dominerende tendenser, så vi alle faktisk kan træffe mere velovervejede “frie” valg.
Problemet med den indirekte påvirkning er jo, at vi ikke er bevidste om, hvor meget det reelt skubber til vores selvopfattelse. Inden for psykologi taler man om begreber som priming, suggestion og anchoring (som jeg ikke kender det danske ord for.) Det er alle måder, hvorpå vores hjerner bearbejder tilgængelig information – ofte decideret forkert, selv ud fra objektive standarder. Fordi vores hjerner – og dermed vores jeg – hele tiden operer i et felt imellem de intutive valg og de mere bevidst gennemtænkte af slagsen.
(Jeg ville elske at dykke mere ned i det her skisma, men det bliver meget langt, og det ville også være at stjæle direkte fra Daniel Kahneman, der har skrevet Thinking fast and slow, som du jo kan vælge at læse, hvis du gerne vil vide lidt mere om dine “frie valg.” Nu har jeg i hvert fald primet dig i retning af muligheden.)

Hvis Mulle ikke spiser sin skovsnegl, mobber han mig!
Mere skræmmende bliver det, når man ser på de direkte påvirkninger af vores valg, for eksempel i form af lovgivning og de offentlige meningsytringer om dette og hint. For at blive i kønsbehåringsuniverset, så har både de sociale og de mere traditionelle medier i kølvandet på min flashende fisse jo boomet med folk, der føler sig fuldt berettigede til at kalde kønsbehåring for klamt og usexet; altså at dømme os, der går imod tendensen i tiden.
Okay, jeg dømmer jo også det glatbarberede ideal, så “ha ha, hvad med dig selv, feministfisse, du er lige så slem som dem, du brokker dig over.” Jeg bliver så træt (du kan læse, hvor træt her.)
Nu ville det jo være dejligt med en verden, hvor ingen dømte nogen overhovedet, men det er altså pudsigt, at det altid kun er kritikkerne af en tendens, der forventes ikke at dømme. Flertallet og fortalerne for bestemte tendenser må altid dømme mindretallet og afvigerne.
Og det er selvfølgelig der, de direkte påvirkninger bliver et problem. For hvis du har overtaget i kraft af flertallet eller i form af den dominerende kultur – eller du ligefrem sidder ved magten eller har en autoritetsposition – så vil din dom jo være hårdere end den dom, der kommer nedefra.
Det er også derfor, at sorte, amerikanske komikere kan lave jokes med hvide, mens det bliver mere problematisk, hvis hvide komikere laver jokes om sorte. Ikke dermed sagt, at det ikke kan gøres – og det kan også gøres elegant – det kræver bare en bevidsthed om den her mekanisme, for ellers bliver man hurtigt en tromlende stodder fra den herskende “klasse”.
(Føl dig i øvrigt fri til at udskifte ordet “sort” i ovenstående sætning med ord som “kvinde”, “jøde”, “handicappet”, “homoseksuel” eller “fissebehåret” – og ordet “hvid” med ordet “normal”. (Og du kan læse mere om mine egne overvejelser om at tilhøre en majoritet, der laver sjov med en minoritet her.))

Den stærkeste kønsbehåring overlever
De svære valg – altså valgene der afviger fra dominerende tendenser – bliver jo netop desto sværere, når andre føler sig i deres gode ret til at dømme, håne eller mobbe dig på grund af dine valg. Mange foretrækker at “rette ind” i stedet for at udsætte sig selv for det.
Det er fornuftig overlevelsesstrategi som mennesker, fordi det er den måde, vi har overlevet på; ved at være stærk som gruppe (civilisation eller kultur). Det er faktisk den måde, de fleste dyr og planter overlever på.
Det er en fejlkonklusion at antage, at survivel of the fittest betyder, at den stærkeste overlever. Der bør være tryk på the – som i de stærkeste overlever. Hvilket vil sige, at for at overleve i et fjendtligt miljø er det smartere for 20 halvstærke at slå sig sammen og isolere den ene fuldstærke, end det er at være alle mod alle.
Og jeg skal da ikke komme her og kritisere vores evolutionære evne til at overleve. Altså bortset fra, at hvis vi gerne vil tale om frie valg, og det vil vi jo rigtigt gerne i de her køns(behårings)debatter, så bliver vi nok lige nødt til at plante stenalderhjernen ovre i hjørnet og begynde at bruge vores moderne, refleksive hjerner.
Oprigtige, autentiske, helt frie valg er kun en mulighed, hvis der er sikkerhed for, at det ikke koster dig livet – hverken bogstaveligt eller i overført betydning i form af udelukkelse og latterliggørelse fra den gruppe, du er afhængig af.

Obligatorisk afnit om historiens ulidelige bagklogskab
Det her behøver ikke engang være i strid med den bedste mulige strategi for langsigtet overlevelse. Faktisk er der masser af beviser for, at en gruppe bliver stærkere, hvis den giver plads til diversitet. Problemet med alt for homogene grupper er jo, at de er for nemme at ramme. Hvis landets forsvar kun satser på forladergeværer, så er det lidt ærgerlig at blive angrebet af en nation med bagladere. (Krigsmetaforer er altid de bedste til at forklare den her slags.)
Og samtidig hvis det kun er de store, der bliver hørt, er det deres valg, der træffes hele vejen rundt i gruppen. Hvilket jo har ført til en del civilisationers fald gennem historien. Englænderne mistede for eksempel en del mænd under 1. verdenskrig, fordi nogle officerer insisterede på at sætte kavalerister – altså mænd på hesteryg – ind mod tyskernes maskingevær (Yeah, flere krigsmetaforer!)
Den her mekanisme fører også konstant til mindre fald, de personlige af slagsen. Nærmest hver gang en dansk minister har trådt tilbage, har det været, fordi høn har været ansvarlig for valg, som har vist sig at være forkerte, men som en stor gruppe embedsmænd alligevel “valgte” at udføre på trods af bedrevidende.

Argumenterne er sgu dit valg
Så at komme og sige, at folk – alle folk – selv vælger helt frit på alle hylder, om de vil barbere eller ikke vil barbere sig i skridtet, det er, undskyld mig, simpelthen et lorteargument!
Det er også et lorteargument, når vi taler om prostitution, om barsel, om ligeløn, om arbejdsløshed, om fedme, om rygning, om sociale problemer… faktisk er det bare gennemgående et lorteargument, så hvis du absolut skal bruge det, så vælg i det mindste at bruge det varsomt.
Vælg som minimum at anerkende, at frit valg nu engang kun er så frit som omstændighederne muliggør det. Ellers synes jeg da, du skal flytte til Nordkorea og vælge at stå op imod systemet. (Og ja, jeg sammenlignede lige den glatbarberede junta med Kim Jong Un. Glatbarberede fisser har nemlig lidt det der ond, asiatisk diktator-look.)

Den behårede fisses manifest

5. maj 2013   

Min fisse har i ugens løb været et samtaleemne. Den var nemlig på forsiden af Politiken i tirsdags (det kan du se her – hvis du tør!) Altså det var jo ikke hele fissen, der var fremme, kun toppen af venusbjerget, en smule kønsbehåring.
(Faktisk var der så lidt fisse, at det fik min venindes kæreste til at udbryde: “Er det virkelig det hele.” Som derefter fik min veninde til at spørge, om han da ønskede at se mere til hendes venindes fisse.)
Men det var også nok for nogle. Politiken fik vrede læserbreve. Det bedste røg på bagsiden dagen efter, og jeg citerer det lige her i sin helhed, fordi det simpelthen er så smukt: “Jeg vil klage over forsiden af Politiken 30. april. Jeg forventer ikke at få kønsbehåring smækket i hovedet til min morgenkrydder, når jeg folder min Politiken ud. Og så man ikke engang se hendes bryster.”
Alt den ståhej og så bare på grund af 28 pubeshår! (Det er et anslået antal, jeg har faktisk ikke talt dem.)

De altid tilgængelige plastikpatter
Nu var det ikke, fordi jeg på noget tidspunkt var i tvivl, om at det billede var en pissegod idé, men hvis jeg havde været i tvivl, så bekræftede reaktionerne da mig kun i, at det var det rigtige at gøre.
Seriøst; i 2013 findes der altså voksne mennesker – mennesker, der er født og opvokset i det her fantastiske humoristiske, frisindede land – som bliver oprigtigt forargede over at se noget af det allermest naturlige.
Vi snakker også om mennesker, som lever i den ekstreme pornoficerede kultur, vi ufrivilligt alle sammen er blevet en del af; mennesker som er vant til – uanset om de ønsker det eller ej – at se fremmede menneskers private parts i alle tænkelige og utænkelige situationer. Alligevel kan toppen af min fisse få dem til at blive rasende. For den slags kønsdele er ikke det, de har bedt om.
Så pyt da med, at man ikke kan tænde for tv eller gå forbi en kiosk uden at få smækket glatbarberede skræv og plastikpatter i hovedet, komplet med come hither-blikke og silikoneoppumpede sutte-pik-læber. Dét er vi jo så vant til.
Photoshopet platiskkirurgisk porno er nærmest blevet vores kulturs white noise – noget, der konstant ligger nedenunder alt det andet, og som man har vænnet sig så meget til, at man slet ikke registrerer det længere.

En wannabe-Don Draper
Mange debattører påpeger det absurde i, at vi samtidige er langt mere blufærdige omkring nøgenhed nu, end vi har været det i 40-50 år. Vi er tilbage ved tidligere tiders “uha næ, føj da”-attitude til det kropslige: Unge piger vil ikke tage bad sammen efter idræt, ingen ligger længere med bare bryster på stranden, og kvinder, der ammer, bliver smidt ud fra cafeer.
Men jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om blufærdighed. Det er ikke der, vi er gået i retromodus. Jeg tror mere, at det er et udtryk for perfektionisme. En perfektionisme, vi ikke har set siden 50‘erne, hvor intet heller måtte være naturligt, uregerligt eller ligefrem grimt.
Bare se en film fra 50‘erne. Det meste er filmet i filmstudier, for at gadebillederne kan se så pæne ud som muligt. Ingen grafitti, intet henkastet affald, ingen hjemløse. Og Marilyn Monroe er stylet som en diva, selvom hun bare går rundt derhjemme, selv sproget er renset for bandeord, øh’er og ægthed. Dengang skabte de en idealverden inde i filmene. (Og det får jo en til at spekulere over, om det mon ikke også er derfor, at den mest populære tv-serie i de her år, Mad men, netop foregår i denne opstyltede, kunstige tidsalder.)

Nypuritanismens burka
Og så klip frem til vores tid; nu gør vi det samme. Vi gør det bare alle steder, hvor vi har den mindste redigeringsmulighed. På billeder, i tv, på film, i alle former for kunst, i reklamer, på facebook – ja tilmed på vores egne kroppe, der skal trimmes, opereres og kanøfles til at passe ind i en perfekt illusion. Og kan illusionen ikke lykkes, skal den dækkes til.
Photoshop og plastikkirurgi er nypuritanismens burka. For du må gerne vise din krop frem, så længe du bare kun gør det inden for de prædefinerede rammer af, hvad der anses for smukt i vores kultur. Hvilket vil sige; blottet for alt naturligt og ægte.
Vi er mere bange for et par bryster, der bliver brugt til deres oprindelige formål – babymadpakker – end vi er for alle de plastikbryster, vi bombarderes med i alle medier. Mine kønshår på forsiden af Politiken er mere forargerlige, end de ultrabarberede barbiedukke-udgaver, der er på forsiden af alle mandeblade.

Mere mig, mindre photoshop
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke har det mindste imod nøgenhed – heller ikke i pornoudgaven. Men jeg har et problem med, at det ikke er ægte nøgenhed, vi ser.
Interessant nok talte jeg om det her med fotografen, der tog fisse-fotoet. Jeg bad ham nemlig bruge så lidt photoshop som overhovedet muligt på billedet (og kun fikse lys og niveauer og den slags, de jo skal gøre). Men jeg ville gerne have, at han ikke redigerede mig, så jeg kom til at se så ægte som muligt. Da jeg sagde det, grinede han. Den besked havde han aldrig fået før. Tværtimod beder langt de fleste i dag om at få fikset både det ene og det andet i efterredigeringen; snup en bums her, fjern en dobbelthage der.
Nå, ja-ja, jeg har jo makeup på. Så jeg siger altså ikke, at man skal gå ud og vise verden hele sin uredigerede “grimhed”. Ligesom jeg også sagtens forstår, at nogle får foretaget plastikoperationer for dette og hint, hvis de ikke føler sig godt tilpas med det. Vi vil jo alle sammen gerne fremstå så tiltrækkende som muligt, og det er helt okay.
Men tiltrækkende er jo mange flere ting, end vi får lov at se i dag. Rynker og former og uregerlige kropshår kan da være supertiltrækkende. De flotteste mennesker er jo netop dem, der har et “knæk”. Alt det symmetriske, korrigerede perfekte er jo dødkedeligt og mainstream.
Og alt det ville jeg gerne sige med min flashende fisse.

It’s a jungle down there
Nu er det jo heldigvis heller ikke kun negativ respons, der har været på billederne. Faktisk har langt det meste har været udpræget positivt, fordi de fleste formentlig er ret enige med mig i, at vi er gået for langt med den nypuritanske perfekthed. At vi mangler noget naturligt og ægte i gadebilledet.
Jeg har fået mails fra mange mænd og kvinder, der også savner kønshårene. En kvinde skrev til mig, at hendes 16-årige datter har haft det rigtigt svært, fordi hun netop gerne vil være naturlig, og presset er enormt i den aldersgruppe for at se “rigtig” ud.
Og ja, det pres er stort, og det bliver ganske vist en smule mindre, når man bliver ældre, til gengæld dukker det op de mærkeligste steder.
Faktisk var af grundene til, at jeg besluttede at lave billedet til Politiken, fordi min veninde fortalte mig om en oplevelse, hun havde hos gynækologen. Hun skulle tjekkes for en knude i skridtet (der heldigvis viste sig at være en godartet talgknop), og den 50-årige gynækolog så surt på min venindes helt almindelige busk og knurrede: “Jamen, det er jo ikke til at se noget som helst hernede.”
Jeg var seriøst i chok, da jeg hørte det. Den her dame tilhører altså en generation, der har set buske alle steder op igennem 70‘erne og 80‘erne, og som derudover formentlig i dag bruger det meste af sit arbejde på at fikse problemer, der opstår i forbindelse med intimbarbering (udslæt, svamp, indgroede hår osv.) Alligevel vovede hun at skamme min veninde ud, fordi hendes naturligt udseende underliv gjorde undersøgelsen marginalt mere krævende, end det ville have været hos de af hendes patienter, der ligger der med deres hårløse kyllingefiletter.

Du fødes, vokser op og så kommer der hår på
Hvis min veninde var lidt mindre stærk og ikke hvilede i sig selv og sin krop, ville hun jo gå direkte ned og bestille en tid hos en vokser efter sådan en besked. For det er da et pres at være sig selv i en tid, hvor det at være sig selv bliver anset som værende så forkert. Det ved jeg da fra min egen fisse og mit eget liv.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig diktere – hverken på min personlighed eller min krop – hvordan jeg skal rette ind. Og jeg vil heller ikke iscenesætte mig selv efter et prædefineret kulturel formel for kvindelighed – som efter min mening heller ikke har meget med kvindelighed at gøre.
Helt ærlig: hvis alt, hvad der definerer at være kvinde, er lig med at lægge noget til – stilletter, plastikbryster, imødekommende smil (selv når man er pissesur) – eller trække noget fra – hår, selvstændighed og uperfektheder – hvad er vi så i os selv?
Simone de Beauvoir sagde så berømt; “man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Og hun mente jo netop, at kvindelighed er en kulturel pakke, der bliver lagt ned over os – både på sind og krop. Det gælder heldigvis mindre i dag på det indre væsen, men desværre mere på det ydre. Som om vi kvinder i dag kompenserer for at være hele mennesker – og ikke bare en støbeforms-udgave af kvinden – ved at plastre os selv ind i fysiske kvindelige signaler.
Og et eller andet sted er den plan så gået helt skævt, fordi de fysiske kvindelige signaler ikke længere bare er rødere læber og dybere kavalergang, men også bliver parret med den generelle kulturelle angst for at blive for gammel, så alting skal fikses, så man hele livet igennem ligner en 17-årig.
Som jo for kvinder har den uheldige (men måske tilsigtede!?) bivirkning, at når man dyrker det lillepigede også signalerer, at man er aldeles ufarlig.
Jeg ved godt, at de fleste kvinder, der fjerner deres kønsbehåring, siger, at de gør det for deres egen skyld og ikke for mænds. Og de påstår, at man ikke bliver mindre kvinde af den grund. Jeg spekulerer bare over, om man virkelig kan ligne en 5-årig i fissen, en 15-årig i bh’en og en 25-årig i ansigtet – og så derefter gå ud og opføre sig som en 35-årig!?

Hvis du wanker til Lara Croft, hvad så med mig?
Men den beslutning – at være mit naturlige selv på alle niveauer, kropslige såvel som sjælelige – er da også en beslutning, jeg hele tiden skal leve med konsekvenserne af. Og jeg forstår godt, hvis nogen – især helt unge kvinder og piger – kan have det svært med det og bare retter ind.
Jeg har da haft min portion af mænd med hjem, der “diskret” har spurgt, om jeg dog aldrig barberer mig. Og set noget slukøret ud over mit kontante; “nej, aldrig.”
For selv har de stået der med kløende barberingsknopper rundt om hele dilleren – som jeg personligt synes er noget af det mest usexede; altså lige næst efter det faktum, at der jo mangler alle de dejlige, mandige hår!
Men det her må være endnu værre for kvinder, der er bare lidt yngre end mig. Jeg mener, alle mænd under 30 har vel fået hele deres seksualitet grundlagt på det her glatbarberede plastikfantastiske univers. Hvis alle drenge, når de begynder at onanere, kun gør det til de her retoucherede, semi-animerede kvinder, hvordan skal de så nogensinde kunne få den op at stå sammen med en vaskeægte naturlig kvinde?
Så bliver jeg altså bekymret. Helt ned i min behårede fisse. Hvordan skal det allermest naturlige i hele verden – sex – nogensinde komme til at fungere mellem mennesker, der nægter at være naturlige? Er vi bare uundgåeligt på vej til virtuel reality-sex? Vil vi fremover kun kunne blive visuelt stimuleret af hinandens avatarer? Og vil vores fysiske udløsninger fremover blive overladt til en lidt mere avanceret robotstøvsuger?

Home of the brave, land of the free bush
Heldigvis for mig og min rødhårede fisse er mænd på min alder (og især dem, der er ældre) jo trods alt blevet introduceret til nøgne damer gennem 80‘ernes Rapport-blade – fulde af store naturlige buske. Så måske er der stadig en del mænd i 30‘erne og 40‘erne, der har bevaret den lyst og ikke ladet sig fuldstændigt indrulle i vores kulturs absurde pubeshårs-forskrækkelse.
I hvert fald har jeg bedt Politikens fotograf udprinte en plakat til mig med billedet af min behårede fisse, som skal hænge i min entré. Så de glatbarberede fyre fremover kan se med det samme, hvad de går ind til. Og resten af mine besøgende kan vide, at her i hjemmet er det altså okay bare at være den, man er; naturlige, uregerlige hår og følelser og det hele.