skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

september 2013
M T O T F L S
« jul   okt »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  

Oplæg til Kvinderådsmøde om ligestillingspolitik

24. september 2013   

Jeg blev bedt om at besvare spørgsmålet: Hvorfor er der så få kvinder i DK, der er villige til at kalde sig selv feminister?
Fordi de synes, feminisme er usexet. Bogstaveligt talt; det er uden sex at være feminist! Hvis man er feminist, så er man sur og hader mænd. Så der er simpelthen for lidt pik i at være feminist.
For de fleste kvinder – især unge kvinde – er det, livet går ud på: At finde en god pik, måske en man skal være sammen med resten af livet, måske en man bare skal være sammen med en enkel lørdag, men det er det, de fleste kvinder jagter. Og det får man altså bare ikke, når man er sur og bitchy!
Og så længe anti-feministerne har held med at holde liv i myten om os feminister som nogle bitre mandehader, så vil flertallet af kvinder tage afstand fra feminisme alene af den grund.
Og det er jo heller ikke noget nyt, det ved I godt, ikke? Vi har haft det ry imod os lige fra starten. Helt tilbage til suffragetterne. Tænk på Mary Poppins, den vidunderlig barnepige, der er nødt til at tage sig af de stakkels forladte børn, hvis mor hellere vil kæmpe kvindekamp end at være der for dem og hendes mand.
Det eneste tidspunkt, hvor det har givet bare lidt pik at være feminist var i begyndelsen af 70‘erne, fordi rødstrømperne var så smarte at slå deres sag sammen med den seksuelle frigørelse og hippiebevægelsen.
Men nu har vi seksuel frigørelse, p-piller og abort – så længe det varer – så nu er der ikke ret mange, der kan se en grund til at melde sig ind i gruppen af frigide feminister. Vi får jo pik nok nu – og så pyt med ligelønnen og alt det andet.

Min mission med det, jeg laver, er at vise, at feminister i høj grad godt kan være både sexede og sexlystne. Og at det kan være sjovt at være feminist. At man godt kan grine af tingenes tilstand – hvor miserable de så end er – og holde tonelejet nede i det knap så skingre.
Det er ikke, fordi jeg har lyst til at bruge udtrykket lipstick-feminism, fordi jeg synes, det er et åndssvagt udtryk, men jeg synes, det er vigtigt at vise, at feminisme ikke er ensbetydende i at gå rundt med hennafarvet hår, ingen makeup, hængebryster og et evigt konfronterende blik i øjnene.
Jeg bliver faktisk lidt træt, når jeg hører om feministiske aktioner, der går ud på at afseksualisere kvindekroppen. Når feminister bader med nøgne bryster i svømmehallen, så mænd kan lære at lade være med at synes, at bryster er sexede. Hvorfor må mænd ikke synes, at bryster er sexede? Bryster er noget af det allerdejligste på en kvindekrop – og jeg kan godt forstå, at mænd er vilde med dem. Kan de ikke godt få lov til at være det, uden blive betraget som mandshauvinistiske svin?
Selvfølgelig skal vi kæmpe for at gøre noget ved den gigantiske objektivisering af kvindekroppen, vi ser, især i medie- og reklameverdenen. Selvfølgelig skal der ikke køre et par silikonebryster rundt på hver eneste bus i København, selvfølgelig skal Blachman ikke sidde og kommentere tavse nøgne kvindekroppe i primetime-tv. Og selvfølgelig skal vi også have standset klamme tilråb om “gode patter” på hver andet gadehjørne. Men måske ville feminisme få lidt mere sexappeal tilbage, hvis vi tillod, at der faktisk fandtes seksuel tiltrækning mellem kønnene.
Kvindekroppen skal ikke være en, der konstant bliver kommenteret på i alle sammenhænge, men objektivisering af kvindekroppen er ikke dårlig i sig selv.
Det seksuelle møde mellem kønnene handler til dels om at se den anden som et objekt. Et objekt for mit begær. Kvinder har også brug for at se mænd som objekter for at kunne få gang i maskineriet. Det er en god ting.
Og hvis man fjerner retten til at betragte kvinder – og mænd – som et objekter i alle sammenhænge så fjerner man altså ret meget den seksuelle spænding.
Det skal vi feminister passe meget på med. For jeg tror, at det er i det fokusområde, vi mister rigtig mange potentielle feminister.

Det her gør sig også meget gældende i den nuværende debat om hverdagssexisme, der endelig efter lang tids tilløb begynder at få rodfæstet sig som noget, man faktisk kan snakke om – og sige fra over for – her i landet.
Alle kvinder lever i en hverdag med sexisme, hvad enten det er lumre kommentarer om deres udseende – eller det er nedladende kommentarer om det samme. Ragerende fra “du har vildt gode patter” til “fuck hvor er du klam at se på din fede so.”
Ligesom kvinder også jævnligt bliver trynet på deres kompetencer, talenter, holdninger og meninger. Fælles feministisk front mod hverdagssexisme burde være den nemmeste sag i verden at sælge til alle kvinder.
Men alligevel står feminister tilbage med et alt for stort restparti og ingen købere. Fordi: igen er der en tendens til, at tonen hurtigt bliver meget skinger. Det bliver for nemt til, at mænd overhovedet ikke må kommentere noget på kvinder. Jeg har selv været inde over den her debat. Jeg foreslog, at man for at være på den sikre side holder sig til komplimenter fra halsen og op efter.
Men jeg er udmærket godt klar over, at der findes kvinder, der bruger fire timer om dagen i et fitnesscenter, som absolut ikke synes, at mænd skal fortælle dem, at de har nogle pæne øjne.
De her baller har krævet hårdt arbejde og de kræver en kompliment eller som minimum et fløjt fra en stilladsarbejder.
Vi lever i en kropsfikseret kultur, og de mange kvinder – såvel som mænd – der dyrker deres kroppe som afguder har for nogens vedkommende brug for at få likes for at føle, at det var sliddet værd. Og ja, derfor kan vi stadig godt forsigtigt påpege, at det uheldigt, at nogle kvinder føler, at de kun er noget værd, hvis de er 100 procent objekter for mænds begær.
Men hvis vi feminister ikke anerkende, at kvinder er forskellige og har forskellige grænser, men prøver at sætte en fælles standard op, så mister vi altså rigtigt mange feminister med veltrænede baller. Og de veltrænede ville være rare at have i blandt os, for de kan holde bannere hævet meget længere, end de her slappe arme kan.

En anden grund til, at kvinder har så meget imod feminisme er, at det måske ikke så meget er mændene, der skal give sig nu. Nu er det faktisk kvindernes rettigheder, der skal deles. Det vidste sig jo med diskussionen om øremærket barsel, at det faktisk ikke helt var så mange mænd, der var imod det, da det kom til stykket. Men hvem holder så igen? Det gør dem, der skal af med rettighederne. Sådan har det altid været!
Så er det jo lidt hyklerisk, når man gerne vil sige, at kvinder ikke må forskelsbehandles, men mænd må godt.
Så kan det godt være, at man kalder sig feminist derhjemme på matriklen, men man skal nok ikke hænge ud sammen med ret mange andre feminister, før man bliver sat på plads. Så derfor den nemme løsning: hellere lade være med at sige, man er feminist og beholde sine tre måneders ekstra barselsorlov.

Caitlin Moran, som jeg og sikkert flere af jer havde den store fornøjelse at opleve i sidste uge, da hun var her i København, hun har den opfattelse, at kvinder ikke gider feminisme i dag, fordi vi er blevet for magelige. Fordi det går jo meget godt, så hvorfor skulle jeg bruge tid på at kæmpe for de sidste småører – for 17 procent mindre i løn over en livstid er jo småører…
Plus selvfølgelig at vi har alt for travlt med at barbere alle overflade på kroppen til at bekymre os om dårligere pensionsopsparinger.
Jeg vil ikke helt give Caitlin helt ret. Jo, jeg vil godt give hende ret så langt som til, at alle her i Vesten er blevet for magelige – mænd såvel som kvinder. Det er sikkert en af forklaringerne på, at vi har finanskrise. Vi har ikke noget behov for at arbejde hårdere for at nå mere, for det går jo meget godt.
Men jeg tror ikke på, at kvinder er for magelige i deres kvindelighed. Jeg tror langt, de fleste kvinder er dybt ulykkelige. Enten er de decideret selvhadende eller ligefrem selvskadende eller også har de pms, der strækker sig fra september til maj. De fleste kvinder i Vesten har lange perioder med stress, angst og depression i deres liv, det viser alt statistik. Og tallene stiger.
Og det kommer ikke ud af ingenting. Det kommer ud af en dyb, grundlæggende utilfredshed med verdens tilstand, og den rolle, jeg har fået tildelt som kvinde i den verden. For godt nok fik kvinder med ligestillingen mere frihed, men vi fik ikke mere fri.
Vi blev ikke tildelt mere fritid til at slappe af, og vi fik slet ikke mere frihed til bare at være menneske. Vi fik bare lov til at være alt det, vi havde været før – og nu med en fuldtidsstilling oveni! Samt selvfølgelig en aftale hos en vokser hver fjortende dag.
Ja, jeg har en teori om, at hele den groteske krops- og udseendefiksering, vi ser hos kvinder i dag, i virkeligheden er en kompensation for at få lov til at være med på mændenes banehalvdel.
Og det her er ikke noget, mænd gør mod kvinder – det er heller ikke noget kvinder gør mod hinanden – det er en strukturel ting, som vi alle sammen lægger under for: Kvinder føler, vi skal gøre alting 110 procent perfekt, for ellers er vi slet ikke berettiget til at gøre det til at starte med.
Vi skal levere varen på jobbet, i hjemmet, hos børnene, i sengen og med de strammeste baller, der kan trænes op, for ellers har vi ikke fortjent at være lige med mændene. Som jo er fejehold fra starten af, fordi mænd ikke stiller de samme krav til sig selv.

Og der er selvfølgelig derfor kvinder har brug for feminisme. De ser det bare ikke som et fællesanliggende. Jeg tror grundlæggende, at det største problem for feminisme – udover vores usexede image – er, at alle i dag er overbevidste om, at de er helt unikke individer og kun de har netop disse oplevelser.
Det betyder, at det er enormt svært at tale om og endnu sværere at løse problemer, der gælder for alle kvinder – og selvfølgelig endnu mere problemer, der gælder for alle mænd – for ingen vil reduceres til deres køn. Og feminisme er nu engang afhængig af at kunne reducere folk til deres køn.
Så ironisk nok i forsøget på at nedbryde kønnene, så trækker vi dem faktisk frem. Hvilket jo også forklarer, hvorfor der er så meget modstand mod feminisme fra mange mænds side, fordi mænd, som I ved, jo aldrig har været et køn tidligere og slet ikke bryder sig om at skulle til at være det nu. Og det er desværre også det tankesæt, kvinderne har overtaget – for lige præcis på det individualistisk-tænkende område er der beklageligvis ligestilling.

Så feminisme er ikke frækt, det stjæler kvinders få fordele, og det fjerner ens unikke karakteristika. Og så giver det altså samlet set for lidt pik.
Mit seneste stand-up-show hedder Mandehader – et show om at være alt for glad for pik. Det var mit lille forsøg på at begynde at bryde med den myte.
Og til den titel fik jeg følgende kommentar fra en lesbisk feminist: “Årh, hvorfor skal I heteroseksuelle feminister altid gøre så stort et nummer ud af, at I elsker mænd!?”
Fordi det gør vi!
Og selvfølgelig vil jeg ikke stå og sige, at lesbiske har mindre at skulle have sagt end alle vi andre feminister, men hvis dét er din holdning til mandekønnet: Vil du så ikke være venlig at fucking lukke røven, for du ødelægger vores allesammens image!