skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

november 2013
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Af en forkælet, vestlig feminist

25. november 2013   

Som feminist vænner man sig hurtigt til altid at skulle retfærdiggøre sit engangement i ligestillingssagen. Konstant møder man folk, der affærdiger sexisme og diskrimination med en kombination af tre argumenter: Du ser syner & Hvad med mændene & Det er meget værre for nogle andre.
Min hovedregel er, at jeg ikke gider diskutere med folk, der kommer med disse pseudoargumenter, for i virkeligheden er det Retorik for Vuggestuebørn at flytte fokus fra den aktuelle problemstilling ved at ned- og mistænkeliggøre modstanderens synspunkt.
Mange synes, det er en arrogant attitude fra min side, fordi mange ikke- og anti-feminister er af den mening, at feminister – fordi vi offentligt har meldt ud, at vi er feminister – derved forpligter os til at indgå i samtlige kønsdiskussioner, der må krydse vores vej. Uanset hvor lavt niveauet på dem er.
Det gider jeg ikke. Så må de gerne kalde mig arrogant. Hvis det kan få ignorantusserne til at pakke sig, så kan jeg holde til at blive kaldt meget værre en arrogant.

Enhver idiotisk kommentar, beviser tilstedeværelsen af en idiot

For lad mig lige bruge et par linjer på at runde problemet ved de tre pseudoargumenter, og hvorfor det er spild at tid at indgå i diskussioner, hvor de bliver bragt på bane.
Det første giver næsten sig selv, at det er en nyttesløs diskussion at indlade sig på: Folk, der afviser ligestillingsproblemer ved at sige, at det er noget, feminister finder på, og at problemerne slet ikke eksisterer eller ikke er så alvorlige, som feminister fremstiller dem.
Jeg kender ingen andre politiske eller samfundsområder, hvor der så hurtigt dukker affærdigelsestrolls op som på kønsområdet. Måske kender du Lewis’ Law, ellers er det på tide. Den lyder: “The comments on any article about feminism justify feminism”.
Forstået på den måde, at den latterliggørelse og affærdigelse af feministisk kritik, der altid finder sted i kølvandet på et hvilket som helst kønsrelateret emne, der bringes op, viser, at problemerne langt fra er løst.
Jeg har i øvrigt lavet min egen lov om internetkommentarer, som lyder: “Fra et feministisk synspunkt er blevet luftet på nettet, går der max fem kommentarer, inden en eller anden affærdiger problemet.”

Hey, ignorantus, ja, det er dig, jeg taler til: Du er problemet!
“Så er det vist agurketid,” er en af de kommentarer, jeg oftest ser. Og jeg er evigt imponeret over, at nogen bruger tid på at læse en artikel eller et debatindlæg, der ikke interesserer dem, for derefter at bruge yderligere af deres kostbare tid på at gå ind og skrive kommentaren.
Nu kan det godt være, at det er mig, der er alt for god til at prioritere min kostbare tid, eller også er jeg bare arrogant, men hvis jeg ser eller hører andre debattere noget, jeg ikke interesserer mig for, så… lader jeg bare som ingenting! Jamen er det ikke vildt, at man kan vælge den tilgang til noget!?
Så her er svaret til dem, der forsøger at affærdige feminist kritik ved at antyde, at problemet er for ligegyldigt til at diskutere: “Hvis du ikke kan se problemet, er du problemet!”
Og derved ligger også forklaringen på, at man aldrig skal indgå i en diskussion med disse trolls. Personer, der har så travlt med at få den feministiske kritik til at fremstå ligegyldig, har tit selv for meget at tabe ved at indrømme, at der kan være noget om det. Det kan være sexister, der ikke vil indrømme, at de har et ansvar for den måde, de taler til og om kvinder. Det kan også være pædagoger og forældre, der ikke vil indrømme, at de har et ansvar for den måde, de opdrager børn i forhold til køn.
Der kan være mange grunde, men som hovedregel kan man godt gå ud fra, at mennesker, der ikke ønsker at se problemerne fra andres side, blot ikke har lyst til at blive mindet om, hvor stort et ansvar de selv har for at ændre på tingene. Så hellere få det til at se ud, som om problemerne kun eksisterer i hovedet på dem, der påpeger dem.

Der er faktisk også mænd, der flækker en negl, og det gør lige så avs på en mand!
“Men hvad så med mændene. Det er faktisk også problemer for mænd.” Kritikken kører på evig repeat, hver gang man formaster sig til at trække diskrimination mod kvinder frem. Senest så jeg det i dag, fordi det er FN-dag for vold mod kvinder. Hvilket vil sige, at der bliver sat fokus på, at hver femte kvinde i løbet af sit liv bliver udsat for partnervold. Og det er altså tallet for kvinder her i Vesten – i resten af verden ser tallet langt mere øv ud.
Men straks begynder hylekoret: “Hvad med at sætte lidt fokus på alle de mænd, der også bliver udsat for vold!”
For det første: At sætte fokus på problemer for det ene køn er ikke lig med at ignorere det andet køn!
Det betyder bare, at man sætter ind, der hvor der er mest brug for en indsats først. Og oftest har problemerne jo samme rod, så mange gange vil man kunne løse problemer for begge køn ved at fokusere på at løse det enes. I tilfælde med partnervold er udøveren af volden for øvrigt ikke sjældent også en mand – hvilket vil sige, at selv de mænd, der bliver udsat for partnervold, bliver det af en anden mand.

I tøser skal da ikke løbe med alt opmærksomheden med jeres problemer
Men selvfølgelig slår nogle kvinder da også deres mandlige partnere. Det er bare, som om det hurtigt løber med fokuset. Jeg læste følgende kommentar på facebook i dag: “Samtidigt viser nordisk forskning, at kvinder oftere end mænd benytter våben i partnervold, og udøver marginalt oftere personfarlig vold, da kvinder oftere benytter våben. Var det ikke bedre at fokusere på at stoppe vold, uanset køn og seksualitet?”
Udefra set virker det jo meget tilforladeligt, ikke? Lad os nu snakke ligestilling i stedet altid at fremhæve de områder, hvor det er synd for kvinder. For faktisk er kvinder jo lige så slemme som mænd.
Nej! Og det er problemet med “hvasså med mænnerne”-argumentet. For selvom der også findes kvinder, der udsætter mænd for vold og sexisme osv., så har problemet stadig en gigantisk kønsmæssig slagside – og derudover har vold mod kvinder en historisk helt anden kontekst.
Så at “ligestille” mænd med kvinder i forhold til de områder, hvor kvinder bliver diskrimineret i meget større antal og med rod i strukturelle og historiske mønstre, er – undskyld mig – fanme at pisse kvinder lige ned i halsen. Selvfølgelig er det også et problem, at mænd udsættes for disse ting, men problemet er langt større og mere rodfæstet for kvinder. Og det er altså okay at fokusere der, hvor problemet er størst!
Desuden lugter ovenstående argument også igen af kæmpeansvarsfralæggelse: “Nej-nej, vi har ingen problemer med sexisme i det her land. Det er bare nogle – mænd såvel som kvinder – der gør det her. Det er ikke noget strukturelt.”

Sådan gør vi jo bare her, så det skal vi ikke snakke om
Det er noget strukturel. At nogle mænd slår kvinder skyldes til dels en dum, kulturel ballast, hvor mænd har “ejet” deres kvinder og haft ret til at gøre med dem, hvad de ville. Og det skyldes, at vi ikke opdrager mænd til at håndtere deres vrede og følelser på andre måder end at slå fra sig.
Javist kan de fleste mænd godt finde ud af det alligevel og kunne aldrig drømme om at slå en kvinde, men nogle kan ikke. Og de henter så “inspirationen” i strukturerne. Hvis vi havde andre strukturer, der ikke trak på en tradition med, at mænd “ejer” deres kvinde, ville mange af dem reagere på en anden måde. Hvis vi havde strukturel ligestilling, men i stedet tradition for, at voldelige og aggressive mænd gik ud og fældede en fredet skov, ville vi se langt mindre partnervold og langt mere træhærværk.
Det er det, strukturer gør. De giver de svageste i samfundet – dem, der ikke er så gode til at håndtere deres følelser og livssituation – et sted at hente deres adfærdsmønstre. Derfor vil sexistiske strukturer fører til, at røvhuller slår, voldtager og rager på kvinder. Også selvom alle de søde mænd i samme struktur godt kan styre sig.

Voldtægt handler ikke om sex eller nedringede bluser, men om gerningsmandens mindreværd
Og strukturerne her i Vesten er stadigt åndssvagt sexistiske. Ignorantusser kan få lov til at affærdige sexisme den dag, der ikke længere bliver begået voldtægter i Danmark!
For voldtægt er sexismens yderste konsekvensen. Voldtægt handler nemlig ikke om sex, det er en magtdemonstration. Det er en – eller flere – gerningsmænd, der føler sig magtesløs og derfor genopretter en smule magt på bekostning af et andet menneske. Mantraet er nærmest: “Jeg er i kontrol, fordi jeg fratager et andet menneske kontrollen.”
I mange ande lande opererer man ligefrem med konceptet corrective rape – altså voldtægter, der skal få offeret til at rette ind. Det kan være lesbiske, der bliver voldtaget for at blive “sat på plads”. Mange feminister oplever også at blive truet med voldtægt, hvis de blander sig i debatten. Igen for at de skal “kende deres plads”.
Sydafrika er et af de lande i verden, hvor der begåes flest voldtægter; man anslår, at mellem hver anden og tredje kvinde i løbet af sit liv bliver voldtaget i Sydafrika. Her er det ikke ualmindeligt, at hvis en (sort) kvinde har hævet sig op over sin lave status og eksempelvis begynder at læse på universitet, så samler der sig en gruppe mænd fra hendes stamme/landsby og voldtager hende. Så kan hun lære det!

Du skal holde din kæft. Fordi min pik siger det!
Jeg har heldigvis aldrig hørt om corrective rapes i Danmark. Fordi Danmark er et af de bedste lande i verden at bo i som kvinde. Og vi har nogle af de mest fantastiske mænd, der ikke føler sig truede af kvinder.
I hvert fald ikke så truede, at de går til den slags yderligheder. Men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af de samme sexistiske strukturer. Når en mand for eksempel beder en kvinde lukke røven, lugter det mistænkeligt af samme bagvedliggende tankegang. For hvorfor føler han egentlig, at han er i en position, hvor han skal bestemme, hvad en fra det modsatte køn må sige? Hvorfor føler han, at han har ret til at tryne en kvinde?
Jeg siger ikke, at der ikke findes situationer, hvor kvinder vitterligt burde lukke røven, og derfor kan det også være helt fair at påpege det. Jeg siger bare, at nogle mænd siger sådan udelukkende for at hævde deres traditionelle position som overmagten. (Ligesom nogle kvinder tryner deres kærester med, at deres følelser er mere værd end hans – fordi i parforholdet er det efterhånden sådan, at kvinden har overmagten, når det kommer til følelser.)
Men det her bliver meget tydelig i kønsdebatten. For igen; hvis du ikke kan se problemet, er du problemet. Og forsøger nogen at tryne feminister ved at ned- og latterliggøre meninger eller tryne kvinden med “hold kæft din fede so”, så virker det altså mistænkeligt, som om man prøver at hævde sin egen ret til at definere, hvad der er rigtigt og forkert – og derved stille tiden tilbage til dengang, hvor netop det var mandens ret.

Hvad så med negerne? Du tænker aldrig på negerne, Sanne!
Det svarer til, at jeg sagde “hold din fede kæft!” til en indvandrer, der fortæller om at blive udsat for nattelivsdiskrimination.
Hvilken ret har jeg til at tryne et andet menneske, der oplever noget, jeg aldrig selv har prøvet? Hvis jeg ikke forstår, hvorfor et menneske fra en marginaliseret gruppe har det svært med de her ting, så må jeg trække mig fra diskussionen. Netop så jeg ikke bliver en del af problemet. Jeg kan jo ikke stå og kræve, at mit verdenssyn er mere rigtigt. For så understreger jeg lige præcist det privilegium, der ligger i at være født med den “rigtige” hudfarve.
Men det er nemmere at se det på race, end det er på køn. Fordi vi bare slet ikke har haft opgør nok med de sexistiske strukturer endnu. Altså de sexistiske strukturer, der stadig eksisterer i vores, vestlige kulturer.
Hvilket bringer mig frem til det tredje og meget ofte benyttede argument imod feminist kritik, nemlig; “Der er faktisk nogle, der har det værre!”
Ja, for det er der altid! Men som jeg før har sagt; bare fordi andre bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen.

Det er bare værre at få tæsk i en burka. Så kan man jo ikke se knytnæven komme!
Det format, det argument dog oftest dukker frem, i er som “forkælede vestlige feminister”-argumentet. Som i dette interview med Torben Steno i Politiken. (Det var i øvrigt ham, der stod bag programmet Blachman, som jeg har skrevet lidt om her og her – den sidste handler også om reaktioner på feministisk kritik, og ja, jeg gentager nogle ting i dette indlæg.)
I interviewet siger Torben Steno blandt andet, at “det er sødt og venligt”, at Socialdemokraternes ligestillingsordfører forslår at screene undervisningsmateriale til børn for kønsstereotyper, men også indirekte at det er noget pjat med den slags idéer. For vestlige feminister er hyklere, når vi har så travlt med at kritisere sexismen i vores egen kultur samtidig med, at vi er så bange for at kritisere den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse.
Åbenbart underforstået; at før vi har fået stoppet æresdrab blandt muslimer, kan vi ikke snakke om partnervold mellem etniske danskere…
Når jeg er “bange” for at kritisere muslimer, så hænger det sammen med, at jeg netop ikke ønsker at trumfe min “overmagtsposition” igennem. Ikke dermed sagt, at jeg ikke ønsker bedre vilkår for kvinder i muslimske kulturer. Men det kan jeg jo ikke tvinge igennem på deres vegne – det er nødt til at komme indefra.
Det eneste, jeg kan, er at kritisere de sexistiske strukturer i min egen kultur. Og det er der, vi lige skal undgå at løbe ud af den retoriske afsporing over på dem, der har det værre – for der er altså stadig rigeligt sexistiske strukturer i vores egen kultur at tage fat i!
Men de tre pseudoargumenter, jeg har forholdt mig til her, er jo alle variationer over det samme; nemlig at afvise, at problemerne her i vores lille andedam er særligt store.

Ti udviklingen ihjel, så bliver den nok ved med at være her…
Og det er de altså! Ikke så store som i mange andre lande eller andre kulturer måske. Men dog stadig store nok til at skabe massive problemer. Som udøves af især de svageste – altså af dem, der slår og voldtager – men også ubevidst gennem meget andet adfærd hos de ressourcestærke. Fra at mænd per autorefleks afbryder kvinder, når de taler, til at kvinders arbejde konsekvent bliver vurderet og lønnet lavere end mænds tilsvarende.
Dét er vi nødt til at blive ved med at tale om. For ellers ændrer det sig aldrig. Faktisk er der risiko for, at ligestillingen mellem kønnene kan komme til at rulle alvorligt tilbage, hvis vi ikke snakker om det her – for vi lever jo ikke i et vakuum. Vi bliver også påvirket af andre kulturer – eksempelvis den amerikanske, der især i mediebilledet er langt mere sexistisk end vores.
I øvrigt synes jeg, at det helt uhyggeligt arrogant og tenderende racistisk at sige, at når en muslimsk mand slår en kvinde ihjel, at det så skyldes hans kultur – mens man er fuldstændig uvillig til at erkende, at det er samme slags kultur, der er gældende, når en kristen, etnisk dansk mand slår en kvinde ihjel.
Enten er vi alle totalt autonome individer, eller også er vi alle sammen påvirkelige af de strukturer, vi fødes ind i. Vi hvide vesterlændinge er ikke bedre mennesker. Vi er heller ikke hævet over vores kultur.
Vi lægger også under for gamle, tunge strukturer – både dem, der får nogle mænd til at føle, at de har ret til at hævde sig over for kvinder og dem, der får nogle hvide til at føle, at vores kultur giver os ret til at hævde os over for andres.
Dét bliver vi ikke færdig med at tale om de næste mange år. Så hvis du ikke har noget fornuftigt at sige i den sag, så vær venlig at lukke røven!
(Og så kan du nu spekulere over, om jeg mon besidder en historisk overmagtsposition, så jeg med den bemærkning trækker på de samme struktur, der får kvinder til at slå og voldtage mænd hele tiden.)