skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

marts 2014
M T O T F L S
« feb   apr »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Er der stadig brug for at tænke sig om?

8. marts 2014   

Jeg har optrådt på Kvindernes Internationale Kampdag stort set hvert år, siden jeg begyndte at lave stand-up. Og lige så sikkert som snotnæser i en børnehave, står der altid en journalist backstage og stiller det – i høns egne øjne – utroligt etchy spørgsmål: “Er der stadig brug for en kampdag?”
Fordi antagelsen, ikke mindst i de danske medier, jo er, at kvinderne for længst har vundet “kampen”, og hvis der endelig er brug for mere at kæmpe for – så er det for de stakkels mænd, der bliver forladt og har alskens andre problemer.
Og så begynder jeg med det lange svar: At mænds problemer jo har samme rod som kvinders; nemlig den alt for rigide måde, vi kulturelt definerer kønnene på, og at kvindernes kampdag derfor sådan set også handler om mændene – den handler om mennesker, den handler om at sætte fokus på de problemer, der holder os fastlåst i begrænsende kønsroller.
Men journalisterne kigger ned på deres blokke, hvor de kun har plads til et citat på 10 ord – og havde jo sådan håbet, at det ville være: “Ja, vi skal bruge kampdagen til at hade på mænd”. Så konstaterer de, at de ikke har plads til mit svar, og så sætter de kattebakkeblikket på, holder op med at notere og endnu et år bliver kampdagen dækket så unuanceret, som stort set alt andet bliver det i den såkaldte “kønskamp”.

Jep, jeg namedropper lige Kopernikus
Men tillad mig at bruge kampdagen til at snakke om en rod der faktisk ligger endnu dybere under “kønskampen”. Jeg vil nemlig komme med den påstand, at den kamp, vi ser lige for tiden, for mestendels slet ikke handler om mænd og kvinder. Det handler i stedet om noget langt mere farligt; nemlig retten til at definere fremtidens tankesæt.
Nu bliver det lige en smule langhåret. (Men da jeg har hår ned til røven, mener jeg godt, at jeg kan tillade mig det.) For sagen er, at vi lige nu er i gang med et paradigmeskifte.
Definitionen på et paradigmeskifte er, at menneskehedens samlede tankesæt ændrer sig – i en grad så man faktisk ikke kan tale sammen på tværs af paradigmerne.
Det mest kendte paradigmeskifte er fra “jorden er universets centrum” til “solen er universets centrum”. (Eller i hvert fald centrum i dette solsystem.) Som Kopernikus har fået æren af at stå bag. (Selvom han langt fra var den første til at ytre de tanker.)
Skiftet dengang i det 15. århundrede, hvor Kopernikus’ heliocentriske paradigme begyndte at slå igennem har næppe været særligt brat. Med de analoge medier, man havde dengang, må det havde taget helt uhyggelig lang tid, før de nye tanker kom hele menneskeheden rundt.

House of cartesians rules
Og så var der også ekstrem modstand mod de nye tanker. Det ved vi, fordi vi lærte i Historie, at den katolske kirke i den grad modarbejdede det. Men jeg tænker, at der også har været voldsom lokal modstand – for eksempel på alle skoler, hvor det nye paradigme blev undervist til elever, hvis forældre repræsenterede det gamle.
Et paradigmeskifte dengang må have været helt utroligt svært. Og det er nok grunden til, at man ikke har set så mange af dem op gennem historien. Og at dem, der trods alt har været, har repræsenteret nogle – i hvert fald set herfra i historiens bagklogskab – egentlig forbavsende enkle ideer.
Men nu står vi altså også midt i et paradigmeskifte. Fra det cartesianske til det holistiske.
Og ja, det her er der meget uenighed om; er der overhovedet et paradigmeskifte i gang og også om, hvad vi skal kalde paradigmerne, hvis der er. Men det er jo, fordi det handler om at definere retten til, hvordan menneskehedens tanker ser ud i fremtiden.
Der er vanvittigt meget på spil her.

Hvad f*** har kvantefysik med Kvindernes Kampdag at gøre?
Men nu smider jeg lige modstanden mod det bort og siger det ligeud: Vi står i dette paradigmeskifte, om vi vil det eller ej!
Vi har faktisk stået i det i over 100 år. Lige siden Einstein væltede Newtons love af banen. Vi har bare ikke fattet det endnu, fordi vi trods vores overlegne medier, er vi åbenbart lige så tungnemme som vores forfædre. Det tager mange generationer for alvor at ændre et tankesæt.
Og skiftet mellem disse to paradigmer er koloenormt. Det er ikke bare en “lille” ting, som at acceptere, at solen alligevel ikke er universets centrum, fordi universet slet ikke har noget centrum, fordi det er uendeligt og konstant udvider sig – indtil det måske, når et magisk punkt og trækker sig sammen igen, og vi måske kommer til at spole hele historien baglæns – forbi Kopernikus og dinosaurusserne og helt tilbage til Big Bang, som så må omdøbes til Lille Fis.

Hvis A er røvkedelig, hvad er så sandsynligheden for, at jeg gider læse videre?
Okay, det der er er måske ikke en “lille” ting, men kvantefysikkens bud på, hvordan universet hænger sammen, er bare ikke den eneste forskel på det cartesianske paradigme og det holistiske. Det cartesianske er bygget op omkring Newtons love; årsag-virkning, 1:1-forklaringer, logik.
Hvis A sker, så medfører det B. Og har vi B, så kan vi også regne med C – samt at A er sket.
Det bliver skoleelever stadig undervist i. Jeg husker endnu alle de kedelige forsøg i fysisktimerne, hvor man skulle kaste en kugle hen på en anden kugle og så beregne deres baner, acceleration og den slags.
Jeg fucking hadede fysik i skolen. Jeg forstod det ikke dengang, for jeg elskede de andre naturvidenskabelige fag. Men fysik var så uendeligt kedeligt. I dag ved jeg, at det var, fordi jeg allerede dengang ikke kunne få principperne til at hænge sammen med det paradigme, som mine tanker åbenbart fra starten af har været formet af; nemlig det holistiske.
Det holistiske paradigme er – ligesom kvantefysikken er en overbygning på Newtons love – også en overbygning på det cartesianske paradigme. Det vil sige, at man kan godt bruge de love, der gælder i det cartesianske, men kun i begrænsede og især afgrænsede systemer – som i et fysiklokale.

Sommerfuglens vinger, der tvinger folk ud af deres hjem i New Orleans
Til gengæld står det cartesianske paradigme af, når det skal forklare virkeligheden. Fordi virkeligheden er kompleks og kan ikke reduceres til nogle få love om årsag-virkning. I stedet råder det, der populært kaldes kaosteori: alting påvirker alting, og små ting kan få store konsekvenser – eller omvendt.
Det vil sige, at hvis A sker, så medfører det måske B eller C eller BC eller Q, eller også sker der slet ikke noget. Eller også sker A igen tre gange i træk. Og hvis man har B, så kan man slet ikke konkludere, at C vil ske, fordi det er også uforudsigeligt, og man kan heller ikke gå ud fra, at A er sket.
Det kan lige så godt være noget helt ottende, som ingen menneskehjerne er i stand til at tage med i sine beregninger. (Men måske en supercomputer engang ude i fjern fremtid. Selvom den idé i mine øjne mest af alt ligner et desperat forsøg på at genindføre forudsigelighed.)
Det er så sindssygt rodet og ufornuftigt et paradigme, det holistiske, at der selvfølgelig er vanvittig stor modstand imod det.
Vi er historisk – fra oplysningstiden og frem til omkring det 19. århundrede – gået imod mere enkelthed og renere logik. Det har en skønhed over sig, som er tiltrækkende, fordi det erstatter religionernes forenklinger af komplekse spørgsmål med fysikkens forenklinger.

Læger uden grænsesøgende tænkning
Men så enkelt er det altså bare ikke. Og hvad gør vi så?
Ja, vi bekæmper så med vold og magt alt, hvad der truer den skønne logik. Det vil sige, at kampen for eksempel pt står i sundhedsvæsnet mellem de naturvidenskabelige læger, og de alternative behandlere. Hvor det ene hold (groft sagt) ser kroppen som en maskine, hvor man putter kemo ind i den ene ende og fjerner tumor i den anden – en tumor, der i øvrigt er opstået alene på grund af rygning.
Mens de alternative behandlere ser kroppen som et hele, der både hænger sammen med sindet og med omgivelserne, og vil man fjerne en tumor – og forhindre den i at vende tilbage – skal man se på alle faktorer.
Og man kan i øvrigt ikke konkludere, at bare fordi man ryger, får man kræft eller bare fordi man ikke ryger, kan man gå fri – for der er så mange ting, der spiller ind. Fordi alting påvirker alting.
Men da kampen stadig handler om at definere retten til at bestemme, hvad vi tænker, gør de naturvidenskabelige læger alt, hvad de kan for at overbevise os om, at deres system er det rigtige, så hvis man bare spiser 600 gram frugt og grønt hver dag, dyrker en halv times motion og sover otte timer, så dør man aldrig…

Tilfældighed & Sandsynlighed
Men folk bliver stadig syge, selv når de har gjort alt det rigtige, og så bliver de frustrerede. Især når de møder det cartesianske tankesæt, der mere eller mindre direkte siger, at det er deres egen skyld. Årsag-virkning, husker du nok.
Det holistiske paradigme sætter ikke tingene så skarpt op. Paradigmet operer nemlig med kvantefysikkens love, som er Tilfældighed og Sandsynlighed. Hvilket vil sige; at du kan med en hvis sandsynlighed forudsige, hvad der vil ske, hvis du gør bestemte ting – men der vil altid være et element af tilfældighed, der kan spille ind.
Ergo er verden ikke helt ubehageligt uforudsigelig. Men vi er alligevel tilbage ved noget, der ligner, at “guds veje er uransagelige”.
Ja, det var altså den lange, langhårede snak om det paradigmeskifte, vi er i gang med. Så nu tilbage til, hvad jeg mener egentlig er problemet i “kønskampen” i dag.
“Kønskampen” er ligesom sundhedsvæsnet blevet en af de arenaer, hvor kampen om paradigmerne udspiller sig. Og jeg er lige ved at tro, at det er en af de afgørende kampe, der spilles her.

Hvis rødstrømperne vandt, hvorfor har vi så ikke fået pokalen endnu?
For “kønskampen” handler nemlig ikke længere om bare at give kvinder og mænd de samme muligheder – det, der populært kaldes ligestilling. (Og som i det cartesianske tankesæt i øvrigt opnås ved, at man bare sikrer, at der er 50/50 i alle situationer. Årsag følger jo virkning, så ligestilling betyder, at vægten bare skal tvinges på lige, og så holder den sig nok der.)
Den kamp afsluttede rødstrømperne faktisk i 70’erne. Med nogle få undtagelser har vi nemlig det, der kaldes formel ligestilling – hvilket vil sige, at der lovgivningsmæssigt ikke må forskelsbehandles. Men det bliver der bare stadig! For der er ikke sket vanvittigt meget med udviklingen i ligestillingen siden 70’erne.
Vi har stadig ikke reel ligestilling. Og mange modstandere af feminisme ynder at pointere, at det er utopisk. (Fordi de lever i det cartesianske tankesæt og kun kan forestille sig, at ligestilling betyder 50/50 i samtlige situationer.)

Hvis man har A – en kvinde – så medfører det B – for mange sko
Så “kønskampen” står altså i dag mellem to tankesæt: Dem, der mener, at ligestillingen er indført/aldrig vil kunne indføres, og dem, der mener, at ligestilling ikke bliver en realitet, før vi redefinerer samfundets kønsroller.
Kan du se, hvorfor det i virkeligheden er en helt anden kamp, der bliver kæmpet her? For dette er jo præcis paradigmeskiftets kamp. Kampen imellem et logisk-forudsigeligt system og et rodet-kaotisk-uforudsigeligt et.
På det første hold står dem, der mener, at kvinder og mænd er to forskellige fastlåste former, der godt nok (måske) kan blive ligestillet, men aldrig nærmer sig hinanden mere end det. På det det andet hold står dem, der slet ikke anerkender de to kategorier “mænd” og “kvinder”, men siger, at virkeligheden er langt mere kompleks end det.
Så det er altså det lille paradigmeskifte indbygget i selve kønskampen. Men så er der det endnu mere farlige, nemlig det, som kønnene kommer til at repræsentere i det store paradigmeskifte, og som efter min vurdering er derfor, at kønskampen gennem de seneste 40-50 år har udviklet sig til en regulær krig.

Skal vi nu alle sammen til at tænke som kællinger?
For det bliver desværre en “mændene mod kvinderne”-situation, når angsten for det nye paradigme sætter ind. For det nye er jo kendetegnet ved alt det, kvinder traditionelt er blevet tillagt; uforudsigelighed, kaos, følelser. Mens det gamle paradigme er kendetegnet ved de traditionelle maskuline værdier; forudsigelighed, orden og selvfølgelig mest af alt: logik.
Det vil altså sige, at vi er på vej væk fra et maskulint paradigme og ind i et feminint. Hvilket mange desværre opfatter som, at vi er på vej væk fra mændene som verdensherrer over til kvinderne som verdens… øh, ja -herrer.
Fordi mange jo stadig lever i et cartesiansk paradigme, så deres tankesæt kan kun se denne mulighed: Hvis der i et samfund med fokus på traditionelle maskuline værdier kun sidder mænd på magten, vil der i et samfund med fokus på traditionelle feminine værdier kun sidde kvinder på magten. B følger A.
Og så kæmper de imod udviklingen, mod feminismen, mod ligestillingen. Mændene især, fordi de frygter, at de bliver overflødiggjort. Men også mange kvinder, der stadig har det cartesianske tankesæt, fordi de heller ikke bryder sig om forandringen mod det nye og uforudsigelige.

Kan du ikke bare forestille dig en anden verden, mens du lever i denne?
Mens os med det holistiske tankesæt bliver ved med at prøve at trænge igennem med det, der er pointen med det nye paradigme: Ingenting er så enkelt!
For det første er det jo netop en traditionel inddeling af maskuline og feminine værdier, hvor de kun kan repræsenteres gennem henholdsvis mænd og kvinder. Sådan er det ikke ude i virkeligheden, hvor alle indeholder noget af det hele. Desuden er alle forskellige – det vil sige uforudsigelige – så det er ikke til at sige, hvem der på forhånd er bestemt til noget.
Men da alting samtidig påvirker alting, så betyder det jo noget, at vi går rundt og fortæller hinanden, at nogen er mere egnet til magt, og nogen er mere egnet til børnepasning.
Så derfor kan man selvfølgelig ikke bare kræve 50/50 i en bestyrelse eller forvente, at forældre selv fordeler deres barsel 50/50 – så længe drenge stadig opdrages til at stræbe efter magt, og piger til at være omsorgsfulde.
Reel ligestilling er sindssyg kompleks at opnå, fordi der er så mange faktorer i spil. Og problemet er jo, at dem med det cartesianske tankesæt forsøger at reducere hele debatten til et spørgsmål om for-eller-imod-kvoter – mens os med det holistiske tankesæt er i gang med at bryde alle samfundets normer ned.
Vi kan vitterligt ikke tale sammen.

Somebody expects the Spanish Inquisition – this time
Jeg tror på ligestilling, men ikke sådan som det er defineret i vores nuværende paradigme. Det hele bliver langt mere flydende i fremtiden og kommer ikke til at handle specielt meget om køn (eller race eller seksualitet eller whatever). Det kommer til at handle om det enkle menneske og dets funktion og position i det store hele.
Vi ser allerede begyndende erkendelse af det her paradigme i mijlødiskussionerne. For vi er alle en del af det samme hele.
Men inden et nyt paradigme trænger igennem, vil der være modstand, det siger historien. Og den modstand, Kopernikus mødte, er måske en meget god markør for, hvad vi skal vente os. Abortrettigheder, der rulles tilbage på verdensplan, bekæmpelse af alle former for ligestillingsinitiativer, kvindehad i opblomstring selv i såkaldt ligestillede lande – alt sammen symptomer på den omfattende modstand imod udvikling. Fordi udviklingen uundgåeligt vil knække det gamle paradigme.

The Dawning of the Age of Aquarius… eller måske senere
Så selvom jeg tror på, at det holistiske paradigme nok skal trænge igennem engang i fremtiden, så ved jeg bare ikke, hvor langt ude i fremtiden vi taler om. Måske skal vi igennem en ny mørk middelalder først. Måske skal kvinderne sendes hjem til kødgryderne og barnefødslerne på køkkengulvene i nogle hundrede år, inden vi rykker os videre til næste udviklingstrin.
På de dårlige dage er det min frygt. Jeg kender min historie, jeg ved godt, hvor stor tradition der er for at brænde kvinderne af, hvis de repræsenterer andre tanker end det herskende paradigme.
Men på de gode dage tror jeg på mændene. På at de også er ved at være dødtrætte af det forslidte og fastlåste paradigme og gerne vil videre. Og heller ikke har tænkt sig at lade det gå ud over kvinderne denne gang.
Fordi – håber jeg – det endelig begynder at gå op for flertallet af begge køn, at det her altså ikke er en kamp mellem mænd og kvinder, men mellem fortid og fremtid.
Så hvorfor har vi så stadig brug for den skide kampdag? Fordi vi skal tale om det. For ellers får mørkemændene m/k lov til at definere, hvad vi taler om – og dermed hvor vi skal hen. Og de vil gøre alt for at holde os låst fast i en verden af i går. For der bestemmer de nemlig alting. Og det gør de i øvrigt helt uendeligt forudsigeligt.