skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2013
M T O T F L S
« jun   sep »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små

20. juli 2013   

Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.

Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.

DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.

Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.

Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.

Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?

Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)

Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.

Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.