skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

september 2014
M T O T F L S
« jun   okt »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

Smuk udenpå, værdiløs indeni

10. september 2014   

Jeg lagde plakaten for mit nye show op som cover på facebook i går:

kvinde?

Og ligesom de andre gange, jeg har delt den på fjæsen, indrullede straks kommentarer, hvor folk vælger side:
“Du er pænest med fregner.” “Du er så pæn uden makeup.” “Du er smuk eau natural.”
Der mangler endnu at være nogen, der erklærer den stylede side for vinderen, men det hænger nok sammen med, at ingen kan få sig selv til at skrive: “Hey, hvis du lige gad dække dit klamme ansigt lidt mere til, ville det bare være fjong.”
Og lad mig straks sige, at det ikke er, fordi jeg er utaknemmelig over, at folk skriver søde ting til mig. Komplimenter er dejlige. Men…
Det er bare lidt, som om disse folk i deres ellers velmenende ros totalt misforstår budskabet med plakaten. Den skal illustrere, hvor meget kvinder påfører sig (og skjuler) for at fremstå som rigtige kvinder. For det er temaet i showet.
Der skal ikke kåres en vinder-side. Det handler ikke om, hvorvidt du synes, jeg er pænest uden eller med makeup (og i øvrigt med en ordentlig røvfuld Photoshop oveni!)
For selvom folk tror, at de giver mig en stor kompliment ved at vælge den “naturlige”, usminkede side af mit ansigt. Så forholder de sig jo stadig kun til det, der er udenpå. Og Sanne hun sidder altså inde bagved fregnerne og pudderet.

Mere fokus på din skønhed, for den handler om… MIG!
Det er det samme med alle de kampagner, der pt bliver lavet for at bringe skønhedsidealernes overmagt lidt i knæ. Om det så er kvinder (eller mænd) der poster bikinibilleder af sig selv som tykke, med stomiposer, med hår under armene – eller i mit tilfælde; hår lidt længere nede. (Ja, jeg har hår på knæene!)
Altid ender det med en masse velmenende kommentarer i stil med: “du er så smuk bla bla bla”. Især til kvinderne.
Og jo, det kan da nogle gange være det rigtige at sige. Det er ikke dårligt at fortælle andre mennesker, at de er smukke. Problemet er, at det nemt kommer til at fremstå, som om skønhed er det eneste, der tæller.
Og det synes jeg altså lidt, man gør, når man for eksempel kårer en vinder-side på min plakat. For det er ligegyldigt, hvordan jeg er pænest – da især i andres øjne: Om jeg er pænest uden makeup, med makeup, bodypaintet blå, tatoveret grøn, plus 40 kilo, minus 5, med arme eller uden.
For når man vælger side – eller når man giver andre komplimenter a la “du er så pæn med diskret makeup” eller “du burde altid gå med (indsæt selv tøjgenstand, der udmærker sig ved at være en, man yderst sjældent er iført)” eller min favorit: “dén frisure klæder dig!” (Underforstået: alt andet, du foretager dig med dit hår, er grimt.)
For det, man jo egentlig siger, er: “Her er min dom over, hvornår du er smukkest. Og den er vigtig, for det er dit liv bør handle om: at fremstå så smuk som muligt. Og-og-og altså ikke sådan som du selv synes, du er smukkest – nej, sådan som vi andre kan lide at se på det. Altid!”

Hængekassefri feministfisse det kan vi li’!
Måske virker jeg lidt sart. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare godt nok, hvorfor det ikke rigtigt føles som en kompliment at blive bedømt på den måde. Som en ko ved et dyrskue, den absolut ikke selv har valgt at deltage i.
Men måske kan Kim Hansen hjælpe med forklaringen:

Skærmbillede 2014-09-09 kl. 19.28.23

Sagen er jo, at jeg ikke er mit udseende. Mit udseende er naturligvis en del af mig, en overfladisk del. Men det er ikke den, jeg er.
Men det Kim Hansen her siger, er, at min menneskelige værdi er ret meget lig med mit udseende. Ja, i sådan en grad, at andet ved mig tilsyneladende er helt ligegyldigt. For hvad med alt det, jeg gør, siger, tænker og føler? Har det ingen værdi? Åbenbart ikke.
For Kim Hansen kan altså godt leve med, at jeg lukker femibras ud – bare jeg samtidig ligner en porcelænsdukke, som man må sperme i ansigtet.
Jeg taler så langt fra på alle kvinders vegne her, det ved jeg godt. Mange kvinder elsker at drukne i komplimenter om deres udseende. Mange kvinder gør enormt meget ud af sig selv for at få disse komplimenter.
Og igen, jeg mener som sagt, at man gerne må anerkende både kvinders og mænds skønhed. En kompliment som “du ser dejlig ud” har i mine øjne aldrig skadet nogen – medmindre man efter en kunstpause tilføjer “… i dag!”

Så smuk at hun ingenting ellers kan – ikke engang gå
Men hvis det er den eneste ros, man nogensinde hører…
Damn, det må være ødelæggende for ens selvbillede! Især når billedet så begynder at krakelere. Hvilket det uundgåeligt vil gøre – i hvert fald i forhold til, hvordan vi betragter skønhed i vores kultur, som ikke kan bære rynker og gråt hår. (På kvinder… Mænd må gerne blive gamle.)
Og det her forstår mænd simpelthen ikke!
De forstår ikke, hvor ødelæggende det er, hvis man kun bliver værdsat i kraft af sit udseende. For det prøver de aldrig.
Oprindeligt har der nemlig været en ret klar opdeling i vores kultur, hvor kvinder var det smukke køn, mens mænd bare gik på arbejde.
Det vil sige: mænd gik ud i verden og handlede, tjente penge, tænkte store tanker, skabte fantastiske ting. Mens kvinderne var nogle, man blærede sig med at vise frem over for andre mænd. Kvinden var ikke noget i sig selv – kun i kraft af hendes kobling til manden. Hun var hans ejendel ligesom hans hus og hans hunde. Ergo skulle hun helst være værd at vise frem.
Så alt efter, hvor dygtig manden var til sin del, jo mere overflødig-smuk kone kunne han tillade sig at have. Bedst illustreret ved indsnørede fødder i Kina: “Se mig, jeg er så betydningsfuld, at min kone kun sidder til pynt!”

En deciliter historisk tilbageblik tilsat et drys Austen
Så alt det her har jo givet mening – på en uhyggelig ”lad os aldrig gå tilbage til det”-måde – engang hvor hele kvindens værdi netop var hendes constitution, som Jane Austen ville kalde det. Og som jo bedst kan oversættes med forfatning. Altså ligesom et hus. Hvilken forfatning er hun i? Er der nogle K3’er? (K3’ere er i øvrigt altid revner i facaden og svamp i underetagen!)
Men inden nogle læsere så stikker af i kvasi-videnskabelige forklaringer om, at kvinder derfor er biologisk/evolutionært kodet til at fokusere på deres udseende, så lad mig straks indskyde, at der i mange andre kulturer har været langt mere fokus på mandens udseende (eksempelvis i det gamle Grækenland), og at det med en kvindes constitution altså meget sjældent kun handlede om udseende. (Der er vist næsten kun de føromtalte indsnørede fødder i den kategori.)
Nej, constitution handlede i lige så høj grad om kvindens talenter på klaver og til at arrangere blomster, hendes blide, dydige sind og i evnen til at skabe et dejligt hjem for manden og børnene. Og i de mere laverestående samfundslag også, om hun kunne malke, lave mad og hjælpe til med alt fra markarbejde til slagtning.
Men de dele af kvindens særegne værdi forsvandt lidt, da samfundet skiftede karakter, og hun blev lige med manden i forhold til at tjene penge uden for hjemmet, uddanne sig og deltage i demokratiet – og altså ikke længere kunne være noget alene i kraft at sin (hus)moderrolle.
Tilbage som særlig kvindelig værdi stod kun udseendet.

Katjing – mønter direkte ned i smuksakkens lommer
Faktisk blev udseendet efter kvindefrigørelsen pludselig noget, en kvinde kunne leve af, når hun skulle forsørge sig selv. Jo smukkere, hun var, jo mere værdi kunne hun rent faktisk indbringe – til sig selv og til modelagenturer, filmselskaber og pornobagmænd.
Dette er den dag i dag stadig de få brancher, hvor kvindelige stjerner kan tjene væsentligt mere end deres mandlige kolleger.
(I parentes bemærket er der masser af undersøgelser, der viser, at “smukke” mennesker generelt klarer sig bedre på mange parametre – de tjener mere, avancerer oftere, får lavere straffe osv. Men det gælder også for “smukke” mænd, så jeg tillader mig lige at se bort fra den del her. Jeg nævner det bare her i parentesen, fordi jeg er udmærket klar over, at mit åbenbart “smukke” udseende formentlig åbner en del døre, der ville have været lukket for en pukkelrygget, skeløjet, skaldet Sanne med underbid.)
Pointen med dette historiske opskrab er at vise, at der altså er en god grund til, at mænd vurderer kvinders udseende – og at kvinder vurderer kvinders udseende. For det er det er den kulturelle bagage, vi alle har med: vi ser udseendet som kvindens største aktiv. 

Og både mænd og kvinder tror derfor, at når de komplimenterer en kvindes udseende, så lægger det noget til hendes værdi, og når de sviner hendes udseende, så trækker de noget fra hendes værdi.
Hvilket forklarer, hvorfor tilsvininger om udseende fylder så meget, når nogen kritiserer kvinder. (Og det er forklaringen på, at feminister altid fremstilles uattraktive. For så er de jo mindre værd end rigtige smukke, passive og ikke-konfliktskabende kvinder.)

Du er så smuk, at din mening ikke tæller
Så det er altså positivt ment, når folk komplimenterer en kvindes udseende. Og dog…
For det sker også, at komplimenter bruges mere som en måde at få reduceret en kvindes – ofte hårdt tilkæmpede – ligeværdige værdi. Det vil sige, at man(d) ønsker at tage værdien af det, hun gør, kan eller siger ved i stedet at sætte fokus på, hvordan hun ser ud. Altså et sexistisk magtspil, der handler om at genindføre kvindens traditionelle laverestående status.
Den slags “komplimenter” kan man heldigvis nemt genkende. De optræder nemlig altid i sammenhænge, hvor kvinden gør noget andet end at se godt ud: passer sit arbejde, fremlægger et projekt, stiller op til et valg, fremsiger en vigtig pointe, dyrker en form for sport (og vinder) eller deltager i en meningsudveksling (og vinder).
Og her er det i øvrigt ligegyldigt, om man siger “komplimenten” direkte til hende – eller om man siger det om hende til andre.
Det kunne – bare som eksempel – være den slags, visse mænd skriver til en kvindelig komikers klip på youtube:

Skærmbillede 2014-09-09 kl. 23.17.30

Kommentarer i de to kategorier – noget med Sannes udseende og noget med, at Sanne/kvinder ikke er sjove – udgør pt mere end halvdelen af kommentarerne under mine youtube-klip.
Heldigt, at siden jeg åbenbart er så dårlig til mit arbejde, at jeg så i det mindste er lækker, hva’…
Men jeg opfatter det virkelig ikke som komplimenter, at man(d) skriver om mit udseende på den måde. Jeg synes, underteksterne skinner for tydeligt igennem.
I bedste fald er underteksten: “Hey, drenge, jeg har en legitim grund til at se på hende her. Det er ikke, fordi jeg pludselig er blevet bøss’ eller noget, bare fordi jeg kan li’ en kvindelig komiker. Jeg vil stadig knep’ hende, okaj!”
Men I værste fald er underteksten: “Hey, piger, I skal ikke tro, at bare fordi en af jer får opmærksomhed på noget, hun render og laver, at I piger så pludselig er noget. I er stadig kun noget værd, hvis nogen vil knalde jer.”
(Sidstnævnte undertekst virkede i øvrigt til at gælde godt og grundigt hos dem, der fik den alletiders idé at indføre en ‘Ku’ godt’-kategori kun til kvindelige kunstnere ved seneste Zulu Awards.)

Må jeg ikke også få lov at være lidt pæn, selvom jeg bare er en mand
Men hvis vi ser bort fra bitre mænd med små pikke og misundelige kvinder med… store kusser!? Så er det jo som hovedregel positivt ment, når folk komplimenterer kvinder. De tror som bekendt, at de lægger noget til hendes værdi.
Faktisk tror jeg, at mange mænd i virkeligheden ville ønske, at de også kunne få lidt mere ros på deres udseende – ligesom kvinder gør. Fordi jeg tror, mænd savner at blive rost for det, de bare er – stedet for altid at skulle præstere noget for at få ros og anerkendelse.
Så de kigger på de smukke kvinder og giver dem de komplimenter, de selv ville ønske at få – og selvfølgelig de komplimenter, de tror, kvinder gerne vil have. Fordi der jo er grotesk fokus på kvinders udseende – og kvinder selv gør så meget ud af det – at det kan være svært at se, at der skulle være andet og mere at snakke med os om.
Mens jeg så går rundt og giver mænd, de komplimenter, jeg gerne selv ville have: “Ej, hvor er du sej. Du er så pissedygtig til dit arbejde. Du gør virkelig en forskel.”
Og stresser så dem yderligere i, at de skal præstere noget for at føle sig gode nok. Catch 22 i kønsrollemønster.

Åh, at være en smuk passiv… ting
Men selvom jeg sagtens kan forstå, hvorfor det også er surt for mænd at være låst fast i de kulturelle forventninger, der er til deres køn, så kan jeg altså mest tale ud fra mit eget. Og mit køn er det smukke køn. Det er et problem. (Da især for dem, der ikke kan bloggebrokke sig over at blive kaldt smukke, men som kun oplever at blive reduceret til et ikke-kneppebart udseende. Jeg har skrevet om det tidligere.)
For sagens kerne er jo, at det er en objekt-position. Mens mænd til stadighed har subjekt-positionen: De kan/skal handle for at blive noget. Kvinder skal bare forholde sig passivt og satse på, at Gud og/eller generne har velsignet dem med en værdi. (Og selvfølgelig i det skjulte handle ganske aktivt på at opgradere den værdi med peeling, waxing, tanning, toning, makeup, plastikoperationer og slankekure.)
Det vil sige, at mænd bliver ved med at have større frihed. De kan selv skabe sig deres identitet. De kan selv vælge, hvor meget arbejde de vil lægge i deres værdi. (Samtidig med, at de som alle mennesker indimellem føler sig grimme og uelskelige og kun har meget få remedier til at gøre noget ved det, for de må jo ikke fokusere på deres udseende.)
Mænd er med andre ord ikke tvunget til at sidde passivt og vente på, at andre tillægger dem en værdi. De har selv en vis magt over deres egen værdi.
Nå, ja, det kan man selvfølgelig argumentere for, at kvinder også har. Kvinder kan jo bare bruge hele vores tid og (en mands) formue på at opgradere værdien af udseendet – indtil vi er færdige-som-fyrre-årige-færdige.
Men det er der sgu da ikke særligt meget værdi i for andre…
Medmindre selvfølgelig at nogen virkelig vil argumentere for, at talentmassen hos halvdelen af jordens befolkning udelukkende skal bruges på onanifantasier til den anden halvdel.

Imagine living it

2. september 2014   

Endnu engang fik Jon Stewart mig til at klappe i mine små kagefedtede komikerhænder over dette rant. Hvor han beskriver hykleriet omkring nedskydningen af den unge, sorte og ubevæbnede Michael Brown i Ferguson.
For det er tydeligt, at i forsøget på ikke at tage dette mord, denne krænkelse af alt fra almindelig anstændighed til menneskerettigheder, alvorligt, benytter de højreorienterede, amerikanske meningsdannere og medier alle tricks i bogen: afsporinger, victimblaming, stråmænd, fejloplysninger, vildledninger, med-vilje-misforståelser og almindeligt idioti.
Men nedenunder det hele ligger et klart spor af: ”Årh, hvorfor skal vi nu til alt det racehalløj igen. Hold nu op, vi er altså kommet videre. Det er bare tilfældigt, at sorte mennesker bliver forfulgt, fornedret og myrdet. Det har intet med race at gøre. Så stop med at spille racekortet!”
Hvortil Jon Stewart så fuldstændigt vidunderligt nailer den med: ”Race is a constant. It’s there. You’re tired of hearing about it!? Imagine how fucking exhausting its is living it.”

Åh nej, skal vi nu til det der feministbavl igen!
Det fik mig som så ofte før til at trække parallellen fra race til køn. For problemstillingen er jo fuldstændig identisk. Hver eneste gang nogen formaster sig til at nævne, at nej tingene er ikke a-okay, hvis man er kvinde i dette land (og heller ikke i resten af verden) så kører modstanden på for fuld smadder.
Og nedenunder – ja, tilmed ofte ret udtalt – ligger den samme klare spor af: ”Årh, hvorfor skal vi nu til alt det feministhalløj igen. Hold nu op, vi er altså kommet videre. Det er bare tilfældigt, at kvinder bliver forfulgt, fornedret og myrdet. Det har intet med køn at gøre. Så stop med at spille kønskortet!”
Men for at parafrasere den kære Stewart: ”Køn er konstant markør. Det er hverdag hver dag. Og er du træt af at høre om det!? Så forestil dig, hvor fucking trættende det er at leve med det!”
Desværre er der – nøjagtig ligesom der er bunkevis af sorte amerikanere, der lydigt synger med på de hvide racisters klagesange og insisterer på, at racisme ikke er et issue længere – horder af kvinder, der gør det samme i forhold til sexisme. Fordi det er nemmere.
Det er nemlig altid nemmere at tale magten efter munden frem for at tale den midt imod.

Terroristen i toget og andre spøgelser
Og magten i dette tilfælde er altså racistiske og sexistiske strukturer i vores samfund. Strukturer, der gør, at en ung mand nedskydes på åben gade af den selv samme politistyrke, der har svoret at beskytte borgerne mod ugerninger og uretfærdigheder. Og strukturer, der gør, at en anden ung mand i et tog på den anden side af Atlanten udløser en terroristjagt. Fordi mennesker i Vesten nu er wired til at koble direkte fra ”muslimske udseende” til terrorist.
Hvilket den unge mand var så udmærket klar over. Derfor gemte han sig på et toilet, indtil han havde meldt sig selv. For andre steder i verden skyder man jo hans slags uden at spørge. Dumt at satse sit liv på, at det skulle være anderledes i Danmark.
Jeg tror, han gjorde ret i den antagelse. For ”uskyldig til det modsatte er bevist” tæller tilsyneladende ikke i samfund i så racistisk denial som vores.
For hvis vi var ærlige omkring vores racistiske strukturer, så ville vi indse, at vores angst for terrorisme her i Norden faktisk ikke burde få os til at frygte en ung mand af muslimsk udseende i et tog – vi burde i stedet sætte en terroristjagt i gang ved synet af samtlige blonde mænd i politiuniform!

Negerne er uskyldige, men kvinder beder altså selv om det!
Men pointen er, at de sexistiske strukturer gør nøjagtigt det samme ved os som de racistiske. Selvom mange har svært ved at forstå, at de kan være lige så alvorlige som nedskydningen af en uskyldig teenager. Men det kan de!
Det er de sexistiske strukturer, der gør, at 18 uskyldige kvinder (and counting) er blevet myrdet her landet i år. Og det er de sexistiske strukturer, der gør, at ingen taler om, hvad det i virkeligheden er; nemlig æresdrab. Det er “æreskrænkede” mænd, der myrder. Men hvorfor myrder “æreskrænkede” mænd kvinder? Og hvorfor taler vi kun om det fucked up kvindesyn, når mændene har en anden hudfarve/kultur/religion?
Det er også sexistiske strukturer, der gør, at når en 16-årig sanseløst beruset teenagepige udnyttes seksuelt af tre ældre drenge til en fest, så betragtes det, som pigens egen skyld, og drengene går fri. Hun kunne jo bare have ladet være med at 1) drikke, 2) tage til fest, 3) flirte, 4) være pige, 5) have kropsåbninger.
Det er ligeledes de sexistiske strukturer, der gør, at det politi, der også her i landet skulle forestille at beskytte borgerne mod uretfærdigheder og ugerninger, behandler voldtægtsofre med mistro og snagen, fordi grundtanken er, at kvinder enten lyver og/eller selv er skyld i, at et eller flere andre mennesker har overfaldet dem.
Og når de få af dem, der kan fremvise tilpas mange rifter og skader nok til at få retsvæsnet til at køre sagen, så ender i retten, krænkes ofrene yderligere med spørgsmål om, hvad de havde på, hvor meget de drak osv.. Fordi det altid forventes, at kvinden har en form for skyld i, hvad andre gør mod hende.
Hun kunne jo bare havde været mere dækket til/mindre fuld/mere hjemme/gå fra sin voldelige mand. Ligesom unge, sorte mænd i USA jo også bare kunne lade være med at gå ud og blive skudt af politiet…

Men heldigvis kan du både være bange og uden retssikkerhed
Det er den yderste konsekvens af de sexistiske strukturer. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at det at kvinder lever med angsten for overgreb og mord er forfærdeligt, men dog også en konsekvens af at være i live. Vi er alle sammen bange for noget. Og mænd bliver også jævnligt banket og myrdet. (Især som bekendt de sorte af slagsen…)
Men kvinder lever altså derudover med den viden, at vi ikke kan regne med at blive taget alvorligt, hvis noget forfærdeligt skulle ske os. Vi kan ikke stole på politi og retsvæsen. Vi kan ikke regne med retfærdigheden sker fyldest!
Ligesom sorte i USA heller ikke kan regne med sikkerhed og retfærdighed på lige fod med hvide.
Dét er racisme og sexisme. Sådan ser det ud! Det er det, du skal forestille dig at leve med hver dag, hvis du er så heldig at være hvid eller mand: Bevidstheden om, at din krop, din integritet, og dit liv ikke er lige så meget værd som en af en anden hudfarve/et andet køn.

Stå op til endnu en dag som den hvide mands underhund
Og så skal du også forestille dig alle de konstante påmindelser om det: fra taxachaufføren, der ikke vil tage dig op, fordi du er sort. Til mekanikeren, der ikke lytter til, hvad der er galt med din bil, fordi du er kvinde. Og den gamle dame, der spytter efter dig på gaden, fordi du går med tørklæde. Eller den fulde kollega, der rager dig på røven til julefrokosten, fordi du er en kvinde og har en krop.
Alle de påmindelser, der gør, at skulle det værste ske; et overgreb, et overfald så ved du allerede godt selv, at du ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At dine ord og oplevelser ikke tæller lige så meget, som havde du været hvid eller en mand. Og dermed ved du, at du ikke har så meget ret til retfærdighed.
Samt selvfølgelig, at du skulle have gjort alt andet, end det du gjorde. At du må tage ansvar for at kompensere for din fejlfarve eller dit fejlkøn. Du vil fremover gøre noget andet: gå en anden rute hjem, straks lægge dig fladt ned på maven, hvis du ser en betjent, lade være med at læse til eksamen i toget, ikke tage imod en drink i byen. Og aldrig, aldrig nogensinde se fremmede mænd/hvide i øjnene! For ikke at indbyde eller provokere til noget.
Du vil slå blikket ned, og du vil vide: Jeg er mindre værd.
Now imagine living that!