skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

oktober 2013
M T O T F L S
« sep   nov »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Pragmatisk feminisme

27. oktober 2013   

Det er altid fedt at komme i situationer, der får en til at erkende andre sider af sig selv. Nej, det er langt fra altid fedt i situationen, men på sigt får jeg som regel rigtigt meget ud erkendelsen: Gud, sådan er jeg også!
Så i går gik det for første gang op for mig, at jeg er pragmatiker. Det ville jeg aldrig have tænkt. Mine tætte venner ville måske nok, de ville nok have sagt, at jeg typisk er ret løsningsorienteret. Men jeg har altid set mig selv lidt som en håbløs idealist, der hele tiden drømmer om smukke uforløste potentialer – hvad enten de er samfundsmæssige eller menneskelige.
Men så i går gjorde jeg nogle feminister sure, fordi jeg sagde noget pragmatisk. Og jeg forsvarede mit synspunkt med endnu flere pragmatiske pointer, så jeg blev helt inspireret til at lancere en ny form for feminisme: Pragmatisk feminisme!
(Ikke at forveksle med feminist-pragmatisme, der er en nyere filosofisk retning, og som jeg ærligt talt har forstået meget lidt af.)

Så tager du dig af isbjørnene, og så tager vi ligelønnen
Miseren begyndte, fordi jeg skrev en kronik i Information. Det var et svar til en blodrød feminist, der krævede feminismen tilbage til kampen mod kapitalismen.
Det syntes jeg er at spænde feminismen for en voldsom stor vogn. Jeg er ikke uenig i, at der gerne må ske samfundsomvæltninger, jeg synes bare ikke, at det er feministers opgave at håndtere alle omvæltningerne på én gang og oveni alle ligestillings- og kønsproblemer.
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi sætter ind på flere fronter, så dem, der interesserer sig for – og ikke mindst ved noget om – miljøet arbejder for at bevidstgøre og ændre miljøproblemer. Og dem, der har interesse og viden om globalisering eller migration eller økonomi eller titusinde andre områder tager sig af dem, og så tager feministerne sig af køn – og så mødes vi alle sammen og erfaringsudveksler og arbejder sammen på de områder, der overlapper.

Rigtige feminister spiser linser og kapitalistsvin!
Det var min pointe med kronikken, men ifølge et par utilfredse feminister var det ikke en valid pointe. Okay, det er så deres mening. Jeg skal jo som sådan ikke bestemme, hvordan andre er feminister, eller hvad andre må mene. (Eller hvordan andre er, og hvad de skal mene om noget som helst andet for den sags skyld – ja, sindssyg pragmatisk, hva!?).
Jeg prøver blot at invitere andre typer ind i feministkredsen, andre som måske ikke lige har lyst til at indgå i hele den samfundsomvæltende retorik, men som måske bare har en søn, der er homoseksuel og gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring hate crimes.
Pragmatisk feminisme er, at alle mulige og umulige typer står sammen om en løsning – som eksempelvis en øremærket barsel til mænd – uanset øvrige politiske tilhørsforhold og andre særinteresser.
Fordi dét er ligestilling! Og ligestilling er en dejlig værdi – som mange af os deler, selvom vi ikke altid er enige om ret meget andet.
Upragmatisk feminisme er at sige: ”Ja, vi vil have øremærket barsel, og nå ja, så vil vi også have fjernet den private ejendomsret, og at alle skal holde op med at spise dyr.”
Personligt kan jeg ikke se, hvad de andre holdninger har med feminismen at gøre – men det er der altså andre feminister, der kan. Og dælme om de ikke også kan insistere på, at jeg skal have de holdninger, før jeg kan få lov at kalde mig feminist.

Rigtige feminister er ikke liderlige efter pik hele tiden
Så nu kalder jeg mig altså pragmatisk feminist, og hvis det ikke er godt nok, holder jeg sgu helt op med at bruge ordet igen. Your loss, feminism!
Ja, undskyld, men hvem fuck har fat i den fede ende af pinden her? Alle os feminister, der prøver at balancere feminismen ud, gøre retorikken mindre skinger, mere imødekommen, mere inkluderende for alle, og dermed mere mulig at tackle for almindelige mennesker – eller de få, der insisterer på at blive ved med at sige ”patriarkalske strukturer” i hver anden sætning og på, at kun de må definere, hvad rigtig feminisme er?
Jeg fik følgende kommentar af en lesbisk feminist i forbindelse med mit seneste show Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik:
”Årh, jeg er så træt af, at heteroseksuelle feminister altid skal gøre så stort et nummer ud af, at de elsker mænd.”
Ja, det er godt nok det værste, vi kan gøre for feminismen, hva!? Skubbe til den forestilling, at alle feminister er lesbiske mandehader. For det ry har jo bare kørt supergodt for bevægelsen de sidste 150 år!
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi lige får gjort op med det indre arvegods af berettiget bitterhed og kommer i gang med at finde fremtidige løsninger i stedet for.

Kvinder, der hader mænd, der hader kvinder, der så hader mænd endnu mere
Og nu jeg er ved ordet ’mandehader’, så må jeg da hellere lige tage den med. For en stor del af surheden, jeg fik ovenpå kronikken handlede om, at jeg brugte det ord. Og det ønsker feminister ikke på nogen måde relateret til feminismen.
Okay… men det er det altså! Jeg beklager at være pragmatisk party pooper igen, men det er faktisk lidt det ry, vi har. Sorry, don’t shoot the messenger!
Min tankegang er så at få gjort op med det ry. Diskutere det for åbent tæppe, vise at vi rydder ud i den mandehadende retorik – som at den lesbiske i ovenstående kommentar ikke udviser nogen forståelse for, at 90 procent af kvinderne i verden faktisk godt kan lide mænd og gerne vil knalde med dem.
Faktisk er liderlighed så stort et problem for mange af os heteroseksuelle kvinder, at hvis vi tvinges helt derud, hvor vi skal vælge mellem de to, vil de fleste af os hellere have pik end ligestilling
Jeg synes også, det er helt vanvittigt arrogant af de feminister, der nægter at anerkende, at der findes mandehadere. Selvfølgelig er de færreste feminister mandehadere, og derfor er det dybt frustrerende at blive kaldt det ved hver eneste lejlighed, bare fordi man siger noget feministisk. Men det ændrer ikke på, at de findes.
Feminismen er en bevægelse, der går ud på at bekæmpe kvindehad – men samtidig nægter man så pure, at der også findes mandehad. WTF!?
Pragmatisk feminisme siger, at det ikke er okay at tale nedsættende om et køn – hverken kvinder eller mænd eller dem derimellem. Og selvom det historisk set har været kvindekønnet, der har været mest ramt (og stadig er), så er der også strukturer, der begrænser mænd. Derfor – og fordi de også er mennesker – har mænd lige så meget krav på at blive behandlet ordentligt og ligeligt.

Rigtige feminister griner kun af økologiske jokes
Desuden er jeg komiker, og derfor siger jeg ting på en skæv og politisk ukorrekt måde. Fordi comedy kan noget som ideologier og højtravende snak ikke kan; det kan vende ting på hovedet.
Men det er en af de andre vogne, upragmatiske feminister mener, at alle, der kalder sig feminist, skal spændes for; den humorforladte, politiske korrekte vogn. Den vogn, der er er så kedelig, at den kører i rutefart mellem Kedelig og Ikast.
Det siger jeg, fordi det er sjovt at sige, at Ikast er en kedelig by. Og så har jeg måske fornærmet nogle folk i Ikast, og de kunne så – ligesom nogle sure feminister – bruge en masse tid på at afkræve forklaringer og undskyldninger for den fornærmelse, eller de kunne acceptere, at jeg lavede en joke.
Pragmatiske mig foreslår, at hvis man synes, det ikke var en god joke, eller man generelt ikke kan lide min humoristiske tilgang til feminisme eller til andre emner; at man så lader være med at læse og se mine ting og holder op med at følge mig på facebook!
(Ja, det er nok en mere radikal idé, end det er en pragmatisk; men man kan jo altså bare vælge ikke at lade sig fornærme for enhver pris!)

Nu har jeg sagt m-ordet og b-ordet, så mangler vi bare n-ordet
For jeg må tilstå, at hvis jeg skal spændes for den politisk korrekte vogn for at kunne få lov til at kalde mig selv feminist, så er det bye bye lilla ble.
Ja, det er to gange i dette indlæg, jeg har truet med at droppe at kalde mig feminist nu. Tredje gang så effektueres det – ligesom Candyman, der kommer ud af spejlet.
Nej, selvfølgelig stopper jeg ikke med at være feminist. Det er ikke parti, jeg har valgt at melde mig ind i, som jeg kan melde mig ud af igen. Det er min grundholdning til mennesker, og jeg vil blive ved med at tale og kæmpe for ligestilling.
Men jeg er også komiker og debatainer – som er min selvopfundne titel, fordi jeg nægter at være kedeligkorrekt, saglig debattør – så derfor vil jeg også fortsætte med at være feminist med et tvist af sjov.
Fordi pragmatisk feminisme siger, at nu har surheden altså fået taletid nok. Enten så er du rigtig vred – for mange uretfærdigheder i denne verden kræver stadig den vrede – ellers finder du et smil frem og begynder at jazze problemstillingerne op med alternative, nytænkende tilgange.
At blive mopse-fornærmet over, at en erklæret feminist selv bruger ordet ’mandehader’ – er lidt som at fyre Jim Lyngvild for i sjov at sige ordet ’bøssekarl’. Hvilket Gay Pride jo som bekendt gjorde her i sommer.
Nu er det ikke, fordi jeg nødvendigvis har lyst til at sammenligne mig selv med Lyngvild, men han er entertainer ligesom mig, og hvis man vælger at hyre sådan en, så hyrer man altså hele pakken. Så kan man ikke komme med krav om at hugge en hæl og en holdning i alt, hvad vedkommende ellers foretager sig. Så kan man jo altså som bekendt lade være med at hyre eller følge vedkommende.

Rigtige feminister har alle sammen præcist lige lange bryster
Det er hårdt at skulle håndtere, at størstedelen af landets befolkning hader feminister, fordi de tror, vi er aggressive mandehadere, der er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning. (Det tror de altså, sorry, don’t shoot the… okay, du er med.)
Men det er faktisk meget hårdere at skulle tackle de feminister, der opfører sig, som om de er fucking menneskehadere!
Jeg mener; pludselig bliver jeg mødt med krav om, at jeg skal være 100 procent solidarisk med en gruppe af feminister – der ikke kan finde ud af at være solidarisk med nogen, som ikke er 100 procent enige med dem. Der er sgu da noget grundlæggende galt i den indstilling, er der ikke?
Pragmatisk feminisme siger, at hvis du vil kæmpe for ligestilling, må du også acceptere uenigheder om, hvad der er det gode samfund. Ellers er det ikke en ligestillingskamp – så er det ensretning!
Pragmatisk feminisme siger, at der er plads til forskellige meninger, fordi pragmatisk feminisme er grundlagt på den forestilling, at vi alle er forskellige – men alligevel stadig skal behandles ordentligt og ligeligt.

Tilføjer et ignorantus-udtalelses-filter
Pragmatisk feminisme siger også – og det er nu det bliver virkelig radikalt – at der ikke er et objektivt endemål for, hvad der er ”ordentligt og ligeligt”, men at det er en konstant diskussion mellem alle de mange forskellige meninger.
Og endelig siger pragmatisk feminisme, at alle meninger er lige meget værd – ligesom alle mennesker er lige meget værd.
Men fordi jeg er grundlæggeren er der dog en væsentlig tilføjelse her: Medmindre selvfølgelig, at du ikke ved, hvad du snakker om, for så er din mening mindre værd!
Selvom du stadig ikke er det som menneske.
Og hvis du fortsætter med at køre løs med din ignorance, så… ja, så holder jeg op med at lytte/læse/følge dig – det er den store spændvidde af muligheder, jeg har. Du har ret til at være en idiot – og stadig blive behandlet ordentligt og ligeligt. Det er det største indbyggede problem ved pragmatisk feminisme.