skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Tag: køn

Feministisk festfix

24. september 2015

I dag er det en femifantastisk festdag, for om nogle timer uddeles Suzanne Gieses Mindelegat for tredje gang. (Jeg var den utroligt beærede første modtager af prisen i 2013.) Siden er antallet af feministiske aktivister boomet i Danmark.
Derfor har jeg ikke længere så meget at sige om køn her på min blog. For jeg synes egentlig ikke, at der nogen grund til at sige noget, når andre siger det meget bedre.
Så jeg vil anbefale dig at følge nogle af dem her:

F-frekvensen
Feministisk Blog
Friktion Magasin
Feminister
Femicast
Emma Holten
En feminists bekendelser
Proletarprinsessen
Porcelænskussen
Fatale Feminister
Brune Feminister
Feministisk Furore
Feministeriet
Feministisk uopdragen
almindelig
Mandehad
Dansk Kvindesamfund
Kvinde kend din krop
The Everyday Sexism Projekt Danmark
Suzanne Gieses Mindelegat
Selskab for ligestilling
Kvinfo
FLAB Festival
BURT – Køn i kalenden

Kvinderne løber med det hele

19. februar 2015

I dag linkede jeg på facebook til en litteraturkommentar i Politiken, fordi den så utroligt smukt illustrerer dobbeltstandarder.
For eksempel er overskriften: “Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer”, men egentlig udgør kvinderne kun 57 procent af de nominerede…
Men som altid når man som feminist påpeger dobbeltstandarder, fyldes kommentarsporet op med folk, der ikke ved, hvad dobbeltstandarder betyder – men som dog alligevel gerne vil afvise eksistensen heraf.
Så for prins Knud og alle de andre har jeg lige kørt racetesten på Politikens artikel.

Negertesten – nu ekstra politisk korrekt
Hvis du er trofast læser af denne blog, kender du måske bedre racetesten under et andet navn, men jeg har valgt ikke længere at bruge n-ordet, fordi folk stirrer sig racismeangst-blinde på det, og så går pointen ligesom tabt.
Og jeg synes ikke, pointen bliver mindre tydeligt, når man “bare” skriver om sorte og hvide. Tværtimod, jeg var ærligt talt selv chokeret over, hvor gennemsyrende kønsstereotyperne faktisk er i denne tekst. Som blev bragt i dag. I 2015. I en humanistisk, moderne avis…
Alle tilføjelser i parentes er mine personlige tilføjelser og står altså ikke i den oprindelige tekst.
God racistisk læselyst.

Kommentar: De sorte løb med de nordiske litteraturnomineringer
Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Hvid Mand
De sorte sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget sorte forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte sorte og seks hvide.

Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om sorte og det afroetniske slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.

Man kan ærgre sig over, at Sort Forfatters hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Hvid Mand med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Hvid Mand er min storfavorit.

Afroetniske liv i lufthavne og udhuse
Vor egen Sort Forfatter (der egentlig bærer det fulde navn Sort Forfatter Sort Forfatter, men her nævner jeg altså af en eller anden grund kun fornavnet… eller efternavnet), som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget afroetnisk bog om sorte. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en hvid og en sort, men den hvide er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet afroliv af den slags, Sort Forfatter Sort Forfatter har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.

Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Sort Forfatters ’Terminali’. To unge sortlinger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.

’Bare et menneske’ af norske Sort Forfatter rummer dybtgående psykologiske portrætter af afroetnisk liv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Sort Hovedperson. Hun er mor til Sort Biperson og Sort Biperson 2, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sit etniske ophav.

Færørske Sort Forfatter beretter i sin romandebut om en række afroetniske skikkelser, der hver især gennemgår megen lidelse. En af dem er Sortlingen, der holdes indespærret i udhuset. Som voksen bliver det hendes hobby at bedrive psykisk terror mod sine hvide kærester.

Grønland er ikke længere usynlig
’Minkriket’, der er skrevet af Sort Forfatter fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Hvid Hovedperson og Sort Hovedperson med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond raceretorik, blot tavshed.

Også Norges verdensnavn Hvid Mand skriver om sorte og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Hvid Mands draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om den hvide spillemand Hvid Hovedperson og hans sorte kæreste Sort Biperson (for hun må jo være biperson og ikke hovedperson, da hun nævnes som ‘hans’ – modsat i de sorte forfatteres bøger, hvor to elskende fremstilles som ligeværdige i forhold til handlingen – selv i Sort Forfatter Sort Forfatters bog, hvor den hvide godt nok var usynlig,,,), som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Hvid Mand.

I grønlandske Sort Forfatters rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sort Hovedperson, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er til andre sorte og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Sort Forfatter er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.

Svenske Sort Forfatter har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad afroetnicitet kan være. Jegfortælleren i ’Den andra sortan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede anti-racisme. Hvad stiller man som moderne belæst sort f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre hvid overlæge og overherre-drømmefigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?

Og så er der de hvide…
Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af rollen som hvid. Det gælder i udpræget grad finske Hvid Mands ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Hvid Mands formidable ’Luftspejling 38’. Hvid Mand er optaget af hvidhed og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) hvid op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?

Og selvom der klinger et afroetnisk navn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Hvid Mands digtsamling ’Och natten viskade Sort Navn’, er den heller ikke optaget af den stærke race, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Hvid Mand, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.

Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.
(Men så er det jo heldigt, at vi danske medier kan holde fast i det reaktionære!)

Smuk udenpå, værdiløs indeni

10. september 2014

Jeg lagde plakaten for mit nye show op som cover på facebook i går:

kvinde?

Og ligesom de andre gange, jeg har delt den på fjæsen, indrullede straks kommentarer, hvor folk vælger side:
“Du er pænest med fregner.” “Du er så pæn uden makeup.” “Du er smuk eau natural.”
Der mangler endnu at være nogen, der erklærer den stylede side for vinderen, men det hænger nok sammen med, at ingen kan få sig selv til at skrive: “Hey, hvis du lige gad dække dit klamme ansigt lidt mere til, ville det bare være fjong.”
Og lad mig straks sige, at det ikke er, fordi jeg er utaknemmelig over, at folk skriver søde ting til mig. Komplimenter er dejlige. Men…
Det er bare lidt, som om disse folk i deres ellers velmenende ros totalt misforstår budskabet med plakaten. Den skal illustrere, hvor meget kvinder påfører sig (og skjuler) for at fremstå som rigtige kvinder. For det er temaet i showet.
Der skal ikke kåres en vinder-side. Det handler ikke om, hvorvidt du synes, jeg er pænest uden eller med makeup (og i øvrigt med en ordentlig røvfuld Photoshop oveni!)
For selvom folk tror, at de giver mig en stor kompliment ved at vælge den “naturlige”, usminkede side af mit ansigt. Så forholder de sig jo stadig kun til det, der er udenpå. Og Sanne hun sidder altså inde bagved fregnerne og pudderet.

Mere fokus på din skønhed, for den handler om… MIG!
Det er det samme med alle de kampagner, der pt bliver lavet for at bringe skønhedsidealernes overmagt lidt i knæ. Om det så er kvinder (eller mænd) der poster bikinibilleder af sig selv som tykke, med stomiposer, med hår under armene – eller i mit tilfælde; hår lidt længere nede. (Ja, jeg har hår på knæene!)
Altid ender det med en masse velmenende kommentarer i stil med: “du er så smuk bla bla bla”. Især til kvinderne.
Og jo, det kan da nogle gange være det rigtige at sige. Det er ikke dårligt at fortælle andre mennesker, at de er smukke. Problemet er, at det nemt kommer til at fremstå, som om skønhed er det eneste, der tæller.
Og det synes jeg altså lidt, man gør, når man for eksempel kårer en vinder-side på min plakat. For det er ligegyldigt, hvordan jeg er pænest – da især i andres øjne: Om jeg er pænest uden makeup, med makeup, bodypaintet blå, tatoveret grøn, plus 40 kilo, minus 5, med arme eller uden.
For når man vælger side – eller når man giver andre komplimenter a la “du er så pæn med diskret makeup” eller “du burde altid gå med (indsæt selv tøjgenstand, der udmærker sig ved at være en, man yderst sjældent er iført)” eller min favorit: “dén frisure klæder dig!” (Underforstået: alt andet, du foretager dig med dit hår, er grimt.)
For det, man jo egentlig siger, er: “Her er min dom over, hvornår du er smukkest. Og den er vigtig, for det er dit liv bør handle om: at fremstå så smuk som muligt. Og-og-og altså ikke sådan som du selv synes, du er smukkest – nej, sådan som vi andre kan lide at se på det. Altid!”

Hængekassefri feministfisse det kan vi li’!
Måske virker jeg lidt sart. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare godt nok, hvorfor det ikke rigtigt føles som en kompliment at blive bedømt på den måde. Som en ko ved et dyrskue, den absolut ikke selv har valgt at deltage i.
Men måske kan Kim Hansen hjælpe med forklaringen:

Skærmbillede 2014-09-09 kl. 19.28.23

Sagen er jo, at jeg ikke er mit udseende. Mit udseende er naturligvis en del af mig, en overfladisk del. Men det er ikke den, jeg er.
Men det Kim Hansen her siger, er, at min menneskelige værdi er ret meget lig med mit udseende. Ja, i sådan en grad, at andet ved mig tilsyneladende er helt ligegyldigt. For hvad med alt det, jeg gør, siger, tænker og føler? Har det ingen værdi? Åbenbart ikke.
For Kim Hansen kan altså godt leve med, at jeg lukker femibras ud – bare jeg samtidig ligner en porcelænsdukke, som man må sperme i ansigtet.
Jeg taler så langt fra på alle kvinders vegne her, det ved jeg godt. Mange kvinder elsker at drukne i komplimenter om deres udseende. Mange kvinder gør enormt meget ud af sig selv for at få disse komplimenter.
Og igen, jeg mener som sagt, at man gerne må anerkende både kvinders og mænds skønhed. En kompliment som “du ser dejlig ud” har i mine øjne aldrig skadet nogen – medmindre man efter en kunstpause tilføjer “… i dag!”

Så smuk at hun ingenting ellers kan – ikke engang gå
Men hvis det er den eneste ros, man nogensinde hører…
Damn, det må være ødelæggende for ens selvbillede! Især når billedet så begynder at krakelere. Hvilket det uundgåeligt vil gøre – i hvert fald i forhold til, hvordan vi betragter skønhed i vores kultur, som ikke kan bære rynker og gråt hår. (På kvinder… Mænd må gerne blive gamle.)
Og det her forstår mænd simpelthen ikke!
De forstår ikke, hvor ødelæggende det er, hvis man kun bliver værdsat i kraft af sit udseende. For det prøver de aldrig.
Oprindeligt har der nemlig været en ret klar opdeling i vores kultur, hvor kvinder var det smukke køn, mens mænd bare gik på arbejde.
Det vil sige: mænd gik ud i verden og handlede, tjente penge, tænkte store tanker, skabte fantastiske ting. Mens kvinderne var nogle, man blærede sig med at vise frem over for andre mænd. Kvinden var ikke noget i sig selv – kun i kraft af hendes kobling til manden. Hun var hans ejendel ligesom hans hus og hans hunde. Ergo skulle hun helst være værd at vise frem.
Så alt efter, hvor dygtig manden var til sin del, jo mere overflødig-smuk kone kunne han tillade sig at have. Bedst illustreret ved indsnørede fødder i Kina: “Se mig, jeg er så betydningsfuld, at min kone kun sidder til pynt!”

En deciliter historisk tilbageblik tilsat et drys Austen
Så alt det her har jo givet mening – på en uhyggelig ”lad os aldrig gå tilbage til det”-måde – engang hvor hele kvindens værdi netop var hendes constitution, som Jane Austen ville kalde det. Og som jo bedst kan oversættes med forfatning. Altså ligesom et hus. Hvilken forfatning er hun i? Er der nogle K3’er? (K3’ere er i øvrigt altid revner i facaden og svamp i underetagen!)
Men inden nogle læsere så stikker af i kvasi-videnskabelige forklaringer om, at kvinder derfor er biologisk/evolutionært kodet til at fokusere på deres udseende, så lad mig straks indskyde, at der i mange andre kulturer har været langt mere fokus på mandens udseende (eksempelvis i det gamle Grækenland), og at det med en kvindes constitution altså meget sjældent kun handlede om udseende. (Der er vist næsten kun de føromtalte indsnørede fødder i den kategori.)
Nej, constitution handlede i lige så høj grad om kvindens talenter på klaver og til at arrangere blomster, hendes blide, dydige sind og i evnen til at skabe et dejligt hjem for manden og børnene. Og i de mere laverestående samfundslag også, om hun kunne malke, lave mad og hjælpe til med alt fra markarbejde til slagtning.
Men de dele af kvindens særegne værdi forsvandt lidt, da samfundet skiftede karakter, og hun blev lige med manden i forhold til at tjene penge uden for hjemmet, uddanne sig og deltage i demokratiet – og altså ikke længere kunne være noget alene i kraft at sin (hus)moderrolle.
Tilbage som særlig kvindelig værdi stod kun udseendet.

Katjing – mønter direkte ned i smuksakkens lommer
Faktisk blev udseendet efter kvindefrigørelsen pludselig noget, en kvinde kunne leve af, når hun skulle forsørge sig selv. Jo smukkere, hun var, jo mere værdi kunne hun rent faktisk indbringe – til sig selv og til modelagenturer, filmselskaber og pornobagmænd.
Dette er den dag i dag stadig de få brancher, hvor kvindelige stjerner kan tjene væsentligt mere end deres mandlige kolleger.
(I parentes bemærket er der masser af undersøgelser, der viser, at “smukke” mennesker generelt klarer sig bedre på mange parametre – de tjener mere, avancerer oftere, får lavere straffe osv. Men det gælder også for “smukke” mænd, så jeg tillader mig lige at se bort fra den del her. Jeg nævner det bare her i parentesen, fordi jeg er udmærket klar over, at mit åbenbart “smukke” udseende formentlig åbner en del døre, der ville have været lukket for en pukkelrygget, skeløjet, skaldet Sanne med underbid.)
Pointen med dette historiske opskrab er at vise, at der altså er en god grund til, at mænd vurderer kvinders udseende – og at kvinder vurderer kvinders udseende. For det er det er den kulturelle bagage, vi alle har med: vi ser udseendet som kvindens største aktiv. 

Og både mænd og kvinder tror derfor, at når de komplimenterer en kvindes udseende, så lægger det noget til hendes værdi, og når de sviner hendes udseende, så trækker de noget fra hendes værdi.
Hvilket forklarer, hvorfor tilsvininger om udseende fylder så meget, når nogen kritiserer kvinder. (Og det er forklaringen på, at feminister altid fremstilles uattraktive. For så er de jo mindre værd end rigtige smukke, passive og ikke-konfliktskabende kvinder.)

Du er så smuk, at din mening ikke tæller
Så det er altså positivt ment, når folk komplimenterer en kvindes udseende. Og dog…
For det sker også, at komplimenter bruges mere som en måde at få reduceret en kvindes – ofte hårdt tilkæmpede – ligeværdige værdi. Det vil sige, at man(d) ønsker at tage værdien af det, hun gør, kan eller siger ved i stedet at sætte fokus på, hvordan hun ser ud. Altså et sexistisk magtspil, der handler om at genindføre kvindens traditionelle laverestående status.
Den slags “komplimenter” kan man heldigvis nemt genkende. De optræder nemlig altid i sammenhænge, hvor kvinden gør noget andet end at se godt ud: passer sit arbejde, fremlægger et projekt, stiller op til et valg, fremsiger en vigtig pointe, dyrker en form for sport (og vinder) eller deltager i en meningsudveksling (og vinder).
Og her er det i øvrigt ligegyldigt, om man siger “komplimenten” direkte til hende – eller om man siger det om hende til andre.
Det kunne – bare som eksempel – være den slags, visse mænd skriver til en kvindelig komikers klip på youtube:

Skærmbillede 2014-09-09 kl. 23.17.30

Kommentarer i de to kategorier – noget med Sannes udseende og noget med, at Sanne/kvinder ikke er sjove – udgør pt mere end halvdelen af kommentarerne under mine youtube-klip.
Heldigt, at siden jeg åbenbart er så dårlig til mit arbejde, at jeg så i det mindste er lækker, hva’…
Men jeg opfatter det virkelig ikke som komplimenter, at man(d) skriver om mit udseende på den måde. Jeg synes, underteksterne skinner for tydeligt igennem.
I bedste fald er underteksten: “Hey, drenge, jeg har en legitim grund til at se på hende her. Det er ikke, fordi jeg pludselig er blevet bøss’ eller noget, bare fordi jeg kan li’ en kvindelig komiker. Jeg vil stadig knep’ hende, okaj!”
Men I værste fald er underteksten: “Hey, piger, I skal ikke tro, at bare fordi en af jer får opmærksomhed på noget, hun render og laver, at I piger så pludselig er noget. I er stadig kun noget værd, hvis nogen vil knalde jer.”
(Sidstnævnte undertekst virkede i øvrigt til at gælde godt og grundigt hos dem, der fik den alletiders idé at indføre en ‘Ku’ godt’-kategori kun til kvindelige kunstnere ved seneste Zulu Awards.)

Må jeg ikke også få lov at være lidt pæn, selvom jeg bare er en mand
Men hvis vi ser bort fra bitre mænd med små pikke og misundelige kvinder med… store kusser!? Så er det jo som hovedregel positivt ment, når folk komplimenterer kvinder. De tror som bekendt, at de lægger noget til hendes værdi.
Faktisk tror jeg, at mange mænd i virkeligheden ville ønske, at de også kunne få lidt mere ros på deres udseende – ligesom kvinder gør. Fordi jeg tror, mænd savner at blive rost for det, de bare er – stedet for altid at skulle præstere noget for at få ros og anerkendelse.
Så de kigger på de smukke kvinder og giver dem de komplimenter, de selv ville ønske at få – og selvfølgelig de komplimenter, de tror, kvinder gerne vil have. Fordi der jo er grotesk fokus på kvinders udseende – og kvinder selv gør så meget ud af det – at det kan være svært at se, at der skulle være andet og mere at snakke med os om.
Mens jeg så går rundt og giver mænd, de komplimenter, jeg gerne selv ville have: “Ej, hvor er du sej. Du er så pissedygtig til dit arbejde. Du gør virkelig en forskel.”
Og stresser så dem yderligere i, at de skal præstere noget for at føle sig gode nok. Catch 22 i kønsrollemønster.

Åh, at være en smuk passiv… ting
Men selvom jeg sagtens kan forstå, hvorfor det også er surt for mænd at være låst fast i de kulturelle forventninger, der er til deres køn, så kan jeg altså mest tale ud fra mit eget. Og mit køn er det smukke køn. Det er et problem. (Da især for dem, der ikke kan bloggebrokke sig over at blive kaldt smukke, men som kun oplever at blive reduceret til et ikke-kneppebart udseende. Jeg har skrevet om det tidligere.)
For sagens kerne er jo, at det er en objekt-position. Mens mænd til stadighed har subjekt-positionen: De kan/skal handle for at blive noget. Kvinder skal bare forholde sig passivt og satse på, at Gud og/eller generne har velsignet dem med en værdi. (Og selvfølgelig i det skjulte handle ganske aktivt på at opgradere den værdi med peeling, waxing, tanning, toning, makeup, plastikoperationer og slankekure.)
Det vil sige, at mænd bliver ved med at have større frihed. De kan selv skabe sig deres identitet. De kan selv vælge, hvor meget arbejde de vil lægge i deres værdi. (Samtidig med, at de som alle mennesker indimellem føler sig grimme og uelskelige og kun har meget få remedier til at gøre noget ved det, for de må jo ikke fokusere på deres udseende.)
Mænd er med andre ord ikke tvunget til at sidde passivt og vente på, at andre tillægger dem en værdi. De har selv en vis magt over deres egen værdi.
Nå, ja, det kan man selvfølgelig argumentere for, at kvinder også har. Kvinder kan jo bare bruge hele vores tid og (en mands) formue på at opgradere værdien af udseendet – indtil vi er færdige-som-fyrre-årige-færdige.
Men det er der sgu da ikke særligt meget værdi i for andre…
Medmindre selvfølgelig at nogen virkelig vil argumentere for, at talentmassen hos halvdelen af jordens befolkning udelukkende skal bruges på onanifantasier til den anden halvdel.

Feminisme 101

6. juni 2014

Forleden rendte jeg for gud ved hvilken gang ind i en diskussion med en person, der påstod at gå ind for ligestilling, men hvor det hurtigt åbenbarede sig, at vedkommende ikke anede noget om, hvad feminisme er. Og hvorfor feminisme er vigtigt.
Du kan kende den slags mennesker på, at de typisk siger: ”Hvorfor skal det hedde feminisme, hvorfor kan det ikke hedde humanisme eller egalisme. Det handler jo om ligestilling for alle. Og det går jeg ind for. Så hvorfor skal det hedde noget med femi – det lyder, som om det kun handler om kvinder?”
Og det der lyder som et spørgsmål.
Derfor begår jeg ofte den store fejl at forsøge at besvare det. Selvom det viser sig, at de fleste faktisk ikke er interesseret i svaret. De er kun interesseret i at tage afstand fra feminisme.
Fordi feminisme jo handler om at 1) få kvinder frem på mænds bekostning, 2) have hår på fissen og kastrere mænd 3) blive lesbiske og bo i kollektiver med katte og veganere.
Og så længe folk fortsat tager afstand fra fordommene om feminisme uden at ane, hvad feminisme egentlig er, er vi jo lige vidt.
Så fordi jeg ikke gider at forklare, hvad feminisme er nogensinde mere, har jeg skrevet dette indlæg. Så kan jeg henvise til det fremover. Så kan jeg sige: ”Læs det her, hvis du vil tale om køn med mig. Det er basic, og hvis du ikke er opdateret på basic, så er du diskvalificeret som min samtalepartner.”
Og så vil jeg muligvis tilføje ”capisce”, selvom om det er corny. Men fordi når det kommer til feminisme er det virkelig centralt, at folk forstår det basale, ellers er samtale fuldstændig goddag-mand-økseskaft-nyttesløs.

… er en lang kamp, der ikke er ovre endnu
Historisk set er feminisme en bevægelse, der opstod i det 19. århundrede. Den har fra begyndelsen været todelt: på den ene side handler det om basale formelle rettigheder for kvinder – eks. stemmeret og retten til skilsmisse.
På den anden side handler det om at påpege kulturelle begrænsninger på kønnene, som oftest på kvindekønnet, der rammes hårdt af såkaldte dobbelte standarder – eks. at kvinders seksuelle adfærd lægger under for langt strengere normer og begrænsninger end mænds.
Det var for eksempel et argument imod kvinders stemmeret, at indførelsen af denne ville betyde, at utugtige kvinder ville kunne stemme og ja – oh, skræk – endog blive valgt. At forekomsten af såkaldt ”utugtige” kvinder jo ene og alene opstår på baggrund af utugtige mænd, er stadig et argument, der er nærmest fraværende i denne klassiske, dobbelte standard-diskussion.
(Jvf. at debatten om købesex til stadighed stort set udelukkende handler om de prostituerede frie/ufrie valg – og ikke om kundernes evner til at styre deres seksuelle behov.)

… er kritik af et sexistisk system
I slipstrømmen på Borgerrettighedsbevægelsen i USA i 50’erne og 60’erne, hvor raceadskillelse og racisme endelig blev konfronteret, gjorde feministerne opmærksom på, at lignede kønsadskillelse og sexisme også fandt sted. Det førte til kvindebevægelsen – herhjemme kendt som rødstrømperne – der fokuserede på den formelle retstilling på arbejdsmarkedet, eks. ligeløn og forbud mod fyringer under graviditet.
Populært taler man om første- og andenbølge feminisme, når man taler om suffragetterne i 1800-tallet og rødstrømperne i 1970’erne. Og i mange år har man så forsøgt at italesætte en 3. og 4. bølge.
Jeg bryder mig ikke om den slags bølgeinddelinger. Det lyder, som om feminismen er en slags tsunami, der indimellem rammer land og ødelægger alt på sin vej. Feminismen kommer ikke i bølger. Feminismen har været en kontinuerlig magt- og systemkritik siden det 19. århundrede.
Og den feministiske kritik, vi har set siden 90’erne, er i virkeligheden blot fortsættelsen af rødstrømpernes kamp for formelle rettigheder. Nemlig kampen for at gøre op med de stadig uhyggeligt mange dobbelte standarder og deres rod i sexisme.
Som betyder, at selvom der er formel ligestilling (her i landet) er der stadig langt fra reel ligestilling.

… er den sindssyge idé, at kvinder er mennesker
Feminisme er altså grundlagt som magt- og systemkritik. Og den magt og det system, feminismen kritiserer, hedder patriarkatet.
Et populært feministisk slogan er: ”Feminism is the radical notion that women are people.”
Fordi det er nemlig, hvad patriarkatet ikke tager højde for. Og patriarkatet er desværre det samfundssystem, vi har haft de seneste mange årtusinder.
Der er lidt tvivl om, hvor langt vi skal tilbage for at finde patriarkatets opståen, men det er formentlig omkring det tidspunkt, hvor vi begynder at akkumulere jord og materielle goder. For disse goder skal (åbenbart) gå i arv til børnene, og derfor får man(d) et ekstrem behov for at sikre sig, at ens børn faktisk også er ens egne børn.
Altså består behovet for at kontrollere kvinders seksualitet. Det vil sige, at så godt som alle de ideer, vi og andre kulturer stadig ligger under for, om hvordan kvinder skal være, opstår på dette tidspunkt. Ægteskabet opfindes og jomfrudyrkelsen begynder. Alskens tiltag indføres for at styre og begrænse kvinders adfærd og kroppe – alene med den begrundelse, at hendes æg ikke må blive befrugtet af en anden mands sæd.

… er den endnu mere sindssyge idé, at mennesker er lige meget værd
Det vil sige, at kvinden mister værdi som menneske i sig selv. Hun er herefter en funktion, en ejendel, i mændenes verden. Hun bliver byttet og solgt mellem mænd for at styrke deres forbindelser og rigdom. Hendes krop og personlige grænser anerkendes ikke som hendes – de tilhører mænd. Hvilket eks. betyder, at hvis en kvinde forulempes er det en forbrydelse mod hendes mand – ikke mod hende…
Og hendes arbejdskraft bliver udnyttet i stor stil, men aldrig tillagt nogen værdi. (Det er en uhyggelig historie om skyklap-agtigt kun at se mænds arbejde som værdifuldt, som Katrine Kielos har beskrevet i bogen Det eneste køn, der faktisk også burde være bacis læsning for alle, der vil tale om køn.)
Alt dette fortsætter uanfægtet i tusindvis af år, indtil akkumulationen af rigdom og den teknologiske udvikling bliver så stor, at borgerskabet opstår i Vesten. En socialklasse der har råd til at lade mændene tænke store tanker, og kvinderne… ja, hvad med dem?
De må ikke arbejde – eller tænke – for det er ikke fint. De skal sidde til stads og holde visitter og selskaber og promovere i deres fine kjoler, som viser, hvor rige deres mænd er. De skal sladre og sikre, at deres børn bliver gift ind i de rigtige og betydningsfulde familier.
Sådan har de allerrigste familiers kvinder altid skulle gebærde sig. Det fortæller Jane Austen jo så fint om i sine romaner. Men forskellen er nu, at det ikke kun er en lille eksklusiv flok af adelige, men faktisk et stort antal fru Bankdirektør Varnæs’er, der pludselig ikke har nogen anden funktion end at være et kønt hoved.

… er frihed for fruer og frøkener og frustrerede
Så disse kvinder bliver tossede – helt bogstaveligt. Denne værdiløse kvindefunktion skaber horder af frustrerede kvinder, først borgerfruer og siden husmødre. Blandt andre Virginia Woolf har beskrevet den klaustrofobiske følelse af at blive lukket inde i et så begrænset køn. Altså inden hun tog sit eget liv i afmagt over det…
Samtidig har alle disse kvinder gået og hørt på alle de smukke frihedsidealer, der er blevet besunget af mænd i århundreder, og de begynder nu at spørge sig selv: Hvorfor egentlig ikke også os?
”Fordi,” svarer patriarkatet: ”I er ikke mennesker. I er ejendele.”
Det er stadig mange steder i verden – og har været sådan også her indtil ikke forfærdelig mange år siden – kvindens eneste funktion at få hendes mand til at se bedre ud.
Kvinder uden mænd fandtes nærmest ikke. De var deres fædres ejendele, indtil de blev deres mænds. Ellers var sørgelige skyggetanter, der levede på nåde hos en anden mands familie. Eller i yderste konsekvens kunne de gå i kloster og blive guds ejendel.
Simone de Beauvoir, den nok mest kendte feminist, har beskrevet alt dette i sin bog Det andet køn (der burde være helt almindeligt, samfundsvidenskabeligt pensum, egentlig…)
Hun præcist beskriver, hvordan samfundet betragter manden som det rigtige menneske og kvinden som et underligt vedhæng til ham – ikke som et menneske i sig selv.

… er kampen for at gøre det kvindelige ligeværdig med det mandlige
Vores kultur er altså grundlagt på sexisme; at mænd er det normale. (Ligesom den er grundlagt på racisme; at hvide mennesker er de normale.)
Så feminisme er ganske enkelt opgøret med den idé. Feminisme er simpelthen kampen for at indskrive kvinder – og ”kvindelige” værdier, karakteristika, følelser, oplevelser og erfaringer – på lige fod med mænds.
Og derfor kan feminisme ikke lige så godt hedde humanisme eller egalisme. Fordi det handler ikke bare om, at kvinder skal være lige med mændene på de nuværende vilkår.
Det svarer til at kræve, at sorte skal være lige med de hvide på de hvides vilkår. Som desværre i høj grad også er det, vi ser lige nu: De sorte må gerne være her – så længe de opfører sig som hvide, glatter deres afro og gemmer deres kulturarv væk.
Det samme gælder med køn, når man snakker ”ligestilling”, hvis det udelukkende handler om, at kvinder skal overtage mænds traditionelle roller og værdier.
”For hvis kvinder virkelig vil noget her i livet, må de jo bare knokle for det på lige fod med mændene,” lyder det mantraagtigt fra disse ”ligestillingsforkæmpere”.
Fuldstændigt uanfægtet, at denne ultraliberalistiske tankegang er skabt til, af og om (hvide) mænd og ikke nødvendigvis kan overføres til det andet køn – eller til alle sociale klasser eller andre, der ikke lige har en heteroseksuel, rullepølsefarvet tissemand.

… er det endelige opgør med overvurdering af det mandlige
I øvrigt skal kvinder samtidig med, at de skal indtræde på mændenes traditionelle arenaer, jo stadig føde og amme og smøre madpakker og stå for hele omsorgs- og kærlighedsapparatet, for nogen er jo nødt til at udføre disse funktioner, hvis vi ikke skal uddø. Med det resultat, vi ser så tydeligt i disse år, at kvinder knokler sig ihjel med stress og alskens andre nedbrud for at få de to funktioner til at hænge sammen.
For sagen er, at de dobbelte standarder, der udspringer af vores kulturs sexistiske default gør, at mænd faktisk godt kan flytte sig over på kvindernes banehalvdel uden, at de mister værdi. Tværtimod, ofte når en mand gør noget, der ellers defineres som ”kvindeligt” – som at græde til sit bryllup, made sit barn eller klynke over ikke at kunne få en kæreste – så bliver det omskrevet til at være modigt, mandigt og stærkt.
Hvorimod når en kvinde gør noget, der traditionelt beskrives som ”mandligt” – som at være en sej chef – så bliver hun betragtet som en strigle. Hun forbliver altså på den laverestående kvindelige position – nu blot med endnu et negativt, kvindeligt stempel.
Det vil sige, at før vi får gjort op med den skævvridning, at mænd og det ”mandlige” har højere status og er mere værd end kvinder og det ”kvindelige” vil alle – og jeg mener alle – tiltag på ligestilling blot fortsætte med at være ulige. For vi tager denne ulige fabriksindstilling mellem kønnene med ind i alt det nye, vi gør.

… er det, der gør, at mit ord er lige så meget værd som en mands
Og det er dét feminisme handler om. Feminisme er anti-patriarkati. Det ikke er anti-mænd. (Og det var for resten absolut allersidste gang, jeg nogensinde gad sige, at feminister ikke hader mænd!)
Feminismen er blot imod, at heteroseksuelle, hvide mænds verden skal være normen for alle.
Alt det her skal du vide – og forstå – inden du taler køn med mig.
I erkendelsen af, hvor meget denne idé om, at mænd og det ”mandlige” er mere værd end kvinder og det ”kvindelige”, kunne jeg anbefale dig at læse nogle mænd, der siger det samme, som jeg og alle andre feminister har sagt i over 150 år.
Det kunne være bloggere som Mandfjols eller Henrik Marstal eller forskere som Kenneth Reinicke eller endog den amerikanske superstar Michael Kimmel.
Men ved du hvad? Fuck dem!
Hvis du ikke forstår det, når jeg siger det her, men har brug for at høre en mand sige det først, så er du problemet. Så er du sexisten! Og så gider jeg faktisk ikke nogensinde forsøge at samtale med dig! For så er du nemlig grunden til, at der er brug for feminisme. Og ja, med en stor fed understregning under femi.

Das sexualkapital

24. maj 2014

Nu gider jeg simpelthen ikke høre mere om, hvor nemt det er for kvinder at få sex!
En af de største illusioner, store dele af mandekønnet lider under er, at de har det hårdere, når det kommer til at interagere med det modsatte køn. Den illusion er med til at skabe de største problemer i interaktionen mellem mænd og kvinder.
Så lad mig lige slå to ting fast med det samme: 1) kvinder er nøjagtig lige så usikre som mænd, og 2) kvinder er nøjagtig lige så liderlige som mænd.
Jeg siger ikke, at alle mænd er på en bestemt måde, og at alle kvinder er på en anden. Jeg siger: Gennemsnitligt er mænds og kvinders følelsesliv fuldstændigt ens – især på det seksuelle område.
Hvilket vil sige, at der er de samme variationer inden for hvert køn: Der er ekstremt liderlige kvinder, der bliver totalt kejtede og vælter ting, når de er i nærheden af en sexet mand (det ved jeg, for jeg er en af dem.)
Og der er ekstremt selvsikre mænd, der ikke er interesseret i tilfældig sex, men ønsker et meningsfyldt parforhold (det ved jeg, fordi mine veninder har sådanne mænd, og jeg nægter at tro, at de har taget de fem, der findes.)
Ligesom der er bunkevis af usikre m/k’er, der bare drømmer om seksuel bekræftelse på deres eksistens.

Hun har fissen, han har pungen
Men mange mænd er overbevist om, at kvinder ejer den seksuelle kapital. Ja, jeg bruger med vilje dette absurde økonomi-udtryk, fordi det netop er det, som den slags mænd ville bruge. På et tidspunkt blev jeg interviewet af Michael Jeppesen, der sagde noget i retningen af:
”Seksualøkonomien er uretfærdig indrettet. 80 procent af mændene vil have sex med 80 procent af kvinderne, mens 80 procent af kvinderne kun vil have sex med 20 procent af mændene.”
Inde i min hjerne stod et stort WTF og blinkede, men jeg havde et kamera lige i smasken, så jeg beherskede mig. Selvom jeg havde lyst til at råbe: ”Seksualøkonomi? Du kunne lige så godt kalde alle kvinder for ludere. Det er verdens ældste løgn: At kvinder ikke har nær så meget lyst til sex, så derfor skal mænd skaffe sig anden slags kapital for at få adgang til den sparsomme seksualkapital.”
Men i stedet prøvede jeg at forklare, at kvinder altså ikke oplever verden på den måde. I min verden vil jeg have sex med måske fem procent af mændene, men 99 procent af dem vil ikke have sex med mig. Ja, jeg er monsterkræsen med mænd – men de mænd er så til gengæld endnu mere kræsne.

Mænd er ikke kræsne, mænd er connoisseurs
Så kunne jeg selvfølgelig bare droppe min kvindekræsenhed og snuppe ham den nogle-og-60-årige hentehårs- og hentevoms-fyr, der pudsigt nok altid udser mig som sit mål.
Det må jo være mig – og andre kvinder – den er gal med, når der tydeligvis er interesserede mænd, og vi stadig sover alene. Hvad var det… 80 procent af mændene, der ville knalde os!?
Men hovsa, hvorfor lægger hentehårs-Hans egentlig an på mig? Jeg mener, hvis han virkelig vil knalde 80 procent af kvinderne, hvorfor lægger han så ikke an på hængepatte-Hanne? Okay, hun er er måske lidt buttet og over 45 og arbejder i en Matas, men hun er sød og lattermild og laver en killer bearnaise.
Men hængepatte-Hanne står time efter time i baren og får absolut nul opmærksomhed – ikke fra mænd, ikke fra bartenderen. Hun findes ikke, for hun er over 40 – både i alder og buksestørrelse.
Når mænd siger, at de vil have sex med de fleste kvinder, så lyver de! Mænd er sindssygt kræsne, men mandlig kræsenhed er i den grad et privilegium. Så meget et privilegium, at vi slet ikke taler om det. De fleste mænd er ikke engang selv i stand til at anerkende, at den findes.
(Så ja, det er lidt ligesom med alle andre mandlige privilegier…)

Kan ikke se hende den fede for hende den tynde, flotte
Mange mænd tænker – eller endog taler om – ”ku’ godt”, når de ser på kvinder. Men de tænker og taler også i den grad om ”ku’ ikk’”. De siger måske ikke de ord højt, men de er jo indbygget. En ”ku’ godt”-kategori implicerer netop en kræsenhed. Der findes massevis af ”ku’ ikk’er”.
Men da kvinders værdi i denne sammenhæng kun beregnes på, om man vil knalde dem, anerkender man slet ikke eksistensen af alle de kvinder, man ikke ku’.
Og det her udspiller sig altså ikke kun i omklædningsrummet efter serie 5-kampen. Det her styrer medieverdenen. Kvinder, der bliver vist på tv, i film, reklamer, nyheder, you name it, tilhører så godt som udelukkende ”ku’ godt”-kategorien. Så snart kvinder ikke defineres som seksuelt tiltrækkende, så findes de ikke. De er bogstaveligt talt usynlige.
Så er det jo ret gratis for mænd at sige, at de vil knalde med de fleste kvinder, ja helt op til 80 procent. For de taler jo om de 80 procent af kvinderne, der ”findes”. Dem, de ser.
Ikke 80 procent af de kvinder, de ikke ser, og som rent faktisk betræder denne jord, hvoraf betydeligt mange af dem besidder både rynker og hængepatter. (Se i øvrigt Sarah Baker totalt naile denne mandlige dobbeltmoral her i Louie.)
Faktisk ville de fleste mænd på min alder da (også) blive ekstremt utilpasse, hvis en nogle-og-60-årig kvinde med hentehår og hentevom tog dem på røven og sagde: ”Hey, smukke. Jeg ku’ godt!”

Skal vi bytte? Din pik for min fisse
Men disse pointer trængte næppe ind hos Michael Jeppesen. Han ændrede formentlig ikke sit syn på ”seksualøkonomiens” uretfærdigheder. Fordi det også er et mandligt privilegium at være overbevidst om, at ens verdenssyn er det rigtige og eneste sande – og at kvinders verdenssyn i bedste fald kun gælder for kvinder og i værste fald slet ikke tæller.
I denne sammenhæng bliver lige dette privilegium dog fuldstændigt grotesk. For det holder som sagt mange mænd låst fast i den fuldstændigt idiotiske tro på, at kvinder ejer sex.
Og det gør vi ikke!
Ingen ”ejer” sex. Medmindre vi taler prostitution, hvor sex vitterligt bliver opfattet som en vare – og det, synes jeg, btw er at ødelægge sex for alle. Ellers er sex ikke noget, man kan bruge økonomiske begreber om. Der findes ikke en ”seksualøkonomi”.
Og hvis der endelig gjorde, hvem har så afgjort, at den ”økonomi” kun kan defineres ud fra kapitalistiske udbud-efterspørgsels-principper? Hvis vi endelig skulle bruge ordet ”økonomi” i forbindelse med sex, så var det vel mere oplagt at tale gaveøkonomi, bytteøkonomi eller naturalieøkonomi.
Sex er en leg, som to (eller flere) parter frivilligt indlader sig på, fordi det er rart i sig selv. Og/eller fordi man gerne vil gøre noget for at få ens sexpartnere til at have det rart.
(Alle andre former for sex er slet ikke sex. Hvis det ikke er frivilligt, men foregår under tvang, er det voldtægt og har INTET med sex at gøre. Og indgår man i sexakten alene for at få en økonomisk kompensation efterfølgende, er det prostitution.)

Vi er kærester, ikke en daglig købesex-transaktion
Man kan godt dyrke sex, selvom man er dødtræt og ikke rigtigt har lyst, fordi man kan mærke, at ens partner har brug for det. Eller fordi parforholdet har brug for det – for eksempel efter et skænderi. Det er stadig sex – og det er kærlighed!
Det er nemlig ikke en økonomisk kalkyle, at man vælger at have sex på den måde. Ligesom det heller ikke har en skid med økonomiske beregninger at gøre, når man ikke har lyst til at have sex med sin partner, fordi der er problemer i forholdet, eller man er træt af, at den anden part ikke gør sin del af husarbejdet.
Sådan et forhold har jeg selv været i. Vi havde det ikke særligt godt sammen, og formentlig derfor holdt han op med at have lyst til sex. Men jeg er liderlig det meste af tiden, så jeg kunne slet ikke holde det ud. Efter en del frustrerende forsøg på at løse problemerne – både de fysiske og psykiske – slog jeg op. For jeg har brug for fysisk nærhed fra min partner. Jeg har brug for kys, kæl og køkkenbordsknald.
Jeg siger ikke, at alle kvinder er ligesom mig. Men nogle er. Ligesom nogle mænd også er. Så vi er bare nogle mennesker, der oplever ikke altid at kunne få sex, når vi gerne vil have det. C’est la vie, selleri. Det er ikke en menneskeret at kunne få udløsning i eller med andres kropsdele!

Would the real skuffejern please stand up – and get out?
Men igen tror mange mænd, at det udelukkende er deres oplevelse af verden ikke at kunne få den sex, man gerne vil have. Og at kvinder derfor udnytter det. De opfatter kvinder som nogle, der bruger sex som betaling. Et styk havearbejde udført, et styk blowjob pr efterkrav.
Selvfølgelig findes der kvinder, der gør sådan. For mange kvinder har jo også købt den falske præmis, at de ejer sex, og bruger det derfor som magtmiddel til at manipulere med mænd – både i parforhold og i narrefisse-spil.
Men – og det er et vigtigt men det her – det gør mænd også!
Der findes faktisk mænd, der har luret deres egen seksuelle værdi, og på samme vis manipulerer kvinder med den. Hvor ved jeg det fra? Jeg har mødt dem. Jeg har mødt så mange skuffejern i mine år som single. Mænd, der flirter, smigrer, charmer, stryger mig over håret og får mig til at vælte mit glas ned i et skød, der er så brandvarmt, at væsken straks fordamper. Så smiler de og siger: ”Tak for i aften, nu går jeg hjem til min kæreste.”
Nu ved jeg godt, at min erfaring som kvinde ikke tæller nær så meget som mænds erfaring, men hvis vi lige kunne se ud over det et øjeblik, kunne vi måske komme ned til kernen i, hvad det seksuelle spil mellem kønnene egentlig handler om. Og hvorfor vi – mænd som kvinder – bliver så frustrerede over det. (Jeg har skrevet lidt om det før.)

Det er din dragende røv, der fucker mit liv op!
Som jeg ser det, har sex det problem i dag, at det er den arena, hvor kampen mellem hoved og krop udspiller sig. Hvem skal bestemme: mig eller fissen?
Det kan være en frustrerende oplevelse at mærke, at man er seksuelt tiltrukket af en, fordi det fysiske behov tager over, og man er ikke længere fuldstændig i kontrol. Og alt – jeg mener ALT – i vores verden er bygget op om, at hovedet skal være i kontrol. Vi frygter sygdomme og afskyr kropsfunktioner som prutter og sved, fordi de er ukontrollerbare. Vi bilder os ind, at hvis vi løber maraton, så bliver vi aldrig gamle. Og hvis vi gennemfører en ironman, så dør vi helt sikkert aldrig.
Vi er så pissebange for de arenaer, hvor kroppen bestemmer, at vi gør, hvad vi kan for at kontrollere det reelt ukontrollerbare. Og fysisk tiltrækning og sexlyst er endnu en af dem. Så derfor vælger nogen at tale om hoved-begreber som ”økonomi” og ”kapital” for at rationalisere sig væk fra endnu en kropslig funktion.

Vi knepper ikke for sjov, men det er så sjovt, at vi ikke kan lade være
Men at opleve, at man er så stærkt fysisk tiltrukket af et anden, at man nærmest ikke kan være i rum med vedkommende, er altså stadig ikke en særlig mandlig oplevelse. Det er en menneskelig!
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan det føles at være en mand, så jeg kan retligt ikke afvise, at mænd virkelig er mere liderlige end kvinder. Men for det første er der lavet studier, der tyder på, at det faktisk forholder sig omvendt (som du eksempelvis kan læse om i denne lille geniale bog om kvinders lyst.)
For det andet vil jeg gerne lige henvise til vores historie. Kvinder har traditionelt hængt på de værste konsekvenser af sex – i form af barnefødsler, som både indenfor og udenfor ægteskabet har frataget dem deres frihed og låst dem fast i socialt marginaliserede positioner. Alligevel, på trods af det, har kvinder kneppet sig gennem historien.
Kvinder har igennem titusinder af år trodset alt fornuft og kastet sig frådende over mænd. Alene fordi vi har lyst.
Så hold op med at undertrykke kvinders liderlighed. Vi er her, og vi vil ha’ pik!

Kvinder er så sexede, at 17 procent mindre i løn er helt fair
Der findes rigtigt meget uretfærdighed i denne verden. Der findes voldtægter, barnebrude, sexchikane, uligeløn, undertrykkelse og udbytning, racisme, sexisme, homofobi og almindelig mobning. Men ikke at få mulighed for at knalde med en person, man tænder på, er fandengalme ikke en social uretfærdighed!
Det er tværtimod et mandligt privilegium af dimensioner at fremstille sig selv som et særligt undertrykt individ, fordi man ikke kan tiltrække sig den partner, man mener, man har fortjent.
Der er massevis af kulturelle fuck ups, der er med til at gøre, at alle vi liderlige mennesker ikke får alt den pik/fisse, vi gerne vil have. Der er forventninger om, hvordan vi skal agere som mænd og kvinder, der holder os fast. Der er forventninger til, hvordan en partner skal være, der forhindrer os i at finde en.
Jeg vil gerne bryde disse kulturelle barrikader ned. Jeg vil gerne have mere sex til alle.
Men jeg gider simpelthen ikke høre mere på; at det er nemmere for kvinder at få sex; at vi gør det sværere for mændene; at mænd er undertrykte af de sexkapitalstærke kvinder.
Fordi så bliver det jo pludseligt underligt fair, at (hvide) mænd ejer 95 procent af verdens reelle økonomiske kapital; at de har den reelle økonomiske overmagt. Mændene har pengene, kvinderne har fissen. (Og negerne har… ikk’ noget.) Og så tager verdens ældste løgn lige endnu en runde.

Votewoman i huset

15. maj 2014

Klassisk politik: Politikere sender noget ugennemtænkt ud til befolkningen, befolkningen reagerer og påpeger, hvor ugennemtænkt det er, politikerne trækker det tilbage igen.
Hurra for demokratiet. Eller hvad?
Nej, ikke når det handler om humor. For det, politikerne måtte trække tilbage i denne uge, var en humoristisk tegnefilm kaldet Voteman, der have til formål at få unge til at stemme til EU-parlementsvalget. (Fordi det syntes oplagt, at unge mennesker kun kan interessere sig for noget så kedeligt som EU, hvis budskabet serveres med blowjobs og vold.)
Feminister og andre politiske korrekte (og Anders Samuelsen, der ikke tilhører nogen af de to kategorier, men som vist bare greb chancen til at slå lidt på regeringen) kaldte tegnefilmen alt fra sexistisk til voldsforherligende og fordummende.
Og så blev feministerne forudsigeligt kaldt snerpede og humorforladte. Selvom Folketinget trak tegnefilmen tilbage på under ét døgn – fordi godt nok var det, de snerpede, humorforladte, der påpegede problemerne, men det må alligevel have fået en eller anden på en vigtig post til at se filmen igennem igen og tænke: “Hør, måske skulle vi lige overveje, hvad vi egentlig har gang i.”

Humor – nu uden hængepatter
Men på trods af det, har jeg de seneste dage kun hørt bitcheri over de irriterende politisk korrekte feminister uden humor. Nu har vi igen ødelagt det sjove for alle. Kunne feminazierne ikke bare holde vores kæft for én gang skyld i stedet for at spolere alting med vores ensidige fokus på kønsfremstillinger.
Personligt er jeg faktisk lidt todelt i denne sag. Fordi jeg synes også, at humor skal have lov til at være politisk ukorrekt – det er et af formålene med humor. Og der er virkelig grænser for, hvor meget sjov man kan lave, hvis det skal være biodynamisk fairtrade økologisk hallalhippie respektfuld over for alle grupperinger i samfundet.
Så jeg er på nippet til at forsvare Voteman, fordi jeg mener ikke, at nogen skal afgøre, hvad der er sjovt.
Men så kan man jo spørge – som faktisk også er dét relevante spørgsmål, feministerne stillede om Voteman-filmen – nemlig: Er det overhovedet Folketingets opgave at være sjov?
For hvis humor kun kan være grov og sexistisk, burde offentlige institutioner så ikke holde sig fra det? Det er jo ikke strengt nødvendig for politikerne at få folk til at le for at sælge deres budskaber. (At en del politikere så får folk til at le med deres budskaber, når det ikke er meningen, er en anden snak.)
Så hvorfor insistere på humor, hvis man kun har fantasi til at løse det på én måde?

Bare patter og mænd med muller – det er nytænkende comedy
Thomas Thorhauge, der står bag tegnefilmen forklarer, at Voteman er “en parodi på de brutale typer, man finder i Hviderusland og Ukraine”.
Bortset fra, at man med den udtalelse kan få lyst til at tilføje “racistisk” til listen over, hvad der er galt med Voteman, så er parodien jo bare ikke tegnefilmen i sig selv. Parodien er, at man tror, man laver parodi ved at gøre det samme, som alle andre gør. Det er det fucking omvendte af parodi! Det er kopi.
Så feminister og andre politisk korrekte typer er ikke så meget blevet forargede over Voteman. Vi er ikke humorforladte eller snerpede. Vi er bare usigeligt trætte. Dødtrætte af ikke at kunne tænde for et tv – og da slet ikke et humoristisk tv-program – uden at se kvinder fremstillet som sexobjekter, og mænd som de sjove, seje aktører, der tosser rundt med alkohol og vold og er politisk ukorrekte i humorens navn.
Måske kunne vi bare godt tænke os, at når vores folkevalgte vælger at bruge humor som greb, at de så i det mindste forsøger at sætte standarderne lidt højere end en Leasy-reklame.
Så her er mit spørgsmål: Hvorfor i hedehulehumorisme var Voteman ikke en Votewoman?

Slik fisse for et bedre EU
Hvis man virkelig ønskede at lave parodi, hvorfor så ikke gå all in og fremstille en stor muskuløs kvindelig antisuperhelt – der får cunnilingus af letopklædte fyre og flår hovederne af kvinder, der ikke vil stemme?
Det ville parodiere voldsfilm, kønsstereotyper, comedy, tegnefilm og en hele masse andet oveni hatten. Det ville være ægte parodi. Og stadig voldsomt politisk ukorrekt, men på den fede måde.
I stedet for bare at være en reproduktion af den drengerøvskomik, vi i forvejen får presset ned i gabet som et dårligt blowjob, hver eneste fucking gang nogen forsøger at lave politisk ukorrekt sjov i dette land.
Men jeg tvivler seriøst på, at Folketinget nogensinde ville have godkendt noget så outreret. Og havde Folketinget alligevel gjort det, ville det have sat et ramaskrig i gang fra store dele af befolkningen: “Skal vi betale skattepenge til den slags smuds; kvinder der får slikket fisse og begår voldelige overgreb? Fy for den!”
Men… den politisk korrekte feminzai-reaktion på Voteman, ja dét er altså en overreaktion. Så lad mig opsummere: Der er uligestilling i humor, i retten til at være politisk ukorrekt og ikke mindst i retten til at brokke sig over det.
Hmm, jeg blev sgu ikke mindre feminist af den erkendelse.

Mænd er ikke svin eller hajer

16. april 2014

En af mine kvindelige bekendte sagde noget forleden, der fik mig til at tænke over mit syn på mænd. Hun sagde: ”Jeg forventer ikke, at mænd forstår det samme som os, så jeg taler altid til dem, som om de lidt dummere end kvinder.”
”Sådan har jeg det ikke,” sagde jeg forsigtigt.
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sige til min bekendte, at hendes syn på det modsatte køn er grunden til, at vi ikke flytter os ud af stedet, når det kommer til ligestilling. For så længe vi er overbevist om, at ”de andre” – dem fra det andet køn – er markant anderledes mennesker end os selv, så kan vi ikke komme tættere på hinanden.
Og så er det sådan set lige meget, om man tror, at ”de andre” er dummere, klogere eller whatever. Hvis man tror, at de grundlæggende er forskellige fra en selv, så vil man aldrig kunne forstå deres tanker og adfærd – og så vil man afskrive dem, deres handlinger og erfaringer med henvisning til deres anderledeshed.

Du ku’ da også bare havde ladet være med at… gøre ting, kvindemenneske
De tanker gik jeg og tænkte, da min veninde ringede. Så vi talte lidt om det, og lidt om en masse andre ting, som vi gør, når vi taler, og mens jeg gik og fortalte begejstret om en anden venindes genialitet, passerede jeg en mand, der overfusede mig. (Det har jeg beskrevet her.)
Stadig i telefon med min veninde sagde jeg chokeret: ”Hold da kæft en idiot. Giv mig lige et sekund, den skal jeg lige have rystet af mig.”
Men selvom jeg talte med min veninde i yderligere en times tid, kunne jeg ikke ryste oplevelsen af. Den var en ubehagelig påmindelse om, at jeg som kvinde i et offentligt rum med jævne mellemrum oplever grænseoverskridende adfærd fra mandlige idioter. Fordi disse idioter er vokset op i en kultur, hvor kvinders udseende og adfærd hele tiden bliver kommenteret – i beundring eller det modsatte – så idioterne tror, at også de har ret til at gøre det.
Jeg delte derfor oplevelsen på facebook. For at sige noget om, at vi er nødt til at få gjort noget ved den kulturelle idé om kvinder. Stor fejl, viste det sig. For snart afslørede kommentarsporet den lige så herskende kulturelle idé om mænd: At de er svin.

Alle dem, der har tissemænd, er voldtægtsmænd
Mange af kommentarerne handlede nemlig om, hvordan jeg bare må blive bedre til at håndtere den slags overfusninger i fremtiden. Og hvilke geniale comebacks, jeg kan forberede, i stedet for at sige noget dumt i chokeret affekt.
Men mens de mere eller mindre velmenende råd strømmede ind, begyndte jeg at blive frustreret. For anden gang på blot et par timer blev jeg mindet om, at mit syn på mænd er way off i forhold til flertallets: For jeg har faktisk ikke lyst til at være forberedt på at blive overfuset. Jeg har ikke lyst til at gå på gaden og forvente, at en mand pludselig er ubehagelig over for mig. For jeg har ikke lyst til at se ned på mænd og forvente, at de er nogle svin.
Jovist, det sker konstant og alt for tit, at kvinder møder mænd, der opfører sig ubehageligt. Det sker jo netop også indimellem for mig selv. Men jeg har fanme ikke lyst til at regne med det. Planlægge ud fra det.
Det må være nok, at jeg som kvinde konstant skal planlægge min færden ud fra devisen: ”Det er nok smartere at gå på denne oplyste gade, i stedet for den hurtigere, mørkere vej, så jeg ikke bliver voldtaget i aften.”
Selvom jeg godt ved, at kvinder også bliver overfaldet på oplyste gader, og jeg godt ved, at langt de fleste voldtægter ikke sker på den måde, men i stedet sker under mere private former. Så påvirker bevidstheden om, at det kan ske mig altid. ALTID!

Har forventninger det ikke lidt med at indfri sig selv?
Men dér sætter jeg grænsen. Okay, det er svært som kvinde ikke at være bevidst om, at man kan blive udsat for et seksuelt overgreb, når FN anslår, at det sker for – hold nu fast – mindst hver 3. kvinde på jorden! Der er desværre mange voldtægtssvin derude. (Og desværre mange ikke-voldtægtsvin, der ikke forstår kvinders angst – ej heller den nedværdigende følelse af at blive gjort til et objekt. (Det har jeg talt om her.))
Men fanme om jeg også vil til at indrette min adfærd efter den opfattelse, at mænd generelt er svin, og at man aldrig kan stole på, at de vil behandle en ordentlig. Eller at jeg vil begynde at tænke, at mænd er dummere eller mindre forstående, empatiske eller menneskelige.
I øvrigt er det heller ikke den virkelighed, jeg lever i. For heldigvis er langt, langt de fleste mænd, jeg møder, søde og behagelige. Og de færreste mænd, jeg passerer, på gaden overfuser eller voldtager mig.
De rådne æg skal altså ikke have lov til at ødelægge min opfattelse af mandekønnet som helhed. Jeg vil blive ved med at forvente af mænd, at de kan være lige så ordentlige mennesker som kvinder. (Og derved implicit gå ud fra, at der findes kvindelige idioter såvel som mandlige. For pigebørn skydes altså ikke ud af fissen som bedre mennesker.)

Forstår du ikke kvinders grænser, kan du måske forstå ejendomsret
I forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder i USA, spankulerede en kvinde rundt med bar overkrop. Hen over maven havde hun skrevet: ”Still not asking for it.”
De rådne æg fangede den selvfølgelig ikke. En mand skrev om billedet, at hvis en kvinde spankulerer rundt på den måde, svarer det til at ”tage en køddragt på og sige til en haj, at den ikke må spise dig.”
Til det svarede en anden mand, og det citerer jeg lige i fuld længde, for det er ret så genialt:
“We (men) are not fucking sharks! We are not rabid animals living of pure instinct. We are capable of rational thinking and understanding.
Just because someone is cooking food doesn’t mean you’re entitled to eat it.
Just because a banker is counting money doesn’t mean you’re being given free money.
Just because a person is naked doesn’t mean you’re entitled to fuck them.
You are not entitled to someone else’s body just because it’s exposed. What is so fucking difficult about this concept?”

Drenge vil være drenge og dumme og degenererede
Et citat, der jo om noget beviser, at mænd er helt normale, intelligente mennesker. Mænd er ikke hajer eller svin eller dogs eller gorillaer eller andre ”laverestående” dyr (som dog ikke reelt i naturen opfører sig så psykopatisk som mandlige idioter gør, så det er faktisk noget pis at hænge dyrene op på det.)
Næ, mænd har menneskehjerner, og med sådan en kan man faktisk sætte sig ud over sine ubevidste instinkter og fordomsfulde antagelser om andre.
Så skulle vi ikke begynde at kræve det af de rådne æg også? I stedet for at undskylde dem på forhånd med, at ”boys will be boys”, ”de kan jo ikke gøre for det, de kan bare ikke styre sig”, ”mænd er svin” og så videre.
For det er lige præcis den slags antagelser om mænd, der gør, at nogle af dem ikke lærer at sætte sig i kvinders sted og behandle dem ordentligt. Det er, fordi de vokser op i en kultur, der fortæller dem, at kvinder selv be’r om at blive behandlet, som man nu har lyst til at behandle dem, og samtidig fortæller, at de som mænd ikke kan gøre for det – fordi det er jo kvinders egen skyld. Så hvorfor skulle han tage ansvar? Hvorfor skulle han reflektere over det?
Det skal vi kræve af ham, at han gør. Fordi det er eddersponsme på tide, at vi begynder at forvente mere af mænd – i stedet for at forvente dobbelt så meget af kvinder.

Let’s talk about buying sex, baby

24. marts 2014

En af mine følgere på facebook spurgte mig forleden, hvordan jeg kan være imod købesex, når der nu er så mange gode argumenter for det.
Altså for det første er der præcis lige så mange gode argumenter imod købesex, som der er for – så det er ikke der, man skal regne med, at man kan overbevise nogen med “det endelige argument”. Selvom helt uhyggeligt meget af prostitutionsdebatten handler om netop det; to parter, der står overfor hinanden og gentager de argumenter, vi har hørt siden, man begyndte at forholde sig prostitution. Hvilket jo så må gøre den debat til verdens ældste debat.
Jeg er så uendelig fucking dødtræt af den!

Luderen er fri/luderen er fanget… gab!
Der er to argumenter – et for og et imod – prostitution, der igen og igen og igen og igen bliver brugt som “det endelige argument”.
På tilhængersiden finder vi “det frie valg” og på modstandersiden står “offer for strukturer”. Og dét er grunden til, at den debat aldrig kommer videre, for de to positioner er alle politiske ideologiers rod. Det kan diskuteres til evig tid (eller til hjerneforskningen giver os det endelige svar) hvor frie vores valg er. Og alt politik handler i virkeligheden om at forhandle sig til en gylden kompromiskatastrofe.
Derfor er argumenterne også lige gyldige og ligegyldige! Det ene argument kan aldrig slå det andet, og efter min mening er de derfor også fuldstændig idiotiske at bruge i denne – og i nogen som helst anden – kontekst.

Ultraliberalistens onanifantasi
Man kan simpelthen ikke tillade sig at bruge de argumenter medmindre, man følger dem til dørs og bruger dem i alle andre sammenhænge.
Det betyder, at hvis man bruger frit-valgs-argumentet, så skal man også være villig til at lade det gælde alle andre steder. Hvis det er frit valg, om man vil sælge sin fisse, skal det også være frit valg, om man vil sælge sin nyre! Eller sin livmoder til et rugebarn eller sine æg til forskning eller sit blod til medicinindustrien. Samtidig med, at det selvfølgelig skal stå en frit for at tage stoffer, køre uden sikkerhedssele, motorcykelhjelm, eller hvad man nu ellers kan finde på af potentielt selvskadende adfærd, der kan komme til at koste staten penge, hvis det går galt.
Er man så liberalistisk, er det selvfølgelig helt fair, at man mener, at prostitution også skal være op til den enkelte prostituerede. Men er man til gengæld for regulering på bare ét andet område, mister argumentet al sin gyldighed!

Stalin 2.0
Det samme gælder for argumentet om, at den prostituerede er offer for en struktur, og derfor ikke selv har valgt sit erhverv. Så skal man også være villig til at gå hele vejen og fritage alle mennesker deres frie valg. For hvorfor skulle den prostituerede være mindre bevidstgjort end alle os andre? Hvem er vi til at vurdere, at høn lider af såkaldt “falsk bevidsthed”, mens alle vi andre åbenbart er glimrende i stand til at træffe frie, velovervejede valg!?
Og det betyder jo, at man så skal være villig til at acceptere, at staten potentielt skal kunne regulere alt, fordi ingen af os er i stand til at vurdere, hvad der er bedst for os – lige fra, hvilket job, vi må tage, til, hvem vi må gå i seng med. Til hvordan – og af hvem – vores børn opdrages, hvad vi må putte ind i vores kroppe, hvor meget vi skal motionere – og hvad vi må udtale os om, og hvem vi må mødes med. Det vil i realiteten sige, at vi indfører diktatur og afskaffer menneskerettighederne. For der vil altid kunne findes nogen, der er klogere på, hvad der er bedst for en.

Så gammel i fissen, at der gror moral i den
Meget få mennesker i denne verden er – heldigvis – så yderligtgående i deres meninger. De fleste af os ligger et sted derimellem; vi går ind for en hvis regulering, men vil også gerne have ret til selv at styre vore egne liv.
Præcis hvor meget regulering, der skal være, er jo til konstant forhandling. Hvilket er grunden til, at vi har opfundet politik og debat.
Når det er sagt, så er det fuldstændig idiotisk, at prostitutionsdebatten i så mange år, har fået lov til at stå i det vakuum. For jeg mener faktisk, at det er et område, vi bør regulere. Ikke, fordi de prostituerede er stakler, der ikke selv ved, hvad der er godt for dem.
Nej, jeg har sgu noget så gammeldags som et moralsk syn på prostitution. Jeg mener, at købesex forrådner samfundet, og gør mennesker kyniske i forhold til parforhold og sex.

Den lykkelige evne til kun at forholde sig til de andre
Hovsa, det er er jo nærmest konservativt at mene sådan. Det er langt mere moderne kun at forholde sig til den prostituerede eller køberen.
Men jeg er hverken det ene eller det andet, så det synes, jeg faktisk ikke, at jeg kan. Jeg tror, der er lige så mange grunde til at købe og sælge sex, som der er kunder og prostituerede. Hvilket vil sige, at det rangerer fra den incestramte, heroinmisbrugende gadeprostituerede til den eksperimenterede, empowerment-overbevidste mangler-lige-penge-til-en-Burberry-taske-jurastuderende escort på den ene side – og fra den magtsyge klamme liderbasse til den kærlighedshungrende ensomme på den anden side.
Så jeg vil ikke gå ind og vurdere og dømme folks motiver. Så længe købesex er lovligt, vil der være et marked for det. Nøjagtig ligesom med slavehandel.

Ting, der sker alligevel, skal vi ikke gøre noget ved
Og ja, nøjagtig ligesom med slavehandel, vil det selv efter et eventuelt forbud blive ved med at foregå i det skjulte, men det er altså et ringe argument for ikke at forbyde det. Selvom det godt nok er et argument, der får lov til at jærne derudad uimodsagt konstant. Men det svarer jo til at sige: “Bankrøverier og fartoverskridelser på motorvejen forekommer stadig på trods af forbud mod dem, så må vi hellere legalisere det, for ellers bliver der flere desperate bankrøvere og flere nervøse fartsyndere, og så bliver problemerne bare værre for de stakler, der bliver involverede…”
Lad mig lige tage den igen for galleriet: Slavehandel findes stadig. Mennesker bliver købt og solgt som arbejdskraft verden over, og det foregår under usle forhold, fordi det er illegalt. Er det virkelig et argument for at tillade slaveri igen?

Kunne vi prøve at gradbøje prostitution lidt?
Prostitution er og bliver et emne, der deler vandene. Selv blandt feminister. Eller måske især blandt feminister.
Mange har det indtryk, at alle feminister er struktur-forklarings-liderlige og derfor er imod prostitution, fordi det er såååå synd for den prostituerede, at det onde patriarkat har tvunget hende til at sutte pik.
Men langt fra alle feminister deler det synspunkt. Det gør jeg for eksempel ikke. Det eneste tidspunkt, jeg har ondt af de prosituerede, er hvis de vitterligt ikke selv har valgt det. Hvis de som i filmen Lilja 4-Ever er blevet bortført og tvunget ind i det. Men den form for prostitution synes jeg faktisk, vi burde omdøbe til “organiseret voldtægt”.
I mine øjne er det ikke prostitution, hvis den prostituerede ikke selv har valgt det. Ligesom det ikke er et rengøringsjob, men slavehandel, hvis man holder en filippinsk kvinde låst inde, har taget hendes pas og tvinger hende til at gøre rent.

Sex sælger, men behøver sex kunne købes?
Det er helt utroligt dumt at blive ved med at italesætte de prostituerede som ofre, som nogle feminister gør. Fordi det gør mange af de prostituerede fjendtligt stillede. Ingen af os bryder os jo om at blive gjort til ofre. (Det har jeg skrevet lidt om her.) Så derfor vil de prostituerede selvfølgelig gå ud og kræve deres handlekraft tilbage ved at insistere på, at de ikke er ofre; at de godt kan lide deres arbejde, at de føler sig stærke i det, og at de jo altså selv har valgt det.
Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Til gengæld bliver jeg også enormt irriterede på de feminister, der er for købesex. De kalder sig “prosex feminister”. Hvilket er fucking provokerende. For betyder det så, at man er imod sex, bare fordi man ikke bryder sig om prostitution?
Jeg er netop imod prostitution, fordi jeg er for sex. Ligeværdig, gensidig sex. Og jeg mener, at det ødelægger muligheden for ligeværdig, gensidig sex for alle mennesker, at sex er en vare på lige fod med yoghurt og zoneterapi.

Se min røv, se min røv, se min røv
Prokøbesex feministernes synspunkt er, at det er den ultimative frihed for et menneske, at vedkommende har lov til at sælge sex. Især for kvinder, hvis seksualitet i så mange årtusinder har været underlagt mænds kontrol.
Den samme retorik kan du finde hos Miley Cyrus og Beyoncé, når de forsvarer deres ret til at bruge deres kroppe til at sælge musik. De mener, at det er et empowerment-budskab at twerke deres mås lige op i ansigtet på mænd.
Og ja, det vil jeg faktisk godt give dem ret i.
For husk lige, at jeg altså ikke er en af de feminister, der mener, at kvinder ikke er i stand til at vide, hvad der er bedst for dem. Jeg mener ikke, at disse kvinder ved at vrikke med deres baller underlægger sig patriarkatets magtstrukturer. Tværtimod. De overtager patriarkatets magtstrukturer.
Og dét har jeg et problem med!

I know you wan’t it! You little, sad man
For selvfølgelig er der magt i at spille på det seksuelle. “Fissen har magten,” som en af mine prokøbesex-feminist-bekendte stolt proklamerede for mig forleden.
Hold da kæft for en lorteutopi!
Ideen er altså, at kvinder overtager mænds traditionelle magtposition ved at spille på det område, hvor vi (tilsyneladende) har magt over mændene – altså det seksuelle.
Beklager, men det kan jeg simpelthen ikke se noget som helst feministisk i! Hvis Robin Thicke ikke må spille på sin seksualitet og synge “I know you want it” – hvorfor må Miley Cyrus så spille på sin og vride sin røv op af selvsamme mands underliv?
Hvor vilde havde ramaskrigene været, hvis Robin Thicke havde grebet fat i Miley Cyrus og lavet samlejebevægelser op af hende under det der MTV-ståhej?
Men er det ikke præcis den samme magtdemonstration, hun laver?
Den traditionelle forestilling om mænds seksualitet er, at de er aktive (nærmest voldtagende), mens kvinder er passive og modtagende. Vi er godt i gang med at nedbryde – nærmest forbyde – den idé om den mandlige seksualitet, fordi det har skabt et ulige magtforhold imellem kønnene. Så skal vi sgu da ikke indsætte kvinderne på overmagtspositionen i stedet for!

Buhu, jeg kan aldrig få den fisse, jeg fortjener
Så fissen har altså magten, og så kan det da godt være, at (nogle) prostituerede griner hele vejen ned til banken, når de humper ned for at sætte nattens hyre ind. Fordi de har noget, som nogen er villige til at betale for.
Det synes jeg bare ødelægger sex – for alle.
Forestillingen om, at nogen “ejer” sex, og at andre ikke har samme adgang til det, men så må lokke, snyde, smiske, betale sig til det, er en håbløs gammeldags kønsstereotyp. Desværre eksisterer den stadig i bedste velgående. Der går nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke hører en eller anden mand brokke sig over, at kvinder har nemmere ved at få sex end mænd.
Fordi virkelig mange mennesker stadig lever med den traditionelle forestilling, at kvinder ejer sex, mens mænd får (eller køber) sex.
For mændene betyder det, at de ikke har nogen sexværdi i sig selv, men skal overkompensere gennem andre valutaer (fede jobs, store biler, kolde kontanter.) Mens det for kvinderne gælder om at passe på sex-ejerskabet, for hvis vi giver for meget af det væk, er vi billige. Og hvis vi er tilbageholdende med det, spiller vi kostbare.
Prostitution er i den grad med til at understøtte den forestilling.

Nu kommer de liderlige kvinder – og kommer
Men det er en forestilling. For sandheden er, at kvinder er mindst lige så liderlige som mænd. Og jeg skriver “mindst”, fordi ny forskning i kvinders seksualitet tyder på, at kvinder faktisk har en langt større libido end mænd.
Kvinder har bare altid været tvunget til at være forsigtige, fordi de tidligere hang på konsekvenserne af sex – i form af babyer. Men med p-pillens og abortens indtog udslettede vi den ulighed. Nu er kønnene vitterligt ligestillede på liderlighed.
Og det betyder altså, at man ikke længere kan tale om, at mænd er de desperate, og kvinder spiller kostbare. Nej, pludselig er der massevis af liderlige kvinder (for eksempel mig) som oplever, at mænd spiller kostbare. At mænd “ejer” sex.
Det betyder, at prostitution – som jeg ser det – meget snart går fra at være et kønsproblem til udelukkende at være et klasseproblem. Fremover vil lige så mange kvinder købe sig til sex. Fordi nogle kvinder også vil være så desperate, ensomme og/eller magtsyge, at de vil betale sig til, at et andet menneske giver dem udløsning.
Der er allerede begyndende sexturisme, hvor rige vestlige kvinder tager til (især) Afrika og køber sig til mandlig opvartning og sex. Det kommer der endnu mere af fremover. Ligesom der sandsynligvis også kommer til at være en social underklasse af mænd, der herhjemme lever af at sælge sex til travle erhvervskvinder, der ikke har tid til at kurtisere mænd for at få sex.

Gaveøkonomi i stedet for kapitalistisk sex
Og så er vi ved roden af mit moralske problem med prostitution. Jeg mener nemlig, at sex bør være noget, man får. Ikke noget, man køber. Ergo mener jeg, at staten bør forbyde både køb og salg af sex.

For jeg mener, at sex er en gensidig gave, og at det kun bør udveksles gennem en kropslig naturalieøkonomi, således, at man betaler sex med sex – eller med kærlighed/opmærksom/forførelse/flirt osv.
Det vil sige, at man skal gøre sig fortjent til det. Man skal arbejde for at være en person, andre har lyst til at have sex med. Således, at to (eller flere) mennesker, der vælger at have sex med hinanden, gør det, fordi de begge har lyst, fordi de begge har gjort en indsats for at være tiltrækkende over for den anden. Og at de i øvrigt også begge gør lige stor indsats i selve det seksuelle.
Prostitution er bare den totale kommercialisering af et område, der i forvejen lider under det problem, at den ene part betales for sex med andre ydelser. Det er derfor, at nogle (heldigvis kun få) mænd seriøst kan mene, at hvis de har vartet en kvinde op, så skal de belønnes med lidt mundsex. Noget for noget.

Køb og smid væk-sex
Så længe vi har prostitution i samfundet, bliver sex ved med at være et produkt, man kan købe og sælge – selvom det så ikke sker på de bagerste sider i Ekstra Bladet, men måske bare foregår i de små hjem, hvor han får en hånder for at have betalt for hendes nye taske.
Tag ikke fejl. Jeg mener som sagt, at sex er en gave, som vi belønner hinanden med – også som tak for en anden gave. Jeg mener bare, at problemet opstår, så snart forventningen til sex skifter fra; “nu gør jeg det her for at glæde den anden” til; “nu gør jeg det her, fordi så har jeg krav på en orgasme bagefter.”
Og så længe sidstnævnte syn på sex råder, vil der blive ved med at være dem, der “ejer” sex, og dem, der skal lyve, snyde, købe sig til det. Førstnævnte vil kunne spille på det, sidstnævnte vil kunne manipuleres med det. Det er et ulige magtforhold, og det kan jeg ikke gå ind for.
Jeg er jo en hvid, vestlig erhvervskvinde, der har lidt problemer med at få det til at fungere med det modsatte køn, så egentlig kunne jeg bare få mig en mørkglødet fattig mand at lege sugarmama for. Så kunne jeg få slikket fisse noget mere, og han kunne (måske) få en opholdstilladelse og en uddannelse. Er det bare det ultimative forbrugerlykke-samfund, eller hvad?
Eller snarere: Et samfund hvor alle er kyniske og kolde, romantikken er død, og det er fanme ikke et, jeg har lyst til at være en del af.

Men må man være mandekræsen!?

26. februar 2014

Hvis du nogensinde skal lave mad til mig (og det håber jeg da, at du skal) skal du bare vide, at der er noget, jeg ikke spiser. Jeg kan simpelthen ikke foredrage okra.
Du har muligvis aldrig hørt om okra, men det er ifølge ordbogen en “håret urt i katostfamilien”. Jeg havde så aldrig før hørt om katostfamilien, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at spise andre katoste, for det lyder umiddelbart som et lagret mejeriprodukt fremstillet på kattemælk.
Men sagen er, at jeg blev lidt træt af at svare, at jeg er altædende, når folk inviterede mig på mad og høfligt spurgte, om der var noget, jeg ikke spiste. Jeg synes, jeg skulle have én ting. Så efter at have smagt mig igennem alverdens køkkener, landede jeg på den slimede okra. Den bryder jeg mig faktisk ikke om.
Pointen er, at jeg virkelig ikke er kræsen. Jeg elsker mad, alt slags mad, og gerne meget af det. Men jeg er kræsen med mennesker.

Du er, hvem du elsker
De mennesker, jeg vælger at have i mit liv, er mennesker, der får mig til at ville være et bedre menneske – på alle områder af livet. Det er min kærlige, opbakkende familie og mine intelligente venner, der altid udfordrer mine flyvske tanker og ideer. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig.)
De mennesker, jeg vælger at holde ude af mit liv, er mennesker, der trækker mig ned. Mennesker, der har låst sig fast på et ensporet verdenssyn, og som ikke kan åbne munden uden at lukke fordomme og hjernelig nedsmeltning ud. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig, men det er, fordi de selv kun spiser sovs og kartofler, for det ved man, hvad er.)
Det, synes jeg, er den bedste måde at være kræsen på. Rent faktisk at beslutte sig for kun at bruge tid på mennesker, der løfter en – åndeligt og intellektuelt.
Men næ, hvor er det fy at sige det højt som kvinde. Især, når man siger det om… ja, du gættede det… om mænd.

Bah, arbejde for kærlighed!? Kan vi ikke bare betale os fra det?
Politiken kører lige for tiden en serie om de moderne kræsne kvinder. Kvinder, der vælger at få børn uden en mand, fordi de bliver for trætte af at lede efter mr. perfeckt. Og om kvinder, der åbenbart stræber for højt efter status i stedet for at knalde alle de stakkels håndværkere.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg faktisk synes, det er et ligestillingsproblem, at kvinder kan sige “fuck jer” til mænd og så ikke kneppe dem og alligevel lave børn. For det betyder jo, at kvinder ikke behøver gøre den samme indsats for at få et forhold til at køre – som en mand, der er afhængig af kvinde for at kunne få børn.
Men på den anden side… Mænd kan få børn længere, så de har altså flere år at øve sig på at blive mr. perfect, end kvinder har. De kan tillade sig at være barnerøve helt op i 40’erne, mens kvinder har en biologisk tikkende bombe i livmoderen.
Desuden har mænd jo til alle tider haft den ret, at de ikke behøvede at gøre en indsats for at få sex – de kunne bare betale sig fra det. Så faktisk er det måske ikke helt unfair, at kvinder nu også har en bane, hvor det er mændenes tur til at oppe sig, hvis de vil være med.

Næ fy da, vil du ikke voldsnave en tandløs hjemløs!?
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er mere end problematisk, at kvinder, der stiller krav til de mænd, de vil tilbringe livet sammen med, bliver opfattet som kræsne.
Jeg bliver jævnligt lagt an på af mænd. Ja, af nogle søde, dejlige, interessante mænd. Men også af nogle der… ikke er. At en 52-årig fraskilt taxachauffør med tre voksne børn for eksempel kan stå og se på mig og tænke, at vi to er et godt match, og kommer hen og lægger an på mig, synes jeg er… faktisk fucking pisseprovokerende.
Og folk bliver tit dybt forargerede, når jeg ytrer disse tanker: “Tag det dog som en kompliment!” Eller: “Bare vent til du er gammel og rynket, så vil du savne den slags opmærksomhed.”
Fordi det forventes, at man som kvinde skal være taknemmelig for mandlige opmærksomhed. Alt mandlig opmærksomhed. Ligegyldigt om det kommer i form af en kompliment om ens øjne, eller det kommer i form af ren sexcikane – som en hånd på røven i bussen.
Og også ligegyldigt, hvem det kommer fra.
For som mænd altid siger, når jeg prøver at forklare, hvor frusterende det er, at det forventes af mig, at jeg bare skal være smilende taknemmelig: “Årh, jeg ville da bare blive smigret, hvis en kvinde lagde an på mig.”

Skal du smage mormors sprukne kusse?
Ville du virkelig? Ligegyldigt, hvem hun var!?
For jeg har godt nok set nogle cougars kørende på sidste salgsdato med solarierynkne kavalérgange og svenskergebis (blå pga. rødvin, gul pga. nikotin) lægge vulgært fysisk an på nogle af mine mandlige kolleger på en måde, der bestemt ikke så ud til, at han nød opmærksomheden.
Selvom han så høfligt takkede nej, for også mænd har jo lært, at det ikke er pænt at sige: “Hvad fuck regner du med, din klamme stodder?”
Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det egentlig så forbudt at sige fra over for uønsket opmærksomhed? Fra en person, der i den grad burde arbejde med lidt selvindsigt, inden høn kaster sin manglende charme på andre mennesker.
Og ikke mindst; hvorfor i alverden er det ikke i orden at stille krav til senge- og/eller livspartnere?
Men lige for tiden er der altså ved at blive skabt en forestilling om, at kvinder bare er helt sindssygt kræsne med mænd, mens mænd er langt mere rummelige. (Eller ligeglade og bare knepper, hvad der… mmm helt sikkert!)
Så ind kommer selvfølgelig straks selvudnævnte evolutionseksperter og påstår, at det er, fordi kvinden investerer så meget mere i et forhold, fordi hun jo ikke kan rende rundt og sprede sin sæd ud over alle mulige partnere.

Knep, knep, knep, sådan er mænd jo
For naturligvis er mænd da fuldstændig ligeglad med kvaliteten af deres afkom. Alle mænd er jo så ensporede, at de bare går efter at lave fleste mulige børn med flest mulige kvinder. Det kan vi jo se på alle de mænd, der ikke gider have en kæreste og ikke gider bruge tid med de børn, de har lavet, men bare flyver videre til nye kvindelår…
Eller hov… Faktisk er de fleste mænd ude i virkeligheden jo anderledes interesserede i netop at finde en partner og få børn med hende og til døden jer skiller og medgang og modgang og alt det der. Altså hvorfor skulle det ellers være et problem, at kvinder åbenbart er blevet for kræsne i deres partnervalg?
Det er en fucking cirkelslutning: Hvis mænd virkelig udelukkende ville have uforpligtende sex og massevis af horeunger, så ville de da give en fuck for, om kvinder var for kræsne til ville have et parforhold med dem.
Nå, ja, men det skal evolutions”eksperterne” da så nok lige skynde sig at forklare. Det er jo, fordi at det kun er alfahannerne, der får lov til at lave børn på hunnerne. Og ja, der bliver faktisk snakket om “hunner” og “hanner”, for vi er jo ikke mennesker med en kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse – vi er et naturprogram på Animal Planet…
Så alfahanner som Klaus Riskjær får altså masser af punani, mens beta- og gammahannerne tøffer rundt på deres mælkekasse-knallerter i Udkantsdanmark og får ikke lov til at sprede deres sæd. (At kalde Klaus Riskjær en alfahan er i øvrigt en fornærmelse både mod hankønnet og mod det græske alfabet.)

Penge, penge, penge, sådan er kvinder jo
Fordi den regel, der aldrig bliver modsagt, er, at kvinder går efter status – fordi kvinder er kræsne (har vi ikke snart slået det fast!) – og mænd med status er derfor abemenneskernes alfahanner. Sådan gør gorillaer, så det er nok også sådan mennesker gør.
Okay… Kan vi lige gå tilbage til kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse et øjeblik og så kigge på vores samfund, som det virkelig er lige nu – i stedet for at kigge i junglen efter sammenligninger. Eller tilbage til en tid, hvor kvinder var afhængige af mænds status, fordi de ikke var noget i sig selv.
Kvinder i dag er noget i sig selv. Vi har job og karriere, venner og hobbyer, vi tager på rejser alene, vi tager kurser i mindfulness og cup cakes. Vi har ikke brug for en mand for at blive forsørget og for skabe et ansigt udadtil, ligesom kvinder før i tiden havde. Vi er vores eget ansigt udadtil. Vi tjener vores egne penge. Vi skaber vores egne liv.
Så hvad skal vi så med manden?
Det er verdens nemmeste spørgsmål: Vi skal kneppe hans hjerne ud!
Kvinder vil være sammen med en mand (eller med en anden kvinde, hvis det er det, man er til) fordi ens partner er sexet, sjov, sød, støttende, spændende – alle s-ordene.
(Ja, det er ikke tilfældigt, at alle seje ord starter med s ligesom mit navn! Som succesfuld og super og… satans.)

Vil bare gerne have samme den indsats igen…
Anyways. Grunden til, at kvinder stiller så mange krav til mænd i dag, er fordi… trommehvirvel, tak: Vi stiller så mange krav til os selv!
Jeg kender ingen kvinder, der ikke knokler for at være bedre til alting; bedre til deres job, bedre til at være mødre, bedre til at være gode kærester, døtre og veninder, bedre til at sutte pik, bedre til at se godt ud, bedre til fucking alt!
Ja, mænd kan godt mene, at vi stresser for meget, og vi burde chille lidt mere. Men det er altså prisen, moderne kvinder betaler for at være med på mænds banehalvdel. Samfundet er indrettet til og af mænd, så derfor skal kvinder hele tiden knokle for at bevise, at vi også hører til der.
Og samtidig føler de fleste af os også, at vi skal knokle for at vise, at vi altså ikke har mistet os selv som “kvinder” i det mas. For bare fordi jobbet er hårdt, og ungerne krævende, så er det ikke en undskyldning for at ligne lort, ikke holde kroppen og hjernen ved lige, være et nogenlunde ordenligt menneske og samtidig også liiiiiige nå den der mindfuldness-time, for vi skal jo også lære at stresse af, ikke? (Mærkeligt, at det ikke rigtigt lader til at virke det der afstresning…)

Ja, jeg er selvfed, men hvorfor er flere mænd ikke det?
Nu kan jeg naturligvis ikke tale for andre kvinder, men jeg har det personligt sådan, at når jeg knokler så meget for hele tiden at blive bedre på alle områder, så vil jeg altså ikke nøjes med en mand, der tænker, at han ikke behøver at gøre den samme indsats. At hans ølvom, hans serie fem-hygge-fodboldsundskyldning for at lægge yderligere til ølvommen og hans manglende viden om samfundsforhold er “godt nok”.
Hvis han har lyst til at tøffe rundt på en knallert i Udkantsdanmark skal han da have lov til det, men hvordan er det blevet mit problem? Hvorfor er min kræsenhed problemet? Hvorfor er det ikke et problem, at han ikke opper sig?
For jeg har ikke brug for ham! Jeg vil gerne ha’ en mand, og jeg har lyst til en mand, men jeg har ikke brug for en.
Jeg er som sagt menneskekræsen, og jeg har knoklet så meget for selv at blive et mere interessant et af slagsen. (Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for det er min blog.) Så jeg vil da hellere være alene med dét interessante menneske – mig selv – end jeg vil tilbringe tid sammen med et andet menneske, der ikke er i stand til at åbne min verden for nye indsigter, og som derigennem kan inspirere mig til at blive endnu bedre.

Mand er mand sådan
Så det burde virkelig ikke være et problem, at jeg er kræsen og ikke har brug for en mand. Men det bliver et problem – et samfundsproblem.
Fordi mænd har brug for kvinder.
Og det er sgu ikke på grund af det med børnene, ikke udelukkende i hvert fald. Det skyldes snarere, at den eneste måde en rigtig mand kan få omsorg på er ved at være sammen med en kvinde. Vi har lavet verdens mest idiotiske definition af maskulinitet, som betyder, at mens ligestillingen gør kvinder uafhængige af mænd – så bliver mænd ved med at være afhængige af kvinder.
Fordi der ikke bliver rykket ved opfattelsen af, hvordan man er rigtig mand. Det er stadig noget med at være stærk og stolt og “taler ikke om problemerne”. Så derfor sidder alle disse rigtige mænd nu efterladte på deres knallerter og har brug for kvinder, der ikke har brug for dem.
Men det er altså ikke kvinders ansvar! Det er ikke, fordi vi stiller for høje krav eller er for kræsne. Det er, fordi samfundet bliver ved med kun at vise drenge mandeidealer, der hører en helt anden tid til. Dengang hvor den tavse, stolte mand kunne arbejde med sine stærke hænder og finde sig en kone, der havde brug for ham for selv at overleve.

The times they have always been a-changin’
For efterhånden en del år siden gjorde man en mærkelig erfaring i de små landsbyer Nordsverige. Pigerne fik langt bedre karakterer end drengene i skolen. (Lyder det bekendt?) Man forsøgte sig med forskellige forklaringsmodeller; var pigerne genetisk mere intelligente end drengene? Var der noget i vandet? Måske prøvede man tilmed med en “det er nok, fordi der er kommet så mange kvindelige lærere og skolesystemet er blevet feminiseret”-forklaring. Den er jo populær herhjemme lige nu.
Men endelig kom der nogle kønsforskere på banen med en mere sandsynlig forklaring: Pigerne voksede op og så på deres mødres slidte ansigter og sprukne hænder i opvaskebaljen og tænkte “fanme nej”, så de knoklede for at komme væk. Drengene derimod så deres fædre fælde træer og køre på snescootere og tænkte “wroom wroom”, så de gad ikke anstrenge sig i skolen.
De kvindelige rollemodeller er skiftet over de seneste generationer, men de mandlige holder stædigt fast. Alt for stædigt.
Men the times they are no longer a-changing’. Det gjorde de for mange år siden! Og mændene er nødt til at vride gashåndtaget i bund på knallerten og følge med. For det kan ikke være rigtigt, at man kræver, at vi “kræsne” kvinder skal holde igen for deres skyld. Det er ikke udvikling, det er tilbageskridt!

How to… grow some balls
Og de mænd, der har luret det her (eller dem, der bare havde bedre vilkår fra begyndelsen) ved, at hemmeligheden er, at de både skal stå ved sig selv og deres egne behov – og samtidig konstant arbejde for at blive bedre versioner af dem selv.
Det handler ikke om indtægt og status og den fede bil eller det seje job. Det handler om at gå til livet på en måde, der signalerer: Jeg vil være den bedste udgave af mig. I alle sammenhænge – på jobbet, i parforholdet, i sengen, i spejlbilledet og sammen med børnene.
Eller som Tor Nørretranders ville have sagt det: Umage giver mage! Og må jeg tilføje: Ekstra stor umage holder fast på mage!
Desuden er der ikke noget større turn off, end en person, der klynker over, at høn ikke kan få et partner: “Buhu, det er alle de kræsne kvinders skyld, fordi de hellere vil have en idiot med penge end sådan en sød, fattig fyr som mig. Waha, snøft, hvor stillede jeg nu øldåsen?”
Seriøst, dameblade har i de sidste 100 år ikke lavet andet end at få kvinder til at holde op med at klynke over mænd (for vi må jo ikke være kræsne, husker du nok). I stedet har bladene fået os til at arbejde benhårdt på at blive mere interessante for mænd. (Hovedsagligt ved at blive smukkere, slankere og yngre, hvilket selvfølgelig langt fra er en ideel målsætning.)
Mandeblade er først lige kommet på markedet indenfor de seneste 20-30 år, men når de ikke har travlt med at skrive om aber på skateboards og vise afklædte damer, så er rådene til mænd faktisk også lige præcis dette: Stop klynkeriet og gør en fucking indsats!

Vil du da hellere være min lille hausfrau fremover?
De mænd, der har forstået det, scorer selvfølgelig det gode parforhold i dag. Ikke fordi de er gammeldags abe-alfahanner, men fordi de er moderne mænd, der har tilpasset sig den tid, vi lever i. Hvor kvinder altså har brug for en mand, der løfter os – både åndeligt, intellektuelt og op på køkkenbordet til en god omgang sex.
Det er ikke urimelige krav at stille. Nej, det er faktisk, det bedste kvinder kan gøre for mandekønnet – og for samfundsudviklingen.
For kræsne kvinder siger nemlig: “Skønne, dejlige mand med dine stærke arme og dit helt fantastiske udstyr, jeg vil gerne have dig, men kun hvis du også selv kan se, at du har – og skal have – noget at byde på. For ellers er vi to ikke lige. Og jeg ønsker ikke, at dit køn skal blive lige så undertrykt i parforholdet som kvinder var i tidligere tider; uoplyste og umyndige, mens jeg forsørger dig, og sidder for bordenden og bestemmer alting. Kom ind i kampen, find noget at byde på og bliv bedre til at være dig. Eller vær min huslave og servér min aftensmad!
Og står der okra på menuen, så får du sgu en tur med mors bælte!”

Fucker ligestilling med knepperiet?

20. februar 2014

Jeg har sagt det før; der er for lidt pik i at være feminist. Jeg mente det som, at mange kvinder er bange for at skræmme mænd væk med det ikke-eftergivende i feminismen, for det har trods alt traditionelt været en feminin dyd at være netop eftergivende. Så nogle kvinder vil altså hellere smile sødt gennem uretfærdigheder og høste sig en mand, der tænder på søde smil – end at tage chancen med at sige sin mening og møde de fantastiske mænd, der tænder på det.
Men i sidste uge blev jeg så præsenteret for en anden grund til, at der åbenbart er mindre pik i feminisme. Jeg læste en artikel fra New York Times, som har cirklet på de sociale medier. Den handler om, at ligestillede parforhold tilsyneladende har mindre sex end parforhold med mere traditionelle kønsroller.
Flere danske medier har også samlet artiklen op og har citeret den, fordi selvom den ved nærmere læsning viser sig at være noget amerikaniseret sludder, så elsker medierne jo bare at puste til skrækversionen af feminisme: At det vil ødelægge sex for alle!

Mere pik, mindre lykke, sådan!
Artiklens konklusion er nemlig ikke til at gå fejl af: Ligestilling i parforholdet er lig med mindre sex. Så jeg må hellere komme i gang med at stryge mandeskjorter, hvis jeg vil have pik fremover.
Eller hvad!?
For selvfølgelig er der som altid rigtigt meget galt med den slags påstande, når medierne fremturer med dem. Så lad mig lige rejse et par indvendinger her. Hvoraf den mest graverende må være den, at der i den samme New York Times-artikel også står, at kvinder i de ligestillede forhold er mere lykkelige end dem i de traditionelle forhold, samt at ligestillede forhold har mindre skilsmisserater.
Så… det, de siger, er altså, at man ikke bliver mere lykkelig eller mere glad for sin partner bare, fordi man har mere sex. Burde det ikke være den konklusion, alle artikler havde taget fat på i stedet? At folk i ligestillede forhold gennemgående har det bedre!?

Mere knep, mere hold kæft, sådan skal det forhold skæres
Men nej, i stedet sættes fokus på den forfærdelige rædselsversion af fremtidige parforhold: Hvis mænd støvsuger og smører madpakker, og kvinder tjener penge, så dør sexlivet. Fy da, en katastrofe!
Fordi meningen er selvfølgelig, at vi skal få den idé, at ligestilling (også her) er dårligt. Næ nej, så er det jo meget bedre med kvinden ned på alle fire, og farmand med karrieren lige bagved, doggystyle.
Så bliver der jo knaldet jo! Og det er det, parforhold handler om, ikke!?
Nu kunne man jo gå djævlens advokat på den og pointere, at parforhold måske for de fleste handler om væsentlig mere end sex, og hvis man bare vil have sex, så er det jo til at opdrive forholdsvis uforpligtende. (I mange lande kan man jo tilmed bare betale sig fra det.)
Så altså allerede her, er jeg lidt i tvivl om, hvem der dør af det her? Hvem er det, der lider under, at tilsyneladende tilfredse partnere ikke har så meget sex?
Ja, jeg kan da godt regne ud, at de mænd (og kvinder) for hvem et parforhold udelukkende handler om retten til at blive serviceret seksuelt, vil læse artiklen i New York Times og tænke: “Se så, det beviser, at feminisme er alt, hvad der er galt i denne verden!” Og så vil de bøvse og rage servitricen på brysterne, når hun kommer med den næste Budweiser.
Men hvad er oddsene for, at sådan en mand ville ende i et ligestillet parforhold alligevel!? Nul!

Ti dårlige knald på taget er bedre end et godt håndjob
Og undskyld min ligefremhed, men selvfølgelig føler mennesker i et ligestillet parforhold sig da mere lykkelige – de har jo valgt deres forhold til på en anden måde, end mennesker, der bare vælter ubevidste ind i et parforhold og spiller efter det samme kønsrolle-manus, som man har spillet efter i generationer.
Den slags traditionelle forhold betyder så muligvis mere sex. Okay… Men betyder det bedre sex?
Betyder det sex, hvor begge har lige meget lyst? Og hvor der er lige fokus på begges behov?
Eller betyder det tværtimod sex på den måde, som det traditionelt har været – hvor kvinden netop skal servicere mandens behov, og hendes egne lyster ikke rigtigt indgår i den ligning?
Så hvorfor skal sex i det hele taget vurderes kvantitativt? Hvorfor lige antallet af samlejer som mål – hvorfor ikke kvaliteten? Jeg har da haft dårlige one night stands nok til at vide, at jeg til enhver tid ville bytte 10 af dem med ét godt knald med én, der virkelig ville mig, kendte mig og kunne sit kram.
Kunne det ikke tænkes, at det er sådan, sex er, i mere ligestillede forhold!?

Færre timer på sengekanten, flere timer på jobbet
Eller også er det virkelig noget lort, at de ligestillede partnere ikke dyrker så meget sex. Måske er de selv utilfredse med lige den del af forholdet. Men må jeg så tillade mig at foreslå, at der så muligvis er noget helt andet galt?
Prøv med; stress!
Ja, for sagen er jo, at ligestillede forhold ofte er kendetegnet ved, at begge arbejder lige meget ude og deler opgaverne ligeligt hjemme. Hvilket vil sige, at begge har alt for travlt. Hvorimod i en mere traditionel kønsrolle-opdelt familie har man en mor, der tager sig af alt hjemme, og en far, der arbejder ude, og derved kan begge netto have mere overskud.
Nu har jeg ikke de store parforholdserfaringer, men jeg fornemmer, at manglende overskud først og fremmest mærkes på sengekanten. Man orker simpelthen ikke at sætte tantramusikken på og lave erotisk yoga med hinanden, når man er smadret.
Siger jeg så, at de traditionelle kønsroller er bedre? Nej, tværtimod da! De er bare nemmere, fordi manuset er skrevet på forhånd. Hvor man i moderne parforhold hele tiden er nødt til at koordinere med hinanden for at få alting til at gå op.
Men det er jo også det, vi godt kan lide. Er det ikke? Vi ønsker jo ikke det nemme forhold.
De færreste moderne kvinder i dag ville vel bytte deres givende jobs eller deres egne lønsedler væk mod at gå derhjemme og have mel på brysterne blandt skrigeunger år ud og år ind. Ligesom de fleste moderne mænd nok ville betakke sig for at skulle arbejde 10 timer i døgnet og kun se deres børn i sovende tilstand.
Og så kunne der ellers være nok så meget sex oveni den handel. Det er simpelthen ikke nok!

PK PIK – politisk korrekt pik
Så løsningen er vel noget med at lære at stresse ned og prioritere hinanden og have mere partid og andre af den slags damebladsråd. Det er ikke det, jeg skriver om her. Jeg pointerer bare, at mere ligestillede parforhold har andre faktorer i spil, så det handler ikke nødvendigvis om – som artiklen fra New York Times mere end antyder – at kvinder tænder af på en mand, der støvsuger, og mænd tænder af på en selvstændig kvinde.
Jo, naturligvis gør nogle det. For vi er jo forskellige, og nogle kan sikkert ikke få den op at stå/blive våde i trussen uden en partner, der leverer et kønsrollemønster fra urtiden.
Men det er jo også her, at ideen om, at ligestilling ødelægger sexlivet, laver den største cirkelfejlslutning: For hvem siger egentlig, at ligestilling ved opvasken og i fællesøkonomien skal være lig med ligestilling i soveværelset?
Er sex ikke netop defineret ved at være et frirum, hvor vi kan give os hen, uden at forholde os til, hvad der foregår ude i den virkelige verden? Er det ikke derfor, at alle damebladsrådene til bedre sex, handler om, at man skal efterlade tanken om opvasken og alt andet uden for sengen? Og er det ikke også derfor, folk leger rollespil og dyrker BDSM eller sexgynger eller latexlagner eller whatever?
Det er ikke nødvendigvis politisk korrekt det, der foregår i soveværelset (eller hvor man nu gør den slags). Men det skal det da heller ikke være. Det skal bare være frækt!

Oh, min smukke viv, dig kan jeg ikke sperme i ansigtet
Så hvis folk i meget ligestillede forhold har problemer med, at de ikke har lyst til deres partnere og ikke synes, de dyrker sex nok. Kunne det så ikke skyldes, at de ikke giver sig selv og hinanden det frirum?
I hvert fald bliver der i artiklen i New York Times citeret en mand, der ikke kan finde ud af at have rå sex med sin kone, selvom hun tænder på det. Det er godt nok også den slags porno, han selv ser. Men han synes ikke, at hun passer ind i det scenarie – hans pæne, ligeværdige kone.
Okay, må jeg så have lov til at gå djævlens advokat på den én gang til: Hvis man betragter sin partner som enten for god til sine egne dyriske lyster – eller på den anden side anser sin partners lyster som svinske og upassende – ja, så kan man sgu ikke rigtigt tillade sig at kalde sig ligestillet!
Det er da om noget en traditionel kønsrollefordeling. Det er så victoriansk som det overhovedet kan blive; manden med de farlige drifter, som hans stakkels dydige hustru ikke skal udsættes for. Så derfor finder han for- og udløsning andetsteds – hos luderen eller elskerinden eller i dag: i cyberspace.
Så kan man sgu nok så meget være fælles om opvasken, men man er altså først for alvor i et ligestillet forhold, når begge parters seksuelle behov og lyster bliver anerkendt – og forhåbentlig også tilfredsstillet. Ellers leger vi bare “ moderne mor-far-og-børn-og-respektfuld sex.”
Og det har aldrig været pointen med ligestilling! Pointen med ligestilling er, at vi alle får lige muligheder – også for at dyrke den slags sex, vi har allermest lyst til.