skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

marts 2014
M T O T F L S
« feb   apr »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Let’s talk about buying sex, baby

24. marts 2014   

En af mine følgere på facebook spurgte mig forleden, hvordan jeg kan være imod købesex, når der nu er så mange gode argumenter for det.
Altså for det første er der præcis lige så mange gode argumenter imod købesex, som der er for – så det er ikke der, man skal regne med, at man kan overbevise nogen med “det endelige argument”. Selvom helt uhyggeligt meget af prostitutionsdebatten handler om netop det; to parter, der står overfor hinanden og gentager de argumenter, vi har hørt siden, man begyndte at forholde sig prostitution. Hvilket jo så må gøre den debat til verdens ældste debat.
Jeg er så uendelig fucking dødtræt af den!

Luderen er fri/luderen er fanget… gab!
Der er to argumenter – et for og et imod – prostitution, der igen og igen og igen og igen bliver brugt som “det endelige argument”.
På tilhængersiden finder vi “det frie valg” og på modstandersiden står “offer for strukturer”. Og dét er grunden til, at den debat aldrig kommer videre, for de to positioner er alle politiske ideologiers rod. Det kan diskuteres til evig tid (eller til hjerneforskningen giver os det endelige svar) hvor frie vores valg er. Og alt politik handler i virkeligheden om at forhandle sig til en gylden kompromiskatastrofe.
Derfor er argumenterne også lige gyldige og ligegyldige! Det ene argument kan aldrig slå det andet, og efter min mening er de derfor også fuldstændig idiotiske at bruge i denne – og i nogen som helst anden – kontekst.

Ultraliberalistens onanifantasi
Man kan simpelthen ikke tillade sig at bruge de argumenter medmindre, man følger dem til dørs og bruger dem i alle andre sammenhænge.
Det betyder, at hvis man bruger frit-valgs-argumentet, så skal man også være villig til at lade det gælde alle andre steder. Hvis det er frit valg, om man vil sælge sin fisse, skal det også være frit valg, om man vil sælge sin nyre! Eller sin livmoder til et rugebarn eller sine æg til forskning eller sit blod til medicinindustrien. Samtidig med, at det selvfølgelig skal stå en frit for at tage stoffer, køre uden sikkerhedssele, motorcykelhjelm, eller hvad man nu ellers kan finde på af potentielt selvskadende adfærd, der kan komme til at koste staten penge, hvis det går galt.
Er man så liberalistisk, er det selvfølgelig helt fair, at man mener, at prostitution også skal være op til den enkelte prostituerede. Men er man til gengæld for regulering på bare ét andet område, mister argumentet al sin gyldighed!

Stalin 2.0
Det samme gælder for argumentet om, at den prostituerede er offer for en struktur, og derfor ikke selv har valgt sit erhverv. Så skal man også være villig til at gå hele vejen og fritage alle mennesker deres frie valg. For hvorfor skulle den prostituerede være mindre bevidstgjort end alle os andre? Hvem er vi til at vurdere, at høn lider af såkaldt “falsk bevidsthed”, mens alle vi andre åbenbart er glimrende i stand til at træffe frie, velovervejede valg!?
Og det betyder jo, at man så skal være villig til at acceptere, at staten potentielt skal kunne regulere alt, fordi ingen af os er i stand til at vurdere, hvad der er bedst for os – lige fra, hvilket job, vi må tage, til, hvem vi må gå i seng med. Til hvordan – og af hvem – vores børn opdrages, hvad vi må putte ind i vores kroppe, hvor meget vi skal motionere – og hvad vi må udtale os om, og hvem vi må mødes med. Det vil i realiteten sige, at vi indfører diktatur og afskaffer menneskerettighederne. For der vil altid kunne findes nogen, der er klogere på, hvad der er bedst for en.

Så gammel i fissen, at der gror moral i den
Meget få mennesker i denne verden er – heldigvis – så yderligtgående i deres meninger. De fleste af os ligger et sted derimellem; vi går ind for en hvis regulering, men vil også gerne have ret til selv at styre vore egne liv.
Præcis hvor meget regulering, der skal være, er jo til konstant forhandling. Hvilket er grunden til, at vi har opfundet politik og debat.
Når det er sagt, så er det fuldstændig idiotisk, at prostitutionsdebatten i så mange år, har fået lov til at stå i det vakuum. For jeg mener faktisk, at det er et område, vi bør regulere. Ikke, fordi de prostituerede er stakler, der ikke selv ved, hvad der er godt for dem.
Nej, jeg har sgu noget så gammeldags som et moralsk syn på prostitution. Jeg mener, at købesex forrådner samfundet, og gør mennesker kyniske i forhold til parforhold og sex.

Den lykkelige evne til kun at forholde sig til de andre
Hovsa, det er er jo nærmest konservativt at mene sådan. Det er langt mere moderne kun at forholde sig til den prostituerede eller køberen.
Men jeg er hverken det ene eller det andet, så det synes, jeg faktisk ikke, at jeg kan. Jeg tror, der er lige så mange grunde til at købe og sælge sex, som der er kunder og prostituerede. Hvilket vil sige, at det rangerer fra den incestramte, heroinmisbrugende gadeprostituerede til den eksperimenterede, empowerment-overbevidste mangler-lige-penge-til-en-Burberry-taske-jurastuderende escort på den ene side – og fra den magtsyge klamme liderbasse til den kærlighedshungrende ensomme på den anden side.
Så jeg vil ikke gå ind og vurdere og dømme folks motiver. Så længe købesex er lovligt, vil der være et marked for det. Nøjagtig ligesom med slavehandel.

Ting, der sker alligevel, skal vi ikke gøre noget ved
Og ja, nøjagtig ligesom med slavehandel, vil det selv efter et eventuelt forbud blive ved med at foregå i det skjulte, men det er altså et ringe argument for ikke at forbyde det. Selvom det godt nok er et argument, der får lov til at jærne derudad uimodsagt konstant. Men det svarer jo til at sige: “Bankrøverier og fartoverskridelser på motorvejen forekommer stadig på trods af forbud mod dem, så må vi hellere legalisere det, for ellers bliver der flere desperate bankrøvere og flere nervøse fartsyndere, og så bliver problemerne bare værre for de stakler, der bliver involverede…”
Lad mig lige tage den igen for galleriet: Slavehandel findes stadig. Mennesker bliver købt og solgt som arbejdskraft verden over, og det foregår under usle forhold, fordi det er illegalt. Er det virkelig et argument for at tillade slaveri igen?

Kunne vi prøve at gradbøje prostitution lidt?
Prostitution er og bliver et emne, der deler vandene. Selv blandt feminister. Eller måske især blandt feminister.
Mange har det indtryk, at alle feminister er struktur-forklarings-liderlige og derfor er imod prostitution, fordi det er såååå synd for den prostituerede, at det onde patriarkat har tvunget hende til at sutte pik.
Men langt fra alle feminister deler det synspunkt. Det gør jeg for eksempel ikke. Det eneste tidspunkt, jeg har ondt af de prosituerede, er hvis de vitterligt ikke selv har valgt det. Hvis de som i filmen Lilja 4-Ever er blevet bortført og tvunget ind i det. Men den form for prostitution synes jeg faktisk, vi burde omdøbe til “organiseret voldtægt”.
I mine øjne er det ikke prostitution, hvis den prostituerede ikke selv har valgt det. Ligesom det ikke er et rengøringsjob, men slavehandel, hvis man holder en filippinsk kvinde låst inde, har taget hendes pas og tvinger hende til at gøre rent.

Sex sælger, men behøver sex kunne købes?
Det er helt utroligt dumt at blive ved med at italesætte de prostituerede som ofre, som nogle feminister gør. Fordi det gør mange af de prostituerede fjendtligt stillede. Ingen af os bryder os jo om at blive gjort til ofre. (Det har jeg skrevet lidt om her.) Så derfor vil de prostituerede selvfølgelig gå ud og kræve deres handlekraft tilbage ved at insistere på, at de ikke er ofre; at de godt kan lide deres arbejde, at de føler sig stærke i det, og at de jo altså selv har valgt det.
Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Til gengæld bliver jeg også enormt irriterede på de feminister, der er for købesex. De kalder sig “prosex feminister”. Hvilket er fucking provokerende. For betyder det så, at man er imod sex, bare fordi man ikke bryder sig om prostitution?
Jeg er netop imod prostitution, fordi jeg er for sex. Ligeværdig, gensidig sex. Og jeg mener, at det ødelægger muligheden for ligeværdig, gensidig sex for alle mennesker, at sex er en vare på lige fod med yoghurt og zoneterapi.

Se min røv, se min røv, se min røv
Prokøbesex feministernes synspunkt er, at det er den ultimative frihed for et menneske, at vedkommende har lov til at sælge sex. Især for kvinder, hvis seksualitet i så mange årtusinder har været underlagt mænds kontrol.
Den samme retorik kan du finde hos Miley Cyrus og Beyoncé, når de forsvarer deres ret til at bruge deres kroppe til at sælge musik. De mener, at det er et empowerment-budskab at twerke deres mås lige op i ansigtet på mænd.
Og ja, det vil jeg faktisk godt give dem ret i.
For husk lige, at jeg altså ikke er en af de feminister, der mener, at kvinder ikke er i stand til at vide, hvad der er bedst for dem. Jeg mener ikke, at disse kvinder ved at vrikke med deres baller underlægger sig patriarkatets magtstrukturer. Tværtimod. De overtager patriarkatets magtstrukturer.
Og dét har jeg et problem med!

I know you wan’t it! You little, sad man
For selvfølgelig er der magt i at spille på det seksuelle. “Fissen har magten,” som en af mine prokøbesex-feminist-bekendte stolt proklamerede for mig forleden.
Hold da kæft for en lorteutopi!
Ideen er altså, at kvinder overtager mænds traditionelle magtposition ved at spille på det område, hvor vi (tilsyneladende) har magt over mændene – altså det seksuelle.
Beklager, men det kan jeg simpelthen ikke se noget som helst feministisk i! Hvis Robin Thicke ikke må spille på sin seksualitet og synge “I know you want it” – hvorfor må Miley Cyrus så spille på sin og vride sin røv op af selvsamme mands underliv?
Hvor vilde havde ramaskrigene været, hvis Robin Thicke havde grebet fat i Miley Cyrus og lavet samlejebevægelser op af hende under det der MTV-ståhej?
Men er det ikke præcis den samme magtdemonstration, hun laver?
Den traditionelle forestilling om mænds seksualitet er, at de er aktive (nærmest voldtagende), mens kvinder er passive og modtagende. Vi er godt i gang med at nedbryde – nærmest forbyde – den idé om den mandlige seksualitet, fordi det har skabt et ulige magtforhold imellem kønnene. Så skal vi sgu da ikke indsætte kvinderne på overmagtspositionen i stedet for!

Buhu, jeg kan aldrig få den fisse, jeg fortjener
Så fissen har altså magten, og så kan det da godt være, at (nogle) prostituerede griner hele vejen ned til banken, når de humper ned for at sætte nattens hyre ind. Fordi de har noget, som nogen er villige til at betale for.
Det synes jeg bare ødelægger sex – for alle.
Forestillingen om, at nogen “ejer” sex, og at andre ikke har samme adgang til det, men så må lokke, snyde, smiske, betale sig til det, er en håbløs gammeldags kønsstereotyp. Desværre eksisterer den stadig i bedste velgående. Der går nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke hører en eller anden mand brokke sig over, at kvinder har nemmere ved at få sex end mænd.
Fordi virkelig mange mennesker stadig lever med den traditionelle forestilling, at kvinder ejer sex, mens mænd får (eller køber) sex.
For mændene betyder det, at de ikke har nogen sexværdi i sig selv, men skal overkompensere gennem andre valutaer (fede jobs, store biler, kolde kontanter.) Mens det for kvinderne gælder om at passe på sex-ejerskabet, for hvis vi giver for meget af det væk, er vi billige. Og hvis vi er tilbageholdende med det, spiller vi kostbare.
Prostitution er i den grad med til at understøtte den forestilling.

Nu kommer de liderlige kvinder – og kommer
Men det er en forestilling. For sandheden er, at kvinder er mindst lige så liderlige som mænd. Og jeg skriver “mindst”, fordi ny forskning i kvinders seksualitet tyder på, at kvinder faktisk har en langt større libido end mænd.
Kvinder har bare altid været tvunget til at være forsigtige, fordi de tidligere hang på konsekvenserne af sex – i form af babyer. Men med p-pillens og abortens indtog udslettede vi den ulighed. Nu er kønnene vitterligt ligestillede på liderlighed.
Og det betyder altså, at man ikke længere kan tale om, at mænd er de desperate, og kvinder spiller kostbare. Nej, pludselig er der massevis af liderlige kvinder (for eksempel mig) som oplever, at mænd spiller kostbare. At mænd “ejer” sex.
Det betyder, at prostitution – som jeg ser det – meget snart går fra at være et kønsproblem til udelukkende at være et klasseproblem. Fremover vil lige så mange kvinder købe sig til sex. Fordi nogle kvinder også vil være så desperate, ensomme og/eller magtsyge, at de vil betale sig til, at et andet menneske giver dem udløsning.
Der er allerede begyndende sexturisme, hvor rige vestlige kvinder tager til (især) Afrika og køber sig til mandlig opvartning og sex. Det kommer der endnu mere af fremover. Ligesom der sandsynligvis også kommer til at være en social underklasse af mænd, der herhjemme lever af at sælge sex til travle erhvervskvinder, der ikke har tid til at kurtisere mænd for at få sex.

Gaveøkonomi i stedet for kapitalistisk sex
Og så er vi ved roden af mit moralske problem med prostitution. Jeg mener nemlig, at sex bør være noget, man får. Ikke noget, man køber. Ergo mener jeg, at staten bør forbyde både køb og salg af sex.

For jeg mener, at sex er en gensidig gave, og at det kun bør udveksles gennem en kropslig naturalieøkonomi, således, at man betaler sex med sex – eller med kærlighed/opmærksom/forførelse/flirt osv.
Det vil sige, at man skal gøre sig fortjent til det. Man skal arbejde for at være en person, andre har lyst til at have sex med. Således, at to (eller flere) mennesker, der vælger at have sex med hinanden, gør det, fordi de begge har lyst, fordi de begge har gjort en indsats for at være tiltrækkende over for den anden. Og at de i øvrigt også begge gør lige stor indsats i selve det seksuelle.
Prostitution er bare den totale kommercialisering af et område, der i forvejen lider under det problem, at den ene part betales for sex med andre ydelser. Det er derfor, at nogle (heldigvis kun få) mænd seriøst kan mene, at hvis de har vartet en kvinde op, så skal de belønnes med lidt mundsex. Noget for noget.

Køb og smid væk-sex
Så længe vi har prostitution i samfundet, bliver sex ved med at være et produkt, man kan købe og sælge – selvom det så ikke sker på de bagerste sider i Ekstra Bladet, men måske bare foregår i de små hjem, hvor han får en hånder for at have betalt for hendes nye taske.
Tag ikke fejl. Jeg mener som sagt, at sex er en gave, som vi belønner hinanden med – også som tak for en anden gave. Jeg mener bare, at problemet opstår, så snart forventningen til sex skifter fra; “nu gør jeg det her for at glæde den anden” til; “nu gør jeg det her, fordi så har jeg krav på en orgasme bagefter.”
Og så længe sidstnævnte syn på sex råder, vil der blive ved med at være dem, der “ejer” sex, og dem, der skal lyve, snyde, købe sig til det. Førstnævnte vil kunne spille på det, sidstnævnte vil kunne manipuleres med det. Det er et ulige magtforhold, og det kan jeg ikke gå ind for.
Jeg er jo en hvid, vestlig erhvervskvinde, der har lidt problemer med at få det til at fungere med det modsatte køn, så egentlig kunne jeg bare få mig en mørkglødet fattig mand at lege sugarmama for. Så kunne jeg få slikket fisse noget mere, og han kunne (måske) få en opholdstilladelse og en uddannelse. Er det bare det ultimative forbrugerlykke-samfund, eller hvad?
Eller snarere: Et samfund hvor alle er kyniske og kolde, romantikken er død, og det er fanme ikke et, jeg har lyst til at være en del af.

Mobning er aldrig én til én

13. marts 2014   

Der bliver talt utroligt meget om mobning i medierne lige for tiden. Det er, fordi TV 2 kører en dokumentarserie om det. Og som det tit er med den slags; når ét medie sætter fokus på et problem, så følger alle andre efter. Og i en periode bliver der så sat væsentligt fokus på det – som om alle medier godt er klar over, at de skylder én for at have glemt problemet tidligere.
Men så går der typisk et par uger, og så glemmer de det igen, og så fortsætter problemet.
Jeg kan lige så godt sige helt negativt med det samme, at jeg forventer, at det også sker med mobning. Og det er altså ikke, fordi medierne stopper med at dække det, men fordi mobning er umulig at undgå.
Mobning er det sprog, civilisationen er bygget af. I’m sorry to say.

Du er udenfor, så jeg kan se, at jeg er indenfor
Mobning er en social dynamik, der opstår i alle grupper – i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien, ja tilmed i selvvalgte vennekredse. Dynamikken skyldes to ting:
1) Gruppen har brug for outsidere, fordi derved kan de andre se, at de er en del af inderkredsen. Hvis ingen er udenfor, hvordan skulle jeg så vide, at jeg er indenfor?
2) Gruppen har brug for enighed om, hvordan man skal opføre sig for at være en del af inderkredsen. Ergo bliver outsiderne som regel dem, der truer gruppens enighed ved at opføre sig på en anden måde, bare er anderledes, eller som stiller spørgsmål ved gruppens regler.
Den sidste regel er ikke så enkel igen. Man kan ikke regne med, at outsidere på den måde selv er skyld i, at de er udenfor – de kunne jo bare have ladet være med at være anderledes. (Det fænomen har jeg skrevet mere om her.)
For den første regel gælder først. Hvilket vil sige, at selv i det mest homogene miljø, vil gruppen finde nogle at holde udenfor. Om de så skal opfinde en grund til at gøre det!

Mænd er nogle svin – undtagen Troels fra marketing, han er ret cute
Denne sociale dynamik er det, mobning er grundlagt på. Denne dynamik opstår alle steder, hvor mennesker (og aber) interagerer. Faktisk snakker man indenfor psykologien om, at vores hjerner simpelthen operer med det system. Hjernen deler nemlig mennesker ind i indgrupper og udgrupper.
Hvilket vil sige, at i indgruppen placerer vi alle de mennesker, vi har et nuanceret forhold til, og i udgruppen placerer vi alle dem, vi har et fordomsfuldt, stereotypt forhold til. Det er, fordi ingen hjerner naturligvis har kapacitet til at kunne have et nuanceret syn på alle mennesker. Hjernen har brug for fordommene, for ellers er der for mange usikkerheder, og så skal der bruges for mange ressourcer på hele tiden at stille spørgsmål. (Det har jeg skrevet lidt om her.)
Problemet ved denne mekanisme er desværre, at det fører til alt fra racisme, sexisme, nationalisme, hooliganisme – masser af andre onde ismer – til almindeligt had og selvfølgelig mobning.
Mekanismen forklarer dog også, hvordan racister kan sige: “Alle perkere er nogle svin. Undtagen min kollega Ali, han er sgu fin nok.”
Ali er blevet lukket ind i den nuancerede indgruppen, mens udgruppen stadig indeholder alle andre “perkere.”

Uhh, de stakkels uskyldige børn… Men din fede ko, du er over 40, du må tage det!
Den viden om menneskehjerner, og hvordan de påvirker vores sociale dynamikker er essentielt for at forstå, hvad mobning handler om. Desværre er det mit indtryk, at mange, der taler om mobning, simpelthen ikke aner, at det er det, det handler om.
Som sagt bliver der lige nu skrevet massevis af artikler og lavet tv med fokus på mobning. Hvilket vil sige, at forskere i mobning blive interviewet og siger forholdsvis kloge ting om mobning – og om, hvad de voksne skal gøre.
For på trods af, at voksenmobning faktisk er et lige så stort problem som børnemobning, så er det bare nemmere for læsere/lyttere/seere at sluge, hvor forfærdeligt mobning er, når det går ud over børn.
En nylig undersøgelse har for eksempel vist, at 20 procent af alle børn føler sig mobbede i skolen. Tallet for voksne på arbejdspladser er 12 procent. Men der skal vi jo lige trække alle de voksne fra, der ikke er på en arbejdsplads – inklusiv selvfølgelig alle dem, der er gået ned med stress pga. mobning og derfor heller ikke indgår i statistikken.

Det er ikke, fordi jeg er klam, det er, fordi alle tænker, at jeg er klam!
Det, jeg prøver at sige, er, at uanset om det går ud over børn eller voksne, er mobning et alvorligt problem. Senest har jeg lige læst, at det faktisk kan give offeret post traumatisk stress.
Som tidligere mobbeoffer selv kommer det ikke bag på mig. Jeg har selv været nede at vende psykisk nogle gange på grund af mobning. Det koster i den grad på selvfølelsen – og det er også derfor, at selvmord desværre er ret almindeligt i forbindelse med mobning.
Derfor gør det mig voldsomt vred, at folk, der skal forestille at vide noget om fænomenet konstant og igen bliver ved med at omtale mobning, som om det er et én til én-problem. For det er det ikke!
Mobning er en social dynamik, der involverer flere end et offer og en gerningsmand. Og det er derfor, det har så store konsekvenser for offeret. Eller som jeg plejer at sige det: Mobning er ikke, når der er én, der siger noget grimt. Mobning er, når der ikke er nogen, der siger noget andet!

Der er brug for: Du er sgu god nok, gamle dreng m/k
Grunden til, at mobning trækker et offer under i den grad, er, fordi offeret bliver udelukket og derved står alene med sine følelser. Det kan godt være, at der reelt kun er en enkelt på en skole eller arbejdsplads, der rent fysisk udøver mobningen, men det er gruppen på stedet, der skaber de dårlige følelser hos offeret.
Hvis en bølle råber noget grimt efter Tykke Tove, og alle hendes klassekammerater/kolleger straks derefter råber “hold kæft” tilbage til bøllen. Eller endnu bedre; går hen til Tykke Tove og giver hende support i form af en krammer eller en kommentar om: “Lad være med at lytte til ham, han er en fed idiot.”
Ja, så vil Tykke Tove altså ikke blive ramt på sin selvfølelse i samme grad. For hun ville ikke blive ekskluderet fra gruppen. Men fordi mobning som hovedregel rammer dem, der allerede er outsidere – fordi dem inde i gruppen, der har brug for at komme af deres egne usikkerheder, ved, at det er gratis at tørre dem af på outsiderne – så har de intet supportsystem. Hvilket betyder, at mobningen altså kommer ind under huden på en helt anden måde.
For hvis Onde Ole siger til Tykke Tove, at hun er klam, og ingen andre reagerer. Så betyder det jo – for Tykke Toves selvfølelse – at alle er enige om det. Og så er det altså meget svært for Tykke Tove ikke selv at komme til at føle sådan.

Bølle Benny har det svært indeni… uhh, nu bliver det brækpædagogisk
Så hvis man skal gøre noget ved mobning på skoler og arbejdspladser er det altså langt fra nok at tage fat i dem, der aktivt mobber. Forslag om at mobbere skal smides ud af skolen er for eksempel et hul-i-hovedet-bevis for, at folk ikke har forstået, hvad mobning er.
Måske skal bøller smides ud af skolen, det kan være nødvendigt. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at bøller er børn (og voksne), der selv har det så svært og derfor begår psykisk eller tilmed fysisk vold på andre. Men bøller, der står alene, er ligegyldige, hvis man vil løse problemerne med mobning.
Og min påstand vil tilmed være, at bøller måske selv så tidligt er blevet ofre for den sociale dynamik – det vil sige, at de har været outsidere hele deres liv – at de har oparbejdet det eneste forsvar, de kender; nemlig at slå fra sig.
Så man kan godt løse problemer i en kort periode, hvis man fjerner en bølle. For bøller kan skam skabe rigtigt meget ubehag. Men bøller er ikke ansvarlig for mobning. Mobning er stadig grundlagt ovenpå de sociale dynamikker. Hvilket vil sige, at vil man løse dét problem, skal man have fat i kernen af det – det vil sige hele indgruppe/udgruppe-systemet.

Du er så nederen, at vi ikke engang gider sige til dig, hvor nederen du er
Mange af de elever, der beretter, at de føler sig mobbere, siger, at de eksempelvis oplever, at ingen i klassen har talt til dem i flere uger. Det beskrives lettere nedladende i artikler om mobning som: “det føles jo også som mobning for eleven, selvom det kan være svært at se for de voksne.”
Som om vi voksne har det meget bedre med at være i sociale sammenhænge, hvor ingen taler til os!
Og nej: Mobning er hele puljen. Mobning er ikke bare de grimme ting, der siges højt; mobning er den dårlige stemning, der opstår omkring offeret. Det kan være tavshed, det kan være “stink eyes”, det kan være velplacerede fnis bagom ryggen, det kan være alt muligt, man bliver udelukket fra, det kan være at blive valgt til sidst i idræt hver evig eneste gang.
Mobning er den konstante påmindelse til offeret om, at høn ikke hører til i vores gruppe. At høn ikke er lige så meget værd som os andre. At høn er forkert i forhold til os andre. Og at vi alle sammen har ret til at dømme høn.

Ej, øv, skal jeg selv gøre noget for andre. Nu bliver det sgu for bøvlet
Så når jeg siger – helt lakonisk – at mobning er et uløseligt problem, så er det, fordi denne dynamik vil blive ved med at opstå alle steder, hvor mennesker er sammen igennem en længere periode (det vil sige; over to timer.)
Hvis man skal løse problemet, så kræver det en stor indsats. Det kræver, at alle gruppens medlemmer bevidstgøres om denne dynamik, og at alle tager ansvar for at gå ind og løse problemerne.
Det kan ske ved, at man begynder at forstå mekanismen bag ind- og udgrupper og erkender, at man muligvis ikke neurologisk har overskud nok til at have nuancerede syn på alle omkring en – men at man i det mindste ikke lader sine egne fordomme gå ud over andre. Hverken i form af direkte bølleadfærd over for dem – eller i form af, at man lader andre være bøller og ikke siger fra.
Det kræver, at man begynder at opføre sig pænt over for dem, der står udenfor. Viser, at man har set, at Tykke Tove står alene i frokostpausen og spørger, om hun ikke vil sidde med ved vores bord.

Du var klam i går, i dag er du okay, men nu er Bettina bare så klam
Og ja, det er her, det bliver vanskeligt. For det er netop det her, der er så svært at få til at ske. Det er jo nemmere, hvis vi kunne nøjes med at brænde en bølle af på bålet. Få ham smidt ud fra skolen eller fyret fra arbejdspladsen. Det løser bare ikke problemet på længere sigt. For har gruppen først besluttet sig for at holde Tykke Tove udenfor, så bliver hun ikke inviteret med til at sidde ved bordet, bare fordi Onde Ole ikke er der til at råbe op længere. Så tager Lede Lone bare over i stedet.
Det er først, når flere i gruppen begynder at arbejde imod dynamikken, at tingene ændrer sig. Og ja, det kan ske ved at smide en bølle ud. Måske er det lige det break, der skal til, før nok i gruppen tør tage sig sammen til at være søde ved Tykke Tove.
Men – og her er det et meget væsentligt men – det ændrer ikke den grundlæggende dynamik, det forrykker den bare. Hvilket er så nemt at se udefra, når vi ser på – især små – skolebørn. Deres grupper og ousidere skifter konstant. Så er Tykke Tove udenfor den ene dag, men så er det Buttede Bettina den næste. (Og ikke sjældent nu med Tykke Tarvelige Tove i front, for hvis hun har fået en billet til inderkredsen, så har hun i den grad brug for at forsvare den position.)

Nu skal Super Sanne da lige sige, hvad der skal gøres
Så det korte af det lange er altså, at så længe alle bliver ved med at holde fast i mobning som et én-til-én-problem, så ændrer problemerne sig ikke. De forskubber sig højst.
Nu er jeg ikke ekspert i en skid, så jeg står ikke i en position til at sige, hvad man burde gøre. Men hvis jeg nu alligevel skal give et bud på, hvad man burde, så kunne jeg virkelig godt tænke mig, at man begyndte at undervise i det her med ind- og udgrupper.
For det er altså ikke, før vi forstår vores egne hjerner, at vi forstår vores adfærd – både vores egen private og vores sociale interaktioner.
For så længe man kan holde mobning – og racisme og sexisme osv – ude i en armslængde og sige: “Det er kun bøller/idioter, der gør sådan noget” så ændrer tingene sig ikke. Ændring kræver, at alle erkender deres eget ansvar i, at en mobbekultur får lov til at bestå. Det kræver, at alle siger fra over for bøllen/idioten – og at alle giver support til offeret.

Selv en dråbe… kan ikke huske teksten, men alle kan ændre noget, ikk’ osse
Og så længe vi har en kultur, hvor Tykke Tove jo bare kunne havde ladet være med at være tyk, Sexede Susie bare kunne havde ladet være med at gå i den nedringede bluse – altså så længe vi victimblamer og siger, at offeret selv er skyld i, at en bølle/idiot angriber – så er vi alle sammen medansvarlige for overgrebet!
Vi skaber den kultur, der skaber mobning. (Og racisme og sexisme osv.) Så hvis vi vil ændre på, at mobning opstår, skal vi ændre hele vores kultur.
Ja, det er en stor mundfuld, men er det ikke efterhånden det værd? Behøver vi have 13-årige, der begår selvmord, før vi tager os sammen til at erkende, at der skal gøres noget? Er det ikke snart på tide, at vi alle begynder at sige fra, støtte ofrene, stoppe vitimblaming og i stedet sige: “Nu lukker du fucking røven Onde Ole!”

Er der stadig brug for at tænke sig om?

8. marts 2014   

Jeg har optrådt på Kvindernes Internationale Kampdag stort set hvert år, siden jeg begyndte at lave stand-up. Og lige så sikkert som snotnæser i en børnehave, står der altid en journalist backstage og stiller det – i høns egne øjne – utroligt etchy spørgsmål: “Er der stadig brug for en kampdag?”
Fordi antagelsen, ikke mindst i de danske medier, jo er, at kvinderne for længst har vundet “kampen”, og hvis der endelig er brug for mere at kæmpe for – så er det for de stakkels mænd, der bliver forladt og har alskens andre problemer.
Og så begynder jeg med det lange svar: At mænds problemer jo har samme rod som kvinders; nemlig den alt for rigide måde, vi kulturelt definerer kønnene på, og at kvindernes kampdag derfor sådan set også handler om mændene – den handler om mennesker, den handler om at sætte fokus på de problemer, der holder os fastlåst i begrænsende kønsroller.
Men journalisterne kigger ned på deres blokke, hvor de kun har plads til et citat på 10 ord – og havde jo sådan håbet, at det ville være: “Ja, vi skal bruge kampdagen til at hade på mænd”. Så konstaterer de, at de ikke har plads til mit svar, og så sætter de kattebakkeblikket på, holder op med at notere og endnu et år bliver kampdagen dækket så unuanceret, som stort set alt andet bliver det i den såkaldte “kønskamp”.

Jep, jeg namedropper lige Kopernikus
Men tillad mig at bruge kampdagen til at snakke om en rod der faktisk ligger endnu dybere under “kønskampen”. Jeg vil nemlig komme med den påstand, at den kamp, vi ser lige for tiden, for mestendels slet ikke handler om mænd og kvinder. Det handler i stedet om noget langt mere farligt; nemlig retten til at definere fremtidens tankesæt.
Nu bliver det lige en smule langhåret. (Men da jeg har hår ned til røven, mener jeg godt, at jeg kan tillade mig det.) For sagen er, at vi lige nu er i gang med et paradigmeskifte.
Definitionen på et paradigmeskifte er, at menneskehedens samlede tankesæt ændrer sig – i en grad så man faktisk ikke kan tale sammen på tværs af paradigmerne.
Det mest kendte paradigmeskifte er fra “jorden er universets centrum” til “solen er universets centrum”. (Eller i hvert fald centrum i dette solsystem.) Som Kopernikus har fået æren af at stå bag. (Selvom han langt fra var den første til at ytre de tanker.)
Skiftet dengang i det 15. århundrede, hvor Kopernikus’ heliocentriske paradigme begyndte at slå igennem har næppe været særligt brat. Med de analoge medier, man havde dengang, må det havde taget helt uhyggelig lang tid, før de nye tanker kom hele menneskeheden rundt.

House of cartesians rules
Og så var der også ekstrem modstand mod de nye tanker. Det ved vi, fordi vi lærte i Historie, at den katolske kirke i den grad modarbejdede det. Men jeg tænker, at der også har været voldsom lokal modstand – for eksempel på alle skoler, hvor det nye paradigme blev undervist til elever, hvis forældre repræsenterede det gamle.
Et paradigmeskifte dengang må have været helt utroligt svært. Og det er nok grunden til, at man ikke har set så mange af dem op gennem historien. Og at dem, der trods alt har været, har repræsenteret nogle – i hvert fald set herfra i historiens bagklogskab – egentlig forbavsende enkle ideer.
Men nu står vi altså også midt i et paradigmeskifte. Fra det cartesianske til det holistiske.
Og ja, det her er der meget uenighed om; er der overhovedet et paradigmeskifte i gang og også om, hvad vi skal kalde paradigmerne, hvis der er. Men det er jo, fordi det handler om at definere retten til, hvordan menneskehedens tanker ser ud i fremtiden.
Der er vanvittigt meget på spil her.

Hvad f*** har kvantefysik med Kvindernes Kampdag at gøre?
Men nu smider jeg lige modstanden mod det bort og siger det ligeud: Vi står i dette paradigmeskifte, om vi vil det eller ej!
Vi har faktisk stået i det i over 100 år. Lige siden Einstein væltede Newtons love af banen. Vi har bare ikke fattet det endnu, fordi vi trods vores overlegne medier, er vi åbenbart lige så tungnemme som vores forfædre. Det tager mange generationer for alvor at ændre et tankesæt.
Og skiftet mellem disse to paradigmer er koloenormt. Det er ikke bare en “lille” ting, som at acceptere, at solen alligevel ikke er universets centrum, fordi universet slet ikke har noget centrum, fordi det er uendeligt og konstant udvider sig – indtil det måske, når et magisk punkt og trækker sig sammen igen, og vi måske kommer til at spole hele historien baglæns – forbi Kopernikus og dinosaurusserne og helt tilbage til Big Bang, som så må omdøbes til Lille Fis.

Hvis A er røvkedelig, hvad er så sandsynligheden for, at jeg gider læse videre?
Okay, det der er er måske ikke en “lille” ting, men kvantefysikkens bud på, hvordan universet hænger sammen, er bare ikke den eneste forskel på det cartesianske paradigme og det holistiske. Det cartesianske er bygget op omkring Newtons love; årsag-virkning, 1:1-forklaringer, logik.
Hvis A sker, så medfører det B. Og har vi B, så kan vi også regne med C – samt at A er sket.
Det bliver skoleelever stadig undervist i. Jeg husker endnu alle de kedelige forsøg i fysisktimerne, hvor man skulle kaste en kugle hen på en anden kugle og så beregne deres baner, acceleration og den slags.
Jeg fucking hadede fysik i skolen. Jeg forstod det ikke dengang, for jeg elskede de andre naturvidenskabelige fag. Men fysik var så uendeligt kedeligt. I dag ved jeg, at det var, fordi jeg allerede dengang ikke kunne få principperne til at hænge sammen med det paradigme, som mine tanker åbenbart fra starten af har været formet af; nemlig det holistiske.
Det holistiske paradigme er – ligesom kvantefysikken er en overbygning på Newtons love – også en overbygning på det cartesianske paradigme. Det vil sige, at man kan godt bruge de love, der gælder i det cartesianske, men kun i begrænsede og især afgrænsede systemer – som i et fysiklokale.

Sommerfuglens vinger, der tvinger folk ud af deres hjem i New Orleans
Til gengæld står det cartesianske paradigme af, når det skal forklare virkeligheden. Fordi virkeligheden er kompleks og kan ikke reduceres til nogle få love om årsag-virkning. I stedet råder det, der populært kaldes kaosteori: alting påvirker alting, og små ting kan få store konsekvenser – eller omvendt.
Det vil sige, at hvis A sker, så medfører det måske B eller C eller BC eller Q, eller også sker der slet ikke noget. Eller også sker A igen tre gange i træk. Og hvis man har B, så kan man slet ikke konkludere, at C vil ske, fordi det er også uforudsigeligt, og man kan heller ikke gå ud fra, at A er sket.
Det kan lige så godt være noget helt ottende, som ingen menneskehjerne er i stand til at tage med i sine beregninger. (Men måske en supercomputer engang ude i fjern fremtid. Selvom den idé i mine øjne mest af alt ligner et desperat forsøg på at genindføre forudsigelighed.)
Det er så sindssygt rodet og ufornuftigt et paradigme, det holistiske, at der selvfølgelig er vanvittig stor modstand imod det.
Vi er historisk – fra oplysningstiden og frem til omkring det 19. århundrede – gået imod mere enkelthed og renere logik. Det har en skønhed over sig, som er tiltrækkende, fordi det erstatter religionernes forenklinger af komplekse spørgsmål med fysikkens forenklinger.

Læger uden grænsesøgende tænkning
Men så enkelt er det altså bare ikke. Og hvad gør vi så?
Ja, vi bekæmper så med vold og magt alt, hvad der truer den skønne logik. Det vil sige, at kampen for eksempel pt står i sundhedsvæsnet mellem de naturvidenskabelige læger, og de alternative behandlere. Hvor det ene hold (groft sagt) ser kroppen som en maskine, hvor man putter kemo ind i den ene ende og fjerner tumor i den anden – en tumor, der i øvrigt er opstået alene på grund af rygning.
Mens de alternative behandlere ser kroppen som et hele, der både hænger sammen med sindet og med omgivelserne, og vil man fjerne en tumor – og forhindre den i at vende tilbage – skal man se på alle faktorer.
Og man kan i øvrigt ikke konkludere, at bare fordi man ryger, får man kræft eller bare fordi man ikke ryger, kan man gå fri – for der er så mange ting, der spiller ind. Fordi alting påvirker alting.
Men da kampen stadig handler om at definere retten til at bestemme, hvad vi tænker, gør de naturvidenskabelige læger alt, hvad de kan for at overbevise os om, at deres system er det rigtige, så hvis man bare spiser 600 gram frugt og grønt hver dag, dyrker en halv times motion og sover otte timer, så dør man aldrig…

Tilfældighed & Sandsynlighed
Men folk bliver stadig syge, selv når de har gjort alt det rigtige, og så bliver de frustrerede. Især når de møder det cartesianske tankesæt, der mere eller mindre direkte siger, at det er deres egen skyld. Årsag-virkning, husker du nok.
Det holistiske paradigme sætter ikke tingene så skarpt op. Paradigmet operer nemlig med kvantefysikkens love, som er Tilfældighed og Sandsynlighed. Hvilket vil sige; at du kan med en hvis sandsynlighed forudsige, hvad der vil ske, hvis du gør bestemte ting – men der vil altid være et element af tilfældighed, der kan spille ind.
Ergo er verden ikke helt ubehageligt uforudsigelig. Men vi er alligevel tilbage ved noget, der ligner, at “guds veje er uransagelige”.
Ja, det var altså den lange, langhårede snak om det paradigmeskifte, vi er i gang med. Så nu tilbage til, hvad jeg mener egentlig er problemet i “kønskampen” i dag.
“Kønskampen” er ligesom sundhedsvæsnet blevet en af de arenaer, hvor kampen om paradigmerne udspiller sig. Og jeg er lige ved at tro, at det er en af de afgørende kampe, der spilles her.

Hvis rødstrømperne vandt, hvorfor har vi så ikke fået pokalen endnu?
For “kønskampen” handler nemlig ikke længere om bare at give kvinder og mænd de samme muligheder – det, der populært kaldes ligestilling. (Og som i det cartesianske tankesæt i øvrigt opnås ved, at man bare sikrer, at der er 50/50 i alle situationer. Årsag følger jo virkning, så ligestilling betyder, at vægten bare skal tvinges på lige, og så holder den sig nok der.)
Den kamp afsluttede rødstrømperne faktisk i 70’erne. Med nogle få undtagelser har vi nemlig det, der kaldes formel ligestilling – hvilket vil sige, at der lovgivningsmæssigt ikke må forskelsbehandles. Men det bliver der bare stadig! For der er ikke sket vanvittigt meget med udviklingen i ligestillingen siden 70’erne.
Vi har stadig ikke reel ligestilling. Og mange modstandere af feminisme ynder at pointere, at det er utopisk. (Fordi de lever i det cartesianske tankesæt og kun kan forestille sig, at ligestilling betyder 50/50 i samtlige situationer.)

Hvis man har A – en kvinde – så medfører det B – for mange sko
Så “kønskampen” står altså i dag mellem to tankesæt: Dem, der mener, at ligestillingen er indført/aldrig vil kunne indføres, og dem, der mener, at ligestilling ikke bliver en realitet, før vi redefinerer samfundets kønsroller.
Kan du se, hvorfor det i virkeligheden er en helt anden kamp, der bliver kæmpet her? For dette er jo præcis paradigmeskiftets kamp. Kampen imellem et logisk-forudsigeligt system og et rodet-kaotisk-uforudsigeligt et.
På det første hold står dem, der mener, at kvinder og mænd er to forskellige fastlåste former, der godt nok (måske) kan blive ligestillet, men aldrig nærmer sig hinanden mere end det. På det det andet hold står dem, der slet ikke anerkender de to kategorier “mænd” og “kvinder”, men siger, at virkeligheden er langt mere kompleks end det.
Så det er altså det lille paradigmeskifte indbygget i selve kønskampen. Men så er der det endnu mere farlige, nemlig det, som kønnene kommer til at repræsentere i det store paradigmeskifte, og som efter min vurdering er derfor, at kønskampen gennem de seneste 40-50 år har udviklet sig til en regulær krig.

Skal vi nu alle sammen til at tænke som kællinger?
For det bliver desværre en “mændene mod kvinderne”-situation, når angsten for det nye paradigme sætter ind. For det nye er jo kendetegnet ved alt det, kvinder traditionelt er blevet tillagt; uforudsigelighed, kaos, følelser. Mens det gamle paradigme er kendetegnet ved de traditionelle maskuline værdier; forudsigelighed, orden og selvfølgelig mest af alt: logik.
Det vil altså sige, at vi er på vej væk fra et maskulint paradigme og ind i et feminint. Hvilket mange desværre opfatter som, at vi er på vej væk fra mændene som verdensherrer over til kvinderne som verdens… øh, ja -herrer.
Fordi mange jo stadig lever i et cartesiansk paradigme, så deres tankesæt kan kun se denne mulighed: Hvis der i et samfund med fokus på traditionelle maskuline værdier kun sidder mænd på magten, vil der i et samfund med fokus på traditionelle feminine værdier kun sidde kvinder på magten. B følger A.
Og så kæmper de imod udviklingen, mod feminismen, mod ligestillingen. Mændene især, fordi de frygter, at de bliver overflødiggjort. Men også mange kvinder, der stadig har det cartesianske tankesæt, fordi de heller ikke bryder sig om forandringen mod det nye og uforudsigelige.

Kan du ikke bare forestille dig en anden verden, mens du lever i denne?
Mens os med det holistiske tankesæt bliver ved med at prøve at trænge igennem med det, der er pointen med det nye paradigme: Ingenting er så enkelt!
For det første er det jo netop en traditionel inddeling af maskuline og feminine værdier, hvor de kun kan repræsenteres gennem henholdsvis mænd og kvinder. Sådan er det ikke ude i virkeligheden, hvor alle indeholder noget af det hele. Desuden er alle forskellige – det vil sige uforudsigelige – så det er ikke til at sige, hvem der på forhånd er bestemt til noget.
Men da alting samtidig påvirker alting, så betyder det jo noget, at vi går rundt og fortæller hinanden, at nogen er mere egnet til magt, og nogen er mere egnet til børnepasning.
Så derfor kan man selvfølgelig ikke bare kræve 50/50 i en bestyrelse eller forvente, at forældre selv fordeler deres barsel 50/50 – så længe drenge stadig opdrages til at stræbe efter magt, og piger til at være omsorgsfulde.
Reel ligestilling er sindssyg kompleks at opnå, fordi der er så mange faktorer i spil. Og problemet er jo, at dem med det cartesianske tankesæt forsøger at reducere hele debatten til et spørgsmål om for-eller-imod-kvoter – mens os med det holistiske tankesæt er i gang med at bryde alle samfundets normer ned.
Vi kan vitterligt ikke tale sammen.

Somebody expects the Spanish Inquisition – this time
Jeg tror på ligestilling, men ikke sådan som det er defineret i vores nuværende paradigme. Det hele bliver langt mere flydende i fremtiden og kommer ikke til at handle specielt meget om køn (eller race eller seksualitet eller whatever). Det kommer til at handle om det enkle menneske og dets funktion og position i det store hele.
Vi ser allerede begyndende erkendelse af det her paradigme i mijlødiskussionerne. For vi er alle en del af det samme hele.
Men inden et nyt paradigme trænger igennem, vil der være modstand, det siger historien. Og den modstand, Kopernikus mødte, er måske en meget god markør for, hvad vi skal vente os. Abortrettigheder, der rulles tilbage på verdensplan, bekæmpelse af alle former for ligestillingsinitiativer, kvindehad i opblomstring selv i såkaldt ligestillede lande – alt sammen symptomer på den omfattende modstand imod udvikling. Fordi udviklingen uundgåeligt vil knække det gamle paradigme.

The Dawning of the Age of Aquarius… eller måske senere
Så selvom jeg tror på, at det holistiske paradigme nok skal trænge igennem engang i fremtiden, så ved jeg bare ikke, hvor langt ude i fremtiden vi taler om. Måske skal vi igennem en ny mørk middelalder først. Måske skal kvinderne sendes hjem til kødgryderne og barnefødslerne på køkkengulvene i nogle hundrede år, inden vi rykker os videre til næste udviklingstrin.
På de dårlige dage er det min frygt. Jeg kender min historie, jeg ved godt, hvor stor tradition der er for at brænde kvinderne af, hvis de repræsenterer andre tanker end det herskende paradigme.
Men på de gode dage tror jeg på mændene. På at de også er ved at være dødtrætte af det forslidte og fastlåste paradigme og gerne vil videre. Og heller ikke har tænkt sig at lade det gå ud over kvinderne denne gang.
Fordi – håber jeg – det endelig begynder at gå op for flertallet af begge køn, at det her altså ikke er en kamp mellem mænd og kvinder, men mellem fortid og fremtid.
Så hvorfor har vi så stadig brug for den skide kampdag? Fordi vi skal tale om det. For ellers får mørkemændene m/k lov til at definere, hvad vi taler om – og dermed hvor vi skal hen. Og de vil gøre alt for at holde os låst fast i en verden af i går. For der bestemmer de nemlig alting. Og det gør de i øvrigt helt uendeligt forudsigeligt.