skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

december 2013
M T O T F L S
« nov   jan »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Negertest 2.0

28. december 2013   

Måske bliver jeg i løbet af dagen udråbt til landets største racist. Måske får jeg fanmails fra Johnni Hansen og bliver spurgt, om jeg vil være forsidepige på Den Danske Forenings medlemsblad. Eller måske er folk stadig i så meget julemodus, at de slet ikke gider læse dagens kronik i Politiken.
Eller også så fanger de joken.
Hvis du har fulgt med herinde, så er det ikke en ny joke. Jeg har tidligere skrevet om Negertesten. Men i dagens Politiken går jeg all in og kører testen på hele kønsdebatten. Jeg har erstattet ordet ”kvinde” med ordet ”neger”, ordet ”mænd” med ordet ”hvide” og ”sexisme” med ”racisme”, og så kører jeg ellers derudad med de seneste års mange afvisninger af den stadig herskende kønsulighed.
(Jeg har snydt lidt og uploadet en udgave, hvor jeg har lavet søg-og-erstat. Så du kan læse den om køn i stedet for om race.)
Langt de fleste formuleringer i kronikken har jeg faktisk stjålet direkte fra anti-feministiske ytringer i kønsdebatten. Bl.a. fra professor Hans Bonde, der i årets løb har brilleret med pointer som eksempelvis, at Helle Thorning kun er blevet statsminister, fordi hun er en kvinde, og at kvinder bør være mere taknemmelige for, at mændene driver samfundet videre.

Blegfjæse, har I glemt, hvordan det er at være hvid!?
Det, der er mest slående ved retorikken i kønsdebatten – om som bliver meget tydeligt, når man pludselig ser det samme sprogbrug brugt om race i stedet – er ikke kun, hvor fordomsfuldt man taler om kvinder, men også hvor meget man hele tiden fremhæver mænd og ”maskuline værdier”.
Dette afsnit demonstrerer det vist meget godt:
”Hele den afroisering af skolesystemet er sket, fordi der er så mange neger-lærere i dag. Så er der ikke plads til at hvide kan få lov til at være hvide. De hvide må heller ikke få lov til at lave hvideting mere. Men der altså biologisk forskel mellem hvide og negere. Der er faktisk mange forskere, der har bevist, at de hvide for eksempel er mere konkurencemindede end negere. (…)”
Jeg kan simpelthen ikke begribe, at det er almindeligt acceptabelt, at man må udtale sig så fordomsfuldt om andre mennesker, bare fordi de mennesker tilfældigvis er født med en tissekone i stedet for en tissetrold.

… men nogen er mere lige end andre
Vi er jo efterhånden enige om i de fleste samfundslag, at man ikke skal prøve at fyre sådan noget af om folk af anden etnisk oprindelse eller med en anden hudfarve eller endog bare fra en anden kultur. Hvis man gør det, så bliver der dårlig stemning på kontoret.
Men at udtale sig dybt fordomsfuldt om den ene halvdel af befolkningen; det er bare helt okay. Selv hos veluddannede – altså såkaldt dannede mennesker – som akademikere, kunstnertyper og resten af den kreative klasse.
Jeg ville aldrig turde køre Negertesten i Ekstra Bladet, for jeg er sikker på, at en del af deres læsere (dem, der kommenterer inde på Nationen) faktisk stadig tænker – og taler – sådan om ”negere”. Så de ville ikke fange pointen. Eller også ville de tværtimod tænke: ”Ja, negere og kællinger skal behandles ens – nemlig præcis lige dårligt!”
Men jeg synes, pointen må moses ud gennem siderne på Politiken, for det er netop mange af dem, der ellers opfatter sig selv som ih så kulturradikale halahippier, som aldrig kunne drømme om at sige noget racistisk, der i samme nu fyrer noget dybt sexistisk af.
Og lur mig om ikke også slat af dem nok skal få snuden i sky og kalde mig racist – og dermed sige, at det er langt værre at tale grimt om mennesker af en anden race end af et andet køn.
Hvordan fanden kan man gå ind for lighed uden at forstå, hvad lighed betyder?

Fødemaskiner er dummere til lønforhandlinger
Det er chokerende så mange, der stadig går ud fra, at der findes to slags mennesker – hunkøn og hankøn – og de kommer ud gennem fødekanalen med nogle bestemte karaktertræk, så derfor må man gerne være fordomsfuld omkring det. Ligesom alle former for ulighed og uretfærdighed i øvrigt kan forklares – og retfærdiggøres – med netop disse biologiske forskelle.
At der ikke er særligt mange kvinder i topposter, det må skyldes kvinders ”natur”. Ligesom det tidligere var negernes natur og påståede lavere intelligens, der retfærdiggjorde forskelsbehandlingen af dem.
Ingen standser op og får noget galt i halsen over, at man i øvrigt har brugt den forklaringsmodel lige siden oldtiden. Kvinders ”natur” har været begrundelse for al undertrykkelse – lige fra vold til tvangssterilisering til at nægte kvinder adgang til lærdom osv. Til i dag hvor ulighed åbenbart stadig skulle skyldes, at kvinder som samlet gruppe ikke er gode nok til at forhandle løn eller whatever.
Systemet fejler ikke noget, nej nej: Det er bare 3,nogle milliarder mennesker på denne planet, der er noget galt med…

Mand kan bare ikke se problemet
Nu siger jeg ikke, at det kører i smør for de resterende 3,nogle milliarder – dem med tissetroldene – bare fordi det er dem, systemet er indrettet af og til. (Det virker i øvrigt som et meget passende sted at smide en af mine favoritcitater, nemlig et af den amerikanske kønsforsker Michael Kimmel, der har sagt: “Mænd har været udsat for den største positive særbehandling i verdenshistorien. Den heder verdenshistorien!”)
Nej, som du vil vide, hvis du læser herinde en gang imellem, mener jeg også, at et stort problem ved at holde fast i den tåbelige idé, at mænd og kvinder er født til at være forskellige og aldrig vil kunne forstå hinanden, er, at mænd også bliver sat i bås. Og at mænd dermed også får en masse ulemper af deres køn – tydeligst i form af manglende omsorg og nærhed med børn og med andre mænd.
Men jeg har valgt, at kronikken forholder sig til det at være i en privilegeret position, fordi jeg synes, at den position mangler mænd simpelthen at stå ved. Det er for nemt at sige, at fordi systemet også stiller mænd dårligt som køn, at så er kønnene ligestillet i lort.
Mænd har stadig det privilegium, at de ikke behøver forholde sig til deres køn hele tiden. Det har man ikke som kvinde – fordi kvindekønnet er kønnet, mens mandekønnet er det normale.

Hvad nu hvis Frodo var neger?
Lyder det kønsteoretisk avanceret, så lad mig lige give et raceeksempel. Jeg er i en privilegeret position som hvid. Det betyder, at jeg aldrig behøver forholde mig til min race. Det betyder, at hele verden er indrettet efter mig. Fra det faktum, at jeg ikke kan rejse syd for Rom uden, at andre bukker og skraber for mig (og ser misundeligt på min hud) til det faktum, at samtlige medieplatforme bugner med folk med min hudfarve.
For et par uger siden var der en, der påpegede, at der kun er hvide mennesker med i Ringenes Herre-filmene (og nu i Hobitten).
Jeg havde ikke selv set det!
For jeg har den luksusposition, at jeg går ud fra, at det normale – det rigtige – er den gruppe, jeg tilhører. Derfor opdager jeg det ikke engang, når andre – unormale – grupper ikke er repræsenteret.
(Hvis du sidder og tænker: ”Hold da op, orkerne er sgu da af anden etnisk oprindelse!” Så skal du lukke din browser nu og stoppe med at forurene min blog med din tilstedeværelse!)

Og hvis Legolas var thai?
”Nå-nå, der laves da også film med negere,” ville nogen måske indvende.
Ja, men læg lige mærke til, at det så som regel er enten som stereotype yo mama-agtige karakterer eller også handler filmen decideret om raceproblemer – eks. Farven Lilla eller The Butler.
Ringenes Herre var en oplagt mulighed for at blande racerne på lærredet, for historien foregår jo netop i et univers med mange forskellige racer. Hvorfor er rytterne for Rohan ikke arabere? Hvorfor er elverne ikke asiater? For af alle de ufattelige mange detaljer, Tolkien har med i bøgerne, er hudfarver faktisk ikke en af dem.
Til gengæld er bøgerne skrevet på et tidspunkt, hvor mandekønnet stadig var normen, så det kniber gevaldigt med kvindelige karakterer. Men heldigvis er det jo blevet så meget bedre siden. Eller…
Nå, nej!
Her i landet er det for eksempel tit svært bare at finde nok at nominere til priserne for bedste kvindelig skuespiller – fordi de fleste film stadig laves om og til mænd.

I kan ikke undertrykke os ihjel, det klarer vi selv!
For problemet er jo ikke kun det, at mænd/hvide er i en privilegeret position, og at kvinder/negere dermed bliver uprivilegerede, men også at alle parterne er med til at opretholde denne ulighed.
For ligesom dem med markant mørkere hudtoner, der ser misundeligt på min hudfarve – og bleger deres egen for at komme til at se mere ”rigtig” ud – så går de fleste, mænd og kvinder, i det nuværende system ud fra, at det ”mandlige” er det mest rigtige.
Det vil sige, at kvinder er lige så slemme til selv at holde systemet i live. Kvinder har selv fordomme om sig selv – og især om andre kvinder. Kvinder mener også, at mænd er de normale – de rigtige – mens kvinder er… ja, kvinder.

At være eller ikke at være – en mand
Når jeg skal forklare mine tanker og handlinger hurtigt for folk, der ikke kender mig, siger jeg ofte: ”Det er, fordi jeg er en mand indeni.”
Det er simpelthen nemmere at få folk til at forstå, at jeg er et rigtigt menneske med komplekse følelser, tanker, ambitioner og drifter, hvis jeg flytter fokus fra mit eget sterotypt-inficerede køn med alle dens begrænsninger over på dét køn, som faktisk slet ikke er et køn, men et helt menneske.
Det er ikke noget, jeg er stolt af, at jeg gør. Men det er bare den virkelighed – det system – jeg navigerer i.
I hvert fald indtil det lykkes os at få gjort op med den fordomsfulde, nedladende retorik om kvinder – og ditto gjort op med den konstante hævdelse af de ”mandlige” værdier.
Samt begynder at erkende, at der altså ikke kun findes to forskellige slags mennesker, men 6,nogle milliarder forskellige slags. Men selvom alle er forskellige, skal alle stadig behandles lige! Uanset køn, race, seksualitet, ørestørrelse, og hvad vi ellers fødes med af små og store særheder.
Og hvis nogen vil kalde mig racist for at presse den pointe igennem igen og igen, så… ja, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre for at overbevise dem om andet.

Lad os prøve negertesten på kønsdebatten

28. december 2013   

Dette indlæg er søg-og-erstat-versionen af min kronik i Politiken 28.12. I kronikken står der “neger” i stedet for “kvinde” og “hvid” i stedet for “mand”. Det er derfor, jeg påstår at være en mand her.

Jeg er født som mand, men det holdt op med at være et privilegium for mange, mange år siden. Siden 70‘erne har kvinder ikke lavet andet end at få os mænd til at skamme os over at være mænd. Det kan ikke være rigtigt!
Det er længe siden, køn betød noget i denne verden. Så jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad kvinder bliver ved med at brokke sig over. Verden er fair og fuld af lige muligheder for alle. Så kvinder har selv et ansvar for at komme frem i verden. Det hjælper dem ikke at sætte sig ned og klynke offeragtigt over en diskrimination, der ikke længere findes.
At der er meget få kvinder på toppen af samfundet har intet med diskrimination fra mænds side at gøre. Det er bare fordi de ikke vil deres karrierer nok. Måske har kvinder nogle andre prioriterer. Vi er jo heller ikke ens fra naturens side. Det betyder noget for mænd at gøre karriere og tjene penge – kvinder går mere op i familie, børn og nære relationer og den slags.
Derfor vil det også være ekstrem unfair at begynde at indføre kvoter og pengepuljer som lokkemidler for at ansætte kvinder i bestyrelser og professorater og den slags. Kvinder er jo allerede ligestillede med de mænd, så den slags vil være diskrimination mod mænd.
Når kvinder ikke selv kan finde ud af at få topposter og professorater, kan vi konkludere, at de slet ikke er lige så interesserede som os mænd. Så ingen skal ikke komme her og påstå, at det har noget med “underliggende strukturer” at gøre. Hvis der fandtes sådan nogle, tror I så ikke, jeg havde opdaget dem, hva’!?
Jeg er ikke særligt privilegeret, fordi jeg er mand, det kan jeg ikke se nogen steder. Og jeg er slet ikke sexist! Jeg lægger faktisk overhovedet ikke mærke til ikke andre menneskers køn. Jeg behandler alle lige.
Det kan da godt være, at der er masser af undersøgelser, der viser, at hjernen er fuld af fordomme om kvinder. Fordomme, som mennesker ikke selv kan styre, at de har – men jeg har ikke medvirket i nogen undersøgelser, for så tror jeg nok at resultaterne ville have set helt anderledes ud. I min verden findes køn nemlig slet ikke. Jeg ser bare mennesker, ikke køn!
Og ja, jeg ser selvfølgelig flest mænd mennesker. Jeg kan da godt se, at stort set alle, der udtaler sig i medierne, er mænd, men det er nok bare, fordi mænd har mere at sige. At stort set alle film handler om mænd, og at mandlige skuespillere derfor har meget bedre muligheder, er jo bare, fordi historier om mænd er mere spændende. Det er de film, som de fleste vil se – inklusiv kvinder selv.
Det er ligesom, når jeg laver jokes om, at kvinder er dummere eller er dårligere bilister, det er bare humor. Mange kvinder griner selv med. Og det er altså ikke noget, de har lært sig at gøre, fordi de har været undertrykte engang, og de undertrykte selv reproducerer de privilegeredes position for undgå at få problemer eller sådan noget akademisk ævl. De griner, fordi jeg er sjov. Punktum!
At jeg repræsenterer en dominerende kulturel position af stort set udelukkende mandlige komikere, er helt, helt uvæsentlig i den sammenhæng. For jeg er ikke sexist, så derfor kan jeg godt tillade mig at lave sexistiske jokes. Det samme gælder for reklamer om “at der er så meget kvinder ikke forstår” og den slags. Det er jo bare god værkstedshumor. Så hvorfor skal politisk korrekte typer problematisere, at den slags ryger ud over sendefladen hele tiden?
Det er bare sådan vores kultur er, og jeg kan virkelig ikke se, at det kan medvirke til at skabe diskrimination. Og hvis jeg ikke kan se det, så forholder det sig ikke sådan! Jeg ser i øvrigt heller ikke, at polerne smelter, så hvorfor skal vi blive ved med at diskutere dét? Min afvisning af problemerne bør stå lige så stærkt i debatten, som dem, der påpeger problemerne til at starte med!
Desuden har vi en licensbetalt tv-station, der ikke laver andet end at lade kvinder spille hovedroller, så jeg tror nok, at de har fået deres nu. For hvad med mig som mand? Skulle jeg kunne identificerede mig med et andet køn!? Nej, det har jeg jo aldrig lært. Og hvis jeg ikke kan gøre det på tv, så kan jeg nok heller ikke gøre det ude i virkeligheden. Det er blot endnu en grund til at holde fast i mænds førerposition i mediebilledet.
Generelt bør kvinder faktisk være mere taknemmelige for os mænd, der driver samfundet videre. Men næ nej, det er nærmest, som om at jo bedre mænd gør det, desto værre er det for kvinder, fordi de står i skyggen.
Men at der sidder mænd på de fleste magtpositioner i samfundet har intet med såkaldt “underliggende strukturer” eller “old boys”-netværk at gøre. Hvis en kvinde tager en uddannelse og har et ordentligt cv, så har kvinden faktisk bedre chancer for at komme til tops end en mand har. For eksempel arbejdede jeg engang på et kontor, hvor der var en kvindelig mellemleder, så jeg tror nok lige, at mit ene anekdotiske eksempel beviser, at al forskning om diskrimination er fuldstændig forfejlet!
I øvrigt havde den kvindelige mellemlederen helt sikkert kun fået den stilling på grund af sin køn. Ja, fordi når man er den eneste kvinde på kontoret, så er det klart, at ledelsen særbehandler en, fordi den politiske korrekthed får overtaget, og så er alle ligeglade med, om kvinden også er kompetent nok. Hvilket kvinden åbenlyst ikke er, når vi mænd kan bruge køn som forklaring på kvindens succes!
Men sådan er det i dag. Kvinder behøver ikke arbejde lige så hårdt som mænd, fordi de bliver favoritiserede. Det er dér ligestillingen mellem kønnene er nået til: Alle dem, der påstår, at de kæmper for lige muligheder for mænd og kvinder, kæmper i virkeligheden for at få kvinder frem på de mænds bekostning.
Prøv at se vores regering. Der har vi en kvindelig statsminister i form af Helle Thorning-Schmidt. Det er mønstereksemplet på, hvad ’vi skal have noget kvinde’-favorismen kan føre til. Helle Thorning havde ingen stærk erhvervserfaring og ingen politisk baggrund. Man hun er elegant, hun er relativt ung, hun er tilsyneladende selvsikker, upåklagelig, hun har sine slogans i orden, så kigger man ikke på, om hun har horisont og vigtige læreår med i bagagen, så ryger en mans længere bag i køen, ikke? Først den dag, hvor også en mand kan blive statsminister uden at have en stærk politisk erfaring, har vi ligestilling.
Det er også underligt at blive ved med at gøre det til et problem, at mænd får mere i løn end kvinder. Igen kunne kvinder bare selv tage ansvar og blive bedre til at forhandle løn. Når de ikke gør det, er det nok, fordi de ikke vil have bedre løn jo!
Mænd arbejder også mere og hårdere. Og mænd har tit nogle kvinder derhjemme, de skal forsørge. Så selvom kvinder tjener deres egne penge i dag, så er mænd traditionelt dem, der forsørger. Det betyder bare mere for mænd at tjene mest. Faktisk kan mænd få det vildt dårligt med sig selv, hvis de er i et forhold med en kvinde, der tjener mere. Det har samfundet altså et ansvar for at tage hensyn til. Mænd kan nemlig ikke forventes at skulle tage personligt ansvar for deres liv på samme måde, som jeg konstant kræver, at kvinder gør!
For har I overhovedet tænkt på alle tabermændene? Og alle de mænd, der bliver forladt af deres kvindelige partnere eller slet ikke kan få en, fordi kvinder kun vil være sammen med nogen, der har status? Er der overhovedet nogen, der bekymrer sig om, at det i dag faktisk efterhånden er hårdere at være mand, end det at være kvinde? Nej!
Det ses tydeligt i skolen og uddannelsessystemet, der efterhånden er blevet fuldstændig feminiseret, så kvinder klarer sig bedre og får højere karakterer og pludselig udgør de fleste studerende i traditionelle mandefag. Det bliver vi simpelthen nødt til at lave om på, for det kan ikke være rigtigt, at bare fordi kvinder finder ud af at begå sig bedre i mænds systemer, at der så ikke længere er plads til mænd.
Mænd har jo også masser af andre kvalifikationer, som ikke giver sig udslag i gode karakterer. Mænd er for eksempel bedre til at bruge deres hænder end til at aflevere stil til tiden. Er det måske ikke vigtigere, at man kan bruge sine hænder end aflevere stil til tiden?
Men hele den feminisering af skolesystemet er sket, fordi der er så mange kvindelige lærere i dag. Så er der ikke plads til at drenge kan få lov til at være drenge. Drenge må heller ikke få lov til at lave drengeting mere.
Men der altså biologisk forskel mellem mænd og kvinder. Der er faktisk mange forskere, der har bevist, at de mænd for eksempel er mere konkurencemindede end kvinder. Nej, jeg jeg kan lige ikke huske, hvor jeg har læst om den forskning, men det lyder rigtigt.
I hvert fald chokerer det mig, at der findes nogen – tilmed nogle der selv er født mænd – som kan påstå, at kvinder har meget mere imod sig, end vi mænd har, når det så tydeligt er omvendt i dag! Det viser bare, hvor meget den feminiserede tankegang har taget over, når selv mænd kan påstå, at der stadig skal tages særhensyn til kvinder.
Der var eksempelvis ham den mandlige svensker, som kom ud og sagde, at han som topchef havde været med til at vælge kvinder fra til jobs. Kun fordi han mente, at de ikke var lige så dygtige som de mænd, og fordi kvinder tit er dyrere i orlov og sådan noget. Hvorfor er det et problem? Det er jo kvinder selv, der vælger at få børn hele tiden.
Vi mænd kan altså godt styre vores behov for at sætte børn i verden – eller også sørger vi for at få nogle kvinder til at tage sig af børnene, så vi selv kan passe vores arbejde. Er det et problem for ligestillingen, at kvinder så bliver nødt til at gå hjemme med børnene? Nej, for de har jo selv valgt det, ikke?
Men ham svenskeren var blevet helt forfærdet, fordi han selv havde fået en pige, der skulle ud på arbejdsmarkedet, og så kunne han se, påstod han, at hans barn ikke fik lige så mange chancer, som mænd. Og han vidste, at det havde han selv været med til at gøre, og så fik han det så dårligt og skrev en bog om det.
Men han er også idiot. Som sagt gør jeg personligt ikke forskel, så bare fordi jeg deler køn med en masse idioter, der opfører sig diskriminerende over for kvinder, har det intet med mig at gøre. Jeg opfører mig pænt, så derfor er det ikke mit problem.
Lige for tiden er det også blevet populært for kvinder at snakke om hverdagssexisme; at mænd råber efter dem og rager på dem på gaden og den slags.
Altså for det første må de så holde op med at se så fristende ud. Det er faktisk svært at beherske de mandlige hormoner, når kvinder sådan går rundt med udslået hår. Desuden er der nogle kvinder, der godt kan lide den form for opmærksomhed, så hvordan skulle jeg som mand kunne vide, hvor grænsen går?
Og jeg kan slet ikke se, hvordan det kan hjælpe på min forståelse af andres grænser, at der bliver snakket om det i medierne hele tiden. Nej, kvinder, der føler sig utilpasse, må lære at sige fra. Det kan ikke være min opgave at sætte mig ind i andres situation – også der må de selv tage lidt ansvar.
Men nej-nej, kvinder spiller offerkortet igen og igen. Så derfor er jeg som mand selvfølgelig nødt til at gå ud og pointere, at vi må holde op med at snakke om de her problemer. For når jeg ikke kan se problemerne, så findes de altså ikke! Har vi ikke snart fået slået det fast!?

Så lad os snakke lidt om mandehad

8. december 2013   

Mit seneste show hedder ’Mandehader?’ Der er et spørgsmålstegn bagefter, fordi showet handler om at undersøge, hvorvidt jeg egentlig hader mænd. Det har derfor også undertitlen; ”et show om at være alt for glad for pik”. Fordi sandheden jo er, at det er svært virkeligt at hade nogen, man begærer så meget.
Men det er også svært ikke at hade nogen, man begærer så meget!
Det er begærets tveæggede sværd. På den ene side vil jeg så gerne ejes og overtages fuldstændig af en mand – på den anden side hader jeg ham for at få mig til at føle mig så magtesløs.
Det er derfor, seksuel tiltrækning opfører sig som en magnet. Den ene pol gør alt, hvad den kan for at tiltrække sig hans opmærksomhed, den anden gør alt, hvad den kan for at skubbe ham væk igen.

Seriøst? Er mænd også mennesker!?
Nu kan jeg jo være det eneste menneske i verden, der har det sådan med det modsatte køn. I så fald beklager jeg den voldsomme overshare. Men jeg tror nu, at mange kan genkende det. Faktisk er min teori, at grunden til, at der findes såkaldt vrede, hvide mænd – altså mænd, der hader kvinder, og som typisk sviner feminismen til – er fordi disse mænd simpelthen føler sig magtesløse over for de kvinder, som de på én og samme tid alt for gerne vil have og samtidig ikke vil være så afhængige af.
Jeg tror også, at det er derfor, at der sommetider kan anes et mandehad blandt feminister. Fordi de fleste heteroseksuelle kvinder også har det latente had til mænd i sig.
Men personligt er jeg nok i virkeligheden blevet feminist for at minde mig selv om, at mænd også er mennesker og skal behandles lige med kvinder. For jeg har da totalt den trang til at generalisere og håne mænd; den trang som kvinder i flok hurtigt forfalder til: ”Ih, altså mænd, de er håbløse! Du kan ikke stole på dem. De er nogle svin.” Og hvad kvinder ellers japper udad af pinlige stereotype generaliseringer baseret på enkelte erfaringer med det modsatte køn.
Derfor er det også mit indtryk, at de fleste kvinder med det behov hurtigt siver ud af feministkredse igen. Det er svært at insistere på retten til at svine mænd til samtidig med, at man kæmper for, at kvinder skal behandles ordentligt.

Det er så typisk (indsæt selv mand eller kvinde efter behov) ikke at tage hensyn
I stedet sidder disse kvinder så i deres Sex and the City-brunch-opstillinger og hyggehader på mænd. Ligesom mændene ditto står i omklædningsrummene efter Serie 5-fodboldkampen og enes om, at der er så meget kvinder ikke forstår. Hø hø.
Jeg hader det pis, og jeg gider ikke selv deltage i det. (Ja, det er faktisk helt utroligt spændende så langt, man kan nå omkring i samtalerne men sine veninder, når der ikke er en penis involveret i snakken hele tiden!)
Men jeg forstår godt, hvorfor nogen har det behov. Ligesom jeg desværre også godt forstår kvinde- og mandehad på samfundsplan. Fordi det handler om den afmagt, det andet køn skaber hos en.
Forleden hængte jeg ud med en lesbisk, der stod og svinede kvinder til. På den der måde, mænd plejer at gøre det på. Dybt frustreret over alle kvinders små spil og kvinders evige følelsesfnidder.
Og jeg nænnede simpelthen ikke at prikke hende på brysterne og sige: ”Ømen, du ved godt, at du selv har to x-kromosoner, ikke?”
Fordi hendes frustration var jo lige så dybtfølt, som når jeg bliver frustreret over mænds små spil og mænds evige følelsesfnidder.

Fra dengang kvinder var mænds ejendele
Sandsynligvis er det uundgåeligt, at vi generaliserer om og hader på dem, vi tiltrækkes af. Men problemet for mænd – og dermed også for kvinder – i disse år er bare, at deres had er mere velbegrundet.
Historisk set har det været kvinder, der har haft den dårlige hånd i det seksuelle spil. Hun havde ingen magt over hverken sin egen krop eller ægteskabelige position. Groft sagt byttede og solgte mænd kvinder som en slags udvidet poker: ”Jeg ser dine fire geder og hæver med min datter.”
Kvinder, der ikke kunne håndtere deres fysiske tiltrækning til mænd, blev anset som faldne kvinder, og børn født uden for ægteskabet havde kun konsekvenser for moderen.
Halleluja for p-pillen, aborten og ligestillingen! Kvinder i dag bøjer sig slet, slet ikke nok i støvet for de tre ting, fordi alle født efter 60’erne ikke aner, hvordan det var, dengang al interaktion mellem kønnene, var kvinders ansvar og deres kroppe, der mærkede konsekvensen.

Til i dag, hvor kvinderne ejer mændene
I dag har kvinderne fuldstændig magten over vore egne kroppe, vores reproduktion og vores relation til mænd. Det er helt frivilligt, om vi vil indgå i et forhold, for vi er ikke dårligere stillet, hvis vi lader være. (Og ikke sjældent tænker man som singlekvinde, at man faktisk er bedre stillet uden at skulle diskutere rengøring hele tiden.)
Men det er mænd! I løbet af små 70 år er magten mellem kønnene i den seksuelle relation fuldstændig vippet over. Vi er gået fra, at mænd bestemte alt – og kunne løbe fra ansvar som det passede dem – til at det i dag er kvinderne, der bestemmer alt. Og kan tvinge mændene til ansvar, eller vælge dem fra som det passer os.
Ikke underligt, at mænd er frustrerede. Kulturelt set er de jo stadig opvokset med en idé om, at manden skal være den magtfulde. Og så ser han sig om i et samfund, hvor han ingen muligheder har for at få den magt – og derved er han ikke rigtigt en mand.
Kun de færreste mænd bliver topchefer, og alle andre må så derfor kompensere ved at indhente magtens materielle substitut, nemlig kolde kontanter. Ergo skal der arbejdes hårdt, så der står en fed bil i garagen, og alle (især kvinderne) derved kan se, at han altså er en mand.
Mand nok til at få en af de kvinder, han længes så meget efter.

That don’t impress me much
Men så kommer problemerne. For de der kvinder er jo ikke længere nogle, der lader sig imponere af fede biler og kolde kontanter. Ikke i længden i hvert fald. De vil selv bestemme og har tilmed deres egne penge. Så måske lykkes det overhovedet ikke for manden at få tiltrukket sig nogen kvinders opmærksomhed, og så er der god grobund for at hade de emanciperede små kvindesvin.
Eller også lykkes det ham at få scoret sig en, men hun er stadig et selvstændigt væsen, der kører sit følelsestyrani og manipulerer, så hun ender med at bestemme alting. Og han kan ikke finde ud af at sige fra, fordi han så gerne vil hende. Så hader han hende uudtalt for det, og derfor er det meget rart at kunne grine af de dumme kvinder, når man står nede i omklædningsrummet.
Her er lige et new flash til mænd: Kvinder har det altså på nøjagtigt samme måde med mænd! Vi bliver også frustreret over at blive valgt fra og føler os manipuleret med i forhold.
Forskellen er bare, at vi har bedre muligheder for at leve uden en mand i dag.

Far, mor og børn – minus far
Jeg har ikke så få kvindelige bekendte, der har en udløbsdato for, hvornår de vil have børn. ”Hvis jeg ikke har en mand, når jeg er 38, så går jeg ned i sædbanken og ordner det selv.”
Skal vi lige snakke om et sted, vi overhovedet ikke har ligestilling mellem kønnene nu? Hvor mange mænd har den mulighed? Ja, det er rigtigt: Nul!
Singlemænd kan ikke bare lave børn uden om en kvinde. Der findes ikke rugeklinikker, hvor de kan gå ned og hente en baby, som en kvinde har doneret ægget til. Allerede tanken om, at en enlig mand gik hjem med en baby – selv en, der er genetisk hans afkom – giver de fleste mennesker tics i venstre øje: ”Men hvad nu hvis han boller det?”
Pædofile ville jo hente børn hele tiden, hvis enlige mænd kunne få børn jo! (Fordi folk har det med at glemme, at de fleste børn, der bliver misbrug af mænd, bliver det af mænd, der er i et forhold – typisk med barnets mor.) Og så hiver man endnu engang myten om mænds ustyrlige sexlyst frem – her som skrækscenarie – og endnu engang enes alle derved om, at mænd er mindre kompetente forældre end kvinder. (Fordi folk også har det med glemme, at kvinder også mishandler børn. Faktisk er det sådan, at hvis kvinder mishandler nogen, er det som regel børn. Hvor mænd spreder deres mishandling ud over både børn, kvinder og andre mænd…)

Min pik kan ikke styres, så derfor må jeg kontrollere livmoderen
Men selv hvis der ikke var alle de ubekvemme fordomme om mænds evner til at tage sig af et barn alene, så er det jo heller ikke praktisk ladesiggørligt. Der findes ikke rugeklinikker.
Og selv hvis vi ligestillede enlige mænd og enlige kvinder og forbød kunstig befrugtning af enlige kvinder, ville de fleste kvinder nok uden brug af vældig stor kreativitet kunne finde på en måde at score noget sæd på.
Derfor er der også mænd i dag, der i ramme alvor mener, at de skal have ret til at bestemme, om en kvinde skal have en abort, hvis hun er blevet gravid, uden han har villet det. Og hvis hun gennemfører en graviditet uden hans samtykke, så skal han kunne frasige sig barnet.
Og jeg har virkelig lyst til at prikke de her mænd i skridtet og sige: ”Hvad med, at du lige tog ansvaret for den der og holdt den i bukserne, hvis du er så bange for konsekvenserne af det, der kan komme ud af den?”
Jamen, lad os lige tage den et sekund: Hvis en mand får retten til at bestemme over, om en kvinde skal have abort, så er vi tilbage ved, at kvinden ikke bestemmer over sin egen krop – det er et giga tilbageskridt. Og hvis manden igen kan løbe fra sit ansvar for de børn, han sætter i verden, er vi også tilbage ved, at det kun er kvinden, der hænger på konsekvenserne af sex – det er også et giga tilbageskridt!

Min krop, mit valg, fuck så af!
Må jeg foreslå de mænd, der er såååå bange for, at kvinder vil hugge deres sæd at gå ned og få snøret sædlederen sammen? Eller fremme udviklingen af p-piller til mænd? (De er nemlig fysisk mulige at fremstille, der er bare ingen, der tror på et marked for dem. Fordi mænd åbenbart regner med, at de kan få sendt ansvaret tilbage på kvinderne i stedet for selv at tage deres del.)
Ja, jeg synes også, at de (få) kvinder, der snyder mænd til en graviditet er nogle møgkoste, der ødelægger den gode stemning for os andre. Men det ændrer bare ikke på, at to voksne, der har frivilligt samleje, deler ansvaret for, hvad der kommer ud af det.
Jeg kunne selv komme i den situation, hvis jeg var sammen med en mand, og kondommet sprang. Og selvom jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke var interesseret i at få et barn, så ved jeg da ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig blev gravid.
Skulle han så kunne presse en abort igennem eller løbe fra ansvaret!? Det er fucking min krop – det er min beslutning!
Og jeg kan godt se, hvordan det kan føles pisseunfair som mand ikke at skulle have noget at sige. Men prøv så lige at tænk på, at kvinder ikke selv har haft noget at skulle sige i 5000 år. Er det ikke mere fair, at det er den, hvis krop graviditeten sidder på, der har det sidste ord?
Ellers forslår jeg et kompromis. Vi tager lige 5000 år, hvor kvinderne bestemmer, og så kan vi snakke om andre løsninger derefter. Når vi alligevel reproducerer ved hjælp af cyborgs.

Hvis du ikke gør, som jeg siger, så går jeg bare i sædbanken, søde
Under alle omstændigheder så er retten til at bestemme over sex og reproduktion skiftet fra mænds til kvinders banehalvdel på én generation. Så derfor er mænd selvklart superfrustrerede. For kvinder i dag skal jo slet ikke anstrenge sig i samme grad for at få fat i og holde fast på en mand, når vi ikke behøver ham for at få børn.
På den måde opfatter mænd det, som om kvinder kan vrage og vælge i den seksuelle relation. At kvinder kan tillade sig at stille krav, han ikke kan. Og at han derfor må bøje sig oftere i konflikter i parforhold.
Fordi vi kvinder vitterligt har magten i forholdet til mænd. Det er vi nødt til at erkende. Fordi det gør manden til den magtesløse, og der er ikke noget værre end magtesløshed. Det skaber frustrationer, som skal gå ud over nogen. Som nok er den bedste forklaring på kvindehadet i populærkulturen – fra computerspil til rapmusik. (Det har jeg skrevet om her.)

Ha, så onanerer jeg da bare! Det er faktisk næsten… overhovedet ikke det samme
Pointen er imidlertid, at kvinder også stadig føler sig magtesløse over for mænd. Både fordi mænd reelt stadig sidder på den store samfundsmagt – de ejer eksempelvis op mod 97 procent af alle verdens værdier. Men i særdeleshed fordi vi jo stadig også vil have dem; vi er lige så tiltrukket fysisk af dem, som de er af os. (Uanset hvad mænd så ellers må abonnere på af ideer om, at de er mere liderlige fra naturens side, fordi vi hører så fandens meget om deres ustyrlige sexlyst hele tiden. Men hvad med min ustyrlige sexlyst, hva? Hvem taler om den! (Det må jeg jo selv gøre, så kig lige ind til mit Mandehader?-show.))
Ja, det kan da godt være, at vi kvinder har muligheden for at undvære en mand i dag, men det er jo ikke Plan A for nogen heteroseksuelle kvinder til at starte med. Det bliver det desværre, når frustrationerne har stået på længe nok: ”Fuck, de røvhuller så! Jeg får et barn selv, og så køber jeg 10 års forbrug af batterier til min dildo, så skal jeg nok klare den.”
Og så ligger man så der og fantaserer lidenskabeligt om de selv samme mænd, som man både vil have og ikke vil have.
Resultatet er desværre, at vi har to seksuelt frustrerede køn, der derved begge føler sig magtesløse over for det andet køn – og som også begge har berettiget grund til at føle den afmagt. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kønskampen ikke har udviklet sig til en voldelig konflikt, når der er så meget latent had hos begge parter.
Men det skyldes nok, at vi trods alt stadig alle sammen gerne vil have pik/fisse.

Verden er i farver, vi slet ikke ser

6. december 2013   

Hjerneforsker Peter Lund Madsen fik mig til at forstå noget, mange års fysikundervisning i skolen aldrig havde formået at få til at falde på plads: Hvorfor farver ser ud som de gør.
Jeg har nemlig altid været skeptisk over for det der med lyset. At farver ikke findes, men kun er refleksioner af lys, som man lærer i fyisktimerne. Det virker så kontraintuitivt, når man kan se farverne og tydeligt se forskel på dem og i øvrigt se lyset spille hen over overfladen på dem. Hvordan kan lyset det, hvis farven ikke på en eller anden måde ligger inde i tingen?
Og fysiklærerens trumfkort med, at farverne forsvinder i mørke har altid virket dybt idiotisk på mig, for det gør konturer og alt andet jo også.
Jeg accepterede fysikkens forklaring, men dog med et meget stædigskeptisk barns sind. Som om jeg mentalt altid har stået ved en køleskabsdør og været overbevist om, at lyset ikke slukker, når man lukker døren.

Så sagde vi lige, at sådan ser farver ud, og så har vi mere tid til andre ting
Men så kom forklaringen altså på en måde, jeg endelig kunne forstå den. Det er faktisk ret enkelt: Vores hjerner laver farverne.
Sagen er nemlig, at hvis vi skulle se farver, som de i virkeligheden ser ud – altså som lysets refleksioner, så ville farverne blinke og skifte hele tiden, fordi lyset jo ændrer sig hele tiden. Det ville være som at leve i et non-stop strobolys-farvebombardement. Det ville være et mareridt.
Synssansen ville dermed lægge beslag på alt hjernes kapacitet, fordi hjernen hele tiden ville være tvunget til at skulle analysere og fortolke alle de mange milliarder af indtryk. Synssansen er i forvejen den mest krævende sans for hjernen at køre analyse og fortolkning på. Så hvis hjernen ikke forenklede synsindtrykkene, ville den ikke have overskud til andre småting som hørelse og bevidsthed og den slags.
Så hjernen beslutter ret tidligt, hvordan de enkelte farver ser ud, og så låser den sig simpelthen fast på den fortolkning. Hvilket vil sige, at grøn altid vil være grøn for hjernen, selvom der reelt set aldrig er nogen farver derude i virkeligheden.

Bare fordi jeg ikke kan se varme, betyder det ikke, at slanger ikke kan
For mig besvarer det dermed også af verdens mest enkle filosofiske spørgsmål: Ser farver ud på samme måde for mig, som de gør for dig? Nej, sandsynligvis ikke. For vores hjerner har formentlig truffet hver deres beslutning om, hvordan farverne skal se ud.
Som forklarer, hvordan der kan findes mennesker, der kan lide farver som orange og karrygul. De er åbenbart ikke så grimme for deres hjerner, som de er for min.
Men faktisk er der noget næsten endnu mere fascinerende med vores evne til at se farver. Vi har nemlig kun tre tapper i øjnene, og derfor er synssansen allerede begrænset til at se farver indenfor det spektrum, som de kan registrere. (Selvom nogle kvinder faktisk har en X-Men-mutering, der gør, at deres øjne har fire tapper og kan se flere nuancer.)
Det betyder altså, at både synssansen og hjernen begrænser vores muligheder for at se “virkeligheden”. Der findes dyr med 16 tapper i øjnene som derved kan se de vildeste farver – farver som jo også er derude i virkeligheden, men som vi aldrig vil komme til at se. Ligesom hunde, der kan høre lyde, vi ikke kan. Og ligesom der i øvrigt også findes dyr, der har sanser, vi slet ikke har. Som nogle slanger, der har termisk syn og kan se forskel på varme og kulde for at kunne finde bytte i en mørk ørken.

Grøn er altid grøn, og negere er altid farlige
Hvorfor nu denne smøre om farver og begrænsede sanser og hjernens fiksfakserier? Ja, fordi jeg synes, det er en utrolig god beskrivelse af, hvad vores sanser og hjerner egentlig render rundt og laver af begrænsninger på virkeligheden hele fucking tiden.
Vi kan kun opfatte verdenen igennem vores hjerner, men den lille sluppert snyder altså. Den giver kun halve informationer. Den eneste grund til, at vi ved det her med farverne, er fordi videnskaben fortæller os, at det er sådan. Det er, fordi forskerne kan lave måleudstyr, der kan noget, vores sanser ikke kan.
Der sker altså et paradoks inde i min hjerne. Det ordet “kontraintuitivt” er opfundet til. På den ene side ved jeg godt, hvordan det rent videnskabeligt forholder sig – på den anden side kommer jeg aldrig til selv at se og mærke det.
Her kommer så pointen: Når vores hjerner snyder så meget med noget så enkelt som farver, hvordan kan vi så tro, at den ikke også gør det med alt andet!?
Mon ikke hjernen generelt bare elsker at låse sig fast på bestemte opfattelser af “virkeligheden”, så den slipper for at skulle arbejde hårdt på at analysere og fortolke nye indtryk hele tiden?
Er det ikke derfor, den dovne hjerne har opfundet stereotyper og fordomme!? Så den ikke behøver bruge ekstra energi på rent faktisk at se og mærke andre mennesker, men bare kan konstatere; at alt nok er som det plejer.

Åh nej, endnu en af Solosannes hjernebelæringer
Ja, det er skidehårdt og også nærmest kontraintuitivt at skulle irettesætte hjernen hele tiden: “Okay hjerne; nu har du godt nok mødt syv dumme svin i rap, der alle sammen havde det tilfælles, at de var mænd, men det betyder stadig ikke, at du kan konkludere, at alle mænd er dumme svin. Ej heller, at nummer otte er det. Faktisk betyder det ikke engang, at du kan konkludere, at de første syv var det, for måske var det bare dig, kære hjerne, der besluttede dig for at sanse dem på den måde og derefter låse dig fast på den beslutning…”
Jeg har efterhånden skrevet om hjernens “bevidstløse” adfærd mange gange herinde (her og her og her og ikke mindst her … jeg skriver ret meget om det, faktisk.)
Men det kan ikke siges tit nok, for hvis vi ikke snart begynder at tage hjernen i nakken og irettesætte den, så holder vi fast i menneskehedens dummeste dilemma: Vi har udviklet bevidsthed til at kunne se ud over vores egne hjerners begrænsninger – men samtidig lader vi stadig hjernens begrænsninger bestemme over bevidstheden.
Hvordan i hedehulehjernekule skal vi så kunne komme nogen vegne? Det dilemma er jo definitionen på stilstand? Det svarer til at lade bevidstheden fortsat sende i sort-hvid – selvom farveudsendelserne for længst er opfundet.