skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

oktober 2013
M T O T F L S
« sep   nov »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Thi kendes for rettesnor

21. oktober 2013   

Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.

To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!

Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.

Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!

Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”

Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?

Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.

Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)

Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.