skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2013
M T O T F L S
« maj   jul »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930

Fissefeministforventningspres

6. juni 2013   

Jeg har aldrig prøvet at have skriveblokering. Altså den der rigtige, alvorlige slags, der knækker forfattere og forfølger dem i årevis. Naturligvis har jeg haft perioder, hvor der bare ikke dukkede nogle ord frem på skærmen, men så gik jeg til en anden opgave, og så var de der igen. Men nu kan jeg mærke det stof, skriveblokeringer må være lavet af; forventninger.
Andres og ikke mindst egne forventninger til, hvad man leverer, når man skriver. Pludselig fornemmer jeg et vist pres for, at jeg leverer den ene feministiske brandtekst efter den anden. Folk omtaler denne blog som en feministisk blog, selvom jeg fra starten af har lagt vægt på, at det er en personlig blog, hvor jeg vil kunne skrive om alt det, der rumsterer i mine tanker.
Og så kan jeg pludselig ikke skrive. Hverken feministisk eller om noget som helst andet. Hvis jeg forsøger mig med at mene noget om et emne om køn, føles det underligt forceret. Som om jeg kun gør det, fordi det forventes af mig, og jeg ikke investerer noget af mig i det.
Hvis jeg skriver om noget andet – som eksempelvis en metatekst om forventningspres – frygter jeg seriøst, at folk vil hade det. Selvom jeg også fra starten besluttede mig for, at jeg ikke ville gå specielt meget op i, hvad andre tænker om det, jeg skriver herinde.

Nåmen, hvad med dig selv, din… din revisor
Jeg har skrevet tre romaner og havde ikke den her følelse en eneste gang, hverken med den svære toer eller den besværlige treer, også selvom der var mange forventninger til mig ved dem begge. Men måske jeg bare har oplevet forventningerne være mindre specifikke til mine bøger. Nu er de meget konkrete: “Sanne, skriv noget, der problematiserer kønsdebatten på en humoristisk måde.”
Øh… Og så trækker jeg blank.
Velkommen til komikerens værksted, hvor jokeblokering opstår dét sekund sætningen “sig noget sjovt” udtales – af andre eller desto værre; af een selv. (Hvis du møder en komiker, så lad for guds skyld være med at sige det til vedkommende. Du ødelægger alle muligheder for en behagelig samtale. Smid i stedet straks dit glas på gulvet. Alle komikere har nemlig indbyggede reflekscomebacks til lyden af tabt glas – a la “du tabte dit pessar” – og så er samtalen faktisk i gang.)
Selvfølgelig er det fantastisk at opleve, at andre kan lide det, jeg laver, og gerne vil have mere. Men det tror jeg virkelig, man skal passe på med ikke at gøre til en spændetrøje for sig selv. Jeg ser bare så mange eksempler på kunstnere og entertainere, der kopierer sig selv i et mere og mere desperat forsøg på at give deres publikum det, de vil have. Eller snarere; det, som kunstneren tror, de vil have.
Og det værste er næsten, at jeg også ser rigtig mange publikummer labbe disse kopier af kopier af kopier i sig fuldstændigt ukritisk. “Prøvligeog sig det med fingeren igen, det var bare så pissesjovt i ’97.”

Jukeboks-koncertrefleks
Hey, jeg er selv skyldig i det her, jeg gør det nemlig også selv som publikum. Jeg hader for eksempel at være til koncert med et band, der insisterer på at spille alle de nye sange fra den nye plade, jeg ikke har hørt. Og så kun spiller én eneste sang fra den gamle plade – og det i en eller anden aparte version med kobjælder og motorsave, og hvor teksten i øvrigt er off key, så man ikke kan synge med.
Lars Lilholts producer fortalte mig engang, at Lilholt aldrig giver koncert uden at spille Kald det kærlighed. Fordi hans publikum vil blive skuffede, hvis han ikke gjorde. (Og ja, jeg har været til Lars Lilholt-koncert, jeg er midtjyde, det står i reglerne. Og så er det bare så hyl!)
Men det er altså en dygtig entertainer, der tager sit job alvorligt. Eller dét tænker jeg som publikummer.
Som komiker derimod tænker jeg: Fuck man, hvis jeg skulle lave den samme bit i 25 år, 100 gange om året, så ville jeg da skyde mig selv i hovedet med et storkaliberet gevær. Efter, at jeg havde skudt samtlige publikummer, der råbte på den.
Men måske (forhåbentligt) har musikere det ikke på samme måde med deres sange.

Erasmus Contrarietus
Hele mit formål med min komiker- og forfattervirksomhed er til gengæld at sige noget nyt. Muligvis nok om et gammelt emne, men så vendt på en ny eller skæv måde. Hvis jeg bare siger det samme, så siger jeg jo det samme, og så er det hele det samme… Pointen er, at så kommer vi aldrig nogen fucking vegne.
Men det er ikke kun min kunstner-forfængelighed, der har det svært med forventninger. Hele min person går i Rasmus Modsat-modus, så snart nogen begynder at sætte mig ind i en bestemt bås, rolle, stereotyp – kald det kasse, kald det lige, hvad du vil, der findes ingen ord, ingen ord, der er så røvssyge som dem.
Jeg kan give ret mange bud på, hvorfor jeg har oplevet så meget mobning og social udelukkelse i mit liv, men den mest sandsynlige forklaring er sikkert præcis denne: At jeg altid har gjort alt andet, end det folk forventede af mig.
Hvis de forventede, at jeg ville være en sød og lidt naiv blondine, så var jeg en rødhåret furie, og hvis de forventede dét, så var jeg doven og ugidelig, og forventede de doven, så havde jeg lavet både min del og de andres del af opgaverne, før nogen overhovedet fik set sig om, og hvis dét var deres forventning, var jeg bare en sød og lidt naiv blondine, der ikke vidste, hvordan opgaverne skulle løses.
Forvirringstrategi numero uno; ingen må vide, hvor de har dig!
(Og konsekvensen af forvirringstrategi numero uno; ingen inviterer dig til at sidde ved deres bord.)

Uforudsigelig forudsigelighed
Jeg kan faktisk ikke give noget godt bud på, hvorfor jeg har det sådan med forventninger. Altså hvorfor jeg hader at indfrie dem. Måske er det netop, fordi min første oplevelse med andres forvetninger var, at jeg skulle være den søde, ordentlige, stillesiddende – og ikke mindst stilletalende – pige med rottehaler. Og så var jeg altså mig; rodet og fuld af spræl og med permafiltret hår.
Eller måske er jeg bare en af de sjældne piger, der er født med et anti-pleaser-gen.
I hvert fald er konsekvensen af mine mange års modsat-modstandsbevægelse, at det hele nu begynder at loope rundt og bide mig i haserne. For nu har jeg fået etableret mig så godt, at de forventninger, folk har til mig, er i fuld overenstemmelse med den, jeg føler, jeg er. (Hvis man da kan tale om at være en den. Personlighed er nok noget mere flex end det.)
Så hvis jeg fortsætter denne forvirringsstrategi, ender jeg altså med at gå imod alt det, jeg egentlig gerne vil stå for – bare for at være imod. Og det virker mildt sagt dumt at begynde at lukke mandschauvenistisk lort ud udelukkende for at forvirre. Eller melde mig til et reality-program. Og/eller barbere min fisse.
Men sjovt nok fik jeg forleden den åbenbaring, at jeg faktisk bare kan gå Rasmus Modsat på mig selv denne gang: Okay, så forventer de, at jeg gør sådan og sådan, og så plejer jeg at gøre noget andet for ikke at leve op til det, men så gør jeg bare det, de forventer, for dét er der ingen, der forventer!
Gav det mening? Bare rolig, det forventer jeg heller ikke. Eller gør jeg!?