skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2015
M T O T F L S
« mar   sep »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

Offer!? Nej tak da, ikke mig!

22. juni 2015   

Jeg blev så glad her til morgen. Så glad, at jeg endelig fik gang i bloggeriet igen. (Hvis du jævnligt følger min blog, vil du vide, at der ikke har været noget jævnligt at følge et jævnt stykke tid. (Hey, jeg har skrevet en bog og lavet et show og et talkshow, det er ikke, fordi jeg bare har fedet den (i hvert fald ikke hele tiden…)))
Jeg stod op til et indlæg i Berlingske skrevet af en ungdomspolitiker, der tager afstand fra den sexchikane, mange kvinder oplever i det offentlige rum.
“Nå, men har I venstreorienterede flipperfeminazifisser ikke skrevet den slags indlæg i årevis,” tænker du måske nu, og tilføjer måske: “Uden den store effekt.”
Jo, det har vi nemlig. (Og hey, det har haft en effekt! Folk snakker om det. Folk kender begrebet hverdagssexisme nu, og det gjorde de ikke for tre år siden.)
Men dette indlæg er dog ikke skrevet af en af os fra det sædvanlige kor af venstreorienterede feminister. Nej, det er skrevet af formanden for Liberal Alliances Ungdom i København, Louise Amby.

Andre kan godt være idioter, selvom man selv er liberal
Amby er træt af ikke at kunne få lov til at sige fra, når hun chikaneres af klamme mænd, uden en horde af liberale straks mener, hun gør sig selv til offer:
“Jeg er ærligt talt halvtræt af den generelle liberale konsensus om, at man forsøger at udstille sig selv som værende undertrykt og svag, fordi man ikke gider tilråb fra klamme, liderlige mænd. At jeg fortæller dig, at din opførsel er uklædelig, er altså ikke på nogen måde uliberalt eller det næste skridt mod kvindekvoter og anden statslig indblanding i ligestillingsdebatten.”
Uh, jeg får lyst til at danse nøgen rundt i regnen!
Men det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg så ville blive chikaneret af klamme mænd, og så ville folk sige, at det var min egen skyld, fordi jeg bare kunne lade være med at være nøgen i regnen, og jeg skal i øvrigt se det som en kompliment, at nogen roser min 35-årige snart total appelsinhudsdækkede nøgne krop, og hvor er det i øvrigt også offeragtigt at fortælle nogen om de klamme mænd til at starte med!

Når kun idioten har frit valg
Nej! Og det er nemlig det, vi én gang for alle skal til at have slået fast: Man er ikke et offer, når man fortæller om et overgreb. Man er pissefucking sej!
For du gør ikke dig selv til et offer, andre gør dig til et offer! Du har ikke selv valgt at blive chikaneret på gaden eller på din arbejdsplads, du har ikke selv valgt at blive slået ned i byen, du har ikke selv valgt at blive voldtaget. Det er kun overgrebsmanden (m/k), der har haft et valg. Og høn traf det valg at antaste dig. Du blev ufrivilligt draget ind i en anden persons handlinger, som efterlod dig med et større eller mindre grad af ubehag.
Din eneste reelle handlemulighed efter et overgreb (stort eller lille) er at fortælle andre om det. Du kan ikke ændre fortiden. Du kan ikke slå dig selv i hovedet med, at du skulle have sagt bedre fra, du skulle have været mindre fuld, taget en taxa, taget mere tøj på, taget hjem tidligere.
Eller jo; du kan godt slå dig selv i hovedet med de her ting, men det er ukonstruktivt, fordi du jo altså stadig ikke kan ændre på noget som helst, der er sket.

Ahhh, men når du sådan svanser rundt helt idiotindbydende…
Men du føler, at du har et ansvar for det, der skete, så derfor bliver du ved med at skamme dig over, at du ikke gjorde noget andet, end det du gjorde.
Og det er altså ikke så mærkeligt, at du har det sådan. Hele vores samfund er bygget op omkring victimblaming.
“Du kunne jo bare have ladet være med…” er den sætning hele retsystemet operer efter, når det kommer til ofre for overgreb. (Medmindre ofrene er under 14 eller over 80.)
Ellers har du selv provokeret eller indbudt til det. Hvis du er en fyr, der er blevet slået ned, så har du nok været for øretæveindbydende. Hvis du er en kvinde, der blevet voldtaget, så har du nok selv lagt op til det.
Og på den måde fratages gerningsmanden (m/k) hele tiden en del af ansvaret for sin handling, mens offeret tvinges til at skulle tage et ansvar for et andet menneskes helt urimelige handling på sig. Og leve med det. Og slå sig selv i hovedet med det.

Offer fy for poffer, så hellere være idioten selv
Dét er det næste led i overgrebet. For et overgreb i dagens Danmark består af tre led: 1) Det egentlige overgreb, 2) når du får at vide, at du selv er medansvarlig og 3) når du får det indtryk, at det bedste er, at du slet ikke taler om det. For du vil da ikke gøre dig selv til offer nu, vil du?
Derfor vælger de fleste ofre at tie. De bider det i sig. De smiler gennem vreden, smerten og fortvivlelsen. Og det får alskens psykiske mén af det, fordi det er usundt at undertrykke den slags.
Men der er faktisk en psykisk logik i den undertrykkelse. Som også er grunden til, at samfundets syn på offerrollen i det hele taget er blevet sådan, og som er derfor de fleste mennesker tager skarp afstand fra at kalde sig selv offer.
At være offer er det værste i verden. Punktum.
Man vil faktisk hellere være gerningsmand.
Nej, det vil man selvfølgelig ikke med det gode del af ens sjæl – den side vil helst bare være et godt menneske. Men ens overlevelsesmekanisme har altså en meget ubehagelig side, der falder tilbage på en ret sort-hvid systemindstilling: æd eller bliv ædt.

Jeg vælger helt selv at lade dig være idiot over for mig nu
Fordi gerningsmanden (m/k) handler jo: Høn bevarer sin autonomi, sin selvbestemmelse. Mens offeret mister sin. Og vi definerer jo i høj grad os selv som mennesker ud fra vores evne til selvbestemmelse, til handling.
Når andre tager den fra os, føler vi altså, at vi mister… ja, os selv faktisk. Hele vores forståelse af vores egen identitet bliver taget fra os.
Derfor vil de fleste fortsætte med at insistere den autonomi igennem, selv når det er åbenlyst, at der ikke er tale om et frit valg længere. Hvilket er klart den bedste måde at overleve psykisk på.
Udsendte soldater lærer i deres træning af psykisk selvforsvar, at hvis de bliver taget til fange, og de bliver voldtaget (ja, det sker ret tit. Også for mandlige soldater!) så skal de lade sig voldtage. De skal sige til sig selv: “Nu lader jeg det her ske, for så kan det være, at mine overlevelseschancer er større.”
Det er måden at bevare magten over sin eget selv, også når andre invaderer det selv på de allermest krænkende måder.

Så længe der er idioter til, kan jeg kun sidde hjemme og spise køberoulade
Hvorimod mennesker, der accepterer offerrollen, altså virkeligt accepterer den, ender i en selvudslettende tilstand, der i værste fald kan være dødelig. De fleste selvmordere er netop nået til den depressive afgrund: “Der alligevel intet, jeg kan gøre ved min situation. At tage mit eget liv er min eneste tilbageværende handlemulighed.”
Så selvfølgelig har vi et stærkt indbygget behov for at tage afstand fra at være ofre. Vi vil altid forsøge at handle. Vores selvforståelse som autonome individer vil altid kæmpe for at overleve.
Lige et indskud dog: Man kan sagtens spille på offerrollen. Man kan sagtens sætte sig ned og sige: “Alle er onde ved mig, det er synd for mig. Det er andres skyld, at jeg ikke kan gøre de ting, jeg gerne vil, buhu.”
Men det er bevidstheden, der spiller en et pus, at man tror, man er handlingslammet. For man bruger bare hjælpeløsheden til at undskylde alt det, man ikke orker, og man bruger den i høj grad til at manipulere sine omgivelser med. Det er stadig en handling!
Det er et forpint selv, der ikke kan se nogen anden måde at genvinde sin autonomi på, end at omfavne offerrollen og udnytte den max.

Gør det alligevel, gør lige det
Jeg siger det bare lige, fordi det er reelt nok at påpege, at nogle mennesker spiller ofre. For selvfølgelig gør nogen det. At spille på en offerrolle og at være offer for noget er bare ikke det samme!
Man kan godt være et offer, og man kan godt fortælle andre om det, uden at man spiller på det. Det er centralt, at vi begynder at lave den skildring. For det er omgivelsernes næste-leds-overgreb i form af beskyldninger om, at man gør sig selv til offer, der gør, at mange ikke vover at sige fra over for overgrebene i første omgang. Og finder sig i alt for meget.
Jeg hørte en kvinde, jeg ser meget op til, fortælle om den kønsdiskrimination, hun havde været udsat for. Hun sagde noget i stil med: “Jeg oplever da også masser af de der åndssvage kommentarer, men jeg mener bare, at man skal gøre de ting, man vil, alligevel.”
Som er et smukt eksempel på en psyke, der nægter at gøre sig selv til offer: Do it anyway!

Jeg er ikke et offer, nej, jeg knokler bare hårdere
Jeg er helt enig med hende; man skal altid gøre tingene alligevel. Man skal aldrig lade andre holde en tilbage.
Men det betyder altså ikke, at diskrimination, chikane og overgreb ikke findes. Det betyder bare, at man bider tænderne sammen og overkommer den modstand.
Og her er det centrale: for rigtigt mange kvinder er den handling – at overkomme modstanden – den eneste handlemulighed. Fordi den anden ville være at give op og spille den manipulerende martyrolle resten af livet. (Og ja, det har mange kvinder – især i tidligere generationer – desværre benyttet sig rigtigt meget af.)
Og der er sikkert nogle kvinder, der håndterer det her superfint. Men for andre udløser det at blive ved med at bide tænderne sammen mod uretfærdigheder, diskrimination, chikane og overgreb psykiske problemer; stress, angst, depression osv.
Samt selvfølgelig en del tandproblemer og spændingshovedpiner. (Seriøst; hvis du er en kvinde, der ofte har hovedpine, så begynd at lægge mærke til, hvor meget du “bider tænderne sammen” – altså hvor meget du undertrykker din vrede med dine kæbemuskler.)

Juhu; der er faktisk idioter derude, og de er ikke dit ansvar!
Feminismen prøver i stedet at give kvinderne en reel anden handlemulighed: Erkend modstanden, acceptér offerrollen, sæt ord på den og do it anyway!
For selvom vi feminister altid får skudt i de røde sko, at vi gør kvinder til ofre (buhu) så er det, vi forsøger, faktisk blot at få kvinder til at indse, at de er ofre for nogle strukturer, der er imod dem og forsøger at begrænse dem.
Det betyder ikke, at man ikke kan overkomme begrænsningerne, det betyder bare, at det ofte er hårdere end det til sammenligning er for mænd. (Og mænd på deres side har så nogle andre strukturer imod sig.)
Jeg siger ikke, at feminisme er en one-size-fits-all-model. Jeg siger bare, at det virker for mig og for de kvinder, jeg kender, at få frataget noget af ansvaret for deres egen situation. Det at vide, at jeg faktisk er offer for ikke så få begrænsende strukturer.
For det er jo bagsiden af medaljen ved selvbestemmelse: Hvis du altid selv skal handle og være autonom, så er du jo også altid nødt til at have styr på alt dit shit (så du udvikler et ekstremt kontrolbehov og får stress) for hvis du fejler, er det din kun skyld (så du udvikler angst) og du alene er ansvarlig for dit liv.
Det er næsten til at få åndenød af, at alting kun kan falde tilbage på en selv.

Et offer behøver ikke være så hård ved sig selv
Som jo også er tidsånden. Den neoliberale bølge af “alting er dit eget ansvar” har væltet indover os mere og mere insisterende siden 80’erne. Det er for meget!
Ingen kan holde til at være så ansvarlige for alting i deres tilværelse hele tiden. Slet ikke det, vi vitterligt ikke er ansvarlige for – som andre menneskers handlinger.
Så erkendelsen af at være offer – i al sin ubehagelige magtesløshed – er faktisk indimellem befriende. Det sætter en fri at kunne sige: “Nej, det er faktisk ikke mit ansvar, at den klamme mand ikke kan styre sit behov for overskride mine grænser. Han var et asshole, jeg er okay.”
Derfor er jeg virkelig glad, når en erklæret liberal går ud og siger, at hun også er et offer, for det gør hende nemlig ikke svag. Det gør hende tværtimod pissestærk. Og der er absolut ingen tvivl om, at hun vil fortsætte med at gøre alt det, hun vil, alligevel.