skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2013
M T O T F L S
« jun   sep »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Født til at falde for den nemme løsning

30. juli 2013   

Jeg var ikke altid overdrevent begejstret for min tid på Danmarks Journalisthøjskole, men nogle få vigtige læresætninger har alligevel hængt ved. En af dem lyder: ”Overvej altid; hvorfor får jeg denne information?”
Som de fleste ved, så er der jo intet, der er gratis i denne verden, information mindst af alt. Og typisk når man får tilbudt viden om nogen eller noget, er det, fordi informanten ønsker at opnå noget med, at denne viden bliver offentliggjort. Eksempelvis at fremstille sin eksmand som en ucharmerende, kalkulerende, kynisk skid af en partiformand, fordi man er blevet såret og gerne vil have hævn, eller at afsløre at ens land foretager ulovlige overvågninger, fordi man har moralske kvababbelser/gerne vil være verdenskendt og bo i Ecuador.
Der er under alle omstændigheder altid en grund til, at informanten henvender sig til en journalist. Og det er så op til journalisten at afveje om informantens (ofte skjulte) agenda bør få en betydning for den måde, man dækker historien på.
Det var lige lidt info om, hvad man faktisk lærer på Journalisthøjskolen. Nu kan du så begynde at spekulere over 1) min agenda med at fortælle dig det og ikke mindst 2) hvorfor i hedehulehedebølge så få journalister lader til at praktisere det.

22 børn er lig med hele verden
For eksempel i dette nyklassiske stykke copy-paste-journalistik fra dr.dk. Artiklen har overskriften ”Kvinder er født til at falde for humor” (i den engelske udgave ”Women are born to date funny men” – du behøver ikke læse den engelske, DR’s artikel er stort set en direkte oversættelse. (Er det god journalistisk stil at oversætte? Er det det, man lærer på Journalisthøjskolen? Nej, men det er edderlåsme billigt.))
Artiklen handler om, at forskere ved hjælp af hjernescanninger på børn har bevist, at kvinders hjerner er mere modtagelige over for humor end mænds. Og som der konkluderes, fordi undersøgelsen er foretaget på børn, er denne evne opstået som resultat af evolution og er ikke noget kulturelt tillært. Nature vs. nurture 1-0.
Åh, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, det kribler sådan i fingrene for at pille dette stykke ”videnskab” fra hinanden:
For at begynde et sted så er den undersøgelse, som man bruger til at konkludere noget om alle mænd og kvinder, foretaget på 22 børn i alderen 6-13.
22 individer er et meget, meget lille udsnit af befolkningen. Til sammenligning spørger Gallup typisk hundredvis af mennesker, når de laver noget så simpelt som en undersøgelse af, hvad vi ville stemme, hvis der var valg i morgen. (Og de gør tilmed opmærksom på, at der er en fejlmargin – til hver side – på typisk omkring 5 procent. (Noget, der ofte slet ikke figurer i mediernes omtaler – og hvis det gør så med meget lille skriftstørrelse helt nede i bunden af siden.))

Halvdelen af min opgang læser Politiken, ergo læser halvdelen af danskerne den
Jeg er også meget imponeret over aldersspændet på deltagerne i dette forsøg – fra 6 til 13 år. Hvilket får mig til at spekulere på, om forskerne blot har bedt alle på kontoret om at tage deres børn med på arbejde en dag. For de har ikke engang kunne mønstre to piger og to drenge i hver årgang.
Problemet med små undersøgelsesgrupper er jo, at udsving altid er meget voldsomme. Hvis du laver en undersøgelse af 10 mennesker og én af dem er nazist, kan du ikke bare derfra udlede, at 10 procent af befolkningen er nazister. Den selv samme nazist kan vise sig stadig at være den eneste, hvis du derefter laver undersøgelsen med 100 mennesker. Eller med 1000.
Men hey, det er jo også bare en forskel i at konkludere noget om 10 procent, 1 procent eller 1 promille af befolkningen!
Desværre gør man det chokerende tit, når det kommer til forskningsforsøg med hjernen – især dem, der handler om køn. Så tjek lige antallet af deltagere i forsøget som det første næste gang du læser om, at kvinders hjerner er dårligere til matematik, og mænds er mindre egnede til samtaler. (Og hvis du vil læse mere om de mange andre uhyggelige eksempler på den slags, så læs Cordelia Fines Delusions of gender.)

10 procent af alle rockere er bøsser
Nå, ja og så er de 22 børn formentlig også alle sammen amerikanske. Jeg ved det ikke, fordi ingen af de to artikler henviser til et sted, hvor man kan læse den oprindelige undersøgelse, men jeg antager, at man ikke har fået fløjet fire japanske og to grønlandske børn ind til disse hjernescanninger. Jeg vil tilmed gå så langt som til at antage, at ungerne alle sammen er hentet fra området ret tæt på Palo Alto i Californien, hvor undersøgelsen er lavet.
Og hvordan er de i øvrigt blevet rekrutteret? Er det børn fra alle samfundslag? Eller blot de børn, hvis forældre allerede kendte forskerne eller tilfældigvis lige abonnerede på den avis, hvor man søgte forsøgspersoner – og som dernæst havde videnskabelige interesse nok til at lade børnene deltage/manglede de penge, som eventuelt blev tilbudt for at deltage, for ikke at glemme lavpraktiske detaljer som tid til at køre børnene derhen osv osv osv (osv osv osv i meget lang tid.)
Det minder mig om en pudsig lille ordveksling, jeg havde med en kollega forleden. Hun sagde: ”Statistisk er 5-10 procent af alle mennesker homoseksuelle, så vi burde have to-tre mandlige, danske stand-up’ere, der er bøsser.”
Og jeg sagde: ”Øh, nej, for vi er jo ikke repræsentative. Stand-up-komikere er ikke rekrutteret ligeligt fra alle samfundsgrupper.”
Hun sagde: ”…”
(Og ja, det sagde jeg faktisk. Så her er lige en hurtig popquiz til dig: Hvad er jeg? a) en nørd, b) socialt handicappet, c) pisseirriterende Kloge-Åse. (Svaret er: alle tre!))
Mit svar gav ingen mening for hende, fordi hun som de fleste af os formentligt engang har set ud over sin skoleklasse og lavet samme deduktion – og tænkt “det er helt sikkert Glenn, der er bøssen herinde” – og derefter ikke skænket en tanke, at den statistiske overføring kan man ikke bare fortsætte med at fortage alle andre steder i tilværelsen. (Det er i øvrigt også lidt forfejlet i en skoleklasse, for heller ikke den er så repræsentativ, da den også rekrutterer fra et bestemt geografisk område og dermed typisk også et bestemt befolkningslag.)

Hjerneaktivitet er lig med… faktisk lige det, du vil have det til at være
Pointen er altså, at den her slags forskning ofte konkluderer fra delen til helheden. Nu ved jeg jo ikke, om forskerne selv har gjort dette i deres resumé af undersøgelsen, eller om det er journalisterne, men denne type forskere plejer nu at være grumme glade for at stramme deres forskningsresultater og undlade og gøre opmærksom på, hvor tyndt et grundlag resultaterne egentlig er fremkommet på, når de præstenter dem for medierne.
Under alle omstændigheder har konklusionerne naturligvis lige fået et par ekstra drejninger i journalisternes hænder og er kommet til at handle om alle mænd og alle kvinder, og så ruller stereotyperne endnu engang derudad.
Og selvom resultaterne her ikke er et hak mere videnskabelige end et damebladshoroskop, så vil der være tusindvis af læsere, der vil tro, at nu er fordommen videnskabeligt bevist: Kvinder elsker sjove mænd! (Mere end mænd elsker sjove kvinder, underforstås.)
Problemet med hjernescanninger er dog bare lige det, at selv med et ordentligt repræsentativt antal forsøgspersoner er det hulens svært at konkludere noget som helst med sikkerhed. For forskerne aner faktisk stadig ikke rigtigt, hvad de ser på.
I denne undersøgelse ser de, at det lyser op i området omkring amygdala, som er der, hvor man antager de positive følelser har rod, og så konkluderer man, at det betyder, at man morer sig. Piger mere end drenge. Bum, vi har en vinder!
Men reelt kan man stort set kun konkludere er, at piger har mere aktivitet i amygdala end drenge. (Eller rettere: 11 piger har gennemsnitligt mere aktivitet end 11 drenge gennemsnitligt har. (Forudsat i øvrigt at fordelingen overhovedet var 11-11. Der er set eksempler på forskning i kønsforskelle, hvor man konkluderer på baggrund af 9 mandlige og 1 (!) kvindelig forsøgsperson.))
Man kan bare ikke vide, om det betyder, at pigerne faktisk reagerer mere positivt. Det kunne jo lige så godt betyde, at de reelt reagerede mere negativt, og deres hjerner derfor må overkompensere med mere aktivitet.

Laks er bare mere empatiske end mænd
Der er også pokkers langt til at konkludere, at mere aktivitet er lig med mere humor. Derfor har forskerne jo snedigt stillet et baseline-forsøg op, hvor de viser såkaldt neutrale videoklip til børnene, sådan at man kan sammenligne neutrale scanninger med humor-scanninger og tadah; så har man bevist, at det er humor, der forårsager aktiviteten.
Nej, man har igen bare bevist, at forsøgspersonernes hjerner reagerer forskelligt på de to former for videoklip.
I de humor-klip, børnene ser, er der eksempelvis en, der falder. Hvem siger, at det ikke er empati, forsøgspersonerne føler? Kan du se forskel på de to følelser i en hjernescanning? Nej, vel. Og en hjerneforsker er altså ikke meget mere kompetent end dig på det område.
Tag endelig ikke mit ord for det. Du kan læse den her artikel om det i stedet. Nogle forskere satte sig for at undersøge, hvor god en laks var til at aflæse menneskers ansigtsudtryk (som er et andet klassisk hjernescanningsforsøg, hvor kvinder som regel scorer bedre end mænd, fordi kvinder jo bare er mere empatiske.)
Laksen viste sig at være overraskende god til det. Det lyste nemlig op i bestemte centre i laksens lille hjerne, da man viste den billederne. Og det selvom laksen faktisk havde været død i flere timer, da forsøget fandt sted.

Det seks-årige barn er en helt blank tavle
Der er er rigtig, rigtig meget støj i maskineriet, når man arbejder med hjernescanninger. Så det er altså ikke lige til at konkludere noget om, hvad andre føler på baggrund af et par stykker af dem.
Det forhindrer dog hverken forskere eller journalister i at gøre det gang på gang. Det forhindrer dem heller ikke i at gå endnu længere i deres konklusioner og komme med spekulative forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan. Og ind hiver de stakkels Darwin. For i disse forsøg er det er altid noget med, at evolutionen har udviklet mennesker til dette og hint, og vi derfor fødes med de prækodede evner til det.
Jeg vil gerne skrive meget mere om den slags evolutionsævl, for det er en af mine absolutte hade-kæpheste, men nu er indlægget allerede ved at blive langt, så lad os tage den korte version: Medmindre du laver dine undersøgelser på nul dage gamle spædbørn, kan du ikke konkludere, at det, du finder, er medfødt!
Forskerne mener, at fordi børnene i denne undersøgelse er så små – helt ned til 6 års alderen – at så har kulturen ikke har haft særlig stor betydning.
Okay så…
Prøv du at finde en seksårig, der ikke allerede har meget klare meninger om, hvad det skal se i tv, hvilket tøj, det skal have på, hvad det vil have at spise, og hvad og med hvem det vil lege. Og prøv så at hoppe om på den anden side af jorden og tjek om ikke også en kinesisk seksårig har det sådan, bare med nogle andre favoritter, fordi disse – surprice, surprice – er fuldstændig sammenvævet med den kultur, barnet er født ind i.

Der sidder to hjerner på en tømmerflåde. En af dem er sjov…
Men problemet med den erkendelse er bare, at så har vi ingen faste regler, så har vi kun kulturelle præferencer. Derfor er det jo så meget rarere at tale om hardwiring og evolution, fordi så kan det ikke laves om. Så er det bare sådan, det er. Læn dig tilbage og slå stenalderhjernen til: Du kan intet gøre selv, for den har gjort dig til den, du er!
Og det er selvfølgelig også den ”sandhed”, vi skal købe her. Forskernes og journalisternes agenda er nøjagtig så banal som den er reaktionær og konservativ: Kvinders hjerner er mere hardwired til at grine, og derfor falder de for sjove mænd, og derfor har mænd mere brug for at være sjove for at score. Og derfor er mænd bare sjovere.
Underforstået: fuck nu af med jer kvindelige wannabe-humorister og lad os for pokker beholde denne sidste maskuline bastion, nu I har møffet jer ind på alt det andet! Og under-underforstået: Når det er videnskabligt etableret, at der er forskel på kønnenes hjerner og dermed deres medfødte talenter, kan vi også retfærdiggøre forskelsbehandling.
Så ikke overraskende er min agenda her altså at tilbagevise den sandhed; at kvinder skulle være prækodede til at falde for det sjove køn, og at mænd dermed skulle være prækodede til at være det sjove køn. Det er meget en sejlivet stereotyp, men den holder altså ikke i retten – i hvert fald ikke med det her bevismateriale.
Men hvis jeg nu lod være med at hænge mig i alle detaljerne omkring, hvor uvidenskabeligt dette forsøg egentlig er skruet sammen. Hvis jeg nu i stedet gik med på præmissen og sagde: Okay, så siger vi, at kvinders hjerner er mere hardwired for at opfatte humor. Som jo er det, de mener at have bevist i denne undersøgelse.
Hvordan kan de så egentlig nå frem til at konkludere, at det har noget som helst med kvinders partnervalg at gøre? Er det ikke lidt af et stretch? Var det ikke mere nærliggende at konkludere, at det havde noget at gøre med forsøgspersonens egen fornemmelse for humor – og måske ligefrem egen kapacitet til at være sjov?
Uhh, nu blev det farligt, hva’? Hvad nu hvis forskerne dermed uagtsomt har bevist, at kvinder i stedet er sjovere… end mænd!?

Forsøg med æteren har bevist, at forskere er kulturblinde
Lad mig skynde at sige, at jeg i så fald stadig ville have bestridt den konklusion, hvis den var lavet på baggrund af så ringe videnskabeligt materiale. Men den konklusion ville forskerne dog heller aldrig være kommet med, for den passer ikke ind nogen steder. Humor hos piger er ensbetydende med at le, humor hos drenge er at få nogen til at le. Sådan er det kulturelt set, og inden for dén kulturelle forståelse må forskningsresultaterne fortolkes.
Jeg siger det bare, fordi de fleste glemmer det simple faktum, at selv mere valid forskning altid tolkes ind i en allerede eksisterende (kulturel) kontekst. Indtil Einstein kom på banen i 1905 og bevidste, at lys kommer i kvanter, troede langt de fleste fysikere, at lys var bølger, der blev transporteret gennem æteren – som ingen dog kunne bevise eksistensen af (fordi den ikke findes, forstås.) Men fordi denne æter var vedtaget – det var simpelthen den herskende (kulturelle) norm blandt fysikere på det tidspunkt – så blev man ved med at opstille teorier og lave forsøg, der tog udgangspunkt i, at æteren fandtes. Alt den videnskab, der blev produceret om æteren var decideret forkert, men på daværende tidspunkt kulturelt rigtigt. Altså indtil Einstein blandede sig.
Men selv de forskere, der – som han – havde og har bevidsthed nok til at forsøge at se bagom de kulturelle forforståelser smadrer ofte panden mod muren, når de så skal forsøge at forklare deres videnskab til andre i samme kultur. Tag endelig heller ikke mit ord for det, frembring i stedet ouija-brættet og ring Galileo op. Eller Darwin for den sags skyld.

Summasummarum; det vi allerede vidste, at vi vidste
For at vende tilbage til denne undersøgelse om humor, så er min påstand, at konklusionen med garanti ville havde set helt anderledes ud, hvis det nu havde været drengenes amygdalaer, der havde lyst op på scanningsbillederne. For ville forskerne så tilsvarende have konkluderet, at mænd falder for humor og dermed er født til at date sjove kvinder?
Næppe, det ville jo ikke passe ind i kulturen. Derfor var resultatet nok tværtimod blevet fortolket som, at mænd bare er sjovere – det kan man jo se helt ind i deres hjerner!
Men når resultatet så viser, at kvinders hjerner lyser op og dermed tilsyneladende har mere humor, så må det jo være, fordi… bum bum, av, hvordan skal vi redde den, nå ja: mænd er bare sjovere…
Min hjerne har da i hvert fald humor nok til, at synes, at det sjovt, at hjernescanningsresultater altid passer så godt sammen med den allerede dominerende kulturelle og stereotype opfattelse af kønnene.
Så hvis det vitterligt forholder sig sådan, at kvinders hjerner er mere hardwired til humor. Mon det så ikke mest skyldes, at evolutionen bare har velsignet kvinder med evnen til at grine af den måde, kulturen gennem årtusinder har bollet os i røven!?

Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små

20. juli 2013   

Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.

Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.

DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.

Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.

Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.

Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?

Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)

Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.

Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.

Den lille racist indeni

13. juli 2013   

Nu blev jeg igen beskyldt for at være racist. Det er jeg blevet et par gange i min karriere, og det gør lige ondt hver gang. Men det er sådan noget, man risikerer, når man prøver at sætte tingene på spidsen. (Og i øvrigt er så bleg, at man kunne blive optaget i KKK uden lagen på.)
Denne gang var det, fordi jeg sammenlignede sexisme med racisme. Og jeg syntes sådan set bare, at det understreger min pointe om, at vi ikke tager sexisme alvorligt, når nogen opfatter mig som racistisk, fordi jeg sætter ordet “neger” ind i stedet for ordet “kvinde”. For fy sådan noget må man ikke sige om dem med en anden hudfarve, men dem med patter – de skal bare tage det, skal de.
Men ja, jeg er faktisk racist…
Jeg er i øvrigt også sexist og fordomsfuld over for alle, der har en anden religion, kulturel baggrund eller seksuel præference, eller som bare kommer fra en landsdel, hvor man ikke udtaler d’er som j.
Er det noget, jeg går rundt og blærer mig med? Nej da, jeg ville faktisk foretrække at give indtryk af, at jeg er utrolig large og kulturrelativistisk og åben over for alle, der er anderledes end mig selv:
“Hey, man, jeg er bare så BFF med min slagter. Seriøst, vi kommer så godt ud af det med hinanden, selvom han er fra Pakistan eller Tyrkiet eller Iran… jeg ved det ikke lige, men vi klikker bare totalt!”

Min fordom er, at jeg ingen fordomme har
Så den historie ville jeg gerne fortælle. Men samtidig kan jeg også godt lide at læse bøger om hjernen. Og de fortæller en helt anden historie; om en hjerne, der slet ikke kan lade være med at være fordomsfuld. (Start med Blink af Malcolm Gladwell, hvis du vil vide mere om din hjernes krumspring bag om din ryg. (Og ja, jeg snakker om den bog hele tiden.))
Dette er et utroligt dumt paradoks, som jeg har overvejet at løse ved at lade være med at læse flere bøger. Så ville jeg – som mange kulturrelativister – kunne bilde mig selv og lejlighedsvis også resten af verden ind, at jeg skam ikke var påvirket af stereotyper og den slags, som kun den uvidende pøbel lader sig styre af.
Desværre har jeg også læst et sted, at dem, der tror, at de er hævede over stereotyper og andet kulturelt bias faktisk ofte har en tendens til at være endnu mere fordomsfulde – i hvert fald i forskningsforsøg. (Og i alle samtaler, jeg har haft med sexister, der i en og samme sætning kan sige “nu lever vi jo i en helt ligestillet verden, så jeg har i hvert fald ikke nogen fordomme om kvinder, men mænd og kvinder er bare forskellige, altså det er jo faktisk bevist, at mænd er klogere, ikk’oss’!”)
Så derfor prøver jeg i stedet at stå ved det; ja jeg er dybt, dybt påvirket af de fordomme og stereotyper, min kultur udsætter mig for. Og jeg bruger derfor ekstrem meget refleksionstid på at prøve at blive bevidst om dem – samtidig med, at jeg sikkert kun kan se en lille top af et meget stort isbjerg af fordomme og latent had.

Jeg giver ikke hånd til en sabeltiger, det gør jeg bare ikke!
Derfor syntes jeg, at diskussionen om censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende, var interessant. Han sagde nemlig selv, at den forskelsbehandling i mødet med de studerende ikke påvirkede hans evne til at vurdere dem alle på lige vilkår fagligt.

Kære søde censorven, ligegyldigt om du gav alle som én hånd og kindkys og næsegnub ville du stadig ikke være i stand til at vurdere dem alle lige. For det kan vi ikke. Vi kategoriserer mennesker og alt, hvad vi ellers møder, efter et system af tidligere erfaringer og kulturelle fordomme.
Og uanset censorens begrundelse for ikke at ville trykke hånd med nogle af de studerende (her desværre religiøst, hvilket jo har afsporet debatten i retning af islamofobi og almindelig god gammeldags fremmedhad, fordi heller ikke kritikerne af denne sag er bevidste om deres fordomme) så er det altid et problem, når man gør andre opmærksom på, at de er anderledes. Det trækker nemlig stereotyperne på banen.

Stereotyper og fordomme er snedige mønstre, vores hjerner opfinder for at lette vores hverdag. I stedet for at skulle forholde os helt blankt til alle og alting, vi møder for første gang, giver mønstrene os mulighed for at handle med det samme. Hvilket er en fordel, hvis det, vi møder, er en sabeltiger. Vi har godt nok aldrig mødt denne specifikke sabeltiger før, men vores fordomme om sabeltigere gør, at vi løber væk med det samme i stedet for at vente og se, om også denne sabeltiger vil leve op til fordommene om sabeltigere (og det er, at de vil æde os, hvis du var i tvivl.)

Doven; helt ind til hjernebarken
Mere kompliceret bliver det selvfølgelig, når den, der står over for os, ikke umiddelbart er farlig. (Medmindre man virkelig er så bange for negere, at man tror, at også de vil æde en, men så skal man nok begynde på sin medicin igen.) Det stopper dog ikke hjernen i at fortsætte fuldstændig samme adfærd.
Fordi hjernen grundlæggende bare er pissedoven og i øvrigt ikke bryder sig om at skulle ud på usikker grund. Så vores ugidelige og nervøse hjerne får os altså til at behandle alt nyt, vi møder, som noget gammelt og genkendeligt.
Igen er det vældigt smart, at man ikke skal bruge en hulens masse energi på at afkode et nyt stykke landevej, men kan hente konklusioner fra sin tidligere erfaringer og fra køreprøvens teoribog og derved regne med, at et sving også her på den nye vej betyder, at farten skal lidt ned. Og det er automatiseret i en grad, så hjernen faktisk slet ikke gider ulejlige bevidstheden med den form for mønstergenkendelse.

Af-sløret!
Problemet er bare, at det gider hjernen heller ikke, når mønstergenkendelsen fortæller os, at hende med den mørke hudfarve nok er dårlig til dansk – ergo lidt dummere – undertrykt og -kuet og formentlig fra et socialt belastet område.
Jeg så engang Asmaa Abdol-Hamid spille på den her fordom, og jeg var chokeret over at se, hvor chokerede alle andre blev.
Hun gik ind på en scene med slør på og nedslået blik og begyndte på knapt hørligt, stammende dårligt dansk at fortælle om, at hendes forældre ville have hende til at gifte sig med hendes fætter. To minutter inde i historien, stoppede hun midt i sætningen, så direkte ud på publikum og sagde højt og klart på fejlfrit dansk: “Ja, det er jo sådan, danskere gerne vil se os kvinder af anden etnisk herkomst, ikke?”
Der lød et kollektivt gisp i salen, og luften blev nærmest trukket ud af lokalet, så det i et par sekunder føltes som at stå i et vakuum, hvorefter publikum brød ud i forløsende latter og klapsalve.
Ha ha, hun fik os.

Du er undtagelsen, der bekæfter, at jeg er en fordomsfuld idiot
Personligt var jeg lidt irriteret over hendes idé, inden jeg så publikums reaktion. Jeg syntes, at hun i stedet for at gøre opmærksom på fordommen, bare skulle gå direkte ind og afkræfte den. Bare gå ind og være sig selv. Så ville publikum jo hurtigt opdage, at hun ikke levede op til deres fordomme.
Eller ville de?
Efter den oplevelse er jeg faktisk blevet i tvivl. For jovist, nogle ville sikkert være blevet bevidste om deres fordomme, men det ville sandsynligvis være et fåtal. De flestes hjerner ville vælge at opfatte denne oplevelse som en abnormali og blot lave en underkategori til den stereotype fordom om, at alle-indvandrerkvinder-er-undertrykte undtagen Asmaa Abdol-Hamid.
Faktisk kan undtagelsen hurtigt komme til at bekræfte reglen – det er i hvert fald den erfaring, man hurtigt gør sig som kvindelig komiker:
“Kvinder er normalt ikke sjove, men du er sgu ret sjov.”
Underforstået: Der må være noget særligt ved dig – for det kan umuligt være min fordom om kvinder, der er noget i vejen med.
(De seneste år har jeg også hørt mænd sige følgende sætning ret mange gange: “Kvinder er ikke sjove, bortset fra Linda P, men hun er også lesbisk, så det tæller ikke.”
Øh? Så lesbiske er ikke kvinder!? Og evnen til at være sjov sidder direkte koblet op på ens seksuelle præferencer eller hvad!?
(Dumt at stille det spørgsmål, for der nok skal være folk, der så vil forsøge at fabulere teorier frem om det: “Jamenæh… det er jo, fordi at øhh.. nå ja, kvinder tænder på humor, ikke? Så derfor er det vigtigere for mænd og lesbiske at være sjove end det er for hetereoseksuelle kvinder at være det. Så derfor er vi også sjovere jo.”
Aha! Og så har man så fint lavet en teori, der stadfæster ens oprindelige fordomme og igen ignorerer de horder af sjove kvinder, der har eksisteret fra Liva Weel til Lisbeth Dahl – kvinder, der var/er så udpræget heteroseksuelle, at de skam ikke kunne nøjes med kun en mand…))

Hej, jeg er blond og dum og feminist og æder mænd til frokost
Så nu har jeg ændret mening: Asmaa Abdol-Hamids happening var en genistreg, fordi hun tvang alle i publikum til at blive konfronteret med deres hjerners dovne tilgang til fordomme.
Jeg er bare irriteret over, at det er nødvendigt. For sagen er jo, at det ikke kan bruges til andet end en sceneperformance i ny og næ. Vi kan jo ikke overføre det til hverdagen.
Vi kan ikke alle overspille stereotypen om os selv de første par minutter af hvert eneste møde med et nyt menneske, for derefter at kalde den, så de får skubbet deres fordomme helt frem i bevidstheden og kan overskrive dem med en mere ærlig opfattelse af os.
Det ville være et ulideligt mas, og ville sandsynligvis blot føre til, at folk blev vildt irriterede, så i stedet for at stereotypisere mig som en sød lidt naiv blondine/fissefeministisk mandehader, ville de blot smide mig ind i en kategorien af narcissistisk personlighedsforstyrrede røvhuller (og derudover også beviseligt naiv.)

Du er, hvad de andre tænker
Så vi er bare nødt til at finde os i, at andre har fordomme om os – som vi ikke har nogen indflydelse på, ligegyldigt nærmest hvad vi gør. Derfor havde jeg i mange år selvhjælpssloganet what others think of you, is none of your buisnees hængende på køleskabet. For at minde mig selv om, at det ikke kan betale sig at blive frustreret over at blive sat i en bås – og at jeg skal prøve at lade være med at lade mig påvirke af det.
Ha! Det kan man ikke! Det er min forretning, hvad andre tænker om mig. Om jeg vil det eller ej.
Og det er faktisk der, problemerne med stereotyper for alvor opstår. For én ting er, hvad andres hjerner har travlt med af dovne kategoriseringer. Noget helt andet er, at vi har meget svært ved selv at sætte os udover det.
Hvis man eksempelvis beder studerende om at forholde sig til deres køn, inden de besvarer en matematikprøve – det kan gøres så simpelt som at bede dem krydse af i et felt, hvor der står ”mand eller kvinde” – så scorer kvinderne dårligere i prøverne, end hvis de ikke bliver mindet om, at de er kvinder.
Hvorfor? Fordi der er en negativ fordom om, at kvinder er dårligere til matematik, og når de bliver husket på, at de jo er kvinder, bliver deres hjerner også indirekte primet til at køre efter fordomspakken.
Så efter min mening er det decideret tarveligt at kønsprime elever lige inden deres eksamen – især i mundtlig matematik, som det var tilfældet i sagen med censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende. (Helt ærligt; hvis han havde brugt fem minutter på at blive bevidst om sin egen rolle som censor – i stedet for at lade hjernen automat-opere på gamle mønstre – så havde han da bare sørget for at blive siddende bag ved det grønne bord og ladet være med at give hånd til nogen. I de fleste elevers fordomme er censorer alligevel udeltagende, tavse typer, der sidder og glor ned i bordet og piller næse under hele eksamen, så han skulle virkelig ikke anstrenge sig meget for at leve op til den fordom.)

Det er en indvandrer. En muslim. EN BOMBE!
For det er slemt nok, at vi ikke selv er klar over, at vores dovne hjerner dagen lang fraholder os fra at se den verden, der i “virkeligheden” ligger foran os – men bare giver os en referat af tidligere erfaringer med selvsamme verden. Det er ærgerligt og lidt kedeligt. Men det er straks langt værre, når vores hjerner faktisk selv skaber den virkelighed, som den forventer at se.
Og det er derfor, at jeg prøver at stå ved mine racistiske fordomme. For hvis jeg ikke holder mig for øje, at jeg – uanset om jeg vil det eller ej – kulturelt er præget til at tro, at dem med mørk hud er dummere, dovnere og sandsynligvis gemmer en bombe under tøjet, så vil min hjerne alligevel få mig til at opføre mig derefter.
Så nu prøver jeg i stedet helt kejtet at irettesætte min hjerne, hver gang jeg står nede ved slagteren; ja, han taler dårligere dansk, men han er stadig et menneske ligesom mig, og selvom der ligger en brochure med arabiske tegn på disken, så kan det jo være, at han er kæmpefan af Nik & Jay, for hey: jeg ved jo faktisk ikke en skid om ham!

Der er så meget negere ikke forstår

5. juli 2013   

Inden for den seneste uge er jeg stødt på flere eksempler på hverdagssexisme. Og ikke mindst på den typiske danske reaktion på det. Som jeg desværre har skrevet om op til flere gange (her og her og her), så er den stående respons på, at man påpeger et kønsrelateret problem her i landet, bare at benægte problemets eksistens.
Typisk forfulgt at en lettere hysterisk insisteren på, at den, der har formastet sig til at påpege problemet, skal trække det tilbage og undskylde for at have brugt andres tid med denne slags ikke-generaliserbare, forkælet-feminist luksus-problemer.
(Hvilket betyder, at rigtig mange i min bekendtskabskreds er begyndt at undskylde på forhånd med et “nu er det her måske nok et første-verdens-problem, men…” Hør nu lige her: Vi er muligvis superpriviligerede og velstillede her i vores del af verden, men vi kan altså ikke begynde hos indiske gadebørn, hver eneste gang vi forsøger at rykke os videre op på næste udviklingstrin!)

Min ret til at hade dig er større end din ret til at være her
Amning på cafeer bliver for eksempel set som et udtryk for nogle få emsige, egoistiske venstreorienterede feministfissers behov for selvrealisering. At der er nogle spæde samfundsborgere, der faktisk også skal have mad, forsvinder lidt i den diskussion. For amning kan man ikke forvente at få lov til, hvor andre mennesker skal spise. Totalt uappetitligt! (Men det er åbenbart ikke spor egoistisk at mene sådan…)
Så amning må kvinderne sidde på bænke eller toiletter og ordne. Fuck da, at det er vinter ni måneder om året i det her land. Fuck da, at toiletter i det offentlige rum er notorisk klamme, fordi “MH rengjorde dette toilet kl 5.50” i morges og nu er klokken 15.
Hvis kvinderne er utilfredse med stivfrosne nipples og E-Coli-luft ned i lungerne, må de bare blive derhjemme i seks-tolv måneder.
Og det bliver også resultatet, det kan I godt regne med. For det kan godt være, at det kun er 5 eller 9 eller 13 cafeer ud af en milliard, der kan finde på at smide kvinder ud for at amme, men den viden, at det kan ske, vil få mange kvinder til at lade være med at gå ud for ikke at risikere at være pinlige eller bare til besvær.
(Jeg ved ikke, hvad det er for nogle kvinder, som alle snakker om, der åbenbart rask væk både ammer med begge bryster fremme og skifter ble midt på cafébordet, for 99,9 procent af alle kvinder, jeg har mødt, vil for alt i verden undgå at lave en scene og lægger både den ene og anden hæmmer på sig selv på forhånd, så ingen vil vrænge på næsen af deres adfærd.)

Vægte og sexismepåpegere skal sættes på plads – med næven
Og når de kvinder, der blot gør noget af det allermest naturlige og i øvrigt gør det for et andet væsens skyld, får hældt så meget lort ned i nakken og amme-bh’en, er det vel egentlig ikke så underligt, at alle andre slet ikke får en chance for at komme med et kvæk om sexisme.
Nadia var en af dem, der forsøgte. Og blev svinet til. Hun formastede sig til at stille spørgsmålstegn ved et opslag i sit lokale fitness-center. Opslaget lød: “Kvinder og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med kvinderne ;)”
Personligt synes jeg faktisk, det er ret sjovt formuleret. Men som komiker vil jeg også altid automatisk forsvare joken. For jeg vil medgive de mange, der synes, Nadia overreager, at det hurtigt kan blive frygteligt kedeligt og politisk korrekt, hvis vi ikke må lave sjov med hinanden – mænd og kvinder imellem.
Men altså nu er den her joke jo ikke fyret af fra en stand-up-scene eller i en satiretegning. Nu hænger den faktisk som et påbudsskilt i det semioffentlige rum. Så er det straks en anden sag, og der har Nadia faktisk en meget god pointe. Hvis du ikke kan se det, så prøv at køre “negertesten” på den: “Negere og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med negerne ;)”
Nu er der to muligheder. Enten kan du godt se det, eller også reagerer du ligesom så mange andre, der fuldstændigt benægter eksistensen af sexisme ved at tænke, at negere og kvinder jo ikke kan sammenlignes, så det er bare et dumt, fissefeminist retorisk greb at bruge den test.
Som een skrev på min facebook: “men ingen havde løftet et øjenbryn, hvis der havde stået “mænd” i sådan en joke… ‘neger’ kan man jo ikke bruge, overhovedet, uden at det bliver tolket som slemt… det kan man trods alt med både ‘mænd’ og ‘kvinder’.”
Jeg svarede:
“Tja, altså bortset fra, at når det kommer til undertrykkelse og ‘at blive sat på plads’ har kvinder nok historisk mere til fælles med ‘negere’ end med mænd…”
Men jeg vil egentlig gerne uddybe den kommentar lidt; derfor dette blogindlæg. For jeg forstår sådan set godt, hvor de kommer fra de mennesker, der synes, at man ikke bare sådan kan sammenligne negere med kvinder. Og dét er nok mere end noget andet forklaringen på, at det er så svært at snakke sexisme i Danmark:
Vi har simpelthen glemt, at vi har en fortid!

Velkommen til jorden, her deler vi vind og lort lige
De fleste mennesker i det her land tuller jo rundt i en historieløs nutid, der egentlig ser meget godt og ligestillet ud, og de har da selv klaret sig meget godt, så hvad brokker de sig dog over de der sure feminister derovre? Og det er også rigtigt. Hvis man tog et screendump af Danmark i dag, så ville en udefrakommende alien tænke, at mænd og kvinder hver for sig havde cirka lige mange fordele og ulemper.
Som Manu Sareen eksempelvis forleden skrev i en kronik i Politiken, så er det på tide at sætte fokus på de mange ulemper der er ved at være mand; de dør for tideligt, ryger lettere på bunden af samfundet, bliver dårligere uddannede osv.
Det er også helt rigtigt, at der skal mere fokus på de negative sider af maskulinitetsopfattelsen. Men to ting:
1) det er hul i hovedet at tro, at man kan løse det ene køns problemer uden at berøre det andets. Det hænger sammen. Hvis vi skal ændre maskulinitetsopfattelsen er vi nødt til også at ændre feminitetsopfattelsen. Eksempelvis; hvis vi vil have ligeløn til kvinderne, skal vi have mænd og kvinder til at tage lige meget barsel – og dét vil også hjælpe mændene. For hvis vi vil have mænd til at få bedre familierelationer (og deraffølgende muligvis en større motivation for at passe bedre på sig selv og gå til læge tidligere og den slags), så skal vi også have mænd og kvinder til at tage lige barsel – og dét vil så igen hjælpe kvinderne.

Nårh, hvor’æret synd for mænerne
Og 2) så er jeg ærligt talt pissemøgrøvtræt af at høre politikere være ude med alskens forslag til forberedringer, så snart noget falder ud til mænds “bagdel”. Manu Sareen siger selv i kroniken, at han ikke vil særbehandle drenge, men der er brug for andre tiltag, hvis drenge skal have lige så gode chancer som piger for at komme ind på videregående uddannelser (eks. større Kvote 2-optag).
Og ja, han har fuldstændigt ret, det er der brug for. Det kunne bare være dejligt, hvis politikere (især ligestillingsministre) var lige så hurtigt ude med tiltag, når tingene falder ud til kvindernes “bagdel” – men nej, der halter vi stadig årtier bagefter med ligeløn og direktørstillinger. Men det er jo bare et førsteverdens-problem, ikke? Modsat drenges fremtid og mænds levealder.
(Og så er jeg sgu også ret træt af at høre mænd, der ikke får en uddannelse og dør for tideligt, italesat som de nye ofre, mens kvinder, der ikke får ordentligt løn og hænger på en dårligere pension bare må blive bedre til at forhandle med chefen og eksmanden. For kvinder er åbenbart selv ansvarlige for deres omstændigheder, mens mænd bare er ofre for dem. Come on!)

Mænd har faktisk også engang haft en dårlig (hår)dag
Men for at vende tilbage til det sexistiske opslag i fitnesscentret, så er der noget rigtigt i det, når kommentatoren ovenfor antyder, at man sagtens kunne forestille sig et skilt i et fitness-center, hvor der i stedet havde stået “Mænd og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med mændene ;)”
Og ingen ville formentlig havde taget anstød af det.
(Bortset fra, at det nok ville være ret malplaceret, da jeg fordomsfuldt formoder, at de fleste vægtløftere er heteroseksuelle mænd, og de ville nok øffe lidt med hinanden af implikationen over, at de trænger til at blive sat på plads. (Og derefter ville de tage ti ekstra for at sikre sig, at ingen vil være i stand til at sætte dem på plads.))
Men kommentatoren tager fejl, når hun antyder, at det ville være det samme. For det ville det så langt fra. Mænds og kvinders rolle i historien er så forskellig, at man på ingen måde kan sammenligne de to.
Pudsigt nok har mange også for tiden meget travlt med at knurre over den nyklassiske reklame- og sitcomkarater; den uduelige, kiksede far. Når mænd bliver fremstillet så dårligt, så er det faktisk lige så slemt, som når kvinder bliver objektiviseret og udsat for sexisme, mener disse vi-er-lige-gode-om-det-typer (der igen pudsigt nok heller ikke bliver set som egoistiske…)

NEJ – med versaler
Det er ikke det samme! Den uduelige, kiksede far er en karakter, der er opstået inden for de seneste 30-40 år – som en understregning af patriarkens fald. For det er ikke mere, end 60 år siden det mandlige familieoverhoved repræsenterede alle de værdier, samfundet var grundlagt på.
Men så kom studenteroprøret, rockmusikken, hippierne og naturligvis rødstrømpebevægelsen. Og bemærk venligst lige, at feministerne først sparkede til patriarken, da han allerede var tvunget i knæ – det var ikke kvinderne, der nakkede ham; det gjorde udviklingen!
Men kvinder har til gengæld været en undertrykt og marginaliseret gruppe i årtusinder – indtil for cirka 60 år siden. Så når man laver en joke på bekostning af kvinder, trækker man på de priviligeredes herskerret over for de undertrykte. Hvorimod når man laver en joke på bekostning af mænd, trækker man på de undertryktes behov for at sige fra over for de priviligerede.
Og det er grunden til, at negertesten er så fin. Fordi der er meget få, der ikke vil indrømme, at vi hvide er priviligerede i forhold til de mørke. Hvilket tydeligt viser sig i vores ubekvemhed over for racisme. De fleste hvide krymper sig, når en åbenlys racist udtaler sig. Så de fleste racister ved i dag, at de skal kamuflere deres lort bedre. Og ingen vover at lave tydelige racistiske antydninger i reklamer eller på skilte i fitnesscentre.

Stemmeret til kællinger!? Er I vanvittige?
Men sexisme er anderledes okay. Og her er det, jeg mener, at vi har mistet fornemmelsen af fortiden. For de fleste glemmer simpelthen, at kvinder har været en mere undertrykt gruppe end “negere”. (I øvrigt undskyld, at jeg bliver ved med at bruge det ord, men det dækker bare så fint i denne sammenhæng – hvor det ikke så meget handler om en reel befolkningsgruppe, men mere om den måde, vi tidligere har omtalt hele folkefærd på.)
Jeg grinede højt, da jeg for nyligt så filmen Lincoln. I filmen ser man abolitionisterne (slavemodstanderne) og tilhængerne af slaveriet råbe af hinanden i den amerikanske kongres. Problemet er nemlig, at hvis de giver slaverne fri med en erklæring om at alle mennesker er lige, skal de så også give de mandlige negere stemmeret? Den tanke bryder de færreste sig om.
Og så smider en af tilhængerne af slaveriet trumfen på bordet: “Hvad bliver det næste? Skal kvinder også have stemmeret!?”
Hvorefter salen går amok. Alle skriger og jamrer, ingen – heller ikke abolitionisterne – kan forestille sig noget værre.
Op til primærvalget i 2008, hvor Obama slog Hillary Clinton, spekulerede mange på, hvad der ville komme først: en kvinde eller en “neger” i Det Hvide Hus.
Jeg var personligt ikke overrasket over udfaldet. Men så igen; jeg kender også godt kvinders historie, og den bærer altså på mange flere tusinde års undertrykkelse – og deraf følgende negative fordomme og sexisme – end afroamerikanskernes historie bærer på, trods alt dens gru.

Den dumper negertesten, og den dumper, og den gør også
Og her vil jeg gerne skynde mig at sige, at det her altså ikke skal være en kamp udi, hvem det er mest synd for! Jeg er pisseligeglad med, om vi får udryddet racisme først og sexisme bagefter – begge dele skal slås ned, og det kan kun gå for langsomt!
Jeg bruger bare eksemplet til at vise, at det er helt reelt at trække “negertesten”, når man taler sexisme. Det er en virkelig god måde til at vise, i hvor høj grad sexisme bare er en del af vores sprog – både det daglige og især det reklamemæssige.
Jeg har i mange år talt for døve øre, når jeg har brokket mig over Oddsets “der er så meget kvinder ikke forstår”-reklamer, fordi de færreste kan se problemet. Det er jo bare for sjovt, ikke? Mange kvinder forsvarer den endda og siger, at de virkelig ikke forstår sport, så tihi, derfor er det jo det samme, som at vi som køn er snotdumme.
Men hvad ville I sige til en “Der er så meget negere ikke forstår”-reklame. Måske skulle det være catchfrase i et jobopslag til en stilling, hvor man både skulle være veluddannet og kunne lide at tjene mange penge…
Mon sorte så selv ville grine og sige “tihi, det er sjovt, fordi vi er fattige og underuddannede?”
Eller hvad hvis en stor ølproducent startede en reklamekampagne med ordene: “Hvad er der sket med os hvide mennesker?”
Hvad med en politiker, der gik ud og sagde, at folkeskolen i Danmark er blevet “afroiceret”, så der ikke længere er plads til hvide børn – og at vi skal have lavet et nyt kvotesystem, så de hvide ikke ryger bagud i uddannelseskapløbet mod de flittige sorte?
Hvad med en busreklame på alle busser i København med en negernæse opereret om til en perfekt kaukasisk med teksten “Nye næser.”
Hvad med et tv-program, hvor hvide mennesker sad og bedømte sorte menneskers nøgne, tavse kroppe…
Det eneste det program så mangler er jo bare, at man slutteligt forhandler en pris (eller medgift) for hver sin slave (og/eller kvinde) – til at hjemtage og derefter banke, bolle og befale over, så meget man lyster.
Var det for hårdt sat op? Ja, så er der kraftstejlme meget, den historieløse ikke forstår!