skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

oktober 2013
M T O T F L S
« sep   nov »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Nok engang n-ordet

31. oktober 2013   

Jeg har tænkt ret meget over ordet ”neger” her de seneste dage. Det kom sig at, at jeg brugte det på facebook, og så blev jeg blokeret. Jeg blev blokeret 12 timer på facebook midt i det store stormvej, så jeg blev tvunget til at følge stormen helt analogt og live ud af vinduet og ikke gennem andre menneskers statusopdateringer. Helt ærligt!
Først blev jeg sur. Det bliver jeg som regel altid som det første, når jeg bliver anklaget og straffet for noget, jeg føler er vildt uretfærdigt. Men så begyndte jeg at tænke lidt over det og kom frem til: Okay, fair and square, facebook kunne jo ikke vide, hvad jeg mente. Konteksten var uklar.
Sagen var, at jeg forsvarede, at jeg som komiker ”vil have lov til at bruge sjove ord som ”neger” og ”bøsse”.”
Jeg mente jo ikke, at jeg vil have lov til at kalde folk for ”neger” eller ”bøsse”, men det har facebooks moderatorer nok antaget.

At slå på kvinder er humor, at slå på negere er alvor
Der er godt nok lidt et grimt paradoks her: Ifølge facebooks retningslinjer må man ikke hænge folk ud på grund af race, religion, seksualitet og køn. Det var den paragraf, de nailede mig på. Men alligevel vælter der altså rundt med kvinde-hatesites på facebook. Sider, der laver ”jokes” om voldtægt og om vold mod kvinder. (Det har Manteufel blogget en del om her.)
Men den slags bliver forsvaret i humorens navn, og dem, der lægger det op, bliver ikke blokeret. Og det virker jo bare helt fair, at Johnny i Vejen skal have lov til at sidde der foran skærmen i sin blodige, bogstavelige wifebeater og i humorens navn uploade en ”joke” om, at ”women deserve their rights – and lefts”, og jeg – som lever af at være komiker – ikke må droppe ordet ”neger” i en sidebemærkning, der ikke er møntet på nogen.
Men nu er facebook jo amerikansk, og de har som bekendt noget med offensive words i det land. Hvilket så bliver eksporteret herover til os, fordi vi bruger de samme medieplatforme. Det er lidt skræmmende, at vi rent kulturelt bliver mere og mere ”tabt bag en vogn fra USA”, som Simon Kvamm synger det.
Og jeg er selvfølgelig ikke den første til at have mærket den amerikanske censur. Mange andre kunstnere har oplevet at blive blokeret for eksempelvis at have vist billeder med nøgenhed. Hvilket jo betyder, at vores berømte frisind ender med at blive kvalt i et cyberspace-babelstårn af amerikaniseret kropsforskrækkelse og moralimperialisme.
(Faktisk er det lidt utroligt, at billedet af min kønsbehåring indtil videre ikke er røget i censur-filtret på facebook. Men måske skyldes det bare, at ingen amerikanere ved, hvad kønsbehåring er. De ser det jo aldrig nogetsteds.)

Hæng afroamerikaneren ud, men vær ikke sød ved negeren!
Nu er det ikke, fordi jeg vil generalisere omkring amerikanere. Men det virker lidt, som om de tror, at de kan styre ubehageligheder ved at lave nogle få gennemskuelige regler, alle kan lære at følge. Som at man bliver blokeret, hvis man skriver ”neger” eller bippet, hvis man siger ”fuck” på tv.
Til gengæld går det så skævt med kontekster. Fordi sagen er, at ord jo ikke nødvendigvis er offensive; det afhænger altid af den kontekst, de bliver brugt i.
På samme vis kan man sige en masse ord, der ikke er karakteriseret som offensive, men som bliver sat i en kontekst, hvor de bliver det. Eksempelvis: ”Dit ansigt ligner et egernes indvolde, der er blevet spist af en kat og kastet op ud over en bilrude.” Ikke ét biiip-ord i den sætning.
Men siger du: ”Fuck, man! Er ”neger” virkelig så slemt et ord, ligegyldigt hvad du bruger det til!? Sådan noget bullshit!” Ja, så får du så mange biiipende tæsk, at du ender med et ansigt, der ligner et egerns indvolde.
Det, synes jeg, er et problem. Og jeg synes også, det er et problem, at vi her i landet accepterer den amerikanske forenklede, politisk korrekte model. I stedet for at insistere på at snakke om kontekster.

Baller, bryster, fy! Øjne, hår, okay da
Lad mig flytte banen lidt for at give et eksempel. Jeg har snakket en del om hverdagssexisme i medierne (eks. her i Politiken), og hver eneste gang, jeg nævner det, kræver folk, at jeg definerer, hvad hverdagssexisme er.
”Giv mig et eksempel”, siger de. Og så giver jeg et. Det kan være, at en mand engang ragede mig på brysterne i en bar og sagde ”du har gode patter.” Det synes jeg var ret ubehageligt. Og det kan de fleste også godt blive enige om, at man(d) ikke skal gøre. Fedt, så har vi én regel.
Men jeg må også tilstå, at jeg personligt har syntes, det har været mindst lige så ubehageligt de gange, hvor en mand har talt ned til mig, som om jeg var et barn på 7 – med den viden, at sådan havde han aldrig talt til mig, hvis jeg havde været af hankøn: ”Hør nu her, lille skat, kan du ikke stille mig om til din chef, for du forstår vist ingenting.”
Eller hvad med de gange, jeg som ung journalistpraktikant oplevede, at midaldrende mænd kun så på og talte til den mandlige fotograf, når de besvarede mine spørgsmål.
Dét er til gengæld langt sværere at regelsætte. Det er stadig hverdagssexisme, men ikke ligefrem noget, der er til at formulere i en paragraf. Også fordi meget af det ligger i tonefald og mimik.
Hvad med det her forslag til en paragraf: ”Du må ikke se på og tale i et tonefald til en kvinde eller en person af anden etnisk oprindelse eller med en anden seksualitet på en måde, så høn føler sig set og talt ned til på grund af kønnet, racen eller seksualiteten.”
Nej, det fungerer ikke rigtigt, vel?

Skal jeg forstå dig? Hvad bliver det næste så? Urtete og pyntepuder!?
Og det kan jeg godt mærke på den hvide heteromand i disse år. Han føler sig i den grad frustreret over, at vi ikke bare kan forære ham et regelsæt for, hvordan vi skal omgås hinanden; mænd og kvinder. Men det kan vi ikke, fordi alting er kontekst.
Så en mand kan ikke kræve, at jeg skal definere, hvad han må og ikke må. Jeg bliver til gengæld nødt til at kræve, at han udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse. Og det vil sige; at han lytter, når jeg prøver at oplyse ham, og at han prøver at sætte sig i mit sted, og at han prøver at blive bevidst om sin egen adfærd, og at han prøver at ændre den, hvis den kan opfattes sexistisk. For det er den eneste løsning, der er.
Og det er fucking belastende at man er nødt til at kræve noget af andre – at man ikke bare kan nøjes med selv at tage ansvar for egne handlinger. For jeg skal da nok lade være med at rage mænd på nummeren og tale nedladende til dem – men det gør ingen forskel; det er stadig de andre, der skal ændre sig, før der kan ske forandringer.
Her er så problemet: De færreste bryder sig jo om, at der bliver krævet den slags af dem. Mange (mænd) bliver faktisk ret irritable, når man snakker om de her ting, fordi man derved antyder, at de ikke allerede er empatiske nok.
Men det er de ikke! De fleste mænd skænker aldrig en tanke, at verden opleves markant anderledes, hvis man er kvinde.
Og tag endelig ikke mit ord for det. Googl nogle af de mange transkønnede, der har lavet testemonials om, hvor meget verden ændrede sig, da de gik fra at være mænd til at være kvinder. Folk begyndte at tale til dem, som om de var dummere, de blev afbrudt oftere, når de sagde noget, og så fik de selvfølgelig også pludselig deres kroppe kommenteret hele tiden.

Højtråbende humor, stille racisme
Nu virker det her måske, som om jeg bare vil bashe mænd for at være ignorante og uempatiske over for kvinders situation. Men jeg er selv en kæmpe ignorantus! Det er jeg over for mennesker med en anden seksualitet eller med en anden race/etnicitet/hudfarve. Så tilbage til ordet ”neger”.
Jeg læste en kronik af Mary Consolata Namagambe. Hun skriver om, hvordan det opleves, når folk bruger det ord om og til hende, og hvor frustrerende det er, at vi danskere bare slår det hen som humor, når hun prøver at sige fra over for det.
Øj, vi er nogle idioter til det nogle gange. Danskere er virkelig ikke så gode til at tage den slags seriøst. Fordi vi mener jo ikke noget med det. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men det gør jeg virkelig ikke.
Og jeg kunne aldrig drømme om at bruge det ord om og da slet ikke til en person eller gruppe af personer, jeg ikke kendte. Men jeg siger jeg det jævnligt til og om min ”negerveninde”.

Du tager noget Nivea-creme og så blander du kakaopulver i
Engang var hende og en af mine andre lige så bramfrie veninder i Matas for at se efter en foundation til hende. Den ubekvemme ekspedient måtte så hakkende og stammende forklare, at ”den… host… farve… desværre er udgået”.
”Vil det sige, at den ikke kan fås mere,” siger min veninde: ”Årh, det er jeg virkelig træt af, for det har taget mig så lang tid at finde en, der passede til mig.”
”Ja… jeg beklager virkelig, men… altså… jeg ved heller ikke, hvorfor, at de ikke laver den mere…”
”Nå, men har I så måske den farve i et andet mærke?”
”Øh, nej, det var den… æh… mørkeste… vi havde.”
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor I ikke fører nogen produkter i den farve.”
Den stakkels Matas-ekspedient er på det her tidspunkt ved at kravle helt ind i sig selv af beklagelse, og staklen har ikke bemærket, at min veninde har os to på slæb, så hendes utilpashed går fra holde-en-prut-inde-ubekvemhed til fuldbyrdet diarré-pinlighed, da min anden, helt vinterblege danskerveninde råber fra den anden ende af butikken:
”Det er sgu da, fordi du er neger!”
Matas-ekspedientens ansigt dør mentalt af skam, og hun bakker ud mod baglokalet:
”Jeg skal nok se efter igen på lageret. Bare vent her, så tjekker jeg lageret. Det kan være, at vi har én tilbage på lageret. Måske så jeg ikke ordentlig efter. Jeg… lageret.”

Kom igen; kontekst – k siger k, o siger okay, n siger… det der ord
Mine veninder og jeg synes, det er en topsjov historie. Og også et dejligt eksempel på, at mange faktisk bliver dårlige over at overvære noget racistisk. (Da ekspedienten kom tilbage efter meget lang tid ude på lageret, forklarede vi hende situationen, og så grinede hun nervøst med uroligt flakkende øjne hen på min veninde for at se, om det nu også var okay at grine. (Og den farve foundation var i øvrigt umulig at opdrive – hvilket pudsigt nok er noget, min ”negerveninde” og jeg har tilfælles. Ebony og ivory her oplever hele tiden, at vi er for mørke eller for lyse til, at makeup-producenter gider føre produkter til os.))
Men det er også et eksempel på, hvor meget kontekst betyder. Min veninde laver selv negerjokes og griner med på vores, men det betyder jo ikke, at alle situationer er passende til at lave dem. Det er for eksempel ikke generelt passende at råbe det henover vableplaster og hårfaveprodukter. Og bare fordi min veninde selv bruger ordet og lader sine nære venner gøre det, betyder det jo heller ikke, at alle og enhver kan tillade sig at kalde min veninde for ”neger”.
Så når jeg forsvarer min ret til at bruge ordet ”neger”, så forsvarer jeg min ret til at bruge det i en ”passende” kontekst. Som for eksempel sammen med min veninde, eller når jeg laver en joke om racisme – eller når jeg bruger det i ”negertesten”. Jeg forsvarer på ingen måde retten til at bruge ordet til at fornærme andre med!
På samme vis, når jeg forsvarer retten til nøgenhed på facebook, så siger jeg ikke, at det er okay at sende pikbilleder i PB’er til mennesker, der ikke har bedt om det.
Kontekst, kontekst, kontekst!

Jeg ved nok bedst, hvad der er skidt for dig, lille 2.g’er
Hvordan finder man så ud af, om konteksten er rigtig? Man udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse ved at lytte til dem, man ikke er magen til, når de fortæller, hvordan deres verden opleves. Og hvis man stadig er i tvivl, så spørger man sig for.
Eksempelvis lavede jeg en overgang jokes om racister. For at kunne lave de jokes, var jeg nødt til at sige noget racistisk selv. Det er et grænseområde – noget, der aldrig havde gået på facebook. Men jeg tjekkede med flere af anden etnisk oprindelse, om de mente, mine jokes var okay, inden jeg lavede dem.
Og hver gang jeg lavede dem, fokuserede jeg desuden meget på, om de gik rigtigt igennem hos publikum – især ude på firmajobs. Jeg ville ikke risikere, at dem af anden etnisk oprindelse følte, at jeg udstillede dem over for deres blege kolleger. Heldigvis oplevede jeg tit, at nogen af dem kom op bagefter og sagde tak for, at jeg ikke gik på listetå rundt om et vigtigt emne i misforstået hensyn.
Af samme grund pisser det mig vanvittigt meget af, at hvide, politisk korrekte halalhippier kan blive dødeligt fornærmede på andres vegne over, at man laver den slags jokes. Hvis dem, joken handler om, selv griner oprigtigt med, så er du altså mere offensive ved at gøre dem til forsvarsløse ofre, end komikeren, der laver joken, er!
(Hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor det er svært at diskutere jokes om kvinder, fordi mange kvinder selv griner med på dem. Så derfor må det jo være op til komikeren selv, hvor sexistisk høn har lyst til at være. Og os, der bliver fornærmede, må så lade være med at se klaphattens shows fremover.)
Men hvis man dropper den dødeligt fornærmede by proxy-attitude, er man selvfølgelig altid i sin ret til at problematisere jokes. Fordi ellers opdager vi komikere jo heller aldrig, når vi faktisk går over stregen. (Det har jeg skrevet om her.)

Lille Sorte Sambo må ikke blive kattekonge
Men altså jeg synes jo virkelig ikke, det bør være så skidesvært det her med at se forskel på passende og upassende…
Eller det syntes jeg, indtil jeg så et klip, der handler om, hvilke halloween-kostumer, der er upassende. Den afroamerikanske kvinde i klippet siger mere eller mindre, at alle ”etniske” udklædninger er no go for hvide.
Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at nogen kunne finde det stødende, hvis jeg klædte mig ud, som neger eller indianer. (Jeg ved i øvrigt slet ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, da Matas jo slet ikke fører så mørk bruncreme.)
Okay, nu har vi heller ikke helt den samme historie som amerikanerne har med undertrykkelse af de befolkningsgrupper, så den slags udklædninger ville nok ikke blive set helt så provokerende her i landet. Men stadig… Jeg var blown away, da jeg så klippet. ”Fu…biiip hvor er der mange potentielle provokationer, jeg bare venter på at begå – helt uden at vide det – hvis noget så ligegyldigt som et fastelavnskostume kan genere nogen!”
Så jeg var glad for, at jeg havde set klippet. Fordi jeg blev gjort opmærksom på nogle områder, hvor jeg mangler at arbejde med min empati og situationsfornemmelse. Er jeg bare et fedt menneske eller hvad!?
Nope!

Årh, I negere kan jo godt lide opmærksomheden
For her er nogle af de tanker, jeg havde, mens jeg så klippet:
”Årh, slap dog af emsig-emsig, hvad må vi hvide overhovedet gøre efterhånden?”
Tja, Søndergaard; hvordan er det nu lige, du har det, når mænd kommer med den type kommentarer, når du påpeger sexisme. Gulp!
”Nå-nå, så hun må gerne klæde sig ud som hvide mennesker, men hun kan ikke tage det den anden vej.”
Ja, og igen, Søndergaard; hvordan er det nu det er med sexisme? Er det helt det samme, at en mand tryner eller rager på en kvinde, som hvis en kvinde tryner eller rager på en mand? Nej, der er jo lige de der mange tusinde års undertrykkelse til forskel plus den stadig ulige magt- og privilegiefordeling i samfundet. Gulp igen!
”Men men… hvad må jeg så? Er det så ikke også fornærmende over for sygeplejersker, at jeg klæder mig ud som slutty nurse. Og sidste gang var jeg Eowyn fra Ringens Herre, er det ikke fornærmende over for… fiktive karakterer. Det her er ulideligt. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke ved, hvad jeg må. Så giv mig da nogle biiiping regler for biips sake!”
Hmm, ja, og velkommen til mændenes verden, Søndergaard!
Biiping biip!

Pragmatisk feminisme

27. oktober 2013   

Det er altid fedt at komme i situationer, der får en til at erkende andre sider af sig selv. Nej, det er langt fra altid fedt i situationen, men på sigt får jeg som regel rigtigt meget ud erkendelsen: Gud, sådan er jeg også!
Så i går gik det for første gang op for mig, at jeg er pragmatiker. Det ville jeg aldrig have tænkt. Mine tætte venner ville måske nok, de ville nok have sagt, at jeg typisk er ret løsningsorienteret. Men jeg har altid set mig selv lidt som en håbløs idealist, der hele tiden drømmer om smukke uforløste potentialer – hvad enten de er samfundsmæssige eller menneskelige.
Men så i går gjorde jeg nogle feminister sure, fordi jeg sagde noget pragmatisk. Og jeg forsvarede mit synspunkt med endnu flere pragmatiske pointer, så jeg blev helt inspireret til at lancere en ny form for feminisme: Pragmatisk feminisme!
(Ikke at forveksle med feminist-pragmatisme, der er en nyere filosofisk retning, og som jeg ærligt talt har forstået meget lidt af.)

Så tager du dig af isbjørnene, og så tager vi ligelønnen
Miseren begyndte, fordi jeg skrev en kronik i Information. Det var et svar til en blodrød feminist, der krævede feminismen tilbage til kampen mod kapitalismen.
Det syntes jeg er at spænde feminismen for en voldsom stor vogn. Jeg er ikke uenig i, at der gerne må ske samfundsomvæltninger, jeg synes bare ikke, at det er feministers opgave at håndtere alle omvæltningerne på én gang og oveni alle ligestillings- og kønsproblemer.
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi sætter ind på flere fronter, så dem, der interesserer sig for – og ikke mindst ved noget om – miljøet arbejder for at bevidstgøre og ændre miljøproblemer. Og dem, der har interesse og viden om globalisering eller migration eller økonomi eller titusinde andre områder tager sig af dem, og så tager feministerne sig af køn – og så mødes vi alle sammen og erfaringsudveksler og arbejder sammen på de områder, der overlapper.

Rigtige feminister spiser linser og kapitalistsvin!
Det var min pointe med kronikken, men ifølge et par utilfredse feminister var det ikke en valid pointe. Okay, det er så deres mening. Jeg skal jo som sådan ikke bestemme, hvordan andre er feminister, eller hvad andre må mene. (Eller hvordan andre er, og hvad de skal mene om noget som helst andet for den sags skyld – ja, sindssyg pragmatisk, hva!?).
Jeg prøver blot at invitere andre typer ind i feministkredsen, andre som måske ikke lige har lyst til at indgå i hele den samfundsomvæltende retorik, men som måske bare har en søn, der er homoseksuel og gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring hate crimes.
Pragmatisk feminisme er, at alle mulige og umulige typer står sammen om en løsning – som eksempelvis en øremærket barsel til mænd – uanset øvrige politiske tilhørsforhold og andre særinteresser.
Fordi dét er ligestilling! Og ligestilling er en dejlig værdi – som mange af os deler, selvom vi ikke altid er enige om ret meget andet.
Upragmatisk feminisme er at sige: ”Ja, vi vil have øremærket barsel, og nå ja, så vil vi også have fjernet den private ejendomsret, og at alle skal holde op med at spise dyr.”
Personligt kan jeg ikke se, hvad de andre holdninger har med feminismen at gøre – men det er der altså andre feminister, der kan. Og dælme om de ikke også kan insistere på, at jeg skal have de holdninger, før jeg kan få lov at kalde mig feminist.

Rigtige feminister er ikke liderlige efter pik hele tiden
Så nu kalder jeg mig altså pragmatisk feminist, og hvis det ikke er godt nok, holder jeg sgu helt op med at bruge ordet igen. Your loss, feminism!
Ja, undskyld, men hvem fuck har fat i den fede ende af pinden her? Alle os feminister, der prøver at balancere feminismen ud, gøre retorikken mindre skinger, mere imødekommen, mere inkluderende for alle, og dermed mere mulig at tackle for almindelige mennesker – eller de få, der insisterer på at blive ved med at sige ”patriarkalske strukturer” i hver anden sætning og på, at kun de må definere, hvad rigtig feminisme er?
Jeg fik følgende kommentar af en lesbisk feminist i forbindelse med mit seneste show Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik:
”Årh, jeg er så træt af, at heteroseksuelle feminister altid skal gøre så stort et nummer ud af, at de elsker mænd.”
Ja, det er godt nok det værste, vi kan gøre for feminismen, hva!? Skubbe til den forestilling, at alle feminister er lesbiske mandehader. For det ry har jo bare kørt supergodt for bevægelsen de sidste 150 år!
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi lige får gjort op med det indre arvegods af berettiget bitterhed og kommer i gang med at finde fremtidige løsninger i stedet for.

Kvinder, der hader mænd, der hader kvinder, der så hader mænd endnu mere
Og nu jeg er ved ordet ’mandehader’, så må jeg da hellere lige tage den med. For en stor del af surheden, jeg fik ovenpå kronikken handlede om, at jeg brugte det ord. Og det ønsker feminister ikke på nogen måde relateret til feminismen.
Okay… men det er det altså! Jeg beklager at være pragmatisk party pooper igen, men det er faktisk lidt det ry, vi har. Sorry, don’t shoot the messenger!
Min tankegang er så at få gjort op med det ry. Diskutere det for åbent tæppe, vise at vi rydder ud i den mandehadende retorik – som at den lesbiske i ovenstående kommentar ikke udviser nogen forståelse for, at 90 procent af kvinderne i verden faktisk godt kan lide mænd og gerne vil knalde med dem.
Faktisk er liderlighed så stort et problem for mange af os heteroseksuelle kvinder, at hvis vi tvinges helt derud, hvor vi skal vælge mellem de to, vil de fleste af os hellere have pik end ligestilling
Jeg synes også, det er helt vanvittigt arrogant af de feminister, der nægter at anerkende, at der findes mandehadere. Selvfølgelig er de færreste feminister mandehadere, og derfor er det dybt frustrerende at blive kaldt det ved hver eneste lejlighed, bare fordi man siger noget feministisk. Men det ændrer ikke på, at de findes.
Feminismen er en bevægelse, der går ud på at bekæmpe kvindehad – men samtidig nægter man så pure, at der også findes mandehad. WTF!?
Pragmatisk feminisme siger, at det ikke er okay at tale nedsættende om et køn – hverken kvinder eller mænd eller dem derimellem. Og selvom det historisk set har været kvindekønnet, der har været mest ramt (og stadig er), så er der også strukturer, der begrænser mænd. Derfor – og fordi de også er mennesker – har mænd lige så meget krav på at blive behandlet ordentligt og ligeligt.

Rigtige feminister griner kun af økologiske jokes
Desuden er jeg komiker, og derfor siger jeg ting på en skæv og politisk ukorrekt måde. Fordi comedy kan noget som ideologier og højtravende snak ikke kan; det kan vende ting på hovedet.
Men det er en af de andre vogne, upragmatiske feminister mener, at alle, der kalder sig feminist, skal spændes for; den humorforladte, politiske korrekte vogn. Den vogn, der er er så kedelig, at den kører i rutefart mellem Kedelig og Ikast.
Det siger jeg, fordi det er sjovt at sige, at Ikast er en kedelig by. Og så har jeg måske fornærmet nogle folk i Ikast, og de kunne så – ligesom nogle sure feminister – bruge en masse tid på at afkræve forklaringer og undskyldninger for den fornærmelse, eller de kunne acceptere, at jeg lavede en joke.
Pragmatiske mig foreslår, at hvis man synes, det ikke var en god joke, eller man generelt ikke kan lide min humoristiske tilgang til feminisme eller til andre emner; at man så lader være med at læse og se mine ting og holder op med at følge mig på facebook!
(Ja, det er nok en mere radikal idé, end det er en pragmatisk; men man kan jo altså bare vælge ikke at lade sig fornærme for enhver pris!)

Nu har jeg sagt m-ordet og b-ordet, så mangler vi bare n-ordet
For jeg må tilstå, at hvis jeg skal spændes for den politisk korrekte vogn for at kunne få lov til at kalde mig selv feminist, så er det bye bye lilla ble.
Ja, det er to gange i dette indlæg, jeg har truet med at droppe at kalde mig feminist nu. Tredje gang så effektueres det – ligesom Candyman, der kommer ud af spejlet.
Nej, selvfølgelig stopper jeg ikke med at være feminist. Det er ikke parti, jeg har valgt at melde mig ind i, som jeg kan melde mig ud af igen. Det er min grundholdning til mennesker, og jeg vil blive ved med at tale og kæmpe for ligestilling.
Men jeg er også komiker og debatainer – som er min selvopfundne titel, fordi jeg nægter at være kedeligkorrekt, saglig debattør – så derfor vil jeg også fortsætte med at være feminist med et tvist af sjov.
Fordi pragmatisk feminisme siger, at nu har surheden altså fået taletid nok. Enten så er du rigtig vred – for mange uretfærdigheder i denne verden kræver stadig den vrede – ellers finder du et smil frem og begynder at jazze problemstillingerne op med alternative, nytænkende tilgange.
At blive mopse-fornærmet over, at en erklæret feminist selv bruger ordet ’mandehader’ – er lidt som at fyre Jim Lyngvild for i sjov at sige ordet ’bøssekarl’. Hvilket Gay Pride jo som bekendt gjorde her i sommer.
Nu er det ikke, fordi jeg nødvendigvis har lyst til at sammenligne mig selv med Lyngvild, men han er entertainer ligesom mig, og hvis man vælger at hyre sådan en, så hyrer man altså hele pakken. Så kan man ikke komme med krav om at hugge en hæl og en holdning i alt, hvad vedkommende ellers foretager sig. Så kan man jo altså som bekendt lade være med at hyre eller følge vedkommende.

Rigtige feminister har alle sammen præcist lige lange bryster
Det er hårdt at skulle håndtere, at størstedelen af landets befolkning hader feminister, fordi de tror, vi er aggressive mandehadere, der er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning. (Det tror de altså, sorry, don’t shoot the… okay, du er med.)
Men det er faktisk meget hårdere at skulle tackle de feminister, der opfører sig, som om de er fucking menneskehadere!
Jeg mener; pludselig bliver jeg mødt med krav om, at jeg skal være 100 procent solidarisk med en gruppe af feminister – der ikke kan finde ud af at være solidarisk med nogen, som ikke er 100 procent enige med dem. Der er sgu da noget grundlæggende galt i den indstilling, er der ikke?
Pragmatisk feminisme siger, at hvis du vil kæmpe for ligestilling, må du også acceptere uenigheder om, hvad der er det gode samfund. Ellers er det ikke en ligestillingskamp – så er det ensretning!
Pragmatisk feminisme siger, at der er plads til forskellige meninger, fordi pragmatisk feminisme er grundlagt på den forestilling, at vi alle er forskellige – men alligevel stadig skal behandles ordentligt og ligeligt.

Tilføjer et ignorantus-udtalelses-filter
Pragmatisk feminisme siger også – og det er nu det bliver virkelig radikalt – at der ikke er et objektivt endemål for, hvad der er ”ordentligt og ligeligt”, men at det er en konstant diskussion mellem alle de mange forskellige meninger.
Og endelig siger pragmatisk feminisme, at alle meninger er lige meget værd – ligesom alle mennesker er lige meget værd.
Men fordi jeg er grundlæggeren er der dog en væsentlig tilføjelse her: Medmindre selvfølgelig, at du ikke ved, hvad du snakker om, for så er din mening mindre værd!
Selvom du stadig ikke er det som menneske.
Og hvis du fortsætter med at køre løs med din ignorance, så… ja, så holder jeg op med at lytte/læse/følge dig – det er den store spændvidde af muligheder, jeg har. Du har ret til at være en idiot – og stadig blive behandlet ordentligt og ligeligt. Det er det største indbyggede problem ved pragmatisk feminisme.

Thi kendes for rettesnor

21. oktober 2013   

Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.

To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!

Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.

Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!

Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”

Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?

Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.

Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)

Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.

Latteren tilbage i kønsdebatten

13. oktober 2013   

I et stykke tid har jeg frygtet, at jeg var gået hen og blevet fuldstændig ensporet i min tankegang. At jeg ikke længere var i stand til at se synspunkterne fra den anden side, og at jeg havde låst mig fast på en rigid feministisk dagsorden.
Det skyldes formentligt, at rigtigt mange modstandere af feminismen behandler mig sådan. Og som jeg har skrevet om her, så er det rigtigt svært ikke at tage de følelser på sig, som andre påstår, man har.
Altså er jeg begyndt at føle, at min arrogante, bedrevidende og ikke mindst meget utålmodige side tager over. Jeg fanger mig selv i at tromle mine opponenter. Jovist med bedre argumenter og større viden, men også med en følelse af, at de er fucking idioter, og det er under min værdighed at diskutere med dem.
Den side af mig kan jeg ikke lide. Det, synes jeg, er underskudsagtigt. Og jeg er blevet komiker, fordi jeg hellere ville bruge humor til at underbygge mine argumenter. Humor er overskud. Arrogance, bedrevidenhed, patronisering, latterliggørelse og mobning er underskud.

Oh, en ode til min skønne stand-up-genre
Men så blev jeg reddet fra min egen selvlede i aftes. Af en anden komiker såmænd. Jeg var inde og se Jonatan Spangs Bryllup. Og jeg forventede det værste, må jeg tilstå. Andre feminister havde advaret mig om, at showet var mandschauvinistisk og sexistisk – og andre af de ’istiske ord, som vi feminister elsker at bruge.
Det var det ikke. Det var to timer, hvor jeg og min feminist-veninde skreg af grin. Det var lige det, jeg havde brug for.
Faktisk var det lidt af en åbenbaring i forhold til kønsdebatten – og en god reminder af, hvorfor jeg elsker comedy så højt. For Spang er meget langt fra enig med mig på mange områder. Han kritiserer feminismen og feminister, han synes, at diskussionen om kvinder i bestyrelser er tåbelig, og han har argumenter for prostitution (men er dog selv uafklaret om det.)
Alligevel sker der to ting under hans show. For det første griner jeg af hans jokes – selvom jeg er lodret uenig i deres underliggende budskab. For det andet – og det er det her comedy kan – nikker jeg og tænker: “Det er sgu en rigtig god pointe det der.”
Det vil sige, at jeg hører modsatte holdninger uden at mærke mine øjne vende sig mod himlen. Det er første gang i lang tid, jeg har haft det sådan i kønsdebatten.

Tre sexister kommer ind på en bar…
Er det så bare, fordi Spang er sjov, når han siger tingene. Nej, for der er masser eksempler på ”sjove” mænd m/k, der laver jokes om kønsproblematikker og feminisme, hvor man får ondt i øjenmusklerne i steder for mavemusklerne.
Det er netop, fordi Spang ikke er idiot. Det er, fordi han faktisk har brugt fem minutter på at tænke sine synspunkter igennem og kan forsvare dem – på en underholdende måde. Og så kan jeg være nok så uenig, men jeg kan ikke afvise hans pointer.
Damn, en ahahaha-oplevelse. (Når man bliver overrasket så positivt, at man ikke kan lade være med at grine højt.) For det gør mig godt nok ikke mindre arrogant over for den store horde af selvudnævnte kønsdebattører, der vitterligt er idioter. Tværtimod, sandsynligvis. Men det beviser, at der faktisk er en mulighed for, at der kan dukke nogle op, som ikke er det.
Det giver mig faktisk en grund til selv at blive ved – og blive klogere og bedre til at debattere. For så kan jeg se, at vi kan komme nogle vegne. Det ville pludselig give mening at debattere prostitution, hvis vi slap for de evige ”luderens frie valg” kontra ”ej, hvor er det synd for den stakkels luder”.
Men hvis vi i stedet kunne begynde at fokusere på, hvad der får kunder (af begge køn) til at gå til prostituerede. Hvad det er i vores samfund, der skaber købesex – og om dét er noget, vi ønsker at lave om.

Vi har en ‘gina og det er ikke noget at grine a’
Spang taler også om sin rolle – mandens rolle. Hvad han som mand er med til at skabe. Det er derfor, jeg altid har syntes, at han er så fremragende en komiker. Det er ikke bare pegen fingre af de andre – det er faktisk at tage ansvar indadtil. Det er der mange, der kunne lære noget af. Sikkert ikke mindst mig selv.
Hans tilgang til sit og det modsatte køn i hans nye show fremkaldte minderne fra min tid på Kvinder- og kønsstudier, hvor jeg læste samtidig med, at jeg lige var startet som komiker. Jeg valgte at blande fornøjelse med feminisme og analyserede Spangs første oneman-show Damer til en eksamen i et fag om kønsfremstilling i populærkultur.
Nøj, der blev dårlig stemning i lokalet, da jeg fortalte om min opgave. Der sad 24 kvindelige studerende, hvoraf den ene halvdel var kønne, blonde – og lidt for pæne – piger, og den anden halvdel var kønne korthårede – og lidt for militante – lesbiske.
Begge grupper irriterede mig grænseløst, fordi den første gruppe af pæne piger lod til at lide seriøst under den meget ubehagelige misforståelse, at feminisme betyder, at kvinder skal have lov til at opføre sig, som mænd traditionelt har gjort, mens mænd bare skal holde op med det. Og den anden gruppe lod til at mene, at mænd helt skulle ud af regnestykket.
Nu sætter jeg deres holdninger lidt på spidsen her, men de var skyld i, at jeg i mange år efter studiet havde lidt svært ved ordet ”feminisme”. Fordi feminist jo dækker over mange ting – ikke bare fornuftige argumenter om et ligestillet samfund for mænd og kvinder. Men desværre også nogle gange over mandehad og bitterhed og idioter, der heller ikke her har sat sig ordentligt ind i sagerne.

Vi ved nok lidt mere om dig og dine erfaringer, end du gør!
Så der blev altså ret dårlig stemning, da jeg fortalte om mine planer om at analysere et stand-up-show.
”Ej, det er bare så sexistisk en genre.”
”Det er hvide mænds heteronormative heskerteknikker sat på formel!”
Jeg prøvede at forklare alt det stand-up-comedy kan; vende fordomme på hovedet, få os til at le af vores egne synspunkter, få os til at lytte til de andres. Men de rystede insisterende på hovedet.
”Du kan ikke se det, fordi du selv er en del af det miljø,” sagde en af dem og satte trumf på.
Årh, den fineste feministiske finte; anklag andre for falsk bevidsthed. Du kan ikke selv se, at du er undertrykt, men det kan vi andre! Så vi skal nok fortælle dig, at du er det, og din opfattelse af situationen er uinteressant.
Og så vendte de ryggen til mig og fortsatte med at diskutere deres egne opgaver om Sex and the city og Bridget Jones’ Diary. (Som er to populærkulturelle frembringelser, der i min øjne er mere sexistiske, heteronormative og ”hvide”, end alt stand-up, der nogensinde er produceret på verdensplan til sammen.)

I have a dream, a really hilarious dream

Nu har jeg aldrig rigtigt givet en fuck for, om andre er enige i, hvad jeg skal sige og gøre, så jeg lavede selvfølgelig min opgave, som jeg havde tænkt den (og fik topkarakter for den. (Muligvis alene fordi censor bare var dødtræt af svævende udlægninger om Carrie Bradshaws påståede empowerment-projekt i stiletter.))
At lave den opgave gav mig virkelig en analytisk fornemmelse for, hvordan comedy kan rykke ved kønsroller. Ikke dermed sagt, at Spang kun laver úbergeniale ting om det emne, for som alle komikere – inklusiv mig selv – så går han også indimellem efter joken frem for nuancerne.
Men hans tilgang til emnet viser, at med nysgerrighed og indsigt i sin egen rolle kan man faktisk sige noget nyt i en debat, der snart har kørt i 150 år. Og det giver mig jo en helt horribelt optimistisk tro på, at vi så også kan komme et nyt sted hen.
Og så bliver det i sandhed sjovt at være feminist!

Sur Sur Sanne, lille bitch omkring

10. oktober 2013   

”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.

Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”

For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)

Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.

Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.

Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!

Good night and fuck off

1. oktober 2013   

Jeg har en journalist fra et debatprogram i røret. Det sker efterhånden hver uge nu, fordi andre feminister henviser dem til mig. De andre feminister har selv fået nok af mediemøllen, så de sender faklen videre til mig, fordi jeg endnu ikke har. Men det er tæt på. Min tålmodighed med journalisterne kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke meget tålmodighed at give af til at starte med, fordi jeg kender branchens tankesæt så indgående fra min egen tid der.
Denne journalist er nu rigtig sød. Det er de fleste faktisk, når man laver forinterviewet. Det er der, hvor man taler om, hvad man skal tale om. Og når det er til tv er det som regel en anden journalist, end den, der skal lave interviewet på skærmen. Det er selvfølgelig den smarteste måde at fordele arbejdet på fra deres side, men efterhånden får jeg en mistanke om, at det også er, for at de efterfølgende kan løbe fra de aftaler, man indgår.

Ich bin ein Berlinerkussen!
For det er nemlig også her i forinterviewet, jeg lister mine forbehold for at medvirke. Det er her, jeg siger, hvad jeg ikke vil tale om under selve interviewet. Det er en forholdsregel, jeg har taget fra
dag 1 som komiker, fordi jeg på grund af mit køn ellers kun ville komme til at lave interviews ud fra spørgsmålet: ”Hvordan er det at være kvindelig komiker?”
How the hell should I know? Ja, undskyld, men jeg ved selvfølgelig godt, hvordan det er at være mig og komiker, men jeg ved da ikke noget om, hvordan det er for alle andre kvinder. Bare fordi vi har samme køn, har vi da ikke nødvendigvis samme erfaring. Det er et åndssvagt spørgsmål.
Så alene af den grund gider jeg ikke svare på det. Men den anden og væsentligere grund til, at jeg altid har nægtet at forholde mig til det, er, fordi jeg ikke vil acceptere, at min køn skal være præmissen for et interview. Jeg er komiker og forfatter, jeg laver shows og skriver bøger og har meninger om ting. Hvis journalister vil tale med mig om noget af det, alle tiders. Men hvis de udelukkende vil tale med mig, fordi jeg har bryster, så siger jeg altid nej.

Jeg er en mand, så jeg har jo ikke et køn…
Og dermed siger jeg altså ikke, at mit køn er en ikke-eksisterende faktor. Naturligvis er journalister interesserede i at høre mine meninger om diverse emner til dels fordi jeg er en ung, kvindelig komiker – det er jeg ikke blind over for. Jeg har bare valgt, at jeg ikke medvirker i noget, hvor det kun er mit køn, der er i fokus. Det skal være mine kompetencer, mine holdninger og mine frembringelser. Faktisk lidt ligesom det er for mænd.
For det glemmer folk (mænd) jo typisk lidt. Men når mænd bliver hyret til ting eller bedt om at medvirke i noget, så er det naturligvis også på grund af deres kompetencer osv. – men deres køn er altså også en faktor her! En faktor, man bare aldrig taler om.
Fordi mandekønnet er det almindelige, så vælger man som grundregel en (hvid) mand – til et job, en bestyrelsespost, et interview – medmindre man decideret beslutter sig for at se efter andre typer. (Hvilket er grunden til, at man for eksempel vælger at se sig om efter en ung, kvindelig debattør.)
Dette skal man dog passe på med at sige højt i nærheden af mænd, for det er det samme som at sige, at de ikke er kvalificerede. Hvilket faktisk overhovedet ikke er det samme!
Det eneste, jeg siger er bare, at vores køn altid er en faktor (ligesom etnicitet, alder osv. i øvrigt også altid er det.) Ingen bliver nogensinde vurderet neutralt – medmindre der er tale om en anonym optagelsesprøve eller lignende, hvor der intet fremgår om personens køn (etnicitet, alder osv.)

Helle Thorning har det bare meget nemmere end Anders Fogh
I øvrigt pudsigt, at mænd kan blive så rasende over, at man antyder, at deres køn giver dem fordele, når de færreste af dem samtidig har nogen forståelse for, hvorfor det er frustrerende at få den anklage smidt i hovedet som kvinde. Hvilket du får hele tiden som kvinde!
For hvis du opnår noget som kvinde, så er det på grund af dit køn. Hvis du opnår noget som mand, så er det, fordi du er dygtig. Dobbelte standarder – oh yeah!
Skal vi lige have et eksempel: Der findes folk, der i ramme alvor vil mene, at Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, udelukkende fordi hun er en kvinde (underforstået; hun er ikke kompetent nok). Men selv samme mennesker kunne aldrig drømme om at overveje, om Anders Fogh Rasmussens køn havde noget med valget af ham som statsminister at gøre i sin tid.
Jeg vil ikke forholde mig til kompetencerne hos nogle af de to, men har man knoklet så hårdt og koncentreret på at nå til tops i dansk politik, kan vi så ikke godt gå ud fra, at man nok ikke er helt uden evner?
Pointen er bare, at hvis det skal hedde sig, at det har trukket op for Helle Thorning at være kvinde (hvilket jeg i øvrigt ikke tror, det har, for hun fik jo faktisk færre personlige stemmer end sin mandlige modkandidat…) Så har det i hvert fald trukket endnu mere op for Anders Fogh at være mand!
Hvis vi må kaste sten efter kvinders kompetencer, så skal vi lige huske vores eget fede glashus af mandlig (selv)overvurdering.

Nu har vi en aftale, så er du tryg, og så gør jeg noget helt andet
Under alle omstændigheder besluttede jeg tidligt i min karriere som komiker (og forfatter) at jeg kun ville lave interviews og svare på spørgsmål, som man også ville udsætte en mand for.
Har jeg betalt prisen for den beslutning i manglende medieomtale? Også i den grad! Men jeg har også besluttet, at det er prisen værd. For når jeg er i medierne nu og taler om mine shows og bøger, så bliver jeg behandlet som en professionel (dvs. som man ville behandle en mandlig komiker eller forfatter.)
Det er altså, når jeg taler om det, jeg laver. Til gengæld begynder det så at være vanskeligt, når jeg stiller op med mine feministiske holdninger. Ikke fordi jeg så bliver behandlet dårligere på grund af mit køn eller noget. Nej, jeg tror sådan set også, at mandlige feminister og sikkert også andre debattører oplever dette her ret tit: Vi bliver simpelthen bare røvrendt med jævne mellemrum.
Det kan være alt fra, at journalisterne stiller andre spørgsmål, end dem man havde aftalt på forhånd. Hvilket man som debattør hurtigt vænner sig til og derfor selvfølgelig sørger for at mene en helt masse om en helt masse.
Det kan også være noget så dumt, som at journalisten ”stjæler” mine svar og formuleringer fra forinterviewet og fletter ind i deres spørgsmål, så jeg bare kun har mulighed for at sige ”øh, ja, det mener jeg sådan set… øh også jo.”
(Hvis du ikke lige var klar over det, så er det faktisk – teoretisk set i hvert fald – journalistens opgave at sørge for, at interviewpersonen selv får mulighed for at få sine synspunkter bedst mulig frem.)

Bondefanget til børnehaveniveau
Det værste er dog, når journalisterne løber fuldstændigt fra forhåndsaftalen og smider en ind i en situation, som man slet ikke var forberedt på. Jeg har prøvet det flere gange, men den værste var her for et par uger siden.
I dette tilfælde havde jeg faktisk lavet hele tre forinterviews – heraf to med den journalist, der skulle lave selve interviewet på skærmen – men på intet tidspunkt fortalte nogen af dem mig, at de vil sætte mig op imod en anden debattør i studiet.
Vi aftalte, at jeg skulle i studiet og tale om feminisme i Danmark i dag; hvor den er og hvor den er på vej hen. Men da jeg kom ind i studiet sad der en anden kvinde, som smilende sagde, at hun var min opponent. Vi gik live fem minutter senere, og selvom jeg havde mest lyst til at sige ”fuck jer” og forlade dem der, gennemførte jeg interviewet. Det blev selvfølgelig noget bras, fordi det udelukkende kom til at handle om, hvorvidt der overhovedet er brug for feminisme i dag. Fordi som den smilende kvinde flere gange sagde, så kunne hun slet ikke se, at der er et problem.
Bagefter skældte jeg journalisterne ud – både for at røvrende mig og for at sætte det interview op på den måde. Jeg havde aldrig sagt ja til at medvirke i et interview, hvis jeg på forhånd havde vidst, at det ville komme til at forgå på så latterligt et lavt niveau.
Journalisterne nikkede og gav mig en slags undskyldning for det første, men havde absolut ingen forståelse for det andet. De syntes, at det er en utrolig vigtig debat. Og de er faktisk lidt trætte af, at de aldrig kan få nogle af os feminister til at medvirke i den. (Hvilket jo må forklare, hvorfor de føler sig nødsagede til at snyde folk ind i den.)

Min farfar sagde, at der ikke var noget problem, ergo er der noget problem
Nu skal jeg forklare, hvad problemet er (udover selvfølgelig det ubehagelige i at blive narret ind i noget andet, end man har sagt ja til.) Jeg deltager gerne i debatter om, hvordan vi løser ligestillingsproblemer, og jeg bruger også gerne min viden og humor til at påpege, hvad det er for nogle problemer, vi har med køn. (Kig lidt rundt på min blog, hvis du vil vide lidt om, hvad det er for nogle.)
Til gengæld er det simpelthen spild af både min og seernes tid, at jeg skal sidde og diskutere, hvorvidt der overhovedet er problemer med ligestillingen her i landet. For det er altså der, de fleste af den slags debatter ender, hvis ikke jeg (og andre feminister) siger stop på forhånd.
Journalisterne går altid ud og finder en eller anden halv- eller heltosse, der mener, at vi intet problem har, og så starter debatten på allerlaveste niveau.
Det svarer til at hive en læge ind, der forsker i rygerlunger, og så sætte hende op over for en, der benægter, at rygning overhovedet er farligt. Så kan lægen nok så meget sidde med al hendes viden og forskning og løsningsforslag, men debatten vil alligevel ende med at have tosseargumenter som ”min farfar røg hele sit liv, og han blev 97, så jeg kan ikke se, at der er et problem!”
(Hvis du er i tvivl om, hvorfor det er et tosseargument, så… okay, det er du selvfølgelig ikke, for så havde du nok ikke læst så langt her, men til næste gang, du møder nogen, der bruger den form for argumenter, så sig den her sætning: ”Det der er anekdotisk og ikke i overensstemmelse med det statistiske materiale.” Lær den sætning udenad og brug den flittigt! Især hvis du nogensinde diskuterer køn med folk, for det er især her man hører den type argumenter, fordi alle som bekendt har et køn og derfor er alles personlige erfaringer jo lig med at have foretaget forskning i køn. Og når du har sagt første sætning, kan du eventuelt tilføje ”Ergo er du en tosse og dermed diskvalificeret til at mene mere i denne sag, så nu gider jeg ikke snakke med dig mere.” Og så går du væk fra tossen og drikker en dejlig kop te og så får du ikke hovedpine af den uundgåeligt tåbelige diskussion, du ellers ville være blevet trukket ind i.)

Jeg er blind, men mit syn tæller lige så meget som dem, der kan se
Sagen er, at vi ville simpelthen aldrig få løst nogen problemer i denne verden, hvis vi altid skulle starte alle diskussioner med at retfærdiggøre, at problemet overhovedet eksisterer.
Så lad mig lige slå den her fast med de tykkeste søm, der kan opdrives: Vi har ikke ligestilling i Danmark! Vi har stadig meget store problemer med den måde, vi ”gør” køn på. De problemer fører til alt muligt lort fra uligeløn, til det famøse glasloft, til vold mod kvinder, til mænd, der ikke får deres børn ved skilsmisser, eller som bliver tabere og ikke får en uddannelse og dør for tidligt.
(Og du er velkommen til at google statistikkerne på det her, hvis du gerne vil op på et lidt højere niveau end det allerlaveste, for der er rigeligt af tal derude.)
Og jeg må tilstå, at jeg efterhånden har det sådan med de debattører, der har meget travlt med at benægte problemernes eksistens; fuck nu bare af!
Jeg mener, hvis du ikke har noget relevant at bidrage med – her tænker jeg på en form for løsning på problemerne – men du bare har tænkt dig at sidde som en snotdum kan-ikke-høre-kan-ikke-se-kan-desværre-godt-tale-abe, hvad fanden laver du så her?
Så må du gå ud af studiet og lade være med at sende læserbreve og bare generelt blande dig udenom, sådan at dem, der rent faktisk forholder sig til problemerne, kan få arbejdsro til at finde løsninger på dem.
Altså det er jo bare en tommelfingerregel til almindelig god, medmenneskelig omgang det her: Hvis nogen fremlægger et problem, de har, så lyt på deres oplevelse af det, og hvis du absolut føler et behov for at bidrage, så prøv med råd til, hvordan de kan tackle det – som de jo altså oplever som et problem. Lad være med at tvære dem ud med uempatisk selvsmageri i form af kommentarer som ”jeg kan ikke se problemet.” “Du ser spøgelser.” “Det er kun i dit hoved.” “Du overreagerer.”

Løgnen får lige så meget taletid som sandheden
Men jeg ved selvfølgelig godt, hvorfor halv- og heltosserne ikke fucker af. For journalisterne bliver jo ved med at ringe til dem. Hver eneste gang der skal tages en debat om ligestilling i Danmark, så skal de rulles på banen.
Det skal de, fordi de fleste journalister kun kan huske en regel fra deres uddannelse, og det er, at en historie altid skal indeholde en konflikt. Der skal altid være nogen, der er uenige!
Ja, det er unægtelig lidt af et problem, for hvordan dækker man så gode nyheder? Sager, hvor alle parterne er enige om løsningen? Svaret er, at det gør man selvfølgelig bare ikke så…
Personligt valgte jeg at droppe journalistikken til fordel for komik, bøger og blog, fordi problemet med den her model er, at hvis du altid skal høre begge parter i alle sager, ender du med at give løgnen lige så meget taletid som sandheden!
Nu vil de fleste journalister så sikkert begive sig ud i noget semifilosofisk med, at der slet ikke findes en objektiv sandhed, men at vi hele tiden diskuterer os frem til en. Og det er muligvis rigtigt nok, men journalister er i givet fald ude i ret mistænkeligt ærinde – som igen bliver meget tydeligt i kønsdebatten.
For hvis vi skal gøre os noget håb om at diskutere os frem til en ”sandhed”, så må vi som minimum på et tidspunkt begynde at lukke nogle debatter. For ellers ender vi i den nihilistiske situation, at der aldrig kommer andre holdepunkter end selve den evindelige diskussion.
Forestil dig et parforhold, hvor man aldrig beslutter farven på stuevæggen eller noget andet for den sags skyld, men blot diskuterer løs uden ende. Dødssygt! Du kender muligvis den slags parforhold ude i virkeligheden, og så ved du også, at man får sådan lyst til at skyde sig selv i hovedet, når man er i nærheden af det.
Lidt sådan har jeg det efterhånden med kønsdebatten i Danmark!

Hvad med om vi prøvede den her indgangsvinkel?
Jeg siger ikke, at vi skal vedtage ét regelsæt for, hvordan vi taler om køn. Det ville også være skrækkeligt. Men jeg synes, vi skal aftale, at dem, der har statistikker og forskning i ryggen som udgangspunkt bliver lyttet mere til end halv- og heltosser.
Ja, for det er virkelig et meget stort problem i kønsdebatten: Alle kan kalde sig kønsdebattører, og så skal de ikke bevise, at de har nogen som helst kompetencer på området.
Så skulle vi ikke lige starte med, at hvis din eneste kompetence på kønsområdet er, at din kone har forladt dig, så er du per definition ikke lige så kvalificeret til at debattere som os, der rent faktisk har læst en bog om emnet. Skulle vi ikke lige starte der, hmm?
Og skulle vi så ikke, når vi nu er i gang, også endelig vedtage, at der er et problem med ligestillingen – i Danmark og på verdensplan – og der er brug for kreative løsninger og nye indfaldsvinkler for at komme dem til livs!?
Hvor ved jeg fra, at der trænger til nye tiltag? Ja, fordi det altså er det samme pis på nye flasker, der er blevet hældt ud i medierne de sidste 40 år, og tingene har stort set ikke rykket sig i den periode. Vi er ikke meget tættere på reel ligestilling nu, end vi var, da jeg blev født i 1980.
Og vi er stadig ikke tættere på en saglig debat, end vi var, da kønsdebatten første gang begyndte at rulle i 1800-tallet…
Så er vi ikke snart modne til at komme op på det næste niveau? Om ikke andet så bare det næstlaveste niveau!? Som jeg antager er der, hvor halv- og heltosserne i det mindste er villige til at anerkende, at der er problemer – men dog stadig sviner feminister til og kalder os mandehadende skingre bitterfisser.