skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

november 2014
M T O T F L S
« okt   feb »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930

More than fifty shades of flirtation

3. november 2014   

Nuancer. Findes der noget, der kan ødelægge et godt hadeobjekt mere? Tag nu for eksempel sådan en som mig. Jeg burde være ligetil:
Feminist = sur og usjov.
Komiker = glad og sjov.
Og så er jeg begge dele, satans, hva!?
Ud over det er jeg også det, man kan kalde et helt almindeligt menneske. Det vil sige, at jeg har mange facetter. Der er mange nuancer – i mine følelser og i mine meninger. Det er bare ikke altid, at der er sætninger nok i verden til at udtrykke dem. Faktisk er der aldrig sætninger nok! Faktisk kunne jeg ikke lave andet end at sige: “På den anden side, så…”
Og det er derfor, jeg blogger her. Fordi her kan jeg sige tingene langt mere nuancerede. Ikke som på stand-up-scenen eller på twitter, eller når jeg skriver og taler i andre medier. Der skal det skæres til. Der skal det være skarpe pointer.
Og med skarpe pointer ryger nuancerne.

“Men sagde du ikke engang…”
Jeg har lært at leve med det. Jeg har til gengæld pinligt svært ved at leve med det, når andre ikke fatter, at det er præmissen.
Jeg ved godt, at dette (også) burde være et af de steder, hvor jeg bare trækker på skulderen af, hvordan andre opfatter mig. Men det er min ene store svaghed.
Jeg kan simpelthen ikke døje, når folk prøver at fange mig i selvmodsigelser.
Tag ikke fejl, jeg modsiger sikkert mig selv ganske tit. Og jeg bliver også klogere og ændrer synspunkter. Så der er selvfølgelig situationer, hvor folk med rette kan sige: “Hey, plejede du ikke at sige, at det var okay at lave bøssejokes?”
Jo, men sidenhen er jeg så blevet klogere.
Så det er ikke det, jeg mener, når jeg siger, at jeg ikke kan døje den slags mennesker, der går efter at fange en i selvmodsigelser. De mennesker, jeg tænker på, er dem, der ikke er villige til at se nuancerne. Som ønsker at fange en på det forkerte ben, så de kan hån-le af en, være nedladende og bedrevidende. Som i: “ahaha, så var du nok ikke lige så klog, som du gik og troede, hva? Måske skulle vi lade helt være med at høre på dig igen, haha.”
Og så tvister de ens ord ud af kontekst og misforstår en med vilje.

At blive spammet lige i face af besserwissere
Uhhh, jeg får lyst til at flå nogens øjne ud, når de gør det, og når de følger op med det der du-skal-ned-med-nakken-blik.
Jeg fik et viralt et af dem den anden dag. Jeg havde blogget om fænomenet catcalling på en måde, hvor nogle mænd var blevet ret sure. Fordi i forsøget på at lave en humoristisk tilgang til et lidt ærgerligt emne forsvandt altså den nuance, der hedder: Bare fordi jeg skriver til mænd, betyder det ikke, at jeg siger, at alle mænd er sådan.
Straks dukker en mand op i min indbakke. Jeg kan selvfølgelig ikke se ham, men jeg kan alligevel se det selvfede smil på hans ansigt for mig: Var der ikke noget med, at jeg engang har skrevet om, hvor fedt det er, når stilladsarbejdere råber komplimenter efter mig.
Så ergo må jeg altså være totalt selvmodsigende og dermed utroværdig. Det skrev han ikke, men det var ikke svært at læse, at det var hans undertekst.
Jeg blev rasende!

Fræk flirt eller klam stodder!?
Altså egentlig har han ret. Det har jeg engang skrevet om. Men for mig er der bare en væsentlig forskel på lir og catcalling, og det er der nuancen ligger gemt. Den nuance som denne mand altså absolut ikke er villig til at se.
Jeg er nemlig personligt ikke specielt ked af at blive piftet af og få søde komplimenter af fremmed mænd. (Jeg sagde: søde!)
Engang løb en ung fyr tværs over Rådhuspladsen for at standse mig, se mig lige i øjnene og sige: “Jeg bliver altså nødt til at fortælle dig, at du er helt utrolig smuk. Du stråler bare.”
Jeg sagde smigret tak. Han bad om mit nummer, men jeg var ikke interesseret, sagde jeg. Og hans respons var: “Okay, ha’ en fortsat dejlig weekend.” Og så løb han tilbage til sine venner.
Den varmede i lang tid.
Og jeg siger ikke, at alle kvinder ville have følt den samme varme, men det burde virkelig være åbenlyst, hvorfor dette var en rar oplevelse.
Altså for eksempel modsat dengang hvor jeg sad i min bil på en sønderjysk rasteplads og spiste en pålægschokolademad og en tysk indregistreret WV ruller langsomt forbi mig. Inde i bilen holder føreren et A4-ark op, hvor han har skriblet med kuglepen: “Sex?”

Tryghed i flirten frem for voldtægtsangst og panik
Okay, det var måske mere komisk end det egentlig var ubehageligt. Lad mig prøve den her i steder: Den søde fyr på Rådhuspladsen var direkte modsat den virkeligt ubehagelige mand, der en tåget mandag nat forfulgte mig hele vejen ned ad en ellers mennesketom Istedgade og råbte: “You beautiful girl. I wanna fuck you.”
Jeg synes virkelig ikke, at det er svært at se forskel på de to situationer. Hvis du er tvivl, så er her lige et par pointers omkring, hvad fyren på Rådhuspladsen gjorde rigtigt: øjenkontakt og respekt af mine grænser.
Mere mudret – dvs. nuanceret – bliver det, når det kommer til pifteri og råb, hvor øjenkontakt kan være sværere at opnå på afstand. Jeg har som sagt ikke noget imod, at en mand pifter af mig eller råber: “Du ser pissegodt ud!”
Altså som hovedregel!
Som hovedregel føles det faktisk ganske rart at blive set som en seksuelt attraktivt væsen, og jeg nyder det lige, indtil kulturen afskriver mig som en gammel krage. (Det bliver nok her om et par år, når jeg rammer 38…)

Jeg ser dig, eller jeg ser mig selv bruge dig-tingen
Men – og det er altså det nuancerede “men” – det afhænger jo af situationen. Det er altid kontekstafhængigt.
Og det er forskellen på lir og catcalling. Lir er, når en mand (eller kvinde) pifter eller råber efter en anden, fordi høn syntes, at den anden er attraktiv og altså ser den anden, anerkender den anden – som menneske, tilmed et attraktivt et af slagsen.
Catcalling er derimod, når den anden kun er et instrument for ens egen iscenesættelse som mand. Eller det kan også være kvinder, der i flok objektiviserer en mand, for at iscenesætte sig selv som frække, moderne Sex-and-the-city-wannabees over for hinanden: “Tihi, hvor er vi bare sassy.”
Dét føles ubehageligt, for det kan man jo mærke. Man kan mærke, at man bliver gjort til en genstand. At man bliver objektviseret.
Men nu bliver det virkelig, virkelig mudret: Grænsen for, hvornår man føler sig ubehageligt objektiviseret er formentlig ret forskellig fra person til person.
Fuck, hva’! Hvad gør vi så?

Newsflash: Kvinder er faktisk helt forskellige
Det er en den sværeste nuance, når det kommer til lir. Man kan ikke regne med, at det, nogen opfatter som en kompliment, bliver opfattet tilsvarende af andre.
Mange mænd føler sig derfor frustrerede og mener, at når feminister som jeg sætter fokus på det negative ved catcalling, at så fjerner vi netop flirt og lir. Fordi de bliver bange for, at deres tilnærmelser kan misforstås.
Og jeg forstår godt, at det må være frustrerende. Jeg har også følt, at de kvinder, der bitcher over gadeflirteriet, er pissebelastende. Det nævnte jeg jo i den klumme, jeg skrev for fem år siden.
Men der er jeg så blevet klogere… eller nej, jeg mener sådan set stadig, at det er underligt, at kvinder klæder sig ud som udstillingsvinduer og så bliver mobsede, når nogen kigger på dem.
Men jeg er blevet bedre til det der med at anerkende, at vi alle har forskellige grænser.

Skal smukke kvinder bare altid stå til rådighed?
Og det er jo præcis dét, det handler om. Det handler om at forstå, at andre mennesker er mangefacettede nuancerede væsener. Det handler om at anerkende at, de andre også er komplekse individer. De er mennesker.
Mennesker, der, der måske nogle gange synes, det er rart at blive chattet op af en venlig fremmed ved et busstoppested og andre gange bare gerne vil hjem under dynen og hade verden.
Og mange af de smukke kvinder, der klæder sig som udstillingsvinduer, er bare trætte. Trætte over at ikke kunne få to minutter i fred på et offentligt sted, uden at mænd vil have deres opmærksomhed.
Jeg engang haft sådan en som roommate. Hun var tidligere model, og hun var smuk på sådan en virkelig ultrakvindeligt imødekommende måde. Hvilket betød, at hun altid blev chattet op. Hvis hun stod med cyklen og ventede på grønt ved et lyskryds, henvendte mænd sig til hende for at få hendes nummer.
Og der er simpelthen grænser for, hvor høflig man kan forventes at være, når man skal afvise 20 mænd hver evig eneste dag.
Dét ville man forstå, hvis man så – altså virkelig – det andet menneske. Så ville man tænke: “Okay, så smuk som hun er, kan det godt være, at jeg ikke har en chance. Jeg prøver alligevel at henvende mig høfligt, men jeg lader være med at blive rasende over en småsur afvisning, for hun må også godt være i dårlig humør. Hun skal ikke altid stå til rådighed for alles tilnærmelser.”

“Jeg kræver, at du-tingen leger med i min leg!”
For det her er den allerstørste forskel på, om man flirter, eller man har gang i catcalling: Mænd, der flirter, ved godt, hvis deres opmærksomhed er uønsket. For de ser jo, at man er et menneske – og derfor ser de også, hvis man udstråler, at man ikke er interesseret.
Så siger de: “Undskyld forstyrrelsen,” og så lader de en være.
Kattehylende mænd derimod bliver dybt indignerede, når man udstråler “lad mig være”. Hvilket man i øvrigt typisk gør ved at undvige øjenkontakt, fordi alle og enhver jo intuitivt ved, at øjenkontakt er indbydelsen til at interagere med andre.
Men det fornærmer catcallere: De begynder at kræve, at man ser på dem, at man lytter, at man smiler. Hvis man ikke gør det, bliver de ubehagelige; forfølger en, sviner en til, truer en.
Der bliver det jo tydeligt, at de mener, at man ikke er et menneske, men netop en form for genstand. Et objekt i deres leg, og man kan ikke have et menneskeligt autonomt ønske om ikke at deltage. For det er catcalleren, der bestemmer. Du er hans legetøj.

Men hvaaaa må vi sååå?
Jeg har så mange gange forsøgt at beskrive den forskel for mænd, og jeg har så mange gange fået dyb frustration tilbage.
Mange mænd ønsker sig nemlig ikke nuancer, de ønsker et fast regelsæt. For eksempel sad jeg gang i et DR2-studie med Jacob Rosenkrands, der havde lavet en lille skilt med rødt og grønt, og så skulle jeg og den anden gæst ellers placere forskellige komplimenter i henholdsvis det røde og det grønne felt.
Hele præmissen var dybt idiotisk, og det prøvede vi også at forklare: Der er ingen faste regler, når det kommer til mellemmenneskelige interaktioner!
Du kan ikke gå hjemmefra klædt på med et feminazigodkendt sæt af komplimenter og så regne med, at du er på sikker grund.
Det eneste, der er at gøre, er at slå øjnene op. Se de andre og se nuancerne. Og ja, det er da skidesvært i et samfund, som vores, der i høj grad nægter at acceptere, at alting ikke er sort-hvidt.
Og det bliver da absolut ikke nemmere, hvis man tror, at nuancerne er lig med selvmodsigelser. Hvis man tror, at kvinder ikke både kan lide at få søde (jeg sagde søde!) komplimenter og samtidig gerne vil respekteres som ligeværdige mennesker.
Hvis man tror, at det kun er enten-eller, ja, så har man da virkelig hverken forstået flirt, kvinder eller, hvad livet handler om. Det handler nemlig om alt det, der ligger i nuancerne.