skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

oktober 2014
M T O T F L S
« sep   nov »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’

14. oktober 2014   

En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!

Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.

Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.

Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.

Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)

Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.

Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”

De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ‘stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.

Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.