skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Tag: hverdagssexisme

Nok engang n-ordet

31. oktober 2013

Jeg har tænkt ret meget over ordet ”neger” her de seneste dage. Det kom sig at, at jeg brugte det på facebook, og så blev jeg blokeret. Jeg blev blokeret 12 timer på facebook midt i det store stormvej, så jeg blev tvunget til at følge stormen helt analogt og live ud af vinduet og ikke gennem andre menneskers statusopdateringer. Helt ærligt!
Først blev jeg sur. Det bliver jeg som regel altid som det første, når jeg bliver anklaget og straffet for noget, jeg føler er vildt uretfærdigt. Men så begyndte jeg at tænke lidt over det og kom frem til: Okay, fair and square, facebook kunne jo ikke vide, hvad jeg mente. Konteksten var uklar.
Sagen var, at jeg forsvarede, at jeg som komiker ”vil have lov til at bruge sjove ord som ”neger” og ”bøsse”.”
Jeg mente jo ikke, at jeg vil have lov til at kalde folk for ”neger” eller ”bøsse”, men det har facebooks moderatorer nok antaget.

At slå på kvinder er humor, at slå på negere er alvor
Der er godt nok lidt et grimt paradoks her: Ifølge facebooks retningslinjer må man ikke hænge folk ud på grund af race, religion, seksualitet og køn. Det var den paragraf, de nailede mig på. Men alligevel vælter der altså rundt med kvinde-hatesites på facebook. Sider, der laver ”jokes” om voldtægt og om vold mod kvinder. (Det har Manteufel blogget en del om her.)
Men den slags bliver forsvaret i humorens navn, og dem, der lægger det op, bliver ikke blokeret. Og det virker jo bare helt fair, at Johnny i Vejen skal have lov til at sidde der foran skærmen i sin blodige, bogstavelige wifebeater og i humorens navn uploade en ”joke” om, at ”women deserve their rights – and lefts”, og jeg – som lever af at være komiker – ikke må droppe ordet ”neger” i en sidebemærkning, der ikke er møntet på nogen.
Men nu er facebook jo amerikansk, og de har som bekendt noget med offensive words i det land. Hvilket så bliver eksporteret herover til os, fordi vi bruger de samme medieplatforme. Det er lidt skræmmende, at vi rent kulturelt bliver mere og mere ”tabt bag en vogn fra USA”, som Simon Kvamm synger det.
Og jeg er selvfølgelig ikke den første til at have mærket den amerikanske censur. Mange andre kunstnere har oplevet at blive blokeret for eksempelvis at have vist billeder med nøgenhed. Hvilket jo betyder, at vores berømte frisind ender med at blive kvalt i et cyberspace-babelstårn af amerikaniseret kropsforskrækkelse og moralimperialisme.
(Faktisk er det lidt utroligt, at billedet af min kønsbehåring indtil videre ikke er røget i censur-filtret på facebook. Men måske skyldes det bare, at ingen amerikanere ved, hvad kønsbehåring er. De ser det jo aldrig nogetsteds.)

Hæng afroamerikaneren ud, men vær ikke sød ved negeren!
Nu er det ikke, fordi jeg vil generalisere omkring amerikanere. Men det virker lidt, som om de tror, at de kan styre ubehageligheder ved at lave nogle få gennemskuelige regler, alle kan lære at følge. Som at man bliver blokeret, hvis man skriver ”neger” eller bippet, hvis man siger ”fuck” på tv.
Til gengæld går det så skævt med kontekster. Fordi sagen er, at ord jo ikke nødvendigvis er offensive; det afhænger altid af den kontekst, de bliver brugt i.
På samme vis kan man sige en masse ord, der ikke er karakteriseret som offensive, men som bliver sat i en kontekst, hvor de bliver det. Eksempelvis: ”Dit ansigt ligner et egernes indvolde, der er blevet spist af en kat og kastet op ud over en bilrude.” Ikke ét biiip-ord i den sætning.
Men siger du: ”Fuck, man! Er ”neger” virkelig så slemt et ord, ligegyldigt hvad du bruger det til!? Sådan noget bullshit!” Ja, så får du så mange biiipende tæsk, at du ender med et ansigt, der ligner et egerns indvolde.
Det, synes jeg, er et problem. Og jeg synes også, det er et problem, at vi her i landet accepterer den amerikanske forenklede, politisk korrekte model. I stedet for at insistere på at snakke om kontekster.

Baller, bryster, fy! Øjne, hår, okay da
Lad mig flytte banen lidt for at give et eksempel. Jeg har snakket en del om hverdagssexisme i medierne (eks. her i Politiken), og hver eneste gang, jeg nævner det, kræver folk, at jeg definerer, hvad hverdagssexisme er.
”Giv mig et eksempel”, siger de. Og så giver jeg et. Det kan være, at en mand engang ragede mig på brysterne i en bar og sagde ”du har gode patter.” Det synes jeg var ret ubehageligt. Og det kan de fleste også godt blive enige om, at man(d) ikke skal gøre. Fedt, så har vi én regel.
Men jeg må også tilstå, at jeg personligt har syntes, det har været mindst lige så ubehageligt de gange, hvor en mand har talt ned til mig, som om jeg var et barn på 7 – med den viden, at sådan havde han aldrig talt til mig, hvis jeg havde været af hankøn: ”Hør nu her, lille skat, kan du ikke stille mig om til din chef, for du forstår vist ingenting.”
Eller hvad med de gange, jeg som ung journalistpraktikant oplevede, at midaldrende mænd kun så på og talte til den mandlige fotograf, når de besvarede mine spørgsmål.
Dét er til gengæld langt sværere at regelsætte. Det er stadig hverdagssexisme, men ikke ligefrem noget, der er til at formulere i en paragraf. Også fordi meget af det ligger i tonefald og mimik.
Hvad med det her forslag til en paragraf: ”Du må ikke se på og tale i et tonefald til en kvinde eller en person af anden etnisk oprindelse eller med en anden seksualitet på en måde, så høn føler sig set og talt ned til på grund af kønnet, racen eller seksualiteten.”
Nej, det fungerer ikke rigtigt, vel?

Skal jeg forstå dig? Hvad bliver det næste så? Urtete og pyntepuder!?
Og det kan jeg godt mærke på den hvide heteromand i disse år. Han føler sig i den grad frustreret over, at vi ikke bare kan forære ham et regelsæt for, hvordan vi skal omgås hinanden; mænd og kvinder. Men det kan vi ikke, fordi alting er kontekst.
Så en mand kan ikke kræve, at jeg skal definere, hvad han må og ikke må. Jeg bliver til gengæld nødt til at kræve, at han udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse. Og det vil sige; at han lytter, når jeg prøver at oplyse ham, og at han prøver at sætte sig i mit sted, og at han prøver at blive bevidst om sin egen adfærd, og at han prøver at ændre den, hvis den kan opfattes sexistisk. For det er den eneste løsning, der er.
Og det er fucking belastende at man er nødt til at kræve noget af andre – at man ikke bare kan nøjes med selv at tage ansvar for egne handlinger. For jeg skal da nok lade være med at rage mænd på nummeren og tale nedladende til dem – men det gør ingen forskel; det er stadig de andre, der skal ændre sig, før der kan ske forandringer.
Her er så problemet: De færreste bryder sig jo om, at der bliver krævet den slags af dem. Mange (mænd) bliver faktisk ret irritable, når man snakker om de her ting, fordi man derved antyder, at de ikke allerede er empatiske nok.
Men det er de ikke! De fleste mænd skænker aldrig en tanke, at verden opleves markant anderledes, hvis man er kvinde.
Og tag endelig ikke mit ord for det. Googl nogle af de mange transkønnede, der har lavet testemonials om, hvor meget verden ændrede sig, da de gik fra at være mænd til at være kvinder. Folk begyndte at tale til dem, som om de var dummere, de blev afbrudt oftere, når de sagde noget, og så fik de selvfølgelig også pludselig deres kroppe kommenteret hele tiden.

Højtråbende humor, stille racisme
Nu virker det her måske, som om jeg bare vil bashe mænd for at være ignorante og uempatiske over for kvinders situation. Men jeg er selv en kæmpe ignorantus! Det er jeg over for mennesker med en anden seksualitet eller med en anden race/etnicitet/hudfarve. Så tilbage til ordet ”neger”.
Jeg læste en kronik af Mary Consolata Namagambe. Hun skriver om, hvordan det opleves, når folk bruger det ord om og til hende, og hvor frustrerende det er, at vi danskere bare slår det hen som humor, når hun prøver at sige fra over for det.
Øj, vi er nogle idioter til det nogle gange. Danskere er virkelig ikke så gode til at tage den slags seriøst. Fordi vi mener jo ikke noget med det. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men det gør jeg virkelig ikke.
Og jeg kunne aldrig drømme om at bruge det ord om og da slet ikke til en person eller gruppe af personer, jeg ikke kendte. Men jeg siger jeg det jævnligt til og om min ”negerveninde”.

Du tager noget Nivea-creme og så blander du kakaopulver i
Engang var hende og en af mine andre lige så bramfrie veninder i Matas for at se efter en foundation til hende. Den ubekvemme ekspedient måtte så hakkende og stammende forklare, at ”den… host… farve… desværre er udgået”.
”Vil det sige, at den ikke kan fås mere,” siger min veninde: ”Årh, det er jeg virkelig træt af, for det har taget mig så lang tid at finde en, der passede til mig.”
”Ja… jeg beklager virkelig, men… altså… jeg ved heller ikke, hvorfor, at de ikke laver den mere…”
”Nå, men har I så måske den farve i et andet mærke?”
”Øh, nej, det var den… æh… mørkeste… vi havde.”
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor I ikke fører nogen produkter i den farve.”
Den stakkels Matas-ekspedient er på det her tidspunkt ved at kravle helt ind i sig selv af beklagelse, og staklen har ikke bemærket, at min veninde har os to på slæb, så hendes utilpashed går fra holde-en-prut-inde-ubekvemhed til fuldbyrdet diarré-pinlighed, da min anden, helt vinterblege danskerveninde råber fra den anden ende af butikken:
”Det er sgu da, fordi du er neger!”
Matas-ekspedientens ansigt dør mentalt af skam, og hun bakker ud mod baglokalet:
”Jeg skal nok se efter igen på lageret. Bare vent her, så tjekker jeg lageret. Det kan være, at vi har én tilbage på lageret. Måske så jeg ikke ordentlig efter. Jeg… lageret.”

Kom igen; kontekst – k siger k, o siger okay, n siger… det der ord
Mine veninder og jeg synes, det er en topsjov historie. Og også et dejligt eksempel på, at mange faktisk bliver dårlige over at overvære noget racistisk. (Da ekspedienten kom tilbage efter meget lang tid ude på lageret, forklarede vi hende situationen, og så grinede hun nervøst med uroligt flakkende øjne hen på min veninde for at se, om det nu også var okay at grine. (Og den farve foundation var i øvrigt umulig at opdrive – hvilket pudsigt nok er noget, min ”negerveninde” og jeg har tilfælles. Ebony og ivory her oplever hele tiden, at vi er for mørke eller for lyse til, at makeup-producenter gider føre produkter til os.))
Men det er også et eksempel på, hvor meget kontekst betyder. Min veninde laver selv negerjokes og griner med på vores, men det betyder jo ikke, at alle situationer er passende til at lave dem. Det er for eksempel ikke generelt passende at råbe det henover vableplaster og hårfaveprodukter. Og bare fordi min veninde selv bruger ordet og lader sine nære venner gøre det, betyder det jo heller ikke, at alle og enhver kan tillade sig at kalde min veninde for ”neger”.
Så når jeg forsvarer min ret til at bruge ordet ”neger”, så forsvarer jeg min ret til at bruge det i en ”passende” kontekst. Som for eksempel sammen med min veninde, eller når jeg laver en joke om racisme – eller når jeg bruger det i ”negertesten”. Jeg forsvarer på ingen måde retten til at bruge ordet til at fornærme andre med!
På samme vis, når jeg forsvarer retten til nøgenhed på facebook, så siger jeg ikke, at det er okay at sende pikbilleder i PB’er til mennesker, der ikke har bedt om det.
Kontekst, kontekst, kontekst!

Jeg ved nok bedst, hvad der er skidt for dig, lille 2.g’er
Hvordan finder man så ud af, om konteksten er rigtig? Man udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse ved at lytte til dem, man ikke er magen til, når de fortæller, hvordan deres verden opleves. Og hvis man stadig er i tvivl, så spørger man sig for.
Eksempelvis lavede jeg en overgang jokes om racister. For at kunne lave de jokes, var jeg nødt til at sige noget racistisk selv. Det er et grænseområde – noget, der aldrig havde gået på facebook. Men jeg tjekkede med flere af anden etnisk oprindelse, om de mente, mine jokes var okay, inden jeg lavede dem.
Og hver gang jeg lavede dem, fokuserede jeg desuden meget på, om de gik rigtigt igennem hos publikum – især ude på firmajobs. Jeg ville ikke risikere, at dem af anden etnisk oprindelse følte, at jeg udstillede dem over for deres blege kolleger. Heldigvis oplevede jeg tit, at nogen af dem kom op bagefter og sagde tak for, at jeg ikke gik på listetå rundt om et vigtigt emne i misforstået hensyn.
Af samme grund pisser det mig vanvittigt meget af, at hvide, politisk korrekte halalhippier kan blive dødeligt fornærmede på andres vegne over, at man laver den slags jokes. Hvis dem, joken handler om, selv griner oprigtigt med, så er du altså mere offensive ved at gøre dem til forsvarsløse ofre, end komikeren, der laver joken, er!
(Hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor det er svært at diskutere jokes om kvinder, fordi mange kvinder selv griner med på dem. Så derfor må det jo være op til komikeren selv, hvor sexistisk høn har lyst til at være. Og os, der bliver fornærmede, må så lade være med at se klaphattens shows fremover.)
Men hvis man dropper den dødeligt fornærmede by proxy-attitude, er man selvfølgelig altid i sin ret til at problematisere jokes. Fordi ellers opdager vi komikere jo heller aldrig, når vi faktisk går over stregen. (Det har jeg skrevet om her.)

Lille Sorte Sambo må ikke blive kattekonge
Men altså jeg synes jo virkelig ikke, det bør være så skidesvært det her med at se forskel på passende og upassende…
Eller det syntes jeg, indtil jeg så et klip, der handler om, hvilke halloween-kostumer, der er upassende. Den afroamerikanske kvinde i klippet siger mere eller mindre, at alle ”etniske” udklædninger er no go for hvide.
Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at nogen kunne finde det stødende, hvis jeg klædte mig ud, som neger eller indianer. (Jeg ved i øvrigt slet ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, da Matas jo slet ikke fører så mørk bruncreme.)
Okay, nu har vi heller ikke helt den samme historie som amerikanerne har med undertrykkelse af de befolkningsgrupper, så den slags udklædninger ville nok ikke blive set helt så provokerende her i landet. Men stadig… Jeg var blown away, da jeg så klippet. ”Fu…biiip hvor er der mange potentielle provokationer, jeg bare venter på at begå – helt uden at vide det – hvis noget så ligegyldigt som et fastelavnskostume kan genere nogen!”
Så jeg var glad for, at jeg havde set klippet. Fordi jeg blev gjort opmærksom på nogle områder, hvor jeg mangler at arbejde med min empati og situationsfornemmelse. Er jeg bare et fedt menneske eller hvad!?
Nope!

Årh, I negere kan jo godt lide opmærksomheden
For her er nogle af de tanker, jeg havde, mens jeg så klippet:
”Årh, slap dog af emsig-emsig, hvad må vi hvide overhovedet gøre efterhånden?”
Tja, Søndergaard; hvordan er det nu lige, du har det, når mænd kommer med den type kommentarer, når du påpeger sexisme. Gulp!
”Nå-nå, så hun må gerne klæde sig ud som hvide mennesker, men hun kan ikke tage det den anden vej.”
Ja, og igen, Søndergaard; hvordan er det nu det er med sexisme? Er det helt det samme, at en mand tryner eller rager på en kvinde, som hvis en kvinde tryner eller rager på en mand? Nej, der er jo lige de der mange tusinde års undertrykkelse til forskel plus den stadig ulige magt- og privilegiefordeling i samfundet. Gulp igen!
”Men men… hvad må jeg så? Er det så ikke også fornærmende over for sygeplejersker, at jeg klæder mig ud som slutty nurse. Og sidste gang var jeg Eowyn fra Ringens Herre, er det ikke fornærmende over for… fiktive karakterer. Det her er ulideligt. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke ved, hvad jeg må. Så giv mig da nogle biiiping regler for biips sake!”
Hmm, ja, og velkommen til mændenes verden, Søndergaard!
Biiping biip!

Oplæg til Kvinderådsmøde om ligestillingspolitik

24. september 2013

Jeg blev bedt om at besvare spørgsmålet: Hvorfor er der så få kvinder i DK, der er villige til at kalde sig selv feminister?
Fordi de synes, feminisme er usexet. Bogstaveligt talt; det er uden sex at være feminist! Hvis man er feminist, så er man sur og hader mænd. Så der er simpelthen for lidt pik i at være feminist.
For de fleste kvinder – især unge kvinde – er det, livet går ud på: At finde en god pik, måske en man skal være sammen med resten af livet, måske en man bare skal være sammen med en enkel lørdag, men det er det, de fleste kvinder jagter. Og det får man altså bare ikke, når man er sur og bitchy!
Og så længe anti-feministerne har held med at holde liv i myten om os feminister som nogle bitre mandehader, så vil flertallet af kvinder tage afstand fra feminisme alene af den grund.
Og det er jo heller ikke noget nyt, det ved I godt, ikke? Vi har haft det ry imod os lige fra starten. Helt tilbage til suffragetterne. Tænk på Mary Poppins, den vidunderlig barnepige, der er nødt til at tage sig af de stakkels forladte børn, hvis mor hellere vil kæmpe kvindekamp end at være der for dem og hendes mand.
Det eneste tidspunkt, hvor det har givet bare lidt pik at være feminist var i begyndelsen af 70‘erne, fordi rødstrømperne var så smarte at slå deres sag sammen med den seksuelle frigørelse og hippiebevægelsen.
Men nu har vi seksuel frigørelse, p-piller og abort – så længe det varer – så nu er der ikke ret mange, der kan se en grund til at melde sig ind i gruppen af frigide feminister. Vi får jo pik nok nu – og så pyt med ligelønnen og alt det andet.

Min mission med det, jeg laver, er at vise, at feminister i høj grad godt kan være både sexede og sexlystne. Og at det kan være sjovt at være feminist. At man godt kan grine af tingenes tilstand – hvor miserable de så end er – og holde tonelejet nede i det knap så skingre.
Det er ikke, fordi jeg har lyst til at bruge udtrykket lipstick-feminism, fordi jeg synes, det er et åndssvagt udtryk, men jeg synes, det er vigtigt at vise, at feminisme ikke er ensbetydende i at gå rundt med hennafarvet hår, ingen makeup, hængebryster og et evigt konfronterende blik i øjnene.
Jeg bliver faktisk lidt træt, når jeg hører om feministiske aktioner, der går ud på at afseksualisere kvindekroppen. Når feminister bader med nøgne bryster i svømmehallen, så mænd kan lære at lade være med at synes, at bryster er sexede. Hvorfor må mænd ikke synes, at bryster er sexede? Bryster er noget af det allerdejligste på en kvindekrop – og jeg kan godt forstå, at mænd er vilde med dem. Kan de ikke godt få lov til at være det, uden blive betraget som mandshauvinistiske svin?
Selvfølgelig skal vi kæmpe for at gøre noget ved den gigantiske objektivisering af kvindekroppen, vi ser, især i medie- og reklameverdenen. Selvfølgelig skal der ikke køre et par silikonebryster rundt på hver eneste bus i København, selvfølgelig skal Blachman ikke sidde og kommentere tavse nøgne kvindekroppe i primetime-tv. Og selvfølgelig skal vi også have standset klamme tilråb om “gode patter” på hver andet gadehjørne. Men måske ville feminisme få lidt mere sexappeal tilbage, hvis vi tillod, at der faktisk fandtes seksuel tiltrækning mellem kønnene.
Kvindekroppen skal ikke være en, der konstant bliver kommenteret på i alle sammenhænge, men objektivisering af kvindekroppen er ikke dårlig i sig selv.
Det seksuelle møde mellem kønnene handler til dels om at se den anden som et objekt. Et objekt for mit begær. Kvinder har også brug for at se mænd som objekter for at kunne få gang i maskineriet. Det er en god ting.
Og hvis man fjerner retten til at betragte kvinder – og mænd – som et objekter i alle sammenhænge så fjerner man altså ret meget den seksuelle spænding.
Det skal vi feminister passe meget på med. For jeg tror, at det er i det fokusområde, vi mister rigtig mange potentielle feminister.

Det her gør sig også meget gældende i den nuværende debat om hverdagssexisme, der endelig efter lang tids tilløb begynder at få rodfæstet sig som noget, man faktisk kan snakke om – og sige fra over for – her i landet.
Alle kvinder lever i en hverdag med sexisme, hvad enten det er lumre kommentarer om deres udseende – eller det er nedladende kommentarer om det samme. Ragerende fra “du har vildt gode patter” til “fuck hvor er du klam at se på din fede so.”
Ligesom kvinder også jævnligt bliver trynet på deres kompetencer, talenter, holdninger og meninger. Fælles feministisk front mod hverdagssexisme burde være den nemmeste sag i verden at sælge til alle kvinder.
Men alligevel står feminister tilbage med et alt for stort restparti og ingen købere. Fordi: igen er der en tendens til, at tonen hurtigt bliver meget skinger. Det bliver for nemt til, at mænd overhovedet ikke må kommentere noget på kvinder. Jeg har selv været inde over den her debat. Jeg foreslog, at man for at være på den sikre side holder sig til komplimenter fra halsen og op efter.
Men jeg er udmærket godt klar over, at der findes kvinder, der bruger fire timer om dagen i et fitnesscenter, som absolut ikke synes, at mænd skal fortælle dem, at de har nogle pæne øjne.
De her baller har krævet hårdt arbejde og de kræver en kompliment eller som minimum et fløjt fra en stilladsarbejder.
Vi lever i en kropsfikseret kultur, og de mange kvinder – såvel som mænd – der dyrker deres kroppe som afguder har for nogens vedkommende brug for at få likes for at føle, at det var sliddet værd. Og ja, derfor kan vi stadig godt forsigtigt påpege, at det uheldigt, at nogle kvinder føler, at de kun er noget værd, hvis de er 100 procent objekter for mænds begær.
Men hvis vi feminister ikke anerkende, at kvinder er forskellige og har forskellige grænser, men prøver at sætte en fælles standard op, så mister vi altså rigtigt mange feminister med veltrænede baller. Og de veltrænede ville være rare at have i blandt os, for de kan holde bannere hævet meget længere, end de her slappe arme kan.

En anden grund til, at kvinder har så meget imod feminisme er, at det måske ikke så meget er mændene, der skal give sig nu. Nu er det faktisk kvindernes rettigheder, der skal deles. Det vidste sig jo med diskussionen om øremærket barsel, at det faktisk ikke helt var så mange mænd, der var imod det, da det kom til stykket. Men hvem holder så igen? Det gør dem, der skal af med rettighederne. Sådan har det altid været!
Så er det jo lidt hyklerisk, når man gerne vil sige, at kvinder ikke må forskelsbehandles, men mænd må godt.
Så kan det godt være, at man kalder sig feminist derhjemme på matriklen, men man skal nok ikke hænge ud sammen med ret mange andre feminister, før man bliver sat på plads. Så derfor den nemme løsning: hellere lade være med at sige, man er feminist og beholde sine tre måneders ekstra barselsorlov.

Caitlin Moran, som jeg og sikkert flere af jer havde den store fornøjelse at opleve i sidste uge, da hun var her i København, hun har den opfattelse, at kvinder ikke gider feminisme i dag, fordi vi er blevet for magelige. Fordi det går jo meget godt, så hvorfor skulle jeg bruge tid på at kæmpe for de sidste småører – for 17 procent mindre i løn over en livstid er jo småører…
Plus selvfølgelig at vi har alt for travlt med at barbere alle overflade på kroppen til at bekymre os om dårligere pensionsopsparinger.
Jeg vil ikke helt give Caitlin helt ret. Jo, jeg vil godt give hende ret så langt som til, at alle her i Vesten er blevet for magelige – mænd såvel som kvinder. Det er sikkert en af forklaringerne på, at vi har finanskrise. Vi har ikke noget behov for at arbejde hårdere for at nå mere, for det går jo meget godt.
Men jeg tror ikke på, at kvinder er for magelige i deres kvindelighed. Jeg tror langt, de fleste kvinder er dybt ulykkelige. Enten er de decideret selvhadende eller ligefrem selvskadende eller også har de pms, der strækker sig fra september til maj. De fleste kvinder i Vesten har lange perioder med stress, angst og depression i deres liv, det viser alt statistik. Og tallene stiger.
Og det kommer ikke ud af ingenting. Det kommer ud af en dyb, grundlæggende utilfredshed med verdens tilstand, og den rolle, jeg har fået tildelt som kvinde i den verden. For godt nok fik kvinder med ligestillingen mere frihed, men vi fik ikke mere fri.
Vi blev ikke tildelt mere fritid til at slappe af, og vi fik slet ikke mere frihed til bare at være menneske. Vi fik bare lov til at være alt det, vi havde været før – og nu med en fuldtidsstilling oveni! Samt selvfølgelig en aftale hos en vokser hver fjortende dag.
Ja, jeg har en teori om, at hele den groteske krops- og udseendefiksering, vi ser hos kvinder i dag, i virkeligheden er en kompensation for at få lov til at være med på mændenes banehalvdel.
Og det her er ikke noget, mænd gør mod kvinder – det er heller ikke noget kvinder gør mod hinanden – det er en strukturel ting, som vi alle sammen lægger under for: Kvinder føler, vi skal gøre alting 110 procent perfekt, for ellers er vi slet ikke berettiget til at gøre det til at starte med.
Vi skal levere varen på jobbet, i hjemmet, hos børnene, i sengen og med de strammeste baller, der kan trænes op, for ellers har vi ikke fortjent at være lige med mændene. Som jo er fejehold fra starten af, fordi mænd ikke stiller de samme krav til sig selv.

Og der er selvfølgelig derfor kvinder har brug for feminisme. De ser det bare ikke som et fællesanliggende. Jeg tror grundlæggende, at det største problem for feminisme – udover vores usexede image – er, at alle i dag er overbevidste om, at de er helt unikke individer og kun de har netop disse oplevelser.
Det betyder, at det er enormt svært at tale om og endnu sværere at løse problemer, der gælder for alle kvinder – og selvfølgelig endnu mere problemer, der gælder for alle mænd – for ingen vil reduceres til deres køn. Og feminisme er nu engang afhængig af at kunne reducere folk til deres køn.
Så ironisk nok i forsøget på at nedbryde kønnene, så trækker vi dem faktisk frem. Hvilket jo også forklarer, hvorfor der er så meget modstand mod feminisme fra mange mænds side, fordi mænd, som I ved, jo aldrig har været et køn tidligere og slet ikke bryder sig om at skulle til at være det nu. Og det er desværre også det tankesæt, kvinderne har overtaget – for lige præcis på det individualistisk-tænkende område er der beklageligvis ligestilling.

Så feminisme er ikke frækt, det stjæler kvinders få fordele, og det fjerner ens unikke karakteristika. Og så giver det altså samlet set for lidt pik.
Mit seneste stand-up-show hedder Mandehader – et show om at være alt for glad for pik. Det var mit lille forsøg på at begynde at bryde med den myte.
Og til den titel fik jeg følgende kommentar fra en lesbisk feminist: “Årh, hvorfor skal I heteroseksuelle feminister altid gøre så stort et nummer ud af, at I elsker mænd!?”
Fordi det gør vi!
Og selvfølgelig vil jeg ikke stå og sige, at lesbiske har mindre at skulle have sagt end alle vi andre feminister, men hvis dét er din holdning til mandekønnet: Vil du så ikke være venlig at fucking lukke røven, for du ødelægger vores allesammens image!

Nø, det er jo bare fiktivt

22. september 2013

Et billboard på Rådhuspladsen fangede min opmærksomhed. Okay, det ville nok have været svært andet, da den fyldte hele metrobyggeriets mur, der løber hele vejen rundt om pågældende plads. Vi taler fem meter i højden og sikkert 100-og-nogle i længden.
(En dag skal vi have en alvorssnak, om det egentlig er okay, at vores gadebillede fyldes af den slags. Og får Københavns Kommune i det mindste pengene til at bygge nye børnehaver og cykelstier for, eller ryger de bare ned i lommen hos nogle topfolk og aktionærer i metroselskabet!?)
Reklamen var for den nye udgave af computerspillet Grand Theft Auto. Et spil, jeg har mange gode minder med, fordi min bror og jeg altid spillede det sammen som teenagere. Engang handlede det om at stjæle biler og køre folk ned. Allerede dengang var det kontroversielt. Og skidesjovt.

Mænd er alle typer, kvinder er nøgne
Men det var dengang. Sidenhen er småkagen åbenbart ikke alene blevet tabt, men fuldstændigt forsvundet ud i et form for sexistisk parallelunivers. Det kunne jeg ikke lige lure ud af billboardet på Rådhuspladsen. Jeg var bare irriteret over, at af de avatarer, der fyldte hele reklamen, var kun de tre kvindelige, og kun en af dem havde (en slags) tøj på.
De mandlige avatarer var mangfoldige i antal, størrelse og form – og selvfølgelig alle sammen påklædte. De kvindelige avatarer var – måske med en enkelt yogadyrkende undtagelse – blot en undskyldning for at vise noget bar animeret hud.
Og min tanke, da jeg så reklamen var: ”Øv, så kan unge piger, der spiller det spil med deres brødre i dag godt nok vælge en kvindelig avatar – som var mere, end jeg husker, jeg kunne, da jeg spillede det for 16-17 år siden – men de får så kun bekræftet det alt for gældende verdenssyn, at deres udseende betyder mere end deres karaktertræk.”

Det, der sker inde i skærmen, sker ikke i mit hoved
Det var min oprindelige tanke. Fordi jeg ikke lige havde sat mig ind i, hvilken udvikling spillet åbenbart har gennemgået i de år, jeg ikke har spillet det. I de seneste udgaver har det for eksempel været muligt i spillet at myrde en prostitueret og stjæle hendes penge. Nå, ja, tænker jeg så. Det ligger vel meget godt i forlængelse af at køre munke ned på åben gade – ingen af delene er vel teknisk set noget, vi bør foretage os IRL.
Men så alligevel. For med den nyeste udgave af spillet – den der hænger reklame for på Rådhuspladsen – træder sexismen tilsyneladende virkelig i karakter. Det siger selv de mere seriøse spilanmeldere. Og hvis seriøse spilanmeldere rent faktisk forholder sig til spillets undertoner, så ved man, at den er hel gal!
For de fleste anmeldere kan godt lide kun at tale om ”tingene på tingenes præmisser” – hvilket skal oversættes til, at tingenes eventuelle påvirkning på og indflydelse fra resten af samfundet bare skal ignoreres. Hvilket naturligvis og forventeligt også var den reaktion, jeg fik, straks jeg lagde en kommentar om dette spil op på facebook: ”Nø, det er jo bare fiktivt.”

Hvad du wanker til, er din sag
Hey, jeg er fuldstændig for, at vi har et fiktionsunivers af computerspil, film, bøger, porno, tegneserier, dødsmetalsange og så videre, som vi ikke skal stå til ansvar for i vores almindelige liv. Fantasier er gratis. Når du sidder derhjemme i lædersofaen og spiller – pik eller Playstation – er du i mine øjne ikke forpligtet til at gøre det til noget som helst politisk korrekt.
Så jeg mener ikke, at man skal forbyde et ultravoldeligt, røvsexistisk spil som GTA. Men jeg vil eddersponsme have lov til at diskutere det. For hvis man bare kan affærdige alt kritik af fiktionen med et ”nø, det er bare fiktivt”, så gør man sig selv og samfundet blind over for de påvirkninger, der eventuelt måtte være.
Jeg siger ikke, at skoleskyderier skyldes skydespil. Men jeg siger, at det er vigtigt at diskutere og forske i, om det rent faktisk er hensigtsmæssigt, at (hovedsagligt) teenagedrenges hormoner og aggressioner blandes med fiktive voldudøvelser. Betyder det ikke noget for ens evne til at udvikle empati og sociale færdigheder, at man i stedet for at lære at omgås sine jævnaldrene – hvor skrækkeligt det så måtte være – sidder derhjemme og ser alt for velanimeret blod sprøjte ud af sine fjender!?

Tag den håndfuld bly, din feministfisse!
Jeg tilbragte selv det meste af mine teenageår bag bøgerne, og det er da hævnerromaner som Carrie, der tog toppen af mit behov for rent faktisk fysisk at smadre dem, der mobbede mig. Så jeg vil ikke påstå, at computerspil ikke også kan have nøjagtig den samme beroligende effekt.
Men jeg bliver stadig bekymret for den sexistiske undertone i spillenes verden. Også selvom det måske er præcis det samme; et behov for at få lov til at komme ud med den vrede på det modsatte køn, der ikke er politisk korrekt i hverdagen. Og så længe det begrænses til fiktionens verden skulle jeg vel også synes, at det er okay, eller hvad?
Nja, for det første er jeg meget forundret over, hvor al det sexistiske lort kommer fra til at starte med. Hvorfor skal snart hver anden tv-serie, film og computerspil i dag indeholde letpåklædte kvindelige karakterer, der i bedste fald klaskes bagi og i værste fald smadres fuldstændigt – fysisk eller verbalt!?
Okay, jeg antager, at sexismen er et backlash på feminismen. Hvilket er direkte fremtrædende i den nye udgave af GTA, hvor man efter sigende kan pløkke løs på feministiske gimper.

Den hånd, der styrer lynlåsen, styrer verden
Jeg tror, at vi oplever denne ekstremme opblomstring af sexisme lige nu, fordi en del mænd simpelthen er blevet trætte af at høre, at de skal give mere fra sig. De fleste mænd oplever ikke, at de undertrykker kvinder. Tværtimod tror jeg, at mange mænd ser kvinder som værende stærkere, end de selv er.
Fordi i den relation, de fleste mænd har med kvinder – den kammeratlige, seksuelle og ægteskabelige – er det jo kvinden, der har bukserne på. Det er i hvert fald hende, der bestemmer, hvornår bukserne kommer af.
Så jeg forstår godt mænd. Eller det tror, jeg i hvert fald, at jeg gør: Mænd ser en verden, hvor noget af det, de ønsker sig allermest – kys, kram, kæl, knald – styres fuldstændig med hård og kynisk hånd fra kvinders side.
Samtidig er de jo ikke selv – personligt – med til at holde kvinder tilbage fra det, kvinder gerne vil have… og her er de nok for manges vedkommende ret meget i tvivl om, hvad det egentlig er. For kvinderne har jo fået alt det mændene har, så hvad vil de have mere? Det må være, fordi kvinderne åbenbart vil have mere, end mændene har. De vil både have mere magt ude i samfundet, end mændene har, og stadig have mere magt over den seksuelle/ægteskabelige relation. Kvinderne vil tydeligvis have hele kagen!

Smack my bitch up eller noget
Så den angst, for at kvinden kommer her og tager alt det, han har, tilsat en frustration over, at hun bestemmer over alt det, han gerne vil have, samt en solid dosis manglende evne til rent faktisk at prøve at forstå kvinders situation – alt det fører til en sprængfarlig cocktail af latent kvindehad og sexisme.
Straks skal jeg lige tilføje mit sædvanlige forbehold. Jeg siger ikke, at det her gælder for alle mænd. Det er kun nogle mænd, og da helt sikkert ikke dig, kære mandlige læser, og sikkert heller ikke nogen, du kender, det er nogle andre mænd – måske faktisk kun nogle mænd, der bor i andre egne af landet.
Desværre lader det til, at nogle af de mænd, der har det sådan her, også er nogle af dem, der laver tv-serier, film, computerspil, skriver bøger, rapmusik og… host… stand-up. (Så lagde jeg da vist lige en kæmpedej i egen rede der.)
Så de her mænd lader deres personlige frustrationer over kvindekønnet slippe ud i sexistisk form i fiktionen. Og som vi kan se i GTA og Mad men er den bedste måde at tackle den frustration altså at skabe et univers, hvor tingene er, som de burde være med kællingerne nede på alle fire, afklædte og lige til at klaske bagi.
Derhjemme foran skærmen sidder der så nogle mænd, der har det på nøjagtig samme måde og finder deres stemme i denne fiktion (for identifikation jo er en af hovedpointerne med at have fiktion til at starte med.)
Og så bliver de bekræftet i deres ensporede verdenssyn: Ja, kvinderne er ved at overtage det hele! Og ja, den bedste måde at tackle det på, er at klaske tilbage – med ondskabsfulde og sexistiske kommentarer, med flad hånd eller med pistol.

Prøv lidt meditation, din fiktive voldspsykopat
Igen; jeg siger ikke, at sexisme i fiktionens verden nødvendigvis fører til mere sexisme i virkeligheden. Men jeg er bekymret over den ophobede frustration. Lidt ligesom jeg er bekymret for en meget aggressiv, frustreret teenagedreng, der spiller voldelige computerspil dagen lang. Hvornår siger det snap?
Det er ikke computerspillet og fiktionen, der skaber frustrationerne, ej heller er de ikke ansvarlige for folks handlinger, men jeg tror, at det for nogle er benzin på bålet. Disse fiktive outlets holder hele tiden gang i ilden.
Og ja, der er selvfølgelig igen kun nogle, der ikke kan tackle det. De fleste kan sagtens skelne fantasi fra virkelighed… eller?
Altså jeg kan jo tydeligvis ikke selv. Jeg bliver superfrustreret over at se, at der aldrig er plads til en bredere diversitet i kvindetyper i fiktionens verden. Det påvirker da mig mere eller mindre direkte. Hvor skal jeg finde min identifikation, når alle hunkønsvæsnerne i fiktionens verden enten er afklædte bimbos eller kastrerende bitches?

Du kan være et menneske, eller du kan være en nøgen kvinde. Frit valg!
Forleden skrev Politiken en historie om, at vi (altså fiktionsdyrkerne) elsker de ”følelseskolde mandekvinder”. Kvindelige karakterer som Sarah Lund og Lisbeth Salander. Mit bud er, at kvinder (og mænd for den sags skyld) elsker de karakterer, fordi de virker som (lidt mere) troværdige hele mennesker end de sædvanlige kvinderoller, vi får lov at møde i fiktionens verden.
Folk er faktisk parate til at se kvinder som mere end bare sexede/sindssyge bipersoner. Eller nogle folk er. For andre folk (nogle mænd) vil jo åbenbart gerne tilbage til, at det kun er manden, der er og kan det hele.
Hvilket jo også forklarer det absurde behov for at kalde de her kvindekarakterer for ”mandekvinder”. For hvis en kvinde ikke passer ind i de eksisterende kvindestereotyper, så er hun jo faktisk halvt en mand. Underforstået, at hvis du har andre personlighedstræk end babe eller bitch, så er det et maskulint karaktertræk…
Og så undrer nogle mænd sig stadig over, at kvinder ikke bare er tilfredse med “alt”, det vi har fået. Vi må for fuck sake ikke engang være kvinder og samtidig rumme mere end damebladsquizklassikeren ”Er du babe eller bitch?” Mens mændene stadig må det hele. Inklusiv at bitche over, at de skal dele det.

Der er så meget negere ikke forstår

5. juli 2013

Inden for den seneste uge er jeg stødt på flere eksempler på hverdagssexisme. Og ikke mindst på den typiske danske reaktion på det. Som jeg desværre har skrevet om op til flere gange (her og her og her), så er den stående respons på, at man påpeger et kønsrelateret problem her i landet, bare at benægte problemets eksistens.
Typisk forfulgt at en lettere hysterisk insisteren på, at den, der har formastet sig til at påpege problemet, skal trække det tilbage og undskylde for at have brugt andres tid med denne slags ikke-generaliserbare, forkælet-feminist luksus-problemer.
(Hvilket betyder, at rigtig mange i min bekendtskabskreds er begyndt at undskylde på forhånd med et “nu er det her måske nok et første-verdens-problem, men…” Hør nu lige her: Vi er muligvis superpriviligerede og velstillede her i vores del af verden, men vi kan altså ikke begynde hos indiske gadebørn, hver eneste gang vi forsøger at rykke os videre op på næste udviklingstrin!)

Min ret til at hade dig er større end din ret til at være her
Amning på cafeer bliver for eksempel set som et udtryk for nogle få emsige, egoistiske venstreorienterede feministfissers behov for selvrealisering. At der er nogle spæde samfundsborgere, der faktisk også skal have mad, forsvinder lidt i den diskussion. For amning kan man ikke forvente at få lov til, hvor andre mennesker skal spise. Totalt uappetitligt! (Men det er åbenbart ikke spor egoistisk at mene sådan…)
Så amning må kvinderne sidde på bænke eller toiletter og ordne. Fuck da, at det er vinter ni måneder om året i det her land. Fuck da, at toiletter i det offentlige rum er notorisk klamme, fordi “MH rengjorde dette toilet kl 5.50” i morges og nu er klokken 15.
Hvis kvinderne er utilfredse med stivfrosne nipples og E-Coli-luft ned i lungerne, må de bare blive derhjemme i seks-tolv måneder.
Og det bliver også resultatet, det kan I godt regne med. For det kan godt være, at det kun er 5 eller 9 eller 13 cafeer ud af en milliard, der kan finde på at smide kvinder ud for at amme, men den viden, at det kan ske, vil få mange kvinder til at lade være med at gå ud for ikke at risikere at være pinlige eller bare til besvær.
(Jeg ved ikke, hvad det er for nogle kvinder, som alle snakker om, der åbenbart rask væk både ammer med begge bryster fremme og skifter ble midt på cafébordet, for 99,9 procent af alle kvinder, jeg har mødt, vil for alt i verden undgå at lave en scene og lægger både den ene og anden hæmmer på sig selv på forhånd, så ingen vil vrænge på næsen af deres adfærd.)

Vægte og sexismepåpegere skal sættes på plads – med næven
Og når de kvinder, der blot gør noget af det allermest naturlige og i øvrigt gør det for et andet væsens skyld, får hældt så meget lort ned i nakken og amme-bh’en, er det vel egentlig ikke så underligt, at alle andre slet ikke får en chance for at komme med et kvæk om sexisme.
Nadia var en af dem, der forsøgte. Og blev svinet til. Hun formastede sig til at stille spørgsmålstegn ved et opslag i sit lokale fitness-center. Opslaget lød: “Kvinder og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med kvinderne ;)”
Personligt synes jeg faktisk, det er ret sjovt formuleret. Men som komiker vil jeg også altid automatisk forsvare joken. For jeg vil medgive de mange, der synes, Nadia overreager, at det hurtigt kan blive frygteligt kedeligt og politisk korrekt, hvis vi ikke må lave sjov med hinanden – mænd og kvinder imellem.
Men altså nu er den her joke jo ikke fyret af fra en stand-up-scene eller i en satiretegning. Nu hænger den faktisk som et påbudsskilt i det semioffentlige rum. Så er det straks en anden sag, og der har Nadia faktisk en meget god pointe. Hvis du ikke kan se det, så prøv at køre “negertesten” på den: “Negere og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med negerne ;)”
Nu er der to muligheder. Enten kan du godt se det, eller også reagerer du ligesom så mange andre, der fuldstændigt benægter eksistensen af sexisme ved at tænke, at negere og kvinder jo ikke kan sammenlignes, så det er bare et dumt, fissefeminist retorisk greb at bruge den test.
Som een skrev på min facebook: “men ingen havde løftet et øjenbryn, hvis der havde stået “mænd” i sådan en joke… ‘neger’ kan man jo ikke bruge, overhovedet, uden at det bliver tolket som slemt… det kan man trods alt med både ‘mænd’ og ‘kvinder’.”
Jeg svarede:
“Tja, altså bortset fra, at når det kommer til undertrykkelse og ‘at blive sat på plads’ har kvinder nok historisk mere til fælles med ‘negere’ end med mænd…”
Men jeg vil egentlig gerne uddybe den kommentar lidt; derfor dette blogindlæg. For jeg forstår sådan set godt, hvor de kommer fra de mennesker, der synes, at man ikke bare sådan kan sammenligne negere med kvinder. Og dét er nok mere end noget andet forklaringen på, at det er så svært at snakke sexisme i Danmark:
Vi har simpelthen glemt, at vi har en fortid!

Velkommen til jorden, her deler vi vind og lort lige
De fleste mennesker i det her land tuller jo rundt i en historieløs nutid, der egentlig ser meget godt og ligestillet ud, og de har da selv klaret sig meget godt, så hvad brokker de sig dog over de der sure feminister derovre? Og det er også rigtigt. Hvis man tog et screendump af Danmark i dag, så ville en udefrakommende alien tænke, at mænd og kvinder hver for sig havde cirka lige mange fordele og ulemper.
Som Manu Sareen eksempelvis forleden skrev i en kronik i Politiken, så er det på tide at sætte fokus på de mange ulemper der er ved at være mand; de dør for tideligt, ryger lettere på bunden af samfundet, bliver dårligere uddannede osv.
Det er også helt rigtigt, at der skal mere fokus på de negative sider af maskulinitetsopfattelsen. Men to ting:
1) det er hul i hovedet at tro, at man kan løse det ene køns problemer uden at berøre det andets. Det hænger sammen. Hvis vi skal ændre maskulinitetsopfattelsen er vi nødt til også at ændre feminitetsopfattelsen. Eksempelvis; hvis vi vil have ligeløn til kvinderne, skal vi have mænd og kvinder til at tage lige meget barsel – og dét vil også hjælpe mændene. For hvis vi vil have mænd til at få bedre familierelationer (og deraffølgende muligvis en større motivation for at passe bedre på sig selv og gå til læge tidligere og den slags), så skal vi også have mænd og kvinder til at tage lige barsel – og dét vil så igen hjælpe kvinderne.

Nårh, hvor’æret synd for mænerne
Og 2) så er jeg ærligt talt pissemøgrøvtræt af at høre politikere være ude med alskens forslag til forberedringer, så snart noget falder ud til mænds “bagdel”. Manu Sareen siger selv i kroniken, at han ikke vil særbehandle drenge, men der er brug for andre tiltag, hvis drenge skal have lige så gode chancer som piger for at komme ind på videregående uddannelser (eks. større Kvote 2-optag).
Og ja, han har fuldstændigt ret, det er der brug for. Det kunne bare være dejligt, hvis politikere (især ligestillingsministre) var lige så hurtigt ude med tiltag, når tingene falder ud til kvindernes “bagdel” – men nej, der halter vi stadig årtier bagefter med ligeløn og direktørstillinger. Men det er jo bare et førsteverdens-problem, ikke? Modsat drenges fremtid og mænds levealder.
(Og så er jeg sgu også ret træt af at høre mænd, der ikke får en uddannelse og dør for tideligt, italesat som de nye ofre, mens kvinder, der ikke får ordentligt løn og hænger på en dårligere pension bare må blive bedre til at forhandle med chefen og eksmanden. For kvinder er åbenbart selv ansvarlige for deres omstændigheder, mens mænd bare er ofre for dem. Come on!)

Mænd har faktisk også engang haft en dårlig (hår)dag
Men for at vende tilbage til det sexistiske opslag i fitnesscentret, så er der noget rigtigt i det, når kommentatoren ovenfor antyder, at man sagtens kunne forestille sig et skilt i et fitness-center, hvor der i stedet havde stået “Mænd og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med mændene ;)”
Og ingen ville formentlig havde taget anstød af det.
(Bortset fra, at det nok ville være ret malplaceret, da jeg fordomsfuldt formoder, at de fleste vægtløftere er heteroseksuelle mænd, og de ville nok øffe lidt med hinanden af implikationen over, at de trænger til at blive sat på plads. (Og derefter ville de tage ti ekstra for at sikre sig, at ingen vil være i stand til at sætte dem på plads.))
Men kommentatoren tager fejl, når hun antyder, at det ville være det samme. For det ville det så langt fra. Mænds og kvinders rolle i historien er så forskellig, at man på ingen måde kan sammenligne de to.
Pudsigt nok har mange også for tiden meget travlt med at knurre over den nyklassiske reklame- og sitcomkarater; den uduelige, kiksede far. Når mænd bliver fremstillet så dårligt, så er det faktisk lige så slemt, som når kvinder bliver objektiviseret og udsat for sexisme, mener disse vi-er-lige-gode-om-det-typer (der igen pudsigt nok heller ikke bliver set som egoistiske…)

NEJ – med versaler
Det er ikke det samme! Den uduelige, kiksede far er en karakter, der er opstået inden for de seneste 30-40 år – som en understregning af patriarkens fald. For det er ikke mere, end 60 år siden det mandlige familieoverhoved repræsenterede alle de værdier, samfundet var grundlagt på.
Men så kom studenteroprøret, rockmusikken, hippierne og naturligvis rødstrømpebevægelsen. Og bemærk venligst lige, at feministerne først sparkede til patriarken, da han allerede var tvunget i knæ – det var ikke kvinderne, der nakkede ham; det gjorde udviklingen!
Men kvinder har til gengæld været en undertrykt og marginaliseret gruppe i årtusinder – indtil for cirka 60 år siden. Så når man laver en joke på bekostning af kvinder, trækker man på de priviligeredes herskerret over for de undertrykte. Hvorimod når man laver en joke på bekostning af mænd, trækker man på de undertryktes behov for at sige fra over for de priviligerede.
Og det er grunden til, at negertesten er så fin. Fordi der er meget få, der ikke vil indrømme, at vi hvide er priviligerede i forhold til de mørke. Hvilket tydeligt viser sig i vores ubekvemhed over for racisme. De fleste hvide krymper sig, når en åbenlys racist udtaler sig. Så de fleste racister ved i dag, at de skal kamuflere deres lort bedre. Og ingen vover at lave tydelige racistiske antydninger i reklamer eller på skilte i fitnesscentre.

Stemmeret til kællinger!? Er I vanvittige?
Men sexisme er anderledes okay. Og her er det, jeg mener, at vi har mistet fornemmelsen af fortiden. For de fleste glemmer simpelthen, at kvinder har været en mere undertrykt gruppe end “negere”. (I øvrigt undskyld, at jeg bliver ved med at bruge det ord, men det dækker bare så fint i denne sammenhæng – hvor det ikke så meget handler om en reel befolkningsgruppe, men mere om den måde, vi tidligere har omtalt hele folkefærd på.)
Jeg grinede højt, da jeg for nyligt så filmen Lincoln. I filmen ser man abolitionisterne (slavemodstanderne) og tilhængerne af slaveriet råbe af hinanden i den amerikanske kongres. Problemet er nemlig, at hvis de giver slaverne fri med en erklæring om at alle mennesker er lige, skal de så også give de mandlige negere stemmeret? Den tanke bryder de færreste sig om.
Og så smider en af tilhængerne af slaveriet trumfen på bordet: “Hvad bliver det næste? Skal kvinder også have stemmeret!?”
Hvorefter salen går amok. Alle skriger og jamrer, ingen – heller ikke abolitionisterne – kan forestille sig noget værre.
Op til primærvalget i 2008, hvor Obama slog Hillary Clinton, spekulerede mange på, hvad der ville komme først: en kvinde eller en “neger” i Det Hvide Hus.
Jeg var personligt ikke overrasket over udfaldet. Men så igen; jeg kender også godt kvinders historie, og den bærer altså på mange flere tusinde års undertrykkelse – og deraf følgende negative fordomme og sexisme – end afroamerikanskernes historie bærer på, trods alt dens gru.

Den dumper negertesten, og den dumper, og den gør også
Og her vil jeg gerne skynde mig at sige, at det her altså ikke skal være en kamp udi, hvem det er mest synd for! Jeg er pisseligeglad med, om vi får udryddet racisme først og sexisme bagefter – begge dele skal slås ned, og det kan kun gå for langsomt!
Jeg bruger bare eksemplet til at vise, at det er helt reelt at trække “negertesten”, når man taler sexisme. Det er en virkelig god måde til at vise, i hvor høj grad sexisme bare er en del af vores sprog – både det daglige og især det reklamemæssige.
Jeg har i mange år talt for døve øre, når jeg har brokket mig over Oddsets “der er så meget kvinder ikke forstår”-reklamer, fordi de færreste kan se problemet. Det er jo bare for sjovt, ikke? Mange kvinder forsvarer den endda og siger, at de virkelig ikke forstår sport, så tihi, derfor er det jo det samme, som at vi som køn er snotdumme.
Men hvad ville I sige til en “Der er så meget negere ikke forstår”-reklame. Måske skulle det være catchfrase i et jobopslag til en stilling, hvor man både skulle være veluddannet og kunne lide at tjene mange penge…
Mon sorte så selv ville grine og sige “tihi, det er sjovt, fordi vi er fattige og underuddannede?”
Eller hvad hvis en stor ølproducent startede en reklamekampagne med ordene: “Hvad er der sket med os hvide mennesker?”
Hvad med en politiker, der gik ud og sagde, at folkeskolen i Danmark er blevet “afroiceret”, så der ikke længere er plads til hvide børn – og at vi skal have lavet et nyt kvotesystem, så de hvide ikke ryger bagud i uddannelseskapløbet mod de flittige sorte?
Hvad med en busreklame på alle busser i København med en negernæse opereret om til en perfekt kaukasisk med teksten “Nye næser.”
Hvad med et tv-program, hvor hvide mennesker sad og bedømte sorte menneskers nøgne, tavse kroppe…
Det eneste det program så mangler er jo bare, at man slutteligt forhandler en pris (eller medgift) for hver sin slave (og/eller kvinde) – til at hjemtage og derefter banke, bolle og befale over, så meget man lyster.
Var det for hårdt sat op? Ja, så er der kraftstejlme meget, den historieløse ikke forstår!

Den blinde hverdagssexisme

16. juni 2013

I går havde jeg en kronik i Politiken. Det var i forbindelse med Folkemødet, hvor jeg ligeledes holdt en skåltale over samme tema (den har jeg i øvrigt lagt op her.) Jeg havde frit valg på alle hylder i kønsdebatten til at skrive og tale om det, jeg syntes, der skulle siges. Jeg valgte at fokusere på (nogle) mænds grænseoverskridende adfærd.
Kunne jeg have valgt titusind andre ting at problematisere i kønsdebatten?
Ja, selvfølgelig. Men jeg valgte et problem, jeg personligt lige er blevet konfronteret med, fordi jeg synes, at de stærkeste argumenter oftest findes, når noget er kommet tæt på ens egen person.

Hvad så med negerne, hva’!? Har du overhovedet tænkt på negerne?
Når man vælger at fokusere på et område i en problemstilling, er det dog ikke det samme som, at man mener, at der ikke flere – og større – problemer. Jeg er bare så sindssygt træt af, at man ikke kan udvælge ét område i den danske kønsdebat – det være sig retten til at amme offentligt eller antallet af kvinder i bestyrelser – uden, at vi altid skal ende hos undertrykte kvinder i Afghanistan.
Hver evig eneste gang der bliver ytret noget i den danske kønsdebat, skal debattørerne høre for, at der er faktisk nogle, der har det værre!
Ja, for det er der altid! Hvis den logik gjaldt på alle andre områder, ville vi ikke kunne diskutere fattigdomsgrænser i Danmark uden at nævne de stakkels sultne børn i Afrika. Vi ville ikke kunne diskutere vores sundhedsvæsen uden at runde amputationer uden bedøvelse i Indien. Og vi ville slet ikke kunne brokke os over vejret uden at forholde os til alle de naturkatastrofer, der rammer andre, men aldrig rammer os.
Det er så latterlig en tilgang til en debat at råbe: “Du må ikke brokke dig over et spark i fissen, fordi andre bliver sparket i hovedet!”

En ny dag, en ny idiot
Når det er sagt, så tror jeg, at grunden til, at mange vælger denne respons, hver gang et kønsrelateret emne kommer op, er, fordi det er sådan en belejlig måde at affærdige problemstillingerne på uden nogensinde at være nødt til at rent faktisk at forholde sig til indholdet.
Og sådan er det jo med kønsdebatten i Danmark; det gælder altid om at finde argumenter, der kan affærdige den, i stedet for at forholde sig til alvoren.
Nu har jeg så valgt et emne som hverdagssexisme- og sexchikane, for det bliver der ikke talt ret meget om her i landet. Andre stedet i verden for eksempel i USA er det til gengæld ved at komme på dagsordenen. Blandt andet på grund af det her geniale projekt: everydaysexism.com, hvor kvinder skriver vidnedsbyrd fra helt almindelige kvindeliv, hvor seksuelladede kommentarer og objektiviseringer af deres kroppe er just another day in a life of the woman.
Sitet har endnu ikke en dansk underside, det burde den have. Eller faktisk ville det være bedre med en dansksproget side, så også dem, der ikke er så engelskkyndige, kunne fortælle deres historier fra et land, der jo er fuldstændig overbevidst om, at sexisme/sexchikane ikke eksisterer.

Det, du lige sagde!? Dét beviser jeg lige, at jeg ikke har hørt!
Min begrundelse for at skrive og tale om det, er at skabe større bevidsthed omkring den måde, vi omgåes. Jeg ved godt, at det ikke ændrer noget i adfærden hos den allerklammeste mandschauvinist, men jeg håber, at det måske kan gøre det hos de mænd, der bare aldrig har tænkt over, hvordan det føles at være det “svage” køn.
(Ligesom jeg i øvrigt også skriver og taler for at gøre kvinder mere bevidste om, hvordan vi behandler det “stærke” køn, så vi eksempelvis holder op med altid at overtrumfe deres følelser med vores.)
Men på en dag som i dag, hvor det skiftevis regner voldsomt, og solen skinner fra en klar himmel, kan jeg godt blive lidt i tvivl om den plan er dømt til at mislykkes. På den ene side har jeg det sådan, at hvis man bare kan ramme én person og få denne person til at tænke over sin adfærd og måske tilmed ændre den, så har man virkelig gjort meget.
På den anden side modtog jeg for et par timer siden denne mail:

Altså.. Det er jo lidt forvirrende for os ‘han-dyr’ at du tilsyneladende er
‘ægte’ rød-håret på politikens billede, endda med dejlige fregner!! ..
Men ‘blondine’ på din egen blog ??

Mht : “Hvorfor lærer vi ikke drenge, når de vokser op, at ‘du har et nej,
indtil du har spurgt ”
Måske : Fordi du ikke engang gad sætte et spørgsmåls-tegn !
Gjorde vi det .. Altså ‘spurgte om lov’ … Var der jo aldrig nogen af kønnene der fik noget som helst af hverken det ene eller det andet, vel ?
Og hvad ville ‘Livet’ SÅ være værd ??

Mvh Peter

PS :
Er det ikke lidt naivt at tro at du kan stå og vise 3-kanten frem, i
Politiken, for hele Kongeriget OG samtidigt bestemme hvilke billeder
det skaber i hovedet på beskueren ?

Suk.
Det er virkelig op ad bakke at prøve at ændre menneskers bevidsthed. Heldigvis har jeg lige ramt et øjeblik, hvor solen skinner, så jeg vil slutte positivt med de uddødelige ord fra John Newton, den tidligere slavehandler, der blev slavemodstander og var med til at få slaveriet afskaffet: “I once was blind, but now I see.”

Kroniken Live (Skåltale ved Folkemødet)

16. juni 2013

For toenhalv måned siden viste jeg det øverste af mit venusbjerg på forsiden af Politiken. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre i aften – det vil jeg bare sige med det samme, hvis nogen sidder og forventer et liveshow.
Men jeg vil gerne tale om nogle af de reaktioner, jeg har fået på billederne af mine kønshår. For der var rigtig mange reaktioner. Som Ditte Giese fra Politiken sagde til mig i sidste uge: “Sanne, du har Danmarks pt mest omtalt fisse.”
En lidt tvivlsom ære, egentlig, men jeg nægter også at tro på det, før jeg har set min fisses kloutscore.

Reaktionerne på billederne var som sagt ret overvældende. Heldigvis var langt de fleste positive. Jeg har fået rigtigt mange mails fra kvinder og mænd i alle aldre, der har været glade for, at nogen endelig turde tage debatten.
Men der har selvfølgelig også været andre reaktioner, og det er dem, jeg gerne vil tale om i aften.
Negativ respons på den aktion var naturligvis uundgåeligt. Jeg havde ikke lavet de billeder, hvis jeg troede, at alle bare ville syntes, at det var helt fint – for så var der ligesom ingen pointe med det.
Men jeg må sige, at jeg alligevel er lidt overrasket over, hvem den negative respons er kommet fra. Jeg har fået præcis nul – ingen, ikke en eneste – vred besked fra en kvinde. Og det på trods af, at det jo er op mod 90 procent af alle unge kvinder, der fjerner kønsbehåring. Men på en eller anden måde har de forstået, at pointen med aktionen var at problematisere den kulturelle ensretning af skønhedsidealerne – og har altså ikke følt sig ramt på deres egne… ja, fisser.

Til gengæld har jeg fået rasende henvendelser fra en del mænd. Typisk formuleret noget i den her stil: “Du skal ikke bestemme, hvordan kvinder skal se ud dernede!”
Nej, det skal jeg ikke – men du skal da slet ikke – og det lyder det lidt, som om du gerne vil nu.
Filosofen Foucault har sagt om seksualitet, at det er biologisk, at vi har en seksualitet, men hvad vi tænder på, det er kulturelt.
Min bekymring er, at unge mænd, der har fået hele deres spirende teenageseksualitet grundlagt på baggrund af internetpornoens glatbarede silikonedukker vil få det svært ved at tænde på rigtige og naturlige kvinder.
De her meget vrede reaktioner fra mænd har kun bekræftet den antagelse. Jeg mener, så meget vrede kan da kun forklares med, at der er nogen, der går rundt frygter en lille smule for deres rejsning.

Så de seneste par måneder er jeg blevet kaldt klam og ulækker af rigtigt mange mænd – og der er også en hel del, der har sagt og skrevet, at de i hvert fald aldrig ville gå ned på sådan en behåret måtte som min. Og det er lidt utroligt, at det skal være nødvendigt at sige: Men det tilbud var heller aldrig på bordet!
Og det leder mig frem til den anden type reaktioner, jeg har fået på billederne. Det var reaktioner, jeg lidt naivt ikke var forberedt på. De kom nemlig fra nogle, der må have siddet og tænkt: “Ja, har Politiken lært noget af den avis, de deler bygning med, side 9 pige – nu på forsiden. Det er det, vi har manglet alle årene.”

Og så begyndte det at vælte ind med mails. Fra mænd i alle aldre, der gerne ville tilkendegive deres begejstring for en “naturlig kvinde.” Jeg har taget et par stykker med, som jeg gerne vil dele med jer:

Christian skiver:
Nu sender jeg måske ikk det bedste indtryk. Men frækt at vide du har hår på din hehe *smiler*

Allerede i det, han skriver det her, er han jo faktisk klar over, at jeg ikke vil bryde mig om det – fordi det jo er over grænsen for, hvordan man kan tillade sig at tale til en kvinde. Men han har sikkert ræsonneret; hvis Blachman må, må jeg også.

Så skriver Viktor:
Jeg tror det ku være genialt hvis du lavede nogen helt naturlige nøgenbilleder med en fotograf i nogen grønne omgivelser som havde en lidt vild natur. Så der skabes et samspil mellem din naturlige nøgne krop med din flotte røde dusk, og den uspolerede natur.

Det viser sig ikke overraskende, at Viktor faktisk er amatørfotograf.

Og endelig skriver Jannick:
Du er meget smuk sanne. Vil du lade mig se et foto af dig, hvor du er nøgen..

Ja, så bliver jeg jo helt ked af, at jeg ikke fik Viktor til at lave nogle naturbilleder af mig, for jeg ligger ikke inde med den slags billeder, for hvis jeg gjorde, ville jeg da naturligvis straks have sendt dem til en vildt fremmed mand på den anden side af cyberspace.

Da de her henvendelser begyndte at rulle ind, tænkte jeg: “Hey, det er ikke så underligt, jeg var ikke forberedt på det, men det er ikke underligt: Jeg er en kvinde, der er offentligt kendt, og jeg bruger min krop til at sige noget om seksuelle emner.”
Men så slog det mig. Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg begyndte at bruge min krop til at sige noget om seksuelle emner.
Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg blev offentligt kendt.
Jeg får de her reaktioner alene, fordi jeg er en kvinde.
Ja, jeg får dem i større målestok nu, men jeg har fået dem lige så længe, jeg kan huske.
Da jeg var de der 13-14 år gammel, var jeg engang ude at køre med min mor, og vi holdt ind på en rasteplads langs en motorvej for at tisse. Der kommer så den her mand i mod os, som har stået og tisset – op af toiletbygningen – og han havde åbenbart tænkt: Hey, de skal da ikke gå glip af det her apparat.” Så det valgte han ligesom at have hængende fremme, mens han gik hen imod os og stirrede på mig og sagde til min mor: “Skal dig og din smukke datter ikke have et kig på den her?”
Og min mor, som heldigvis aldrig har været nem at imponere, tog et kig ned og sagde: “Nej, tak, vi har set elendighed nok.”
Hvorefter det gik op for hende, at vi sådan set var i en lidt udsat position, så hun skubbede mig ind i bilen igen og låste os inde. Hvilket ikke var nødvendigt, for alt luft var gået ud af manden og ballonen.

Men det er sådan det er at have en kvindekrop. Det er ikke bare det, at jeg kommer ind i et rum, og mændene der står derinde lige på indersiden af deres hjerneskal laver en vurdering af ku’ godt – eller ku’ ikke. Nogle af dem føler sig også i deres gode ret til at dele udfaldet af den vurdering med mig.
Det er meget svært at forklare det her med, hvordan det føles at være et objekt. Fordi det meste af tiden opfatter man jo sig selv som et handlende subjekt.
Men så lige indimellem, så får man som kvinde lige trukket den forestilling væk under sig. Det behøver ikke engang være en klam seksuelladet kommentar, man får. Noget jeg har oplevet rigtigt meget i mit liv, er at stå et tilfældigt sted i en bar, ved et busstoppested, i en bagerbutik – og fremmed mænd er kommet hen til mig og har sagt variationer over: “Du skulle smile noget mere. Du ser så sur ud, du være så køn, hvis du bare smilede lidt mere.
Og jeg har aldrig fået lyst til at smile efter sådan en kommentar, tværtimod.”
Men det er først lidt på afstand, at jeg egentlig forstår, hvorfor jeg bliver så vred over det. Netop fordi jeg bliver reduceret til et objekt.
Andre mennesker – mænd – føler, at de har ret til at kommandere rundt med mit humør, mine følelser, min krop – bare fordi jeg tilfældigvis befinder mig i det samme offentlige rum som de gør.
Og de føler sig jo i deres gode ret. Fordi kvinders kroppe bare er åbne for kommentarer – altid. Så følelsen at være et objekt kan bedst beskrives som følelsen af, at man er 90 procent subjekt og 10 procent andres menneskers påklædningsdukke.

Jeg ved godt, at når jeg står og snakker om de her ting, vil nogle af jer sidde og tænke: “Ku’ du ikke have brugt din taletid til at tale om de virkelige kønsproblemer i Danmark, de politiske problemer – som manglende ligeløn, prostitution eller vores skodbarselslovgivning?”
Men som jeg ser det, får vi aldrig løst de politiske problemer, før vi får styr på den helt fundamentale omgangstone mellem kønnene. Vi kan ikke bygge ovenpå et fundament, der ligger skævt.

Og så ved jeg også godt, at der nok sidder et par stykker nede blandt jer lige nu og tænker: “Årh, hold da op med dit brok! Du skal da bare være taknemmelig for, at der er nogen, der gider knep’ dig.”
For det er jo standardreaktionen, når man som kvinde problematiserer objektiviseringen af sin egen krop.
Men det føles bare ikke som en kompliment, at vildt fremmed mænd skriver eller kommer hen til mig og kommenterer min krop og siger, hvad de gerne vil gøre ved den.
Det føles grænseoverskridende, det føles invaderende og værst af alt føles det, som noget jeg bare skal finde mig, bide i mig og stikke et smil frem.

Og jeg er ikke engang specielt udsat. Det gik op for mig så sent som i tirsdags. Jeg stod på et gadehjørne med min kønne komikerkollega, og vi stod i koncentreret samtale om vores respektive karriere, vi stod med hver vores cykel og var egentlig på vej til at sige godnat. Pludselig lyder en snøvlende mandestemme: “Hejsa dejlige piger.”
Jeg kender den slags stemmer så godt, så min automatrefleks er at kigge op på denne fyr, der kommer vaklende imod os og sende ham det her blik.
Dræberblikket.
Det virker stort set altid! De fleste mænd bliver helt små og bakker væk og mumler noget om, at man er en kælling. Og det har jeg det fint med.
Jeg har levet på Hanne-Vibeke Holsts motto det meste af mit liv: Hellere kælling end kylling.
Men min kollega er ikke en kælling, hun er en sød, køn pige og hun bliver helt dårlig over min kontante afvisning af denne fyr, så hun siger udglattende: “Jamen, vi står bare lige og snakker.”
Hvilket jo får ham til at tro, at han og hans guldølsånde er velkommen i vores selskab. Så han går helt tæt hen på hende, lægger armene rundt om hende bagfra, griber hende praktisk talt på brysterne og spørger, om hun ikke skal med ham til fest.
Hun siger meget klart, “det der synes jeg faktisk er ret grænseoverskridende”, men han hører hende ikke, så jeg siger: “Nu fucker du af, kammerat.”
Og det gør han så heldigvis, mens han meget højt råber “kællinger.”
Jeg var ret vred over det, men min kollega sagde: “Nå, ja, men når man har så store bryster som mig, så er der bare altid nogen, der tager på dem.”
Og så trak hun på skuldrene. C’est la vie.
Men jeg vil altså ikke trække på skuldrene over den slags. Og jeg vil heller ikke stå her og sige, at mænd må forstå, at “et nej er et nej.”
Vi må holde op med at fortælle mænd, at de kan opføre sig som det passer dem, indtil der bliver sagt nej.
Reglen skal laves om! Det hedder: Du har et nej, indtil du har fucking spurgt!
Og måske skal jeg lige tilføje et lille stykke 2 til den her regel, for hvis det, du spørger om, er om, du må se et nøgenfoto eller foretager dig andet tilsvarende grænseoverskridende over for et menneske, du aldrig tidligere har mødt, så har du intet forstået af almindelig god opførsel.
Og så fortjener du at blive hængt ud og latterligggjort, Jannick Andersen fra Odense.
Skål